Læsetid: 4 min.

Kalder de sig kvinder eller piger?

Oppe på Bogforums Tranescene havde Henriette Lind og Maise Njor sat sig til rette. Det er to flotte piger, ingen tvivl om det, klædt i nederdele og fikse bluser
Oppe på Bogforums Tranescene havde Henriette Lind og Maise Njor sat sig til rette. Det er to flotte piger, ingen tvivl om det, klædt i nederdele og fikse bluser
22. november 2007

Her ved mit ormædte, svenske spisebord har jeg altid fundet ro.

Hans-Peter og jeg købte det dengang, jeg var gravid med Miriam, ja, det er jo så 40 år siden. Det var min idé at tage til Sverige. Jeg var besat af tanken om at få en ødegård. Som andre vordende mødre drømte jeg om et stille og harmonisk liv. Tænk, at jeg kendte mig selv så dårligt dengang, for stille blev det jo ikke, gudskelov da.

Et par år senere brød det hele løs, og jeg mener virkelig det hele. Der var så mange kampe at tage fat på, og hver især affødte de ti nye. Særligt kvindekampen kom til at optage mig, og det i bogstaveligste forstand, optage. Da jeg efter tyve år på skansen, gjorde op med mig selv, at jeg havde taget min tørn, regnede jeg ud, at jeg havde siddet til møder gennemsnitsligt tre aftener om ugen; basisgruppe, kvindehuset, kvindecenterforeningen (Danner), Femøgruppe, sensivitetsgruppe, kvinder for fred og så videre. Sådan prioriterede jeg altså, og det er klart, at det havde sine omkostninger. Det er et under, at Hans-Peter og jeg stadig er sammen. I dag klinger det helt afsindigt, men jeg blev da i nogen grad mistænkeliggjort i basisgruppen, fordi jeg nægtede at lade mig skille. Hans-Peter og jeg kom ud på den anden side, so to speak, og at det hele nyttede, er jo indiskutabelt.

Moderne kvinder

Sidder jeg bare og ævler ned i teen? Nej, ingenlunde. Jeg skriver dette, fordi jeg sidste weekend var inde til Bogforum i Forum og dér løb ind i et par af de fremmeligste kvinder fra Miriams generation. Maise Njor og Henriette Lind. De var programsat på Tranescenen og skulle drøfte førstnævntes nye bog. Nu skal det ingen hemmelighed være, at Miriam og jeg har vores stridigheder. Jeg synes selv, jeg forsøger at forstå det verdensbillede, hun orienterer sig ud fra her i livet, men nogen frugtbar dialog vil jeg ikke påstå, det afføder. Hun synes helt åbenlyst, at jeg forsøger at læse og påskrive hende mine for længst udløbne idealer og min forbenede levemåde. Men jeg er bare nysgerrig. Selvfølgelig interesserer det mig, hvordan de moderne kvinder tænker i dag.

For et par år siden fandt jeg hende ligge og klukke i sofaen med en bog; i sig selv et særsyn at se hende læse andet end modeblade og inte-riørmagasiner. Jeg lånte senere Nynnes Dagbog af hende, for det hed bogen, og lad mig da være ærlig og sige, at jeg bestemt syntes, der var momenter af stor komisk værdi. De kan skrive, de piger, pennen flyder let, og netop dét, denne lethed, førte så Miriam og mig ud i endnu et sammenstød.

"Sig mig lige, Miriam," sagde jeg, da vi mødtes efter endt læsning.

"Sig mig lige, synes du, vi lever i en konfliktfri verden?"

"Du kan godt holde op, mor. Jeg går ikke med til møde i ATTAC!"

Det var slet ikke min dagsorden. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de tager så let på det hele. For mig at se, er der problemer nok at tage fat på.

"Det er bare en sjov bog, mor. Jeg tror, det bidrager med mere godt til denne verden at ligge og grine derhjemme på sofaen end at sidde sammen med en flok pensionister og tale globalisering."

Siden lånte jeg så, på Miriams anbefaling, Michael Laudrups tænder, en emailkorrespondance mellem Maise Njor og en Stockmann. Og det var mere af det samme. Kvinden som anti-helt. Fjollede optrin. Tøj og tasker.

"Det virker som om I betragter jer selv udefra hele tiden," forsøgte jeg.

"Er det mændenes øjne, I ser jer selv med?"

Det skulle jeg ikke have sagt. Eller osse skulle jeg netop.

"Jeg ved godt, at I så stort på den personlige hygiejne, mor. Men vi kan altså godt barbere os under armene og have en mening på samme tid."

"Ja? Og hvad er det så for meninger, du render og har i skjul, min pige?"

"Jeg mener da alt muligt. Om den mad jeg giver mine børn, om opdragelse, om skolen, om alt det nære."

"Det nære, ja. Jeres verden stopper ved hjemmets fire vægge. Hvorfor har I denne berøringsangst over for de store perspektiver? Det brænder jo derude, og det eneste, I tænker på, er, hvad I skal bruge al den glaskål til, som Årstiderne kommer osende med uge efter uge."

"Helt ærligt, mor, så ville jeg have foretrukket, at du havde tænkt lidt mindre på samfundet dengang. Og lidt mere på mig."

Flotte piger

Oppe på Tranescenen havde Henriette Lind og Maise Njor sat sig til rette. Det er to flotte piger, ingen tvivl om det. Skriver jeg piger? Ja, hvorfor mon? De er vel nær de 40 år. Hvad kalder de mon sig selv? Kvinder eller piger? Nå, men flotte i alle fald; klædt i nederdele og fikse bluser. Først var der en lille indledende snak, og så kom Henriette Lind til sagen. Den nye bog.

"Din nye bog, Sit!, er en samling anekdoter fra din lille hunds første leveår."

Det sagde hun! Anekdoter om en hundehvalp. Ja, den er god nok. Den bog, de sad og talte om på Gyldendals scene, handler om en lille, nuttet hund. Kunne man have forestillet sig en lignende situation for 25 år siden. Dea Trier Mørch og Vita Andersen i samtale om hundehvalpe? Nej, vel? De havde altså vigtigere ting på programmet. Vi havde. Og det vælger jeg så at glæde mig over, akkurat som jeg glæder mig over de små huller i mit svenske spisebord. Det er borebiller. Eller var. Hans-Peter siger, at borebiller dør, når de kommer indendøre. Det skal nok være sandt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu