Baggrund
Læsetid: 5 min.

Kvindekamp i Hollywood

En studiechefs kontroversielle udtalelser om ikke mere at ville lave film med kvinder i hovedrollen har fået gang i debatten om vilkårene for Hollywoods filmkvinder både foran og bag kameraet. Og der er grund til at tage debatten, mener Susanne Bier efter at have lavet 'Things