Læsetid: 8 min.

Nu handler det om hvorfor køn stadig betyder så meget

Otte år efter 'Fittstim' - eller 'Fisseflokken' som den hed på dansk - prøver en ny generation unge svenskere at formulere feminismen. Det er blevet til 22 tekster, som ikke direkte handler om ligeløn og kvoteordninger, men om noget så simpelt som en aften i byen og om, hvordan man opfører sig i sengen. For på en måde handler sex nemlig også om løn, mener de nye kønskrigere
De nye. Den nye svenske feminist-antolog -Könskrig- handler mere om private relationer og levet liv end om de store udsagn om ligeløn. Men hvad der sker i soveværelset hænger sammen med, hvad der sker i bestyrelseslokalerne, mener bogens to redaktører, Elin Alvemark og Tove Leffler. Men det er også bogens svaghed, mener feministtidsskriftet Bang. Ved ikke at have et fælles feministisk projekt, risikerer de mange fortællinger at ende som ethvert andet personligt livsstilsvalg.

De nye. Den nye svenske feminist-antolog -Könskrig- handler mere om private relationer og levet liv end om de store udsagn om ligeløn. Men hvad der sker i soveværelset hænger sammen med, hvad der sker i bestyrelseslokalerne, mener bogens to redaktører, Elin Alvemark og Tove Leffler. Men det er også bogens svaghed, mener feministtidsskriftet Bang. Ved ikke at have et fælles feministisk projekt, risikerer de mange fortællinger at ende som ethvert andet personligt livsstilsvalg.

Anders Widlund

30. november 2007

Selvfølgelig svarede Sveriges tidligere statsminister Göran Persson 'ja', da han under valgkampen 2006 blev spurgt om han var feminist. Alt andet havde været håbløst umoderne, ja grænsende til uacceptabelt i ligestillingens land nummer et.

Alligevel var det ingen sejr for feminismen, da han sagde det på landsdækkende tv. For Göran Persson stod for alt det, feminismen ifølge nogle feminister ville gøre op med: Personificeringen af en mand, der vil have magt uden et sekund at overveje, hvordan han har fået den.

Måske var det den magt, der stak hovedet frem, da de konservatives leder, Bendt Bendtsen, under den danske valgkamp bad Enhedslistens 23-årige spidskandidat Johanne Schmidt-Nielsen, om hun ikke nok ville hente ham en kop kaffe, fordi hun lignede en piccoline.

Men der var også et andet, større problem med Göran Perssons svar, nemlig, at det lod som om feminismen var fremme ved målet, at opgaven og spørgsmålet om frihed og lighed mellem kønnene nu var løst. Nu kunne man trække på skuldrene og læne sig tilbage.

"Alle kaldte sig for feminister, men det er ganske nemt at sige samtidig med, at man fortsætter med at opføre sig på den samme gamle måde. At kalde sig feminist kan somme tider være en undskyldning for at være endnu mere sexistisk. Og frem for alt så hindrer det i at se sin egen rolle," siger radiojournalisten Tove Leffler, der langt fra mener, at alt er løst. Tværtimod, for sexismen lever mere skjult i dag, end da Fisseflokken udkom.

"Der er ingen, der niver en i numsen og siger: 'så, så lille du', men den kan ligge i den måde, man lige pludselig afbryder, sms'er eller kigger væk, når du taler," siger Tove Leffler, der sidste sommer fik en idé sammen med dj'en og skribenten Elin Alvemark: De ville lave en antologi, hvor den nye generations feminister fik ordet. Tiden var moden syv år efter feministbiblen Fisseflokken, hvor de "unge, lækre og vrede" havde formuleret den nye feminsime.

Ingalls - en pigesygdom

Det var også, fordi debatten var røget af sporet efter dokumentaren Könskrig, hvor lederen for den svenske kvindedøgnvagt havde sagt, at mænd er dyr. Pludselig ville ingen kalde sig feminist længere. Ikke engang ligestillingsministeren. Et super-backlash, kalder Tove Leffler det, og sådan fik bogen sit navn: Könskrig - hur vi delas upp och hur vi hör ihop (hvordan vi opdeles, og hvordan vi hører sammen). En ironisk henvisning til tv-dokumentaren og billedet af den stereotype feminist, der brænder bh'er og fører krig mod mændene.

"Efter dokumentaren var debatten blevet aggressiv, men vores bog handler ikke om, at 'du er dum, og du er dårlig'. I stedet siger den: 'Ok, vi er alle en del af en struktur, hvad kan vi gøre for at forandre os? Det er ikke, fordi du er ond, men du bliver snart nødt til at begynde at reflektere over, hvad du selv gør'. Vores bog er en krig - ikke mod manden eller kvinden, men mod de konstruktioner og mod det billede af kønnet, der forhindrer os i at gøre, hvad vi vil."

Det blev til 22 tekster, otte af dem skrevet af mænd. For "det var aldrig meningen, at det kun skulle være kvinder. Hele projektet handler jo om at nedbryde barrierer."

Derfor blev det mænd, kvinder, heteroseksuelle, transvestitter, homoseksuelle, alle født mellem '75 og '85, som for eksempel beskriver pædagogen, der er mere undskyldende over for drenges opførsel end over for pigers. Eller skildrer transvestitten, der pludselig på egen krop opdager, hvordan mænd møder kvinder på en bar.

Eller beskriver, hvordan kvinden pludselig opdager, at hun ikke kan lide at blive serviceret i sengen af sin kæreste, for tænk, hvis han kedede sig? Eller hvordan fyren i virkeligheden ikke accepterer kvinder med mange sexpartnere, men synes at det er helt ok, når det gælder ham selv. Intime fortællinger fra privatlivet, snarere end tidligere generationers fokus på ligeløn og kønskvotering.

Men i virkeligheden handler det om det samme, for det private er i højeste grad politisk, mener Tove Leffler. Det afspejles i vores opførsel udadtil: Hvis du ikke vil serviceres i sengen, vil du nok heller ikke serviceres noget andet sted.

"Det er så nemt at blive enig om ligeløn, det synes 99 procent af Sveriges befolkning. Men selv om vi alle synes det, er det åbenbart stadig ligegyldigt, for der sker ikke noget. Og hvad skyldes det så? Kan det skyldes vaner, der er langt mere ubevidste? Måske man skal se i en helt anden retning," siger Tove Leffler og peger på strukturer, der gør, at en kvinde bliver opdraget til omsorg, fordi hun siden barndommen har fået bekræftelse for at være omsorgsfuld.

"Så er det klart, at man fortsætter med at gøre det hele sit liv. Det er klart, at man tager de job, at det bliver mere naturligt for en kvinde at blive sygeplejerske."

Angste unge

Men de private og personlige historier i antologien er i de svenske medier også blevet kritiseret for at stritte i for mange retninger. Anmelderen i Sydsvenska Dagbladet kalder feministbiblen for 'ængstelig', fordi den ikke tør formulere en kollektiv kamp.

Lige som redaktøren for det feministiske tidsskrift Bang, Karin Eder-Edman, i sin anmeldelse af bogen i Dagens Nyheter beskriver kønskrigerne som "feminismens nye superindividualister".

"I antologiens personlige fortællinger fornemmer jeg en dødsangst for al slags kollektiv problemformulering. (-) Vil man forandre verden, hvilket Tove Leffler og Elin Alvemark skriver, de vil, må man være mere specifik end som så. Ellers risikerer den politik, som hver eneste af de medvirkende i Könskrig lever og beskriver, at fremstå som ethvert andet privat livsstilsvalg."

Men at de kollektive problemformuleringer mangler ser tre af skribenterne, som Information møder på en cafe i Malmø ikke som noget problem.

"Man må turde se det mangefacetterede i denne bevægelse. Man kan ikke længere tale om søstersolidaritet, men man kan tale om kollektiv. Man må turde se forskel for at se modstanden og for at se, at mennesker oplever undertrykkelse på forskellige måder. Hvis man generaliserer, risikerer man at gå glip af eksempelvis spørgsmål om etnicitet eller seksualitet," siger 24-årige Sussie Egnell, der i sin tekst har beskrevet, hvordan hun har skabt sin identitet som lesbisk.

På den anden side kan man jo heller ikke sige nej til denne her ældre generation, der efterlyser nye specifikke kampe, for selvfølgelig er der behov, mener Daniel Möller på 33, der har skrevet en fiktiv pornotekst ud fra kvindens synspunkt.

"Men man må vælge, hvor man synes, man selv kan gøre noget. Det er svært at sætte den der entydige agenda, sådan, bom. For så viser det sig straks, at man har glemt 30 ting."

En slags broget identitetspolitik og et frihedsprojekt, kalder 29-årige Maja Karlsson det. Hun er biologisk mand, men har skrevet om en aften i byen under bevågning af mændenes stændige blikke.

"Det gamle projekt, der blev formuleret for 40 år siden, ser jeg mere som en gammel, svensk, socialdemokratisk vilje til konsensus med 'ret vej fremad' og social ingeniørskunst, der er rigtig for majoriteten. Den nye generation er queer og mangefacetteret, alligevel er der så mange ting, vi har tilfælles. Når jeg fortæller, hvorfor jeg ikke får lov til at blomstre, handler det også om en stor og overgribende undertrykkelse. Men du kan ikke kollektivt udtrykke den undertrykkelse, for så er der ingen, der vil kunne genkende sig selv," siger Maja Karlsson.

En aften i byen

Men hvad var det så, de tre ville med deres tekster?

"Jeg ville sætte spot på en hverdag, der er normaliseret, men som, når man fjerner den hårde hud, er forfærdelig. En helt almindelig aften i byen kan sagtens foregå på et helt uacceptabelt niveau, uden at man kan sige, at der er sket overgreb. Selv om det var en lørdag i mængden, en hvilken som helst aften ud af mange. Den største forskel mellem at være mand og kvinde i det offentlige rum er stadig, hvordan man bliver mødt. Der er en selvfølgelighed i mandens plads i rummet," siger Maja Karlsson, mens Sussie Egnell ville sætte spørgsmålstegn ved det, vi ser som det faste og naturlige i menneskers seksualitet.

"Jeg har selv i mange år levet i en slags lesbisk identitet, men her stiller jeg spørgsmål til den og er vred. Både på mig selv, på den homoseksuelle bevægelse, fordi den er blevet så homogen og forudsætter, at man har en masse tilfælles på grund af sin seksualitet. Og jeg er vred på det heteroseksuelle samfund, der har gjort, at jeg ikke følte, jeg kunne passe ind. Det er også en feministisk kamp, der handler om, hvordan vi skal være."

Og Daniel Möller har i sin tekst mest forsøgt at pirre til nysgerrigheden.

"Det er da en feministisk ønsketanke i dag: at alle mennesker i dag uanset køn og kønsroller får lov til at gøre og føle, hvad han eller hun vil. Det kan sagtens være, det er superlangt fra de store politiske spørgsmål, men hvis alle mennesker fik lov til slippe de her bånd, ville vi alle få det meget bedre. Hver dag hører jeg om mennesker, der på grund af deres køn eller rolle bliver hånet eller undertrykt. Jeg skriver, fordi jeg ønsker, at det var anderledes."

At nå 'op' til mændene

- Men når selv den tidligere statsminster siger, at han er feminist, er så vi ikke tæt på at være ligestillede?

"Absolut ikke. Uligheden er overalt, selv om der ikke længere er nogen, der siger, at det kun er en biologisk mand, der må udtale sig. Men vores kultur er stadig sådan, vi bliver opdraget sådan. Hvis en pige prøver at gøre sig sej for at svare igen, så har hun stadig ikke kulturens opbakning til det. Vi er stadig ikke blevet frie individer," siger Maja Karlsson.

Alligevel er et endeligt mål for feminismen ikke mulig, mener Sussie Egnell.

"Men et delmål må jo være, at der er alternative mandligheder og alternative kvindeligheder. Man taler meget om, at kvinder også skal tage magten og nå til magtpositioner i virksomhederne for eksempel. Men først må man da se på, hvordan vi ser på mandligheden. Den er stadig normen, når vi siger, at kvinderne skal 'nå derop'."

"Og hvis kvinderne bare gør tingene på præcis samme måde, som mænd altid har gjort, så risikerer vi, at de begår præcis de samme fejl, som mændene har gjort," siger Daniel Möller.

Men selv om der ved cafébordet i Malmö tilsyneladende er langt igen, er der sket noget i de otte år siden Fisseflokken. I 1999 handlede det om piger, der ikke måtte spille fodbold, ikke måtte spille i band, være sjove og eller være fodboldkommentatorer. Alt det har vi i dag, påpeger redaktøren Tove Leffler.

"Vi har haft diskussionen om, hvorfor vi kalder det for 'pigeband', når kvinder spiller musik. Vi har ført diskussionen om, hvorfor kvindefodbold altid bliver sendt på dårlige tidspunkter. Nu handler det om, hvorfor køn stadig betyder så meget."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu har jeg ikke læst bogen, men må også indrømme at min lyst til det ikke er blevet stimuleret af introduktionen. Den mangel på lyst eller vilje til at formulere fælles projekter er der blevet talt om i snart 20 år. Og hvad sker der ? Vi får endnu mere teoretiseren, der appelerer til individualismen i os alle efter deviserne: Hvis der ikke er fuld tilfredsstillelse, så gider jeg ikke at være med (og de andre er jo bare ude på at undertrykke og normalisere mig). Eller den positive - men hule - parole, som er brugt af alle fra Venstres Ungdom til Enhedslisten: Frihed til forskellighed!

Og så fortsætter vi ellers bare langt ind i privaten, men uden en større refleksion over sammenhængen med nogle mere generelle tendenser. Når
en af forfatterne siger, at "Der er ingen, der niver en i numsen og siger: 'så, så lille du" og at det i stedet handler om noget subtilt såsom små sms-tricks. Det kan godt være, at hun ikke lige har oplevet nøjagtigt det helt personligt og privat, men har hun prøvet at se lidt ud over sin egen helt personlige situation. For mig lyder det som om bogens redaktører er nogle særdeles veltilpassede middelklasse piger, der aldrig er kommet til at gøre "noget forkert" - altså som aldrig er kommet til at overskride nogle af grænserne for, hvad "man" gør som pæn pige. Dermed kan de heller ikke få øje på magtstrukturer. Man oplever dem først rigtigt, når man træder ved siden af en af de smalle stier. Tænk, at de mener at de er nødt til at tale med en transvestit for at få øje på dem.

Man kunne også bare, som ganske almindelig heteroseksuel middelklasse-uni-studine gå en tur ned i Istedgade og stille sig op ved et busstoppested og vente på bussen en ganske almindelig tirsdag nat efter 24....for at få øje på, hvad man er værd og hvor langt - eller rettere kort - vi i virkeligheden er kommet. Eller se og lytte omhyggeligt efter, hvordan betjentene opfører sig, næste gang man er vidne til at en mand opfører sig voldeligt eller groft krænkende overfor en kvinde i det offentlige eller private rum - hvis man da ikke har for travlt med at sms'e eller lytte til sin Ipod til overhovedet at opdage at det sker...

Kalder man sig feminist tilkendegiver man, at man går ind for kvindens ligestilling med manden og det gør jo de fleste i frie, demokratiske samfund. I hvert fald på den umiddelbare overflade, for det ville jo være udemokratisk andet. Hvad ligestilling med manden så indebærer, er der ikke mange, der reflekterer i længere tid over. Faktisk skal der ikke meget til før det går op for én, at der også findes undertrykte mænd. Samfundets forskellige magtstrukturer undertrykker ikke kun kvinder. Feminismens berettigelse som bevægelse eller begreb, skal findes i den antagelse, at kvinder generelt betragtet undertrykkes af gældende magtstrukturer i højere grad end mænd. Det er definitionen på den moderne feminisme som i modsætning til den gamle, ikke siger det er mændene, der undertrykker kvinderne, men snarere giver magtstrukturer skylden. Som det formuleres af bogens forfatter, Tove Leffler i interviewet:

”… vores bog handler ikke om, at 'du er dum, og du er dårlig'. I stedet siger den: 'Ok, vi er alle en del af en struktur, hvad kan vi gøre for at forandre os? Det er ikke, fordi du er ond, men du bliver snart nødt til at begynde at reflektere over, hvad du selv gør'. Vores bog er en krig - ikke mod manden eller kvinden, men mod de konstruktioner og mod det billede af kønnet, der forhindrer os i at gøre, hvad vi vil."

Fordelen ved at antage denne ikke-personlige vinkel, er at der tages højde for, at det i praksis ligeså vel kan være kvinder, der undertrykker kvinder i og med de lige så ofte fastholder gamle, stivnede kvindeundertrykkende kulturstrukturer, som mænd kan gøre det. Og der tages højde for at kvinderne udgør en komplex, heterogen gruppe. Ulempen ved den, ser til gengæld ud til at være, at feminismen dermed synes at miste sit fokus på og appel til kvinderne betragtet som gruppe defineret ved det fælles køn. Søstersolidaritet er en saga blot. Den moderne feminisme indeholder altså tilsyneladende et selvdestruktivt element.

Feminismens overlevelse afhænger efter min opfattelse i høj grad af om den evner at formulere eller i det mindste komme nærmere en formulering af et almengyldigt, selvstændigt ligestillingsbegreb, således at dens tilhængere ved hvad de har at holde sig til og dermed kan definere sig ved et fælles projekt. Kort sagt, vi har brug for mere feministisk filosofi.

Da der var VM (eller EM) i kvindefodbold her i 2007 ja så var jeg henvist til at de landsholdets kampe på TV2 Sport, mens Sveriges TV4 sendte alle Sveriges kampe. NRK gjorde det samme med Norges kampe. Det er i Danmark vi har problemer med at få pige og kvindefodbold sendt på ordentlige kanaler på ordentlige tidspunkter. Og SVT1 eller SVT2 sender altså kvindefodboldkampe på ordentlige tidspunkter. Det samme gør NRK.
Dansk tv, hverken DR eller TV2, gør dette. Det er jo også dybt symptomatisk for dette, at finalen i pigefodbold spilles før finalen, den egentlige finale, nemlig finalen i drengefodbold.

Faktisk påpeger bogen (så vidt jeg kan se) nogle tanker og konstruktioner som jeg selv gå ind for; der findes (undertrykkende) strukturer i samfundet, som gør, at både mænd, drenge, piger og kvinder, tilpasser sig de herskende normer for, hvordan mænd og kvinder skal være, bør opføre sig.
Jeg har forsøgt igennem adskillige indlæg både her og på andre sider på nettet at påvise, at det der sker nu er en tilbagegriben til de mere klassisk-traditionelle mand/kvinde-positioner som stadig eksisterede da jeg var barn først i 1960erne. Og det er der en strukturel grund til: Folk aner ikke hvad de skal stille op med sig selv og den frihed som de har fået til at være sådan som de kan være. Og derfor søger de mod noget trygt og kendt, de gammeldags mands og kvinderoller...