Læsetid: 4 min.

Kongen af Facebook

Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen er nu venner
Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen er nu venner
7. november 2007

Hvis Howard Dean var blevet Demokraternes præsidentkandidat i 2004, var internettet blevet hans vicepræsident. Howard Deans kampagne blev drevet frem på internettet – og mens hans modstandere indsamlede mange cifrede donationer fra lobbyister og virksomheder, indsamlede Dean småbeløb fra hr. og fru Jones.

Da den republikanske vicepræsident Dick Cheeney inviterede til en 10.000 kroner pr. kuvert fundraising-middag i Washington, gik Dean på internettet og spurgte græsrødderne: Kan vi samle et lige så stort beløb i løbet af de næste tre dage?

Og inden dagen var omme, havde Deans netværk overgået Cheneys donatorer.

»Mange spørger, hvilken rolle internettet har at spille i politik,« sagde Dean dengang til Wired.

»Og her kommer min kampagne for at vinde USA tilbage til helt almindelige mennesker, og den bedste måde at gøre det på er ved hjælp af internettet. Vi lytter. Vi er opmærksomme. Hvis jeg holder en tale og blogfolket ikke kan li’ den, så ændrer jeg talen næste gang.«
Mens andre kandidater førte en velkendt og velsmurt kampagne, var det en ny politiske ungdom, der organiserede sig på internettet rundt om Dean. Ved hjælp af de sociale netværk, lykkedes det ikke blot at indsamle penge på en ny måde.

Deans kampagne antydede en ny aktivisme, en tro på, at det ikke blot var lobbyisterne, der satte agendaen, muligheden for at de gamle partier var i stand til at skabe et reelt politisk engagement. Meetup.com blev omdrejningspunkt for tusindvis af unges politiske debut. Det er kort sagt på grund af Deans kampagne, at der er så stor interesse forbundet med de politiske partiers digitale ageren.

Internettet repræsenterer således ikke blot en ny propagandaplatform, men løftet om et nyt politiske engagement. Det er den bærende tese i en ny bog om Deans kampagne Mousepads, Shoe Leather, and Hope, der udkom i oktober. Bogen er skrevet af 14 medarbejdere på Deans kampagne – og selv om den siddende republikanske præsident nok har den største del af æren for Demokraternes nuværende fremgang, er det værd bemærke, at Demokraterne i dag har vundet en betydeligt bredere folkelig fundering end tidligere - i årtier var det netop de lokale rødder, der sikrede republikanernes faste greb om amerikansk politik.

Deans præsidentkampagne sluttede som bekendt med det berømmelige primalskrig ved et valgmøde i Iowa, men som demokratisk formand har han revitaliseret partiet og skabt et væsentligt politisk medejerskab. 600.000 amerikanere besøger dagligt den demokratisk blog, Daily Kos.

Gode venner

Så langt kan man altså komme med internettet – men så langt kommer vi desværre ikke herhjemme. Det er som om ingen af partierne har haft andre ambitioner end at gentage et mønster, de kender fra de gamle medier.

Deans internetkampagne blev importeret som fænomen fra USA, men ankom til Danmark som et marketingsstunt.

I en oversigt på Kommunikationsforum kan man således se, at alle partierne har gjort det hele: De har alle sammen en profil på Facebook, MySpace, YouTube, FlickR, de har alle sammen fået deres eget medie (HelleTv og VenstreTV), og de inviterer alle til dialog.

Helle Thoring-Schmidt har således en blog. Men det er ikke græsrøddernes indsigelser, der får Helles opmærksomhed. Forleden var tophistorien på Helles site, at Alastair Campbell, Tony Blairs berømmelige spindoktor, havde skrevet en kommentar.

»Tillykke med den flotte valgkampagne,« havde Alastair Campbell skrevet.

Hvis man havde troet, at de nye medier og de sociale netværk skulle vride politikken ud af hænderne på de professionelle, tog man fejl. Helles blog er blot endnu en anledning til et anerkendende nik fra en kollega.

Helle har ikke blot en blog, Helle har også HelleTV. På Østerbro i blæsevejr får Helle læst et spørgsmål højt. Det er ’Lotte’, der spørger. Og en næsten begejstret Helle taler babysprog til kameraet: »Dét er et godt spørgsmål! Hvad skal middelklassen bruge velfærden til?«

På VenstreTv varsler Lars Løkke Rasmussen en beskidt uge, valgkampens sidste. Hvis Lars nogensinde finder anledning til at brokke sig over, at medier og journalister ikke interesserer sig for den politiske substans, men kun for spillet og spinnet, skal De huske at grine højt.

Da Venstre fik sit eget medie og tog de kritiske spørgsmål ud af ligningen, brugte partiets næstformand al sin taletid på... spillet og spinnet.

Der er ingen politiske ambitioner forbundet med de danske medier på internettet. Mest bemærkelsesværdigt er det selvfølgeligt hos Ny Alliance, der kom til verden i en strøm af klicheer om det nye digitale demokrati.

De sociale netværk på Facebook og MySpace bruges blot som symboler på ungdommelighed og en moderigtig interesse for det nye. Derfor ender det politiske budskab som mere marketings speak, i en dus’et retorik, hvor vi politikere kun optræder som Helle eller Anders eller Lars – og den løgnagtige intimitet blev forleden til en parodi, da man på Anders’ Facebook-profil, idet hans blev linket til Helles, kunne man læse at: »Anders Fogh Rasmussen and Helle Thorning-Schmidt are now friends«.

Sådan så det ellers ikke ud på tv søndag aften.

nith@information.dk

Radar er en duo-blog skrevet af Nikolai Thyssen og Henrik Føhns. Læs med på http://luftskibet.information.dk/radar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu