Konflikter i Radiosymfoniorkesteret forsvinder ikke med Per Erik Veng

Danmarks Radios Symfoniorkesters leder gennem 19 år, Per Erik Veng, blev i går fyret af DR's ledelse. Hverken DR's divisionschef, Morten Pankoke, eller Per Erik Veng ønsker at kommentere fyringen. På spørgsmålet om, hvornår der følger en officiel begrundelse, siger Morten Pankoke:
"Måske på mandag".
Fyringen sker efter en optrappet konflikt mellem musikerne og den øverste ledelse, som blev afdækket i et kontroversielt sociologispeciale, der i foråret skabte panik hos DR's ledelse.
DR's divisionschef, Morten Pankoke, truede i en mail Københavns Universitet med at afbryde al fremtidigt samarbejde, hvis specialet blev offentliggjort. Universitetet lagde herefter pres på specialeforfatteren Mille Buch-Andersen, der måtte nedtone kritikken af orkesterledelsen, inden hun kunne aflevere til specialeeksamen.
Gammeldags
Mille Buch-Andersens konklusioner og adskillige klager fra symfoniorkesterets musikere til Dansk Musikerforbund tyder på, at problemerne i det succesrige, men konfliktprægede orkester ikke forsvinder med Per Erik Veng.
Mille Buch-Andersens interviews med orkesterets musikere peger på grundlæggende strukturelle problemer i en organisation, der af medarbejderne opfattes som gammeldags og hierarkisk, og en ledelse, der forvalter sin magt ud fra "irrationelle og forældede principper." Hun konkluderer, at musikerne opfatter konflikterne som personlige og værdimæssige, men at årsagerne til problemerne ikke kun ligger hos enkeltpersoner i ledelsen: "en række af de konflikter, der opstår, kan føres tilbage til den struktur, der indrammer orkesteret, og hermed er konflikterne grundlæggende ikke koblet til de konkrete personer, der udfylder de på forhånd definerede pladser," skriver Mille Buch-Andersen i sit speciale.
Klager til DMF
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Dansk Musikerforbund, men da Information talte med direktør Martin Arnoldsen i oktober, bekræftede han de problemstillinger i Danmarks Radios Symfoniorkester, som fremgår af specialet:
"Vi har kontakt med flere af vores medlemmer, som påpeger de samme problemer i Radiosymfoniorkestret, som dem Mille Buch-Andersen skriver om," sagde Martin Arnoldsen.
Han er blandt dem, der har læst Mille Buch-Andersens oprindelige speciale, og konklusionerne heri stemmer fuldstændig overens med det billede, han ellers havde af organisationen:
"Hendes speciale viser, at der er noget helt galt. Det vidste vi godt i forvejen, så man kan sige, at specialet bekræfter den tese."
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »