Læsetid: 4 min.

Gammelt sprog og moderne tider

I et folkestyre er det skriftsprogets lod at det til stadighed må nærme sig talesproget. Skriften er af natur konservativ, den holder længere end talen og opbevarer derfor tidligere sprogformer og -holdninger. Talesproget derimod, det er bevægeligt og forandrer sig hele tiden efter de behov folk har for at påvirke hinanden. Som tiden går, bliver afstanden mellem de to større og større, og det er altid den skrevne tradition der må bøje sig i sidste ende
I et folkestyre er det skriftsprogets lod at det til stadighed må nærme sig talesproget. Som tiden går, bliver afstanden mellem de to større og større, og det er altid den skrevne tradition der må bøje sig i sidste ende
Kultur
2. november 2007

Professor Erik Hansen - som man vist uden at gå nogen for nær kan kalde dansk grammatiks 'grand old man', det lyder lidt mere mundret end 'store gamle mand' - er en flittig deltager i den offentlige sprogdebat. Bl.a. skrev han i en årrække sprogklumme i denne avis under dæknavnet Magister Stygotius, og han forlangte - og fik - sin stavning og tegnsætning respekteret.

Men sådan var det ikke i alle medier, og derfor fik han fremstillet et rødt stempel som han forsynede hver eneste side i alle sine manuskripter med. Der stod noget i retning af "Kommasætningen i denne artikel er helt korrekt og bedes ikke forringet". Det gjorde han fordi hans artikler igen og igen blev udsat for de mest uhyrlige kommaovergreb.

Denne mand, der formodentlig ved mere om dansk grammatik og korrekt tegnsætning end nogen anden, måtte jævnlig lide den tort at sprogligt mindrebemidlede redaktionssekretærer rask væk 'supplerede' hans artikler med stribevis af overflødige eller direkte forkerte 'standard'kommaer.

Fremmede landes navne

Hans mangeårige kamp for en rimelig kommabrug på dansk var stort set forgæves, og han endte dybt desillusioneret med at mene at man ville opnå den bedste kommasætning hvis man tog en håndfuld kommaer og dryssede dem tilfældigt ud over teksten. Det ville give færre fejl end dem redaktørerne lavede.

Det var jo nok en overdrivelse, men alligevel ...

I 1985 myrdede den franske regering nogle greenpeaceaktivister der protesterede mod atomprøvesprængningerne på stillehavsøen Moruroa. Eller hed den Muroroa? Eller måske Mururoa? Eller ligefrem Mururua? Nyhedstelegrammerne stavede det nogle gange på den ene måde, nogle gange på den anden. For at få en ende på den urovækkende forvirring fandt redaktionsledelsen på en avis jeg dengang arbejdede som freelancer på, tid til at holde et møde hvor de besluttede hvad øen skulle hedde, selv om de aldrig havde hørt om den før og absolut intet vidste om det sprog den havde sit navn på. Derpå rundsendte de et direktiv til alle avisens medarbejdere som havde at rette sig derefter.

Industrialisering og standardisering

Man støder stadig hyppigere på den slags problemer. Hedder det f.eks. Burma eller Myanmar? Nogle medier beslutter sig for det ene, andre for det andet. Men det virkelige problem er ikke hvad man skal kalde landet, men tanken om at man kun må kalde det én ting. For stavemåder og navne fortæller ofte noget om hvem afsenderen er. Valget mellem Burma og Myanmar er også et valg mellem to forskellige politiske holdninger, og ved at standardisere navnet skjuler man hvem afsenderen er og forvrænger eller forfalsker dermed informationen.

Hvis man anskuer denne problemstilling ud fra en bredere historisk og samfundsmæssigt vinkel, er alle de mange former for nav-ne-, stave- og sprogensretning som redaktører udsætter artikelskrivere for, en afspejling af industrialiseringens tidsalder og fortjenester. Man kunne masseproducere fuldstændig ens skruer, og på samme måde fantaserede den tid om at man burde kunne masseproducere en ensartet 'korrekt' stavning. Men mens det snildt kunne lade sig gøre med skruerne så kneb det mere med at standardisere sproget.

Man var - og er - simpelthen imod at have flere stavemåder af 'det samme' i samme medie. Men det er svært at gennemføre, da kilderne er mangfoldige, og redktørernes viden om hvad der anses for standard er begrænset til nogle ganske få sprog.

Men så kan man i det mindste forlange at der fastholdes en bestemt standard i samme artikel. Uanset hvilken regel der følges, må der kun følges én regel, er tankegangen. Folk kan nok være uenige om hvordan noget skal kaldes eller staves. Men redaktører er enige om at ensretning skal der til.

Hvis man skriver en artikel om folkemordet i Tjetjenien, så må man f.eks. ikke i samme artikel både stave den lokale røverhøvdings navn Ramzan og Ramsan. Dansk Sprognævn anbefaler det sidste så det kræver de sprogkonservative. Andre foretrækker jo nok Ramzan der er en bedre afspejling af hvordan tjetjenerne selv udtaler bandittens navn, men så skal det være Ramzan hele vejen igennem. At skrive Ramsan i første inje og Ramzan i anden anses for en vederstyggelighed.

Stavning 2.0

Men alting forandrer sig, og sproget med. Nu om dage kan et moderne nyhedsmedie næppe overleve uden at give mulighed for læserkommentarer. Men læserne staver og sætter tegn som en brækket arm, det har de lært i skolen. Og værre, de staver efter forskellige fikse eller politiske ideer de har. Og det har redaktionen hverken kræfter eller indsigt til at gøre noget ved. Hvis de prøvede ville læserne antagelig blive lige så fornærmede som de forfattere der får deres artikler i avisen 'rettet', normalt og med rette bliver.

Så i moderne tider prøver papiraviser fortvivlet at opretholde én ensrettende standard for hvad ting skal hedde og hvordan de skal staves (selv om de ikke selv er i stand til at overholde den), mens den dynamiske del af mediet, den som læserne har indflydelse på, bruger helt andre standarder eller slet ingen. Problemstillingen er beslægtet med sms-stavning og skyldes den samme teknologiske og samfundsmæssige udvikling.

Den gammeldags redigerede papiravis er ved at udvikle sig til et reservat for truede holdninger til sprog. Skal vi gøre en indsats for at bevare dem, eller bare lade dem forsvinde som andre af fortidens fine fornemmelser?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her