Læsetid: 7 min.

Kunsten ikke at dø ung

Forfatteren Carsten Jensen holdt i denne uge en tale for kollegaen Tage Skou Hansen i anledning af 50-året forudgivelsen af Hansens debutroman 'De nøgne træer'
Forfatteren Carsten Jensen holdt i denne uge en tale for kollegaen Tage Skou Hansen i anledning af 50-året forudgivelsen af Hansens debutroman 'De nøgne træer'
5. november 2007

Kære Tage,

Du er et stort paradoks som forfatter, en omvandrende selvmodsigelse, vores største realist og største romantiker, en tæt registrator af mikroforandringerne i lilleputlandet Danmark og en påkalder af det store verdensomvæltende jordskælv.

De spørgsmål, du stiller, er livsnødvendige, men svarene undlader du, ikke blot fordi du ved, at det ikke er kunstens opgave at svare, men fordi svarene ville være nedbrydende, fortærende, ja, måske altødelæggende.

Kærlighed og højspændt, selvfornægtende idealisme, det nære samliv og menneskeofret på historiens alter, din kompasnål har peget mod begge poler. Livets store modsætninger har trukket lige magnetisk i dig, uden at rykke dig midt over, men også uden at drive dig ind i den typiske danske løsning, den altopslugende midte, hvor livets dynamik er suspenderet i midlertidighedens balancepunkt.

Du søgte altid det absolutte, og dog vidste du, at det absolutte var et ubeboeligt sted, hvor ingen kan tage ophold, men alt må forsvinde i et ildglimt. Var det så det nære, du besindede dig på? Nej, heller ikke. For i det nære anede du kedsomheden, eller endnu værre, uvæsentlighedens kvælergreb. Du er så dansk som nogen, og samtidig den mest udanske af os alle.

Kære Tage, du er ikke en, du er en kvartet, du har tre hovedpersoner, som også er dine tre livsledsagere; Holger, Gerda og Aksel. Du er deres dukkefører, men de er også din.

Damerne først, så lad os begynde med Gerda i din debut, besættelsestidsromanen De nøgne træer, hvis 50-års jubilæum vi er samlet for at fejre i dag.

Jeg vil starte med en tilståelse: Jeg har aldrig brudt mig om Gerda. Da jeg første gange læste romanen, kunne jeg ikke se, hvor meget tilbageskuende, senromantisk livsfilosofi, der var i den. Jeg kunne derimod se, hvor meget Hemingway der var i den, og jeg fandt, at det var det værste ved den amerikanske forfatters machismo, du havde overtaget, den masochistiske fryd ved afkaldet på lykken, den heroiske gestus, der i Holgers tilfælde forekom mig tom.

Holger er ung modstandsmand med en stærk vilje og et temperament, der ikke er fjernt fra bøllens. I sabotagearbejdet bliver han viklet ind i en menage a trois med gruppelederen Christian og hans kone, Gerda, som han ikke blot slår sig på, han ender med at strande på hende. Christian bliver hårdt såret, og Gerda må træffe sit valg.

I skyggen af krigens nødvendighed vælger hun pligten frem for kærligheden og tager med sin mand til Sverige. Romanen er slut, og det er Holgers liv i en vis forstand også, og jeg kan huske, hvordan alt i mig dengang under den første læsning gjorde modstand mod dette afkald. Hvad er krigens nødvendighed i De nøgne træer?

Hvad var i krigens nødvendighed i det besatte Danmark? Hvordan skrive en tragedie om et ualvorligt folk, for hvem krigen højst er en drengestreg?

Romanen selv har en logisk brist: Den sårede Christian skal til Sverige. Han er ikke længere en del af modstandskampen. Han er sat ud af spillet, så hvad er det for en nødvendighed, der tvinger Gerda til det fatale fravalg?

Krigen kræver ikke længere noget af dem. De er ude af den, så hvordan skulle den dog kunne diktere dem de mest personlige valg? Gerdas afkald er en tom gestus, og afspejler den i al sin ubegrundethed ikke din umulige ambition: at ville skrive en roman om krigen i et land, der ikke har kendt den?

Kineserne har en forbandelse: Må du leve i interessante tider. Der ligger en advarsel her mod al heroisme, al forvovenhed, alt dumdristigt projektmageri, og det er en advarsel, vi som danskere har inderliggjort i en grad, så middelmådigheden er blevet den grund, vores nationalkarakter rejser sig på. Al vores bestræbelse går ud på at leve i uinteressante tider.

En kedsomhed, der rækker helt ind i evigheden, er vores utopi. Udtrykket ’en dansk helt’ er i sig selv en lattervækkende contradictio in adjecto, og det er jo dette, Holger er, mere en livsfilosofisk konstruktion end en kriger fra virkeligheden, en mand med en maskinpistol, der skyder løs i en kolonihave, og alle ser de op fra kaffekoppen og ryster på hovedet ad ham.

Gerda har denne sære mund, der forandrer sig så meget i løbet af romanen. Den er først kort og svulmende, mut og spydig, ikke spor pæn. Så bliver den større, rød og våd, fortrukken af vellyst. Mange replikker kommer der ikke ud af den, og da hun endelig siger noget, er det nej. Hvem er hun i grunden?

