Læsetid: 3 min.

Jens Rohde fyret

Sass Larsen-historien kostede Jens Rohde jobbet som direktørfor TV 2 Radio
Jens Rohde er ikke længere direktør for TV 2 Radio.

Jens Rohde er ikke længere direktør for TV 2 Radio.

Tariq Mikkel Khan

15. november 2007

Radiodirektør og tidligere politisk ordfører for Venstre, Jens Rohde, blev i går fyret. Hensynet til TV 2 vejede tungest.

"Jens Rohde har gjort et godt stykke arbejde i opbygningen af TV 2 Radio, men tvivlen om, hvorvidt han har blandet sig i dansk politik, harmonerer ikke med stillingen som radiodirektør. TV 2 er og skal være et neutralt medie, og derfor har hensynet til TV 2 været afgørende i sagen," siger konstitueret administrerende direktør for TV 2, Anders Kronborg.

Nyhedschef Suzanne Moll er konstitueret i stillingen som radiodirektør.

Jens Rohde satte sin karriere på spil, da han over for Ekstra Bladet lørdag bekræftede, at Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, videregav fortrolige oplysninger til Venstre. I weekenden blev Jens Rohde sendt hjem med mundkurv på, suspenderet til efter valget.

"I den aktuelle sag valgte vi at sende Jens Rohde hjem med besked om ikke at kommentere sagen yderligere. Det gjorde vi for at påvirke valget mindst muligt, og det er også derfor, at vi har ventet med denne udmelding til i dag," siger Anders Kronborg.

Lynafleder

Det blev lidt kedeligere på Christiansborg, da Venstres politiske ordfører Jens Rohde forlod Folketinget i 2006 efter ni år for i stedet at sætte sig i direktørstolen på TV 2 Radio.

For statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde Jens Rohde ofte loyalt virket som lynafleder, men selv sin partiformand har han ikke været bange for at bringe sig på kollisionskurs med.

Det sås ikke mindst i spørgsmålet om Foghs krav om, at ministre skal oplyse ikke kun om egne, men også om ægtefælles/ kærestes økonomiske forhold.

"Det vil jeg aldrig gøre," erklærede Rohde og afskrev sig dermed ifølge politiske iagttagere muligheden for selv at blive minister.

Jens Rohdes temperament kom også til udtryk, da han efter julen for to år siden med fynd og klem meldte sig ud af folkekirken. Det skete i protest mod, at et par hundrede præster brugte julegudstjenesten til at skælde ud på regeringens flygtningepolitik.

"Kirken bruger som institution prædikestolen som en talerstol," sagde Jens Rohde.

At han i mange henseender er helt sin egen sås også, da han gik imod flertallet i sin partigruppe og stemte for lesbiske og enlige kvinders ret til at blive kunstigt befrugtet. Den beslutning indbragte ham i august Landsforeningens for Bøsser og Lesbiskes Laksepris. En anden hjertesag for Jens Rohde har været mediepolitikken og rollen som Venstres medieordfører, hvor han har været en varm fortaler for privatiseringen af TV 2.

Missilet

Som direktør på TV 2 Radio fortsatte Jens Rohde som medlem af Venstre. Det kunne den tidligere TV 2-direktør Per Mikael Jensen ikke se problemer i - i hvert fald ikke i første omgang.

Per Mikael Jensen og resten af TV 2's ledelse kom nemlig hurtigt på andre tanker, da Rohde kom med provokerende udtalelser om Helle Thorning-Schmidts (S) politiske evner.

Helle Thorning-Schmidt måtte første gang lægge ryg til ironi i februar 2006, da Jens Rohde sagde de senere så berømte ord:

"Med et glimt i øjet kan jeg sige, at hun endnu har til gode at se mit missil."

Forud var gået socialdemokratisk vrede over gentagne skarpe angreb fra Rohde på S-ledelsen under Muhammed-krisen, hvilket fik Helle Thorning-Schmidt til at kalde Rohde for et "løsgående missil".

Rohdes missilreplik fik omgående S til at karakterisere ham som en "sjofel gadedreng".

Jens Rohde slap for videre påtale, men Per Mikael Jensen gav efterfølgende Rohde en advarsel - og udsigten til en fyring, hvis noget lignende gentog sig.

Men Rohde kunne ikke vare sin politiske mund.

TV 2 uvedkommende

Jens Rohde har taget fritstillelsen til efterretning. Han understreger i en pressemeddelelse, at han ikke har brugt sin position på TV 2 til at fremme politiske holdninger eller historier på TV 2 Radio eller på TV 2 i almindelighed.

"Jeg har aldrig bidraget til, at der kan sættes spørgsmålstegn ved TV 2's redaktionelle uafhængighed og troværdighed. Jeg har alene i den verserende sag bekræftet oplysninger og oplevelser fra min fortid på Christiansborg og ikke på nogen måde udtalt mig holdningsmæssigt eller ageret politisk. Min bekræftelse af oplysningerne i Ekstra Bladet lørdag den 9. november blev ikke bragt på TV 2 men i et medie, som er TV 2 uvedkommende," skriver han.

"For nuværende har jeg ikke yderligere kommentarer, da jeg nu vil bruge noget tid i fred og ro med familien." ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu