Læsetid: 5 min.

Det hjemlige i det fremmede

I musikdokumentarfilmene på CPH:DOX tegner der sig en jernsund kulturel udveksling. Fra indonesisk heavy metal over marokkansk hiphop til baskisk folkemusik spillet på is fra Lapland
I musikdokumentarfilmene på CPH:DOX tegner der sig en jernsund kulturel udveksling. Fra indonesisk heavy metal over marokkansk hiphop til baskisk folkemusik spillet på is fra Lapland
14. november 2007

Jeg var i Istanbul for nogle uger siden - og en af dagene på en treetagers klub ved navn Peyote. På midter-etagen spillede de lokale helte i Replikas i et lille pakket rum. De var gode og inspirerede af punk og amerikansk alternativ rock a la SonicYouth og Mercury Rev. Men de sang på tyrkisk, og det, der for alvor fik folket ud i fælles skub og skrål, var, da de gik i gang med at fortolke tyrkiske folkesange. Jeg forsøgte at holde mig oprejst i det kogende sammenstød mellem amerikansk og tyrkisk kultur og var ved at få piskesmæld i processen. Det var pisse-sjovt. Og det var sandt for dyden ikke nær så sjovt at opleve demonstrationerne den følgende søndag, efter at 12 tyrkiske soldater var blevet dræbt under kampe mod PKK i Østtyrkiet. Det var faktisk slet ikke sjovt. For det var højreorienterede, der gik i gaderne og skrålede "Türkiye".

Nationalisme er noget kedeligt noget. Men det må også snart gå over. For det er jo håbløst forældet og uden mulighed for fornyelse - selvom jeg er sikker på, at Pia Kjærsgaard mener, at det er kosmopolitisk at have sommerhus i Tyrkiet.

Nå, men, denne tirade udspringer egentlig af min granskning af den overdådige Sound & Vision-serie under CPH:DOX, altså den serie, der har med musik at gøre. Jeg har ikke nået at se det hele igennem, og dele af det er i øvrigt koncerter (ofte parret med film), som jeg i sagens natur ikke kan sige noget om - blot anbefale: Prøv for eksempel kræfter med Gang Gang Dance, Deerhunter, Chicago Underground Trio eller Derrick May (som spiller efter den fine techno-doku Hi-Tek Soul).

Strummer og Tom Zé

Blandt biograf-oplevelserne er der den billeddigteriske, musikfilosofiske og stærkt dragende Pilgrimage From Scattered Points. Der er koncertfilm og portrætter af koryfæer som The Clash-frontfiguren Joe Strummer (som er for lang, konservativ og sludrende) og den brasilianske tropikalist Tom Zé (hvis kulturelle arv og fabelagtigt modernistiske musikalitet blotlægges, samtidig med at han selv blotlægger sin vrede og smerte).

Der er den korte Tripping With Caveh, hvor Bonnie 'Prince' Billy tager svampe med instruktøren (den har sine øjeblikke), og Shut Up and Sing, fortællingen om country-stjernerne i Dixie Chicks og hvordan de bliver lagt for koordineret had i USA efter at have disset Bush 10 dage inden invasionen af Irak i 2003.

Men det, der har kildet mest i Sound & Vision-serien har været det decideret fremmede og oplevelsen af, hvordan det hjemlige gemmer sig i det fremmede. En fremmed er jo en ven, man ikke har lært at kende endnu, og den visdom genfortæller for eksempel Global Metal - i metalmusikalsk udgave. En canadisk heavy metal-fan og antropolog rejser til Brasilien, Japan, Indien, Kina, Indonesien, Israel og Forenede Arabiske Emirater, hvor metal bruges til vidt forskellige formål - som en form for ventil for sociale frustrationer, indestængte ytringer eller bare opsparet animalsk eufori. Men også som en mulighed for at opbygge en ny identitet, et alternativt ståsted i forhold til rigide normer og samfundsstrukturer. "There's no class in metal", som en indisk heavy-musiker forklarer.

Herregud, dette er jo mennesker som dig og mig, der slås mod undertrykkelse, længes efter virkelighedsflugt, en lykkeligere hverdag eller bare ytringsfrihed. At de så gør det ved hjælp af musik inspireret af Metallica og Iron Maiden og Sepultura gør det ikke bare genkendeligt, men også ganske tydeligt, hvordan subkulturelle meningsfæller i disse tider på nogle måder er tættere knyttet sammen end landsmænd. Uanset hvor politisk, sociologisk og religiøst forskellige de nationale udfordringer måtte være.

Ytringsfrihed

Det får man også at føle i den strålende amerikanske doku I Love Hiphop In Morocco. Den amerikanske ghetto-fødte genre lever og har det godt i de marokkanske storbyer, og vi besøger en række dj's og rappere, der alle bruger hiphoppen til at udtrykke sig med. Gerne i dobbelttydige og metaforiske draperinger, fordi som en af dem siger:

"Forskellen mellem jer og os? Ytringsfrihed".

Der er pigerapperen Fati, der kæmper en endnu hårdere kamp for sin ret til at ytre sig. "Skam jer", bliver der råbt fra en bil, der passerer hende og hendes mandlige medrapper. "Det var hr. muslim", griner en af dem.

Og der er helt forrygende scener, hvor hjemmedrengene og -pigerne genert spiller deres musik for forældrene. Bare ikke da Fati står på scenen til Nordafrikas første hiphop-festival og modtager folkets buh-råb. Hendes svar: En fremragende rap lige i fjæset på uoplyste sexister.

Filmen dokumenterer, hvordan musik fra Vestenindoptages og omformuleres i lokal toneklang; hvordan hiphops oprindelige iboende sociale protest, bevidst-gørelse og oprørspotentiale skaber muligheder for befrielse fra herskende normer og udfordring af magtstrukturer (som det også sker i Vesten), men også komplekse problemstillinger: "Hvis jeg virkelig er muslim, så er det, jeg gør, forbudt," lyder det fra Dj Key, som nævner sammenblanding af kønnene og sågar musik som forbudt ifølge hans fortolkning af islam.

I Dub Echoes går strømmen den anden vej. Fra Den Tredje Verden og til Europa. Siden jamaicanerne for alvor begyndte at emigrere til England i 1960'erne, har reggae og dub præget europæisk musik i voldsom grad, især i 70'erne: Punken blev indfarvet med The Clash som tydeligste ambassadør. Ska blev født af reggae med mestre som Madness og The Specials. Senere fulgte triphoppen fra havnebyen Bristol med den store jamaicanske indvandring og navne som Massive Attack og Tricky. Og senere igen komplekse viderefortolkninger af studiemagien på Jamaica med de elektroniske genrer drum'n'bass og i den højaktuelle dubstep.

Dub Echoes fortæller historien om reggae og især dub og dens påvirkning af vores kultur, og det sker i en dynamisk og opfindsom klipning, der mimer musikken - mens lydeffekter på interviewene benytter sig af tricks fra dub. Det er musik fra en fjern, musikalsk eksplosiv ø, der skaber nye former for kropslighed, klubkultur og kulturforståelse i fjerne nordlige egne. Udvekslingen går begge veje ...

I Nömadak TX følger vi to baskiske musikere på rejse med deres percussion-musik, deres hektisk rytmiske tradition, som de bruger som socialt smøremiddel, hvor end de kommer frem i verden. Musikken smelter de sociale forbehold mellem dem og vidt forskellige folk fra vidt forskellige egne. Lap-land, Sahara, Mongoliet, Marokko. Og de går i clinch med stederne ved at forme nye slagtøjsblokke ud af lokale elementer: Is, sten, træ ... Og Nömadak TX er lige så meget en rejsedagbog som en hyldest til musikkens desintegration af grænser og sprogbarrierer. Broderskab gennem rytmesans. Kom nærmere, verden, kom nærmere.

Orientalisme og occidentalisme - vestlige, stereotype forestillinger om Østen og østlige stereotype forestillinger om Vesten - støder sammen, males til støv, viser sig i nye afskygninger og knuses igen i disse globaliserede dokumentarfilm. Menneskets stræben efter frihed og lykke viser sig at have det samme soundtrack - med stærke lokale modifikationer.

Det viser sig, at i det fremmede hører vi også hjemme. Og i det hjemlige hører de fremmede også til.

www.cphdox.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu