Da jeg var lille, rendte jeg tit rundt med en hvid pind i munden. I en børnebog, jeg havde læst, kunne et væsen ved navn Troldepus nemlig gøre sig usynlig ved at tage en hvid pind i munden. Og i usynlig tilstand kunne man jo lave alt mulig ballade ganske ustraffet: røve banker, drille skolelæreren, stjæle alt slikket i butikken og hævne sig på de fjender, man ellers ikke havde en chance imod, fordi de var større eller mere magtfulde end en selv. Jeg var sikker på, at det at være usynlig ville være som at styre verden.
Usynlighed er imidlertid sjældent en fordel, hvis man er en del af en såkaldt minoritetsgruppe. Det vil de tre handicappede politikere, der stillede op til folketingsvalget, kunne tale med om. Under valgkampen var der nemlig ingen, der opdagede at de eksisterede, og derfor var der heller ingen, der stemte på dem. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske ønsker sig også altid mere synlighed. De kæmper for, at homoer skal have de samme rettigheder som heteroseksuelle. Det kræver for det første, at den heteroseksuelle majoritet får øje på homoernes vilkår og for det andet, at heteroerne vil være så elskværdige at stemme på partier, der har tænkt sig at arbejde for at forbedre disse vilkår. Til gengæld vil min barnlige fantasi om at være usynlig sikkert vække genklang hos mange muslimer, der hellere vil være i fred end optræde som genstande for mediernes dramaer og politikernes frygtscenarier.
Nogle minoriteter er vildt overeksponerede, andre hører man aldrig om. Nogle minoriteter er stort set kun synlige, når budskabet er negativt, andre omtales næsten udelukkende positivt.
Dansk yndlingsminoritet
For tiden er homoerne mere synlige end nogensinde før. Og homopolitik er ved at blive et must-have for partier, der tager sig selv alvorligt.
Tendensen har bredt sig helt ind i Socialdemokratiet, der nu vil sætte fokus på homoseksuelles vilkår, dog primært i udlandet. Også fra mere uventede fløje af dansk politik lyder der pludselig homovenlige signaler. Og selvom det udelukkende er på det retoriske plan og altid i kombination med en mistænkelig fremhævelse af tolerance og frisind som særlige danske værdier, de muslimske indvandrere skal lære, er det lige før, man som homo føler sig smigret, ombejlet og næsten helt anerkendt på grund af al den synliggørelse. Vi er tilsyneladende ved at blive den gode minoritet, som man bør være flink ved. Heldigt for os.
De handicappede er til gengæld en overset minoritet. De er helt og aldeles usynliggjort, og selv, når tre handicappede stiller op til Folketinget lykkes det ikke for dem at gøre sig synlige på en måde, der er spiselig for majoriteten. DR turde f.eks. ikke interviewe spastikeren, den blinde og den udviklingshæmmede om deres politiske projekt. Muligvis af frygt for at blive beskyldt for at udnytte svage mennesker i et freakshow for åben skærm. Når handicappede omtales i politik, er det som skældsord til at betegne en af de andre minoritetsgrupper. Udtalelser om, at homoseksuelle er handicappede eller at en muslimsk politiker må være psykisk syg, er de seneste eksempler.
Onde muslimer
Den onde minoritet er selvfølgelig muslimerne, de er meget synlige, og en af grundene til den megen omtale er blandt andet, at de skulle være notorisk onde ved homoer. Muslimerne er derfor nogen, man bør stille krav til om at indrette sig efter de danske værdier, altså frisind og tolerance overfor homoseksuelle. Det mener politikere, der på ingen måder selv har tænkt sig at indarbejde disse værdier i dansk lovgivning i form af homorettigheder. Eller i øvrigt tage initiativer, der kan ændre heteroseksuelles holdninger og adfærd i forhold til homoer.
De handicappedes problem er, at minoriteter bliver synlige i kraft af deres afvigelse fra majoritetens norm. Det kunne selvfølgelig være et argument for at angribe normen om, at man skal have en 'normalt' udseende krop for at blive taget alvorligt på tv. Men hvorfor dog gøre sig det besvær, når vi har muslimerne? Selvom jeg godt kunne unde muslimerne et øjebliks fred i selskab med den hvide usynlighedspind, så nytter det jo ikke noget at lade de handicappede i stikken. Den sikre vej til synlighed for de handicappede ved næste valg må derfor være at starte et rygte om, at muslimer er helt vildt onde ved folk med handicap.
