Læsetid: 2 min.

At gøre efteråret til høsttid

Efterårets mørke magter skal tæmmes med litteraturen i hånden, så vi ikke synker ned i rædsel og morakkeri, skriver Torben Brostrøm om denne kolde årstid
Efterår og vinter må, som de mørkets magter, de er, tæmmes med kultur.

Efterår og vinter må, som de mørkets magter, de er, tæmmes med kultur.

Kultur
16. november 2007

Vår og høst hedder de to årstider endnu på andre nordiske sprog, mens de hos os, der på så mange måder har forladt naturen og organismetænkningen, nu kun optræder i poesiens sprogbrug og ellers er erstattet af mere nøgternt leksikalske gloser forår og efterår, ganske fantasiløst, men ideologisk betegnende. Før og efter hvad? Sommeren er altså den centrale tid, dér hvor vi lever, så vi må nøjes med foreløbigheden forinden og tilstanden efter. Først når vinterens store nedtur er overstået, begynder forventningen om livets egentlige tilstandsform igen.

Sådan kan det bare være:

Al vinterens væsen skal

fylde mig: vrede

Had og gysen, rædsel og

morakkeri;

Som solen, der i arktisk

helvede er nede,

Bliver mit hjerte en isblok med

røde striber i.

Med linjen "Snart skal vi svøbes ind i den mørke, kolde dag" indleder Baudelaire denne Efterårssang, skrevet under det lydlige indtryk af træer, der fældes i gården og falder om med et brag som hammeren, der ensformigt slår søm i en kiste. Jordens blomster visner, mens helvedsblomsterne skyder op i den af ham forkætrede årstid. En deprimeret eftertid. Er det sådan, vi har det?.

For han er langtfra den eneste. Vi er med under nedturen også under de nordlige breddegrader hos William Heinesen i de unge dage, hvor det var 'oktober':

Da færdes vi på

skumringskolde steder,

når mørket dæmmer op for

dagens støj,

og verden klædt i grå og arme

klæder,

er sunken i den røde aftens røg.

Man kunne fylde avisen med skumle og i egentlig forstand dekadente oktober-novemberdigte og desperate håb om bedre tider - sommeren - når skoven falmer trindt om land. Men digterne tager sig sammen og som tapre æstetikere og håbefulde eskatologer skriver også henrevet om bladenes farver, faldets nødvendighed og forfaldets skønhed, og om luften, der renser alt svineriet og de mange syndere i sommersol.

Og folk begynder at læse igen, de svære ting, smalle og brede, gamle og især nye bøger. Det er atter bogsæson med markedsgøgl og kermesse for litteraturen. Ufattelige mængder af digtere og tryksager, der bliver betragtet og måske konsumeret. Ihærdige læsere kommer hjem fra og med en boghøst. Til foråret sælger forlagene ud af resterne til nedsat pris.

Det er afgørende for en forfatter at udkomme om efteråret, i oktober og november af hensyn til julesalget, hvor køberne forærer hinanden bøger og for længst sammen med boghandlerne har glemt, hvad der udkom om foråret.

Om sommeren ligger det stille. Da lever vi jo. Efterår og vinter må, som de mørkets magter, de er, tæmmes med kultur, for at vi ikke med Baudelaire synker ned i gysen, rædsel og morakkeri i en verden, der også med Heinesen er klædt i grå og arme klæder. At gøre efteråret til en høsttid er opgaven. Sprogbrugen er os ikke behjælpelig. Poeterne, kunstnerne, er adjungerede hjælpere, når de med artistisk lysstyrke maler billedet gråt og sort, indsvøbt i den mørke, kolde dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her