Læsetid: 3 min.

Godt og skævt

Cinematekets program for november byder både på filmkunst og populærkultur
Kultur
2. november 2007

Jeg ville ønske, at jeg havde mere tid til at gå i Cinemateket. Intet andet sted - ud over i ens hjemmebiograf, men det er trods alt ikke det samme - kan man få samme eklektiske blanding af filmhistorie, filmkunst og populærkultur.

Og november måneds program er et skoleeksempel på, hvor både godt og skævt det kan gøres. Her er alt fra elegantieren Fred Astaire og den rumænske nybølge til den italienske horrormeister Dario Argento og film af og med den amerikanske karakterskuespiller Steve Buscemi.

Og for nu at begynde med ham. Ud over en lang række af de fremragende film, Buscemi har medvirket i - Håndlangerne, Fargo, Ghost World, Klar til optagelse og Mystery Train - er det muligt at se de fire gode film, han selv har instrueret, blandt andet den nyeste, Interview, en genindspilning af den myrdede, hollandske filminstruktør Theo van Goghs film med samme titel.

Buscemis version, der er ganske loyal over for originalen og handler om en livstræt journalists (Busecmi selv) interview med en overfladisk model og soap-stjerne (Sienna Miller), er måske ikke lige så stærk som van Goghs, men det er stadig en seværdig og fascinerende duel på ord mellem to umiddelbart meget forskellige, men lige sårbare, ulykkelige eksistenser.

Gys, sang og dans

Der er ikke mange af Dario Argentos nyere film, der har fået ordinær biografpremiere i Danmark - men nu var den italienske gyserinstruktør også bedst i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, hvor han lavede visuelle mesterværker som Suspiria, Tenebrae og Inferno. De er alle en del af den serie Argento-film, som Cinemateket viser i november, og som tillige omfatter nogle af hans senere værker, Opera, The Stendhal Syndrome og Trauma.

Det er ikke ligefrem historierne, der bærer Argentos ofte gotiske film, men i stedet hans originale, suggestive kameraarbejde, en ekspressiv brug af farver, opfindsomme mord og sindssyge mordere.

I en helt anden boldgade finder man en filmserie med overskriften Fred & Ginger, og ikke overraskende byder den på en række af de forførende og humørfyldte musicals, hvor Fred Astaire og skønne Ginger Rogers sang og dansede sig vej ind i mange menneskers hjerter. Selv har jeg altid holdt mest af Gene Kelly, men det er altså svært at stå for Fred og Gingers store charme i f.eks. Top Hat og Swing Time, der begge er lavet i genrens første storhedstid i 1930'erne og er en dejlig blanding af historie og sang og dans.

Samfundsengagement

At Rumænien er et af Europas, ja, verdens mest spændende filmnationer, er ikke længere nogen nyhed. Men ud over den hypnotiserende The Death of Mr. Lazarescu har det ikke været muligt at se så mange af dem i danske biografer. Det bliver der nu.

Ikke nok med at to af de bedste, nye rumænske film - årets Cannes-vinder, Cristian Mungius stærke abortdrama Tre måneder, fire uger, to dage, og Corneliu Porumboius vittige 12.08 øst for Bukarest - begge har dansk biografpremiere i november, Cinemateket har også sammensat en serie med endnu flere nye film fra Rumænien.

Det rumænske 'filmmirakel', der er sket på trods af en diminutiv, underfinansieret filmbranche, har udmøntet sig i en samfundsengageret filmkunst, som personligt og kritisk forholder sig til landets kommunistiske fortid, murens fald og den alt andet end problemfrie overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi.

I Cinemateket er der den 23. november mulighed for at møde Porumboiu, mens filmmagasinet EKKO og Grand Teatret den 11. november inviterer til en aften i selskab med Mungiu.

www.cinemateket.dk

www.ekkofilm.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her