Interview
Læsetid: 6 min.

Hulemænd i gladiatorkamp

Skuespilleren og instruktøren Kenneth Branagh er en høflig og sofistikeret mand. Men det lyder, som om han med 'Dobbeltspil' kom i kontakt med sin indre barbar - og nød mødet
Skuespilleren og instruktøren Kenneth Branagh er en høflig og sofistikeret mand. Med 'Dobbeltspil' kom han i kontakt med sin indre barbar - og nød mødet
Kultur
30. november 2007

Begær, jalousi og hævn. Det er de helt basale instinkter, det handler om i Kenneth Branaghs Dobbeltspil. Det var det også for 35 år siden, da Laurence Olivier og Michael Caine krydsede klinger i Joseph L.

Mankiewicz' originalversion, som er baseret på Anthony Shaffers stykke.
I Branaghs genindspilning er Caine stadig med, men nu i Oliviers rolle som hoven og forsmået kriminalforfatter, mens Jude Law ses i Caines oprindelige rolle som den unge, økonomisk trængte Milo Tindle.

I september var Branagh i København, og Information mødte den britiske instruktør og skuespiller.

– Hvorfor synes du, tiden var moden til en genindspilning af Dobbeltspil?

»Jeg er ikke sikker på, at tiden var moden, men jeg er sikker på, at jeg var vild med udsigten til at arbejde med Harold Pinter (den Nobelprisvindende dramatiker, som har skrevet manuskript til filmen, red.), Michael Caine og Jude Law. Jeg nød både originalversionen af filmen og teateropsætningen. Det er en stærk ide at have en gladiatoragtig kamp mellem to mænd over en kvinde, vi aldrig får at se.«

Mænd uden kvinder

– Det er i høj grad en historie om maskulinitet.

»Ja, og den er ret så brutal, beskidt og ubehagelig. Det tiltalte mig. Det er i bund og grund en film om en fyr, der siger til en anden fyr: ’Jeg kan forstå, at du knepper min kone.’ Og de slår begge under bæltestedet ved at gennemskue og håne den andens seksuelle svagheder.
Det er også en film om, hvad mænd tror, kvinder vil have. Er det deres krop eller alt det andet? Penge, prestigebolig, osv. Caine og Law er to temmelig forskellige mandetyper, hvilket jeg synes, er en stor gevinst for filmens diskussion af maskulinitet.«

– Originalversionen beskæftigede sig mere med snobberi og britisk selvtilfredshed.

»Ja, kampen mellem de sociale klasser er nedtonet i min version, hvor Caines figur er mere selfmade-man end aristokrat. Skellet mellem dem handler her mere om alderdom og forfald overfor ungdom og skønhed.«

– Kan man sige, at Dobbeltspil er shakespearsk i den forstand, at det er et drama om meget basale størrelser: Hævn, stolthed, magtbegær og seksuelt begær?

»Ja, og listen er længere end det. Det er meget mættet materiale, lidt som hvis Shakespeare havde skrevet et kammerspil. Pinter formår virkelig at skrive, så det får flere lag, og rejser interessante spørgsmål om, hvorfor folk siger og handler, som de gør.«

»Der er også noget Shakespearsk over den måde tingene går fra noget, som ligner normalitet til komplet kaos, da først lidenskaben - i dette tilfælde seksuel jalousi – bliver sluppet løs. Vi ser, hvordan ’normale’, såkaldt civiliserede mænd meget hurtigt kan forvandle sig til hulemænd. Først er de høflige, så falder facaden, og det handler om kvinden i midten. Så glider hun ud af billedet, og nu handler det om at vinde. Så glider spørgsmålet om at vinde ud af billedet, og herefter er der kun destruktivitet og ’Fuck off!’-mentalitet tilbage.«

Halvt filosof, halvt klovn

– Udover Shakespeare har du også bundet an med Frankenstein og for nylig Mozarts Tryllefløjten. Hvad er det, der giver disse klassikere deres eviggyldige appel?

»Klassikere er lidt svære at sælge til biografpublikummet, fordi de har en aura af noget eksklusivt og forfinet. Deres klassikerstatus indhyller dem i en slags tåge, fortolkeren skal skære igennem. Hvis det lykkes, åbenbarer sig en stærk historie, sprudlende karakterer og situationer, som er genkendelige og relevante for alle mennesker. At blive forelsket for første gang, at blive adskilt fra sine nærmeste, osv.«

»For mig personlig har klassikerne også den appel, at de er en kæmpe udfordring. Man skal virkelig lægge sig i selen for at gøre sig fortjent til at have med dem at gøre.«

– Synes du, det er lykkedes for dig indtil nu?

»Altså, filmene er jo blevet produceret, og vi har fået lokket nogle folk i biografen. Så det succeskriterium har vi da mødt.«

Komedie og tragedie

– Du har lavet både tragedie og komedie. Hvilken af de to er tættest på din personlighed?

»Nu siger jeg lige noget fjollet: Jeg er Skytte, og skulle dermed – hvis man skal tro astrologerne – være en blanding af filosof og klovn. Da jeg var ung og nyudklækket fra dramaskolen, frygtede jeg, at jeg ville blive låst fast i det komiske. Jeg tror dog, at de fleste i dag har nærmest den modsatte opfattelse af mig.

Men som regel ligger tragedie og komedie jo side om side. Shakespeare har det med at lade det mørke efterfølge af det absurde, hvilket jeg tror publikum er taknemmelige for, da det ellers ville være næsten ubærligt at overvære.«

– Denne vekslen mellem yderpunkter ses jo også i Dobbeltspil, hvis tone vel omtrent er munter sadisme.

»Ja, god formulering. Man kunne også kalde det ’gæv grusomhed.’ Filmen er jo desuden fyldt med obskøne replikskifter og tabubelagte ord som ’cunt’, så det er også et møde mellem det chokerende og det sjove.«

– Både film og teater har en stor plads i dit hjerte. Er Dobbeltspil et forsøg på at forene de to kunstarter?

»Ikke bevidst, men jeg var mere forberedt end nogensinde før, og gjorde mig store anstrengelser for at gøre det filmisk. Så forberedelserne var teatralske og udførelsen filmisk. Men jeg nød det minimalistiske ved det hele, kun to skuespillere og et meget spartansk set.«

Klar tale

– Kærlighed til det engelske sprog løber som en rød tråd gennem dit værk.

»Ja, jeg elsker også klarheden i sproget. Da jeg lavede Tryllefløjten torturerede jeg operasangerne for at få dem til at synge ordene, så de var til at høre. Det gælder om at få alle betydningslag frem i sproget, og samtidig få det til at lyde naturligt. Jeg føler ikke, at jeg får nok, når jeg ser film, hvor skuespillerne mumler deres replikker.«

– Tror du, folk opfatter dig som en krævende instruktør?

»Ja, formentlig, men det er mit indtryk, at skuespillerne kun er glade for det. Jeg elsker skuespillere – og er jo selv en af dem – så det gælder simpelthen om at få det absolut maksimale ud af dem. Og deres maksimale er jo virkelig imponerende, så det er til alles bedste, at jeg presser dem.«

– Der er et spøjst metaelement over Dobbeltspil: Du, som er instruktør og skuespiller, instruerer en film, hvor en af de to medvirkende instruerer den anden, og begge udgiver sig for at være nogle andre, end de er.

»Skuespillets natur er et konstant tilbagevendende tema hos Shakespeare. Hvordan kan man vide, om noget er ægte eller ej? Det er samme spørgsmål, som Pinter leger med i Dobbeltspil. Det findes også i vores hverdag. Mange mennesker bruger jo en stor del af deres dagligdag på at forstille sig. En mand vågner op med trangen til at slå nogen ihjel, men da han går ned for at spise morgenmad, adresserer han tjeneren med et ’en kop kaffe til, hvis du vil være så venlig.’ Spørgsmålet er, om vi bare er en lang række af masker, et løg uden nogen kerne.«

– Er der noget særskilt britisk på spil her, eller er det universelt?

»Universelt, tror jeg, men der findes jo en forestilling om, at briter altid møder verden med påtaget høflighed og formalitet og en underforstået aftale om, at de ikke går amok eller i spåner. Du kommer ganske uforvarende her for at interviewe mig, og måske jeg ikke har lyst til at tale om filmen overhovedet, måske jeg er fuld af morderiske impulser. Men min britiskhed skulle altså gøre mig i stand til at indse, at det ville være unfair at belemre dig med disse morderiske impulser. Jeg tilføjer skyndsomst, at jeg ikke er fuld af sådanne impulser. Det var bare et eksempel. Men jo, der er noget temmelig britisk over det maskefald, Dobbeltspil handler om.«

– Du er født og til dels opvokset i Nordirland. Kunne du finde på at lave en film om hele den konflikt?

»Ja, bestemt, det har faktisk længe været min intention. Jeg har bare ikke fundet det helt rigtige projekt endnu.«

film@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her