Kommentar
Læsetid: 4 min.

Journalistforfattere

Flere og flere journalister titulerer sig forfattere. På mange måder er det daglige journalistiske arbejde dog langt mere respektindgydende og imponerende, end det er at skrive en interviewbog med en kendis, når man har tre måneders orlov med fuld løn
Kultur
23. november 2007

Sidste weekend var der bogmesse i Forum, og det vrimlede med journalister. Journalister, der havde skrevet en roman, journalister, der havde lavet en interviewbog med en kendt, og udover journalister, der selv havde forfattet en bog, var der en mindre hær af journalister, der interviewede journalister, og journalister, der interviewede forfattere. Redaktions-lokalerne på de store hovedstadsblade må have stået gabende tomme i løbet af årets bogmesse.

I programmet for årets bogmesse var der et forfattergalleri, der præsenterede de 93 forfattere, der optrådte på en af BogForums fire fællesscener. Ud af de 93 forfattere var der 22 journalister eller redaktører - altså i alt 23,6 procent af det samlede antal forfattere, der profileres i kataloget. Denne gruppe tæller både krimiforfatteren Sara Blædel ,der er uddannet journalist, og Peter Øvig Knudsen. Gruppen tæller også navne som Lasse Ellegaard, Claus Hagen Petersen, Morten Sabroe og Karen Thisted. Tæller man også klummeskribenter eller andre, der arbejder journalistisk, for eksempel Lotte Hansen og Herbert Pundik uden sammenligning i øvrigt, så bliver det i alt 28 ud af de 93 i forfattergalleriet, i alt 30,1 procent.

Tallene repræsenterer selvfølgelig ikke de forfattere, der var repræsenteret på selve bogmessen, men blot de forfattere, som var publikumsfavoritterne på de store scener. Rundt omkring på de mange stande og små scener var der mere plads til de smallere navne som digtere og fagbogsforfattere, og her var der også mange journalister repræsenterede. Både som interviewere, men også som forfattere, ikke mindst af det, der synes at være et stigende antal interviewbøger og portrætbøger. Det er der ikke noget mærkeligt i. Et af kerneværktøjerne i journalistikken er netop interviewet, og journalistik er om noget et fag, der handler om at skrive.

Forfattertitlen

Selv om interviewet kan siges at være journalistens håndværk, mere end det er forfatterens, ser det alligevel ud til, at journalister straks bliver transmogriffet om til 'forfatter og journalist' og ikke blot 'journalist', så snart der er udgivet en interviewbog. Men hvad er forskellen på de to forholdsvis ubeskyttede titler, og hvor går grænserne?

Hvis man er forfatter, når man har udgivet en bog, må det være en stigende del af danske journalister, der kan kalde sig forfattere, selv om det blev ved den ene bog. Andre ville også være forfattere efter dette kriterium, eksempelvis har de fleste universitetsansatte udgivet en bog eller flere i løbet af deres forskningskarriere. Mange mediekendisser må vi også anerkende som forfattere, for eksempel ham, der tilsyneladende bruger al sine vågne tid på at finde på nye opskrifter og tryllekunster til sin kuglegrill, eller hende, der føjer havearbejde til det sidste nye livsstilsprojekt.

Hos Dansk Forfatterforening er man kvalificeret til at blive optaget, hvis man lever op til kriteriet om at have "eneophavsret til ét offentliggjort bogværk". Men blot fordi flere og flere journalister kvalificerer sig til at blive medlemmer, skal Dansk Forfatterforening nok ikke regne med, at der bliver løbet stormløb på deres døre. Dansk Journalistforbund er nok stadig der, de fleste journalister har deres identitet, og mon ikke også overenskomsten for journalister, der for eksempel kun er deltidsforfattere, er en hel del højere end den gældende forfattertakst.

Journalisttitlen

Uden at jeg har statistisk belæg for det, ser det ud, som om forfattertitlen er mere eftertragtet end journalist-titlen. I hvert fald skal der ikke nødvendigvis fire tunge samtidsromaner og en indforstået digtsamling til - en enkelt interviewbog, og så er man ikke længere journalist, men 'forfatter og journalist'. Det er en tanke værd. Egentlig er der jo ikke noget i vejen for, at journalister kan skrive bøger, uden at de behøver at få en ny titel oveni? Slet ikke, hvis der er tale om interviewbøger.

Er der noget, der i den grad må betegnes som et journalistisk adelsmærke og vartegn, er det vel netop interviewgenren. Ingen andre faggrupper har så meget ekspertise og indsigt i interview, som journalister har. Journalister arbejder dag og nat med at stille de rigtige spørgsmål, journalister har et kæmpe arsenal af metoder og fif til at få mennesker til at åbne sig, journalister har trænet deres ører til at høre spændende fortællinger i alle interview, journalister kan få en sammenhængende historie ud af selv det mest springende interview. Det er noget man i den grad kan være stolt af som journalist.

Journalister kan også være stolte af, hvordan de dag efter dag kan komme op med nye ideer til historier i avisen, hvordan journalister dag efter dag kan engagere sig i en ny historie og i nye mennesker, og hvordan de er i stand til at producere kvalitets-historier i en tid, hvor produktionsvilkårene bliver stadig mere pressede. Det daglige arbejde på en nyheds-redaktion kræver måske mere kreativitet, håndværk og stamina, end det kræver at tage imod forlagets pakketilbud om at lave en interview med en kendis, der passer til årets juletræ. På mange måder er det daglige journalistiske arbejde langt mere respektindgydende og imponerende, end det er at skrive en interviewbog med en kendis, når man har tre måneders orlov med fuld løn. Respekt for journalisttitlen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her