Læsetid: 2 min.

'Gammel ideologisk grød'

Kritikken af den yngre forfattergeneration er formuleret af litteraturanmeldere, der selv sidder fast i gamle vaner, mener Lars Frost
Kultur
22. november 2007
Kritikken af den yngre forfattergeneration er formuleret af litteraturanmeldere, der selv sidder fast i gamle vaner, mener Lars Frost

- Lars Frost, er det ikke et problem for mangfoldigheden i det litterære miljø, at de fleste unge forfattere er venstreorienterede og de færreste er borgerlige?

"Nej, for litteraturen handler om nogle helt andre størrelser, end om man stemmer til højre eller venstre for en midte, som ikke engang senioranalytikerne på tv-kanalerne kan finde ud af, hvor ligger. Problemet med den her diskussion er, at den slet ikke handler om ny ung dansk litteratur. For det er ikke litteraturen, der hænger fast i gamle vaner, det er for pokker de litteraturanmeldere, der læser den, som sidder knædybt i gammel ideologisk grød."

"Min seneste roman (Smukke biler efter krigen, red.) bliver igen og igen skudt i skoene, at den er venstreorienteret, men den udstiller netop den gruppe af mennesker, som vi unge forfattere hele tiden bliver sammenlignet med og gjort til en del af - alle de her velmenende, veluddannede, socialt bevidste og politiske naive automat-venstreorienterede - de bliver udstillet i den bog. Hvis bare kritikerne gad læse vores bøger, ville vi ikke have den her diskussion".

- Nu er det heller ikke litteraturen, men snarere forfatterstandens offentlige mening, de kritiserer for at være forudsigelig?

"Ja, men forfatteres offentlige stemme er deres bøger. At kræve, at forfattere skal skrive kronikker, er som at kræve, at en bager skal slagte svin. Det er fuldstændig misforstået".

- De fleste forfattere er imod den borgerlige regering, imod Pia Kjærsgaard, integrationspolitikken, Irakkrigen osv. Er det ikke en reel bekymring, at den her udbredte konsensuskultur indirekte kan få betydning for den litteratur, der kommer ud?

"Jeg håber da meget, at det politiske miljø, vi har i øjeblikket, har indflydelse på den litteratur, der kommer ud. Jeg er ikke vanvittig gammel, men jeg kan ikke huske, at der har været mere turbulens i den litterære verden længe. Folk er vrede og ærgerlige over den politiske situation, men nu er vi måske ved at vænne os til, at vi lever i et land, som åbenbart vil være dumt".

- Du får aldrig personligt lyst til at udfordre den herskende konsensus blandt dine forfatterkolleger?

"Nej, jeg får ikke lyst til at stemme på Dansk Folkeparti, bare fordi alle de andre ikke vil, hvis det er det, du mener. Jeg får ikke lyst til at gå på kompromis med mine meninger bare for at tækkes en litteraturanmelder, som synes, jeg skal mene noget andet".

Om forfatteren: uddannet fra forfatterskolen i 1998, og debuterede i 2000 med prosastykkerne 'Og så afsted til Wien'. Har bl.a. skrevet den formeksperimenterende 'Allermest undrer det mig at vi kan glemme' (2001), og romanen 'Smukke biler efter krigen' (2004). I 2006 udkom hans seneste bog, digtsamlingen 'Et par dage'.

Serie

De unge røde

Seneste artikler

  • Den gamle historie

    29. november 2007
    Der kan være al mulig grund til at ønske Information til lykke med det ny bogtillæg. Al magt til bogen! Når man (jeg) alligevel går lettere forstemt fra premierefesten, skyldes det ikke blot tillæggets hovednummer – den unge forfattergenerations manglende lyst og evne til at engagere sig i den socio-politiske diskussion
  • 'Vi er stivnet i paroler'

    22. november 2007
    Kritikken af de unge forfattere er ikke helt forfejlet, mener Kristina Stoltz, der selv er venstreorienteret, men træt af forudsigelige meninger i forfatterstanden og på venstrefløjen generelt
  • 'Drop konspirationerne'

    22. november 2007
    Martin Glaz Serup er træt af at blive beskyldt for at have trukket sin politiske holdning i en automat på forfatterskolen. Desuden er det absurd at bede folk mene noget andet, end det de mener
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"De fleste forfattere er imod den borgerlige regering, imod Pia Kjærsgaard, integrationspolitikken, Irakkrigen osv. Er det ikke en reel bekymring, at den her udbredte konsensuskultur indirekte kan få betydning for den litteratur, der kommer ud?"

Den "her udbredte koncensuskultur" har desværre ikke megen gennemslagskraft i forhold til den massive småborgerlige koncensus, der fx gav sig udslag i valgresultatet.

Den dag kunsten begynder at lefle for småborgerligheden, dør den.

Men det er vel også de kværulerende anmelderes skjulte dagsorden. At efterlyse forherligende krigsromaner og helteeoosser om irakkrigen?

Vorherre bevares!

"For det er ikke litteraturen, der hænger fast i gamle vaner, det er for pokker de litteraturanmeldere, der læser den, som sidder knædybt i gammel ideologisk grød."

HØRT og tak for formuleringen Lars!