Jeg tror, jeg ved, hvem Gerda er. Hun er Kleio, den græske mytologis muse for historieskrivningen, og det er Kleio, der gennem Gerdas røde mund siger nej til Holger. Historien vil ikke have ham. Sådan må det være i et leddeløst puslingeland, der fornægter historien som et rum for handling, og som praktisk anbragt et beskyttet sted på landkortet ligger i læ for de store storme. I Danmark behøver ingen fatale valg at træffes. De er altid overladt til andre, frem for alt til den såkaldte udvikling, som er lige så neutral, som den tilsyneladende er uundgåelig.

Hvad skal der blive af en arbejdsløs helt, hvis handlinger ingen effekt kan have? Holger ved det og siger det selv hen mod slutningen af De nøgne træer.

»Alt det, der kom bagefter, var ikke for mig og min slags.«
Tag handlekraften fra en helt, og der bliver ikke andet end undergangsviljen tilbage.

Det bliver det store skjulte livtag i resten af dit forfatterskab, Tage, kampen med og mod det indre mørke. Dit hovedværk, dine hovedpersoners liv, udspiller sig i krigens endeløse epilog. Det er romanerne om de eksistentielt overflødige, du skriver, Kleios vragede elsker, Holger, der alligevel lever videre efter afvisningen, og Aksel, der slutter sit liv i hendes dødbringende favntag.

Det er blevet sagt om dine romaner, at de handler om kunsten at ældes, men man kan sagtens tilspidse udsagnet og give det en anden drejning: De handler nok så meget om kunsten ikke at dø ung. Holger lærer den, Aksel, den fraværende hovedperson i 80’er-kvartetten, der indledes med romanen Springet, lærer det ikke.

Dit fokus i 70’erne blev den oprørske ungdom, ikke den romantisk-utopiske del af 60’er-oprøret, som din generationsfælle Thorkild Bjørnvig beskrev så indfølt i Oprøret mod neonguden, men den politiske del, ikke blomsterbørnene, men den hårde frugt. Holgers hele liv er jo et efterspil til hans egen ungdom, og jo mere en ny ungdom sætter tingene på spidsen, jo længere over stregen oprøret går, desto mere må Holger drages. Du endte med et profetisk fokus på terrorismen, hvor engagementet bliver til selvbrænderi og undergangsdrift, og Holger selv må afløses af Aksel, Anden Verdenskrigs unge døde, der gik over alle streger og endte på den forkerte side af den hårdt optrukne linje mellem civilisation og barbari.

Jeg tror ikke, du selv ved, hvilken enestående rolle du spillede i disse år. Du blev ikke blot en vidende samtalepartner for en langt yngre generation. Du blev en bestandig invitation til at deltage i den selvafprøvelse, du ubarmhjertigt udsatte dig selv for.

Du blev hemmelig faderfigur for en generation, der led under den kondition, der senere skulle blive beskrevet som fædreløshed, hvor rollemodellerne var sluppet op, og alt flød et frygteligt sted mellem overspændt idealisme og iskold nihilisme. Du havde været i de grænseegne, vi afsøgte.

Du var en budbringer fra de forbudte zoner og forstod både dragningen, men kunne også advare, en faderfigur, ikke i kraft af din autoritet, men i kraft af rækkevidden i din erfaring.

Jeg kan slet ikke komme i tanke om nogen af mine jævnaldrende, der ikke vedkender sig den dybe taknemmelighedsgæld, de står i til dig. Jeg tror, du gav os denne rodfæstede følelse af, at vi ikke var alene, ikke kun indespærret i den ungdommelig, selvoptagetheds luftboble, og det er det bedste værn mod desperationens overilethed.

I Aksel, den på en gang fjerne og bestandigt nærværende hovedperson, i din 80’er-kvartet om de værkbrudne riddere fra besættelsestidens runde bord, har du blottet dig helt og vedkendt dig slægtsskabet med en figur, der står på den modsatte side af dig, ikke med rødder i modstandskampen, men som frontkæmper i nazisternes krig.

I ham har du samlet al ungdommens galskab, dens livshunger og livsforagt, dens grænsesprængende søgen, som intet samfund kan rumme, hvis det ønsker at bestå. Du opsummerer ham i en sætning: Jeg vil have et væsentligt liv. Aksel vil se ned i afgrunden og have historien, de store handlinger, som elskerinde. Han sprænger alle kulturbarrierer og tidsafgrænsninger, han er ikke kun et barn af det 20. århundrede, men også af dets naboer, og der er et ekko af ham i islamismens selvmordsbombere.

Hans handlinger må vi fordømme, hans motiver er vores evige udfordring.
Tage, Aksel, Holger og Gerda. Din kvartet, hvor krigen og kærligheden, oprøret og sansen for det nære alle er hinandens rivaler.

De kæmper i dig, og da Gerda på forfatterskabets foreløbig sidste side beder Holger erklære sin kærlighed, siger han, at nu siger han det. Men ordene selv får vi ikke lov at høre, for kampen er evigt uafgjort.

Hvordan skal vi leve uden at svigte os selv? Hvad er væsentligt i livet, og hvad er uvæsentligt? Du er dansk litteraturs mest utrættelige spørger, og i et halvt århundrede har du holdt os alle i live med din utrættelige, altid uomgængelige spørgsmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu