Læsetid: 3 min.

’Jeg er for kendt til det her sted'

Når Ny Alliance og de konservative opstiller kendte, er det en del af en international tendens, hvor partierne bliver mere og mere ens. Derfor er de nødt til at benytte sig af andre midler for at profilere sig over for vælgerne
Når Ny Alliance og de konservative opstiller kendte, er det en del af en international tendens, hvor partierne bliver mere og mere ens. Derfor er de nødt til at benytte sig af andre midler for at profilere sig over for vælgerne
9. november 2007

Mere end nogensinde tidligere er folketingsvalget præget af kendte. Folkestyret er blevet et berømtokrati. Det er ikke enestående men en del af en international tendens.

De gamle grækere havde sans for at kategorisere. Lige siden Platons store værk Staten opdelte de styreformer, alt efter hvem der havde magten. I monarkier var der en hersker, i plutokratier var det de rige and so on. Alle tænkelige styreformer havde en kategori. Bystaten Korinth – der var regeret af ludere – var således et pornokrati!
Men en styreform var ukendt selv for de gamle grækere; en styreform bestående af de kendte.

Især Naser Khaders Ny Alliance har beriget – hvis det er det rette ord – dansk politik med berømtheder og kendte. Udover partiformanden himself er modellen (og kronprinsens tidligere kæreste) Malou Aamund og Røde Kors-bossen Jørgen Poulsen at finde på liste Y.

Også andre partier går ind for berømtokratismen. De konservative – der i fordums tid opstillede Malou Aamunds stedmor Suzanne Bjerrehus – har denne gang opstillet tv-værtinden Paula Larrain, De ved hende, der blev stemt ud efter fjerde afsnit af Vild med Dans.

International tendens
Det er en ny tendens i vestlige demokratier. Da Arnold Schwarzenegger vandt valget til guvernørposten i Californien i 2003, var han ikke den første kendte, der slog ind på en karriere i politik.

Seks år forinden havde fribryderen Jesse Ventura således vundet guvernørvalget i Minnesota. Ifølge en opgørelse foretaget af det ansete tidsskrift Congressional Quarterly er tre procent af medlemmerne i den amerikanske kongres tidligere sportsstjerner. Selv popstjerner er gået ind i politik. I Australien er Peter Garret, forsanger i Midnight Oil, favorit til at blive miljøminister, hvis Arbejderpartiet (ALP) som forventet vinder valget i slutningen af november.

Lykkes det ikke for rocksangeren at vinde, vil posten gå til erhvervsmanden Malcolm Turnbull – en politisk novice der tidligere har været direktør for investeringsbanken Goldman & Sachs.

Ny Alliance opstiller erhvervsmanden Lars Kolind. Som eksemplet med Turnbul i Australien viser, er det internationalt ret almindeligt at opstille kendte erhvervsfolk. (Selvom Venstre sikkert ikke ønsker at blive mindet om, at de engang opstillede Klaus Riskær Pedersen). Også i New York har erhvervsfolk uden politisk erfaring forsøgt sig i politik. Storbyens borgmester er erhvervsmanden Michael Blomberg. Et andet, omend mere eksotisk eksempel, er Thailands tidligere premierminister Thaksin Shinawatra (der blev afsat ved et militær-kup sidste år).

Partier bliver ens
Som det fremgår af nogle af disse eksempler, er det ikke alle kendte – end ikke succesfulde erhvervsfolk – der har succes som politikere.
Det er ikke alle, der kommer godt fra karriereskiftet – eller som Lars Kolind ’bare kan træde til side’ til fordel for en suppleant.
Men hvorfor så mange celebrity politikere?

Der er der en god årsag til siger Rick Ridder, gæsteprofessor ved universitetet i Denver og tidligere formand for The International Association of Political Consultants.

»De politiske partier bliver stadig mere ens. Så de er tvunget til at benytte andre midler end deres lovforslag. Det at være kendt, altså have det, vi kalder name recognition, kan godt flytte et par procent«, siger Ridder til Information.

Han mener ikke, at de mange kendte er en trussel imod demokratiet: »I et demokrati kan man blive afsat, hvis man ikke leverer varen. Der er en simpel form for social darwinisme i politik.«

Rick Ridder mener ikke, at der er tale om et nyt fænomen, omend »omfanget er tiltaget i de senere år«.

»I 1950’erne var der heller ikke den store forskel mellem Demokrater og Republikanere, så sidstnævnte opstillede Dwight Eisenhower til præsident, selvom han som general ikke havde nogen politisk erfaring. Det virkede dengang, men ville ikke have virket i 1970’erne. Ronald Reagan var ikke valgt fordi han var skuespiller endsige kendt, men fordi han havde en ideologisk profil«, siger Ridder.

Badmintonspiller
Der går en vandrehistorie i politiske kredse. Den handler om Poul Schlüter. Den tidligere statsminister og hans nærmeste var kommet i beknep for en kandidat til Europaparlamentet. Schlüter ville opstille badmintonsilleren Lene Køppen.

»Jamen Poul er hun konservativ?«, spurgte en af de tilstædeværende (som vist senere blev chefredaktør på Ekstra Bladet).

»Det ved jeg ikke«, svarede Schlüter mens kan kæderygende drejede rundt om sig selv på sin kontorstol, »men det kunne hun vel blive«.
Lene Køppen blev ikke stillet op. Men måske skulle hun ringe til Det konservative Folkeparti eller til Ny Alliance.

paradoks@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu