'Horribelt kvindesyn'

Politik handler om mere, end hvem man stemmer på, mener Kristina Nya Glaffey, som anklager flere mandlige kolleger for at være kvindefjendske
Kultur
22. november 2007
Politik handler om mere, end hvem man stemmer på, mener Kristina Nya Glaffey, som anklager flere mandlige kolleger for at være kvindefjendske

-Kristina Nya Glaffey, hvor mange forfatterkolleger af borgerlig observans kan du nævne i din egen generation?

"Det ved jeg ikke, men jeg vil godt gå så langt som til at sige, at den kreds af forfatterkolleger, jeg selv omgås privat, nogenlunde er af samme overbevisning som mig. Men jeg tror, det er meget almindeligt, at unge mennesker er venstreorienterede, og det er jo ikke det samme som at sige, at vi er groet fast i nogle dogmer".

- Du synes ikke, det er et problem for litteraturen, at så mange forfattere er venstreorienterede og så få er borgerlige?

"Nej, for jeg synes ikke, det er så entydigt, at vi automatisk er enige om alt, bare fordi mange af os stemmer på det samme parti. Der er for eksempel flere venstreorienterede forfattere, hvis kvindesyn, jeg synes, er fuldstændig horribelt - herunder en række yngre mandlige forfattere, der har skrevet bøger, man decideret kan angribe for at være kvindefjendske. Så kan det godt være, at de er imod Irakkrigen, ligesom jeg er, men det ændrer ikke ved, at vi kan være uenige om noget andet. Jeg synes ikke, politik kan reduceres til et spørgsmål om, hvem man stemmer på."

- Men får du aldrig lyst til at udfordre den grundlæggende politiske konsensus blandt dine kolleger?

"Det er selvfølgelig altid et problem, hvis folk bliver for enige, men generelt synes jeg ikke, det giver mening at isolere det litterære miljø på den måde. Når man siger, vi er for enige, forudsætter man jo, at vi kun snakker med hinanden, men det er forhåbentlig ikke tilfældet. Det er lidt at gøre forfatterstanden til et miniputsamfund, hvor der skal være røre inde for voldene, for ellers går alting i stå. Jeg synes ikke, det er ligeså vigtigt, at vi slår på hinanden, som at vi slår på alt muligt andet."

- Men det er jo også en del af kritikken: at I ikke blander jer lige så meget i den offentlige debat, som den ældre forfattergeneration har haft tradition for?

"Det kan godt være, at der ikke er så mange, der skriver læserbreve, men så er der til gengæld mange, der skriver indlæg på deres blogs med både politiske under- og overtoner. Så det er måske bare nogle andre steder, debatten foregår, fordi mediebilledet har ændret sig".

- Den offentlige debat foregår jo ikke på de litterære blogs?

"Nej, men det at udgive en bog er også et indlæg i den offentlige debat".

- Men i bøger kan man jo ikke stole på, at forfatteren mener det samme som fortælleren?

"Nej, men uanset om der er forskel på fortælleren og forfatteren, kan man sagtens læse et politisk statement ud af bogen. Det er altid et politisk statement at ytre sig skriftligt - uanset om det, man skriver, er eksplicit politisk eller ej". rbs

Om forfatteren: uddannet fra Forfatterskolen i 2005. Medredaktør af tidsskriftet Banana Split. Debuterede i år med prosasamlingen 'Lykkejægere'.

De unge røde

Seneste artikler

  • Den gamle historie

    29. november 2007
    Der kan være al mulig grund til at ønske Information til lykke med det ny bogtillæg. Al magt til bogen! Når man (jeg) alligevel går lettere forstemt fra premierefesten, skyldes det ikke blot tillæggets hovednummer – den unge forfattergenerations manglende lyst og evne til at engagere sig i den socio-politiske diskussion
  • 'Vi er stivnet i paroler'

    22. november 2007
    Kritikken af de unge forfattere er ikke helt forfejlet, mener Kristina Stoltz, der selv er venstreorienteret, men træt af forudsigelige meninger i forfatterstanden og på venstrefløjen generelt
  • 'Drop konspirationerne'

    22. november 2007
    Martin Glaz Serup er træt af at blive beskyldt for at have trukket sin politiske holdning i en automat på forfatterskolen. Desuden er det absurd at bede folk mene noget andet, end det de mener
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her