Interview
Læsetid: 6 min.

Historien om et mysterium

Film er et smukt sprog, og med det kan man sige ting, der ikke kan siges med ord. Mener David Lynch, der er biografaktuel med den uudgrundelige og dragende ’Inland Empire’
Film er et smukt sprog, og med det kan man sige ting, der ikke kan siges med ord. Mener David Lynch, der er biografaktuel med den uudgrundelige og dragende ’Inland Empire’
Kultur
9. november 2007

Det handler om at fange ideer, siger David Lynch. Den 61-årige amerikanske filmskaber sidder på et hotel i Berlin og virrer med sine hænder og fingre, som prøver han at fange de ord og sætninger, han skal sige som svar på nysgerrige journalisters spørgsmål.

Anledningen til mødet med Lynch er hans seneste film, Inland Empire, der har Laura Dern i hovedrollen som en skuespillerinde i færd med at indspille en film og er en af hans mest uudgrundelige og samtidig mest dragende film. Med instruktørens egne ord er det »historien om et mysterium ... et mysterium inden i verdener ... udfoldende sig omkring en kvinde ... en forelsket kvinde i vanskeligheder.«

Det er ikke nemt at afkode Inland Empire – spørgsmålet er også, om ikke den snarere skal opleves – hvilket hænger sammen med Lynchs utraditionelle og tilsyneladende associative og ubevidste måde at arbejde på. En metode, der kommer af hans måde at se verden på og en fascination og intens dyrkelse af transcendentalmeditation.

Brikker til et puslespil
»Den vigtigste oplevelse for mig er den oplevelse af ubunden, lykkelig bevidsthed, man får af at dykke ind i sig selv og transcendere,« siger David Lynch.

»Det er en kæmpe, vigtig menneskelig oplevelse, der fører til mange, mange, mange gode ting.«

Han fortsætter: »Jeg har sagt det før, men det opleves, som om der sidder et eller anden i et andet værelse med et færdiglagt puslespil og bliver ved med at kaste brikker ind til mig. Jeg får disse brikker, og de er ideer, og man ser dem, og man hører dem, og man føler dem, og man skriver dem ned. Der kommer flere og flere, og det hele begynder at give mening. Den proces brugte jeg på Eraserhead og Inland Empire, men også på Blue Velvet og Mulholland Drive. Det er den samme proces. Det hele kommer ikke på én gang. Det kommer i fragmenter. Og så forbliver man tro mod disse ideer. Disse ideer styrer båden, og man forbliver tro mod dem, efterhånden som man forvandler dem til film.«

Men selv om processen var den samme på hans første spillefilm, Eraserhead, og på Inland Empire, så havde Lynch skrevet hele manuskriptet, da han gik i gang med Eraserhead, mens manuskriptet til Inland Empire blev til, mens han optog filmen.

»Jeg ville skrive en scene, optage den og så skrive en ny scene,« siger han.

»Så jeg vidste til at begynde med ikke, at jeg var ved at bygge en spillefilm. Jeg optog bare scener, og så kom historien, og jeg så, hvordan scenerne hang sammen.«

På opdagelse i verden
Der er noget drømmeagtigt over de fleste af David Lynchs film – instruktøren har med tiden har opløst de traditionelle fortælleformer – ikke mindst Inland Empire, der springer i både tid og sted og virkeligheder. Han fortæller, at han elsker drømmelogik og den helt specielle fornemmelse af en drøm, men at han sjældent får ideer i drømme.

»Nogle gange kommer der en idé, som har en historie med den fornemmelse, en abstraktion, der ikke kan siges lige så godt i ord, i hvert fald ikke af mig, men måske af poeter. Men film er dette smukke sprog, og man kan sige abstraktioner og afføde forundring og tanker og følelser, der ikke kan opnås på andre måder.«

Lynchs film er således fuld af mysterier og gåder – ligesom livet er det, og han ser os alle som en slags detektiver på opdagelse i verden.
»Vi har vores verden. Og der er spor i verden. Og vi er som detektiver; vi ser og føler og fornemmer ting. Det er, som om der et mysterium, som vi er involveret i, og som vi alle tænker og undrer os over og kommer til vores egne konklusioner omkring.«

Lynch vil helst ikke analysere sine egne film eller tale om, hvad de betyder: »Jeg ved, hvad de betyder for mig. Folk ser dem og har deres egen fortolkning, ting, de kan lide eller ikke lide, deres egen oplevelse. Og det er filmens magi, og det er det vigtige. Ord gør dem bare mindre, reducerer dem.«

En følelse af frihed
Inland Empire foregår dels i Hollywood, hvor Laura Derns karakter er ved at indspille en film, dels i Lodz i Polen, der er berømt for sin filmskole, hvor både Roiman Polanski og Krysztof Kieslowski blev uddannet.

»Hollywood-tingene kom først,« siger Lynch.

»Men det polske kom til ret tidligt, baseret på mine oplevelser i Polen. Jeg rejste ikke dertil med nogen bagtanker, blot for at deltage i Cameraimage-festivalen i Lodz. Jeg begyndte at forelske mig i stedet, og som alle ved, kan et sted fremmane ideer. Hollywood fremmanede ideer, og Lodz fremmanede ideer. Det er ideer. Det betyder egentlig ikke så meget, hvor vi er fra, eller hvilken opvækst vi har haft ... nogle gange fanger man en idé, som man forelsker sig i, og så snart man har forelsket sig i en idé, er man godt på vej.«

Om sin umiddelbare tiltrækning af Lodz siger Lynch, at »jeg havde ikke oplevet Lodz før, og byen ramte mig. Festivalen foregår om vinteren, så det var vinterlyset, skyerne, arkitekturen, menneskene, stemningen ... jeg elskede det bare.«

Både Lost Highway, Mulholland Drive og Inland Empire foregår i Hollywood, som Lynch også holder meget af og serverer for publikum i en lidt anden, mindre solbeskinnet udgave, end man er vant til på film.
»Vi er mennesker, men vi finder steder, hvor vi har det godt. Så jeg har det rigtig godt i Hollywood, Los Angeles, hovedsagelig på grund af lyset og en følelse af frihed, muligheder. Jeg kan også godt lide mange andre steder, men Hollywood er det bedste sted for mig at fange ideer til mit arbejde.«

Digitalt
Det er den første film, som David Lynch har optaget digitalt, hvorfor den også har en helt anden æstetik og tekstur – mindre poleret, om man vil – end hans tidligere film. Men fordelene ved det digitale format er så mange, at Lynch ikke kan forestille sig at gå tilbage til film.

»Min fascination af DV handler om mange, mange ting,« siger han.

»Lille kamera, letvægts, 40 minutter lange takes, automatisk fokus, man ser nøjagtig, hvad man får, et mindre hold, mindre lys, man bevæger sig hurtigere – i modsætning til film, der i sammenligning er utroligt langsomt og tungt og stort. Det er et mareridt, og på trods af films kvalitet, kan jeg ikke arbejde på den måde igen. Digital video bliver bedre og bedre, mange flere værktøjer til at manipulere billedet.«

»Til at begynde med var det mærkeligt, på grund af skuespillerne. De er vant til smukke, gigantiske Panavision-kameraer, store filmhold, gigantiske lamper og alt det, der følger med. Pludselig kommer de ud og ser noget, der minder om et legetøjskamera, og det er chokerende. Men meget hurtigt opdager de skønheden i det lille kamera og de 40 minutter lange takes, fordi det gør scenerne godt.«

»Man kan være sammen med skuespillerne i lang tid, og der kan ske en magisk ting i scenen, hvor en af dem fanger et eller andet. Men det er så skrøbeligt, og når først det er fanget, kan det forsvinde, hvis man er nødt til at stoppe og putte film i kameraet. Nu er man der; man fanger magien, og skuespillerne kan holde fast i den, og det er meget, meget godt.«

cmc@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her