Læsetid: 5 min.

Kulturen der blev væk

Kultur, kunst og litteratur kan gøre forskellen på velstand og velfærd, men forskellen synes at forsvinde efterhånden som finkulturen er blevet til en subkultur
Kunstnerne har været tavse i valgkamp 07. Uanset om det er, fordi de ikke længere har noget at sige, eller om de bare ikke er blevet spurgt, er ikke til at vide, kan man konstatere, at finkulturen ikke længere en massekultur. I stedet spørger vi Danske Bank, for velstand er blevet lig med velfærd. Her protesterer Kunstens Vagtparade mod finansloven i 2002.

Kunstnerne har været tavse i valgkamp 07. Uanset om det er, fordi de ikke længere har noget at sige, eller om de bare ikke er blevet spurgt, er ikke til at vide, kan man konstatere, at finkulturen ikke længere en massekultur. I stedet spørger vi Danske Bank, for velstand er blevet lig med velfærd. Her protesterer Kunstens Vagtparade mod finansloven i 2002.

Lars Hansen

24. november 2007

Det er ikke længere kunstnere og forfattere, der siger sandheden i velfærdssamfundet. Det kan man naturligvis diskutere, om det nogensinde har været. Men der er ingen tvivl om, at forfattere og kunstnere er blevet tilskrevet en særlig autoritet i velfærdsstaten, og den autoritet har de ikke længere.

Der var indslag fra kulturpersonligheder under valgkampen 2007: forfatteren Hanne Vibeke Holst var i fjernsynet for at evaluere, hvem der havde vundet en duel mellem Thorning-Schmidt og Fogh Rasmussen, musikanten Niels Hausgaard deltog i en tv-transmitteret debat, hvor han slog fast, at han ikke ville tage sin hat af for statsministeren, og filminstruktøren Lotte Svendsen fik sagt, at det var Kapitalen, som startede krigen i Irak.

Men som privilegeret stemme i offentligheden var kunstnerne og forfattere væk. Den gængse kulturkritik vil reagere med at 'appellere' til de intellektuelle om at træde i karakter og efterlyse 'samtidsromanen' eller 'den politiske satire'. Denne kulturkritiske position har en påfaldende lighed med købmanden, der efterspørger specifikke varer hos sin leverandør ...

Men det, den måske burde efterspørge, er ikke varer. For problemet synes ikke at være mangel på varer fra kulturindustrien, men fraværet af publikum. Der synes ganske enkelt ikke længere at være en tillid til, at der uden for de professionelle kulturfolk og den aristokratiske minoritet, som stadig abonnerer på det Kongelige teater eller læser lyrik på orginalsprogene, findes en oplyst offentlighed, hvor folk læner sig frem og tysser på de andre, når en Forfatter eller Kunstner tager ordet, fordi nu siges sandheden, nu taler samfundets moralske stemme, nu bliver tingene sat i perspektiv og de dumme svin på plads.

Kulturfolket har protesteret imod det, man kunne kalde Mentaliteten Fogh. Lars von Trier har indrykket store annoncer imod Dansk Folkeparti, prominente forfatterkollektiver har skrevet om og fra flygtningelejrene i Politiken, andre har været med til at melde Dansk Folkeparti til politiet, og atter andre har lavet politisk teater, som polemiserede imod spin eller udlændingepolitikken. De protesterede inden valget i 2001, de protesterede igen før valget i 2005, men tilsyneladende uden anden effekt end at bekræfte de allerede troende humanister og frastøde de allerede uenige. Som Anders Fogh Rasmussen sagde efter endnu en forfatterprotest imod den danske udlændingepolitik:

"Der er nok nogen, der mener, de står Vorherre nærmere end os andre."

Vander kun sin egen have

Det er ikke til at sige efter valget i 2007, om de ikke længere sagde noget, eller om de ikke længere blev spurgt.

Den urbane kulturkritik kan efterlyse alt det, den vil, men det ændrer ikke ved det basale forhold, at det man med et problematisk udtryk kunne kalde finkulturen i Danmark ikke længere er en samfundskultur.

Det er med den eksklusive finkultur, som Carsten Sestoft for et par år siden vedrørende den gode litteratur skrev: Den er gået fra at være en samfundskultur til en subkultur. Den har sit eget publikum for hvem, den bliver betragtet som selve meningen med tilværelsen. Men det er præcis på linje med andre grupper, som ser fodbold som det vigtigste i verden i tilværelsen eller anskaffelser af accessories til firehjulstrækkeren som lidenskaben i livet.

Det tages ikke for givet, at den, der taler om en toneangivende forfatter, også taler om hele den sociale virkelighed. Det er ikke længere sådan, at den æstetiske kritik også regnes for en intellektuel kritik. Den plejer derimod sit segment, den vander sin egen have. Og det er fint, men det er ikke noget særligt for de andre. Det kan det selvfølgelig blive, men først hvis det kvalificeres som 'branding' eller 'innovation' eller hvis det fremføres som stand up-comedy eller som eksempel på det, 'vi skal leve af i fremtiden': design.

Afstanden mellem finkulturen og samfundskulturen kan ikke nedskrives til en konflikt mellem de højtuddannede og masserne.

For det gælder også de højtuddannedes samfundskritik, at æstetiske erkendelser kun undtagelsesvis inddrages som et andet perspektiv. Bøger om velfærdsstaten, islam, terrorisme eller den nye verdensorden bruger sjældent kunstværker eller litterære bøger som omdrejningspunkt. På tv er Danmarks Radios kulturdækning reduceret til en ugentlig snak tæt på midnat, hvor tre smagsdommere taler om, hvordan de selv er blevet berørt eller livsbekræftet af aktuelle kunstværker. Kunsten evalueres som 'oplevelse' på linje med andre oplevelsesøkonomiske tildragelser.

Det er således ikke længere kunstnere og forfattere, der forventes at sige sandheden. Når det handler om 'politik', bliver journalister og forhenværende pressechefer bedt om at komme med deres udlægning. Hvis det handler om 'værdier' og 'etik', er det gerne teologer, som gøres til eksperterne. Hvis vi taler om det 'gode liv', findes der en industri af livsstilseksperter, coaches, fitnessguruer og igen præster, som taler varmt og venligt. Når det handler om 'velfærd' i det store perspektiv, er det som regel økonomer fra pengeinstitutter eller velfærdskommissionen, som forventes at sige sandheden.

Velstand er blevet lig med velfærd

Det er i denne forbindelse karakteristisk, at der ikke længere skelnes mellem økonomisk velstand og demokratisk velfærd. Velstand er nu identisk med velfærd: det er noget, man får 'mere af'. Og dette økonomiske postulat ophøjet til politisk sandhed er bare ét eksempel på, at andre perspektiver mangler. Det er en demokratisk gevinst, at forfattere som Klaus Rifbjerg ikke længere regnes for 'samfundets samvittighed'; de har jo ikke pr. definition et eksklusivt overblik. Men det er på alle måder problematisk, at kunstværker, litterære værker og andre æstetiske erkendelser ignoreres i offentligheden. Nok kan man sige, at kunstnerne ikke siger sandheden, men det betyder ikke, at kunstværkerne ikke siger noget andet og væsentligt. Det kan ikke oversættes til cost-benefit-analyser eller incitament til at blive længere på arbejdsmarkedet, men netop pointere det allerede selvfølgelige, at der gives andet og mere end cost-benefit-analyser, præstationer på arbejdsmarkedet og velstand som velfærd.

Som Per Højholt skrev for længe siden:

"At være samfundets samvittighed, det er vel alles pligt, og derfor netop ikke kunstnernes. Deres opgave er at gøre, hvad ikke alle kan, lave kunst, sådan at det ligesom bliver mere naturligt for folk at være samfundets samvittighed for eksempel ..."

Det kræver, at modtagerne lytter og tænker selv og gør deres kritik gældende i en offentlighed, der ikke tager det for givet, at Per Højholts poesi og Lars von Triers film er vigtigere end analyser fra en pæn mand fra regnearket Den Danske Bank. Det kræver sikkert også mere end det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu