Læsetid: 8 min.

En krønike fra Underdanmark

Mads Brügger og Nikolaj Thomassen har skrevet en af årets mest opsigtsvækkende bøger, 'Grænselandet', om en af de senere års mest opsigtsvækkende kriminalsager, Tøndersagen. Nu er deres bog blevet indstillet til Montanas Litteraturpris
22. november 2007

Mads Brügger og Nikolaj Thomassen har ikke bare skrevet en bog om Tøndersagen. Til trods for at de først begyndte arbejdet et halvt år efter, at sagen var begyndt at rulle, har de afdækket helt nye aspekter og fundet nyt materiale frem, kronet af den selvbiografi, de misbrugte pigers mor skrev, mens hun sad varetægtsfængslet. Den bringes i lange uddrag i bogen.

Mads Brügger og Nikolaj Thomassen har tillige skrevet en bog om et Danmark, vi normalt ikke får beskrevet i bøger. Det er formmæssigt interessant og fornyer dokumentargenren. Men oprindelig var de to forfattere ikke særligt varme på opgaven. Det var en opfordring fra deres forlag, der fik dem til at gå i gang.

"Instinktivt havde vi ikke lyst," fortæller Mads Brügger, "og vi havde en forestilling om, at hvis vi alligevel formåede at skrive bogen, ville den være så ubærlig at læse, at den højst ville sælge i 100 eksemplarer. Imidlertid syntes vi, at vi måtte komme med et kvalificeret afslag, så derfor gik vi i gang med at læse om sagen. Det var i foråret 2006. Vores konklusion på læsningen blev, at vi kunne skrive en bog, hvis vi lagde vægt på alt det betydningsfulde uden om selve sagen: kommunernes sagsbehandling, familien og de sociale netværk - vi kunne skrive en krønike for Underdanmark."

"Dertil kom vores faglige bevidsthed. Vi følte en stor harme over den måde, Ekstra Bladet havde behandlet sagen på, og hvis det var, hvad der skulle stå tilbage, så var det ikke godt nok, følte vi."

Bogen om Tøndersagen er blevet til på fridage og i forlængede weekender. "Lange weekender i Tønder," sukker Mads. Begge forfattere er fra København, og de havde rent ud sagt hverken kendskab til sædelighedsforbrydelser eller til Sønderjylland, da de begyndte. Kan man overhovedet skrive om sædelighedsforbrydelser, spurgte de sig selv.

Men bogen viser, at man kan, mener de i dag. De føler, at de har givet tabere og ofre en stemme, de ellers ikke havde fået. Men de har haft mange overvejelser over etik og moral i forhold til deres emne.

"Tanken om, at de to piger engang læser bogen, gør, at man tænker over, hvordan man fremstiller sagen," forklarer Nikolaj. "Man risikerer at komme til at gentage forbrydelsen ved at beskrive den."

Fra begyndelsen vidste Brügger og Thomassen, at det skulle være en bog med flere spor, hvor læseren selv måtte stykke plottet sammen. Når bogen udkom, ville sagen desuden være afsluttet, så de arbejdede på at lægge hovedsporene fast og finde kilder på kommunens rolle samt at finde familiemedlemmerne.

De har haft glæde og gavn af det lange tidsperspektiv, siger Mads. Det betød nemlig, at de havde tid til at tale grundigt med kilderne. De kom først til i sagens slipstrøm, og formiddagspressen havde benyttet 'den brændte jords taktik' med at købe vidner og give dem mundkurv på. De mødte igen og igen folk, som følte, de havde været udsat for overgreb, fortæller de, blandt andre socialchefen Egon Andersen. Om ham havde Ekstra Bladet skrevet, "Fyr det fjols!" uden i øvrigt at undersøge, om det var ham, der havde ansvaret.

"Vi har drukket rigtig meget kaffe, og vi har brugt megen tid som terapeuter," siger Nikolaj. "Det har været meget svært for de involverede at bo i sådan en lille by, så de har haft et stort behov for at tale med nogen, der kom udefra."

En patetisk og ynkelig skabning

Det var mens pigernes mor stadig sad varetægtsfængslet, Brügger og Thomassen hørte, at hun skrev på sin selvbiografi. Det lykkedes dem at få lov til at bruge den.

"Tillidsforholdet mellem os og kilderne har været helt centralt. Ellers havde vi for eksempel ikke fået moderens dagbog. Den brugte vi et helt år på at få."

- Hvordan vurderer I selv hendes udsagn? På mig virkede det slående, at hun i den grad opfatter sig selv som offer, så hun ikke kan føle noget ansvar for det skete?

"Hun har en egoisme og narcissisme, som man finder hos psykisk syge. De kan havne i den rene solipsisme og opleve, at de selv er det eneste, der eksisterer. Man skal dog ikke undervurdere, at det også er en overlevelsesstrategi," siger Mads. "Men det er et enestående dokument. At hun er i stand til at italesætte det skete, at hun er så velformuleret er vigtigt at fremhæve."

"Hun er meget reflekteret og velartikuleret," supplerer Nikolaj, "men man kan også høre behandlerne tale igennem hende. Hun taler terapeutsprog. Men hun skriver et sted, at andre ikke skal dømme, for vi ved ikke, hvad hun har været igennem, og det er efter min mening et argument, som har en vis gyldighed. Den verden, hun har levet i, er så langt fra noget, vi kan forestille os. På den anden side havde hun jo også denne egoisme som barn, hvor hun følte sig højt hævet over andre. Hun er en kompleks person."

- Mens faderen fremstår så frastødende, at man har svært ved at finde formildende omstændigheder?

"Selv forhærdede politifolk fra Rejseholdet var ved at brække sig," fortæller Mads. "En betjent sagde, at han havde givet ham hånden én gang - hvorefter han gik ud og vaskede den. Mage til patetisk, modbydelig og ynkelig skabning havde de næppe før set."

"Der er nogle paralleller til rockere, der dyrker tung vægttræning samtidig med, at de hæver invalidepension," mener Nikolaj. "De skulle jo ikke have haft en krone, og det samme med faderen. Det, at han har fået invalidepension hele livet på grund af en hjertefejl, betyder, at han aldrig har skullet påtage sig noget, men blot har kunne hente pengene på kommunen, dyrke kampsport og sidde og se pornofilm. Han skulle aldrig have haft en bøjet femøre uden at blive sendt ud og hakke roer!"

"En ubrugt krop, der aldrig har været brugt til noget fornuftigt, men kun til at tæske og krænke andre på det groveste," bekræfter Mads. "Hvis han havde haft arbejde, havde han måske fået afløb for noget ad den vej."

En lind strøm af sociale klienter

Men hvad er kommunens skyld, og hvad skyldes de politiske forhold? I hvor høj grad er Tøndersagen et resultat af nedskæringer som følge af skattestop og sammenlægninger?

De to beretter om, hvordan fattige udkantskommuner som Tønder - og med kommunalreformen "seks små taberkommuner lagt sammen til én stor taberkommune, en slags tabersynergi" - bliver magneter for de socialt udstødte fra de store byer. Der flyder en lind strøm af sociale klienter til sådanne kommuner, fortæller de. Socialchefen Egon Andersen kunne således opregne syv-otte tunge klientfamilier alene på en enkelt julemåned.

"Hele familier flytter i løbet af et døgn og lægger slet og ret systemet ned. Sagsbehandlerne bliver reduceret til at sidde og udskrive checks, og der er end ikke tid til at journalisere. I forhold til den slags fylder Tøndersagen ingenting. Her har vi med professionelle klienter at gøre, de kender systemet, de flygter fra Løgumkloster præcis i det øjeblik, kommunen er parat til at skride ind, de ved hele tiden, hvordan de skal holde myndighederne lige det skridt fra livet, der gør, at de ikke bliver opdaget," siger de.

"Danmark har rekord i tvangsfjernelser, men 45 procent af dem sker, efter at barnet er fyldt 15 år. Der eksisterer en udtalt uvilje i kommunen mod at fjerne yngre børn. Men skal den sociale arv brydes, skal børnene fjernes langt tidligere," mener Mads.

Tvangsfjernelser er imidlertid en bekostelig affære, så kommunerne er tilbøjelige til at vælge lappeløsninger som familiepleje, og med den mentalitet er tingene allerede i skred mod en ny Tøndersag, forudser de to forfattere. Imidlertid var Løgumkloster kommune, hvor familien kom fra, udmærket klar over, at noget var alvorligt galt. Og noget af det mest chokerende for de to forfattere har været at opdage, at det skyldtes en lokal hakkeorden i Tønder kommune, når Jejsing skole, som de to piger blev sat i, ikke slog alarm. Familien boede i Glemstrup, og folk fra Glemstrup blev set ned på i Jejsing skole.

"Pigerne går der et helt år, uden at skolen siger en lyd. Og det er det år, hvor misbruget er allerværst. Men i Jejsing betragter man dem fra Glemstrup som dalitter, som kasteløse, de er snavsede, de opfattes som tilbagestående," siger Mads Brügger.

Tøndersagen er afsluttet, men stadigvæk er sagsbehandlerne lige overbebyrdede med sager. Forskellen mellem offentlighedens forestilling om, hvordan forvaltningen arbejder, og så realiteterne er grotesk, mener Brügger og Thomassen. De har i hvert fald mistet enhver tillid til det offentlige system.

"Venstres opførsel i Tønder tangerer den ultimative arrogance," siger Mads. "Tønder er Venstre. Når Venstrepolitikerne af Socialdemokraterne bebrejdes, at de har ladet socialforvaltningen sejle for lud og koldt vand, så er modtrækket ikke at forhøje lønrammen og oprette 10 nye stillinger. Næh, de finder på noget, de kalder 'stjernestunder', hvor socialt svage familier inviteres til at overvære et kulturelt foredrag af Johannes Møllehave eller får en tur i et badeland. 'Måske bliver du misbrugt, lille ven, men du kan få en ridetur på en pony,'" parafraserer Mads.

Og kommunesammenlægningen har forværret situationen. Nu dukker der også såkaldte 'spøgelsesjournaler' op over folk, som er forsvundet i systemet, Nikolaj.

Forfærdelige følelser

Har bogen så nyttet noget? Den har rejst en debat om socialrådgivernes arbejdsforhold, fremhæver Nikolaj, og det gælder generelt og ikke kun i Tønder. Nyhedsavisen er således i gang med en rundspørge blandt kommunernes socialrådgivere for at finde ud af, hvor mange sager, der ligger på deres bord. Med de arbejdsforhold, man har i kommunerne, vil en person som faderen vokse frem igen, advarer han.

Og hvad har bogen betydet for de to forfattere selv?

"Man bliver et væksthus for de forfærdeligste følelser, som er svære at få væk igen," siger Mads. "Jeg bliver ulykkelig over og har svært ved at glemme de triste, desperate, ensomme, ulykkelige netværk af indvandrere, perverslinge og tabere, der befolker Udkantsdanmark. Men når jeg hører muslimske indvandrere sige, at det ikke gjorde noget, de voldtog pigen, for hun var jo kristen, bliver jeg rasende."

"Man bliver fordomsfuld over for provinsen," erkender Nikolaj. "Det er i Udkantsdanmark, hvor kommunerne er i knæ, at den højere andel af belastede findes, så chancerne for en Tøndersag er større her."

Brügger og Thomassen er også forstemte over, hvor lidt dagbladsjournalister har interesseret sig for sagen. De var selv et halvt år bagud, og alligevel kunne de finde og bringe nyt. Det er ikke nogen cadeau til den skrevne presse, mener de.

"Der er så megen velfærd i journaliststanden," siger Nikolaj. "Man bekymrer sig mere om nedskæringer, eller om man bliver flyttet over på webavisen end om tunge, sociale sager."

Mads fortsætter:

"Det er også et stort problem, at man har mistet tilliden til den kausalitet, der er journalistikkens raison d'être: at hvis jeg skriver om det her, så vil det afstedkomme debat og polemik. Men i verden i dag er ting holdt op med at have betydning. Megen journalistik er blevet underholdning. Man kan skildre forstemmende, hårrejsende, rystende forhold som i tv-udsendelsen for nylig om børnemisbrug og alkoholisme i Grønland - og så sker der ikke noget! Hvis den udsendelse var blevet sendt for 20 år siden, havde den fået alvorlige politiske konsekvenser."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu