Læsetid: 7 min.

'Hvor helvede er himlen?'

In memoriam. Den store Amerikanske forfatter er død - men hans kunst er udødelig, skriver Mads Qvortrup, der mødte ham
Døden. Når jeg dør, håber jeg, at kommer i himlen - hvor helvede det er henne, sagde Norman Mailer i et interview med Information i 2003.

Døden. Når jeg dør, håber jeg, at kommer i himlen - hvor helvede det er henne, sagde Norman Mailer i et interview med Information i 2003.

David Cheskin

17. november 2007

"Så døde han da døden. Hin vanskelige død". J.P Jacobsens afslutningsord fra romanen Niels Lyhn blev ikke citeret af Norman Mailer. Den amerikanske forfatter havde et afklaret forhold til døden - og til livet og kærligheden. I hvert fald i slutningen af sit liv.

"Når jeg dør, håber jeg, at jeg kommer i himlen, hvor helvede det så end er",sagde han i et interview med undertegnede i 2003.

Det var ikke første gang, Mailer talte om døden. I sit sidste interview inden sin død for en uge siden talte han igen om evigheden:

"Når jeg er død, tror jeg, der en slags test der vurderer, om vi skal have endnu en chance. Hvis vi består den, bliver vi reinkarnerede," sagde Mailer til BBC's radioprogram Front Row. En uge senere var han død.

Beskeden kom kort fra hans agent. "Norman Mailer er død efter længere tids sygdom."

Afslutningen på en epoke

Med Mailers død - i en alder af 84 år - afsluttes det 20 århundrede; Amerikas århundrede. I dag er USA et land, vi forbinder med krigen i Irak, Paris Hilton og talkshows. Dette Amerika har altid eksisteret. Også i Mailers tid. Men da han slog igennem i 1950'erne, var USA - for mærkeligt det end kan lyde i dag - finkulturens og avantgardismens højborg.

udkom på samme tid som andre bøger som Jack Kerouacs On The Road (Vejene) og Arthur Millers En Sælgers Død og på samme tid, som New York var den abstrakte kunsts hovedstad med navne som Mark Rothko og Jackson Pollock i billedkunsten og Allen Ginsburg i poesien..

Mailer ikke den eneste store - endsige den største - forfatter i sin generation. Hans største roman De Nøgne og de Døde

1950'erne var ikke voldsomt forskellige fra nutiden. Ligesom nu var Amerika præget af paranoia og frygt. Men i modsætning til nu var der dengang en intellektuel elite, der i billedkunst og litteratur forfægtede de idealer, som Amerika var funderet på.

"Jeg vil bruge ordene Amerika og demokrati synonymt", skrev den store amerikanske nationalpoet Walt Whitman i det 19. århundrede.

Norman Mailer var en af de kunstnere der bar stafetten videre fra Whitman. Som han sagde til dette dagblad for få år siden:

"At kritisere krigen i Irak er ikke antiamerikansk virksomhed som ny-McCarthyisterne mener, slet, slet ikke. Tværtimod. Hvis du lever i et godt demokrati, så er det din borgerpligt at gøre det endnu bedre. Og det sker ved, at du kritiserer det, der er skidt, så vort system bliver endnu bedre. Dem, der holder kæft - dem, der ikke oprøres, og dem, der ikke kritiserer, det er dem, der udøver 'antiamerikansk virksomhed'."

Fuck

Spørgsmålet blev stillet til Mailer, da han havde udgivet sin mest succesfulde roman De Nøgne og de Døde. Bogen var - måske sammen med Kurt Vonneguts Slaughter House 5 - den mest betydelige af de romaner, der blev skrevet om Anden Verdenskrig.

"Så du er den unge mand der ikke kan stave til fuck".

Det var en krigsroman baseret på hans egne oplevelser fra Stillehavskrigen. Men trods sin senere macho-stil turde Mailer ikke bruge det, frisprog der karakteriserede soldaternes indbyrdes snak. Så ordet 'fuck' blev til 'fog'!

De Nøgne og de Døde var Mailers væsentligste roman. Hvis Remarques Intet nyt fra Vestfronten var sindbilledet på Første Verdenskrigs rædsler, blev De nøgne og de døde det samme for Anden Verdenskrig.

Men det var ikke den bog, han fik mest anerkendelse for. Han fik to gange Pulitzer prisen. I 1969 for antikrigsbogen The Armies of the Night (Nattens hære) og i 1980 for The Executioner's Son (Bødlens søn). Førstnævnte var det første bog, der intellektuelt gjorde op med Vietnamkrigen.

Den aldrende Mailer blev ikke mindre antimilitaristisk med årene - snarere tværtimod.

For fire år siden udgav han bogen Why are we at War? (Hvorfor er vi i krig?). Bogens titel spillede på titlen fra hans tidligere antikrigsbog Why are we in Vietnam? Da Information talte med ham i den forbindelse, var han lige så klar i sin fordømmelse af krig som han havde været i 1960'erne. Han sagde:

"Det forfærdelige er, at jeg har skrevet det hele flere gange før. Ikke én gang, men mange gange. Jeg ville egentlig hellere have skrevet om Gud, kærligheden og døden, som jeg gjorde i Evangeliet ifølge Sønnen. Men efter vi har indført arvemonarkiet i USA, er det sgu min pligt at kæfte op," sagde Mailer.

Det er muligt, at Mailer hellere ville have talt om andet end krig. Men kærligheden var ikke noget, han havde voldsom succes med. Han var igennem sit liv gift hele seks gange, omend det sidste ægteskab varede fra 1979 til hans død.

Det tragiske for Mailer var, at han ikke blot blev kendt som forfatter. Ligesom andre store personligheder fra verdensliteraturen blev Mailer kendt for sit stormfulde privatliv. Og ingen begivenhed fik mere omtale, end da han dolkede sin kone Adele Morales med en lommekniv i begyndelsen af 1960'erne. Hun blev hårdt såret, men overlevede -og Mailer fik en betinget fængselsdom.

Boksning og feminisme

Denne episode - som Mailer ikke var stolt af - gjorde ham om muligt endnu mere forhadt af feminister. I begyndelsen af 1970'erne - mens rødstrømpebevægelsen var på sit højeste - angreb Mailer feministerne. Det førte til, at han blev hængt ud som reaktionær og mandschuvinist. Med vanlig sans for at få mediedækning arrangerede New York Review of Books en holmgang mellem Mailer og feministen Germaine Greer.

i oktober 1974.

Det blev beskrevet som en kulturel boksekamp og litteraturhistoriens pendent til Muhammed Ali og George Foreman berømte rumble in the jungle

At den literære nævekamp med Greer blev sammenlignet med det historiske boksebrag var ikke nogen tilfældighed. Mailer var - meget a la Ernest Hemingway - en macho forfatter, der interesserede sig for andet og mere end finkultur. Boksing var en af hans helt store lidenskaber.

I en periode, der herhjemme var kendetegnet ved film som Jørgen Leths episke cykeldramaer Stjernerne og Vandbærerne (1973) og En Forårsdag i Helvede (1977), bidrog Mailer til at gøre boksningen respektabel blandt intellektuelle. Det skete med hans reportagebog fra netop Ali og Foremans boksekamp i det daværende Zaire.

Civilinginør og forfejlet politiker

, der handlede om netop the rumble in the jungle.

Mailer medvirkede senere i den oscar-belønnede film When we were Kings

Mailer var søn af en jødisk forretningsmand i New York. Han var et dydsmønster i den lokale skole i Brooklyn og begyndte allerede i en alder af kun 16 år en uddannelse som civilinginør ved Harvard Universitet i Massachusetts.

Selvom han afsluttede sin eksamen, var det ikke naturvidenskaben, der optog den unge forfatterspire. Tværtimod var det literære og kunstneriske miljø en åbenbaring for ham.

Efter endt uddannelse meldte han sig friviligt som almindelig soldat - og ikke som officer som de fleste universitetsuddannede. Det var disse oplevelser der dannede grundlaget for hans senere forfatterskab - og for hans politiske synspunkter.

Mailer var en samfundsrevser. Han var - som George Orwell - en kritisk venstreorienteret, men en der var anarkistisk og vanskelig at kategorisere.

Han blandede sig ofte i politik. Måske for ofte. Men hans interventioner havde sjældent direkte effekt. I slutningen af 1960'erne stillede han bla. op til borgmestervalgt i New York - byen hvor han boede hele sit liv. Det blev en katastrofal fiasko. Den intellektuelle forfatter var politisk naiv og tabte stort.

Gud og Djævelen

skrev han en medrivende beretning i første person-ental om Guds søn. Det passede hverken den kristelige højrefløj eller den fritænkende venstrefløj. Men det gjorde ikke Mailers bog mindre væsentlig.

Den jødiske familiebaggrund prægede ikke hans forfatterskab i direkte grad. Måske endog tværtimod. Han yndede at tale om Jesus, og i bogen The Gospel according to the Son

Denne interesse i metafysiske spørgsmål blev videreført i hans sidste roman The Castle in the Forest. En kontroversiel bog om Hitlers barndom. Bogen var fortalt af en djævel, der instruerede den senere tyske diktator - og som styrede den lille Adolfs handlinger.

Ligesom Jesus-bogen blev også The Castle in the Forest kritiseret fra flere fløje. Mailer hævdede - oprigtigt - at han troede, at Djævelen eksisterede på samme måde, som Gud eksisterede. Det var ikke et synspunkt, der harmonerede med den kulturradikale elites ideer. Hvad mere var: Det, at Mailer beskrev Hitler som et relativt uskyldigt menneske, der var styret af djævelen, gjorde Mailer nærmest forhadt i jødiske kredse.

Man kan diskutere, om Mailers sidste romaner nåede de samme literære højder som De nøgne og de døde. Hans store ambition var at være en amerikansk Leo Tolstoi og at skrive den definitive amerikanske roman. Mailer efterlod sig ikke et værk, der kunne måle sig med Dantes Guddommelige kommedie, Goethes Faust eller Shakespeares Hamlet, men i sine mange romaner og prosaværker beskrev han splittelsen i den amerikanske sjæl i det 20. århundrede. Han var, som han selv ville sige det; one hell of a man.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er lidt usselt at brokke sig over gratis artikler om et i forvejen spændende emne....men tak for nekrologen, en skam I ikke brugte de maks. 8-10 minutter det tager at skrive/redigere den færdig.

Den hvide hval er væk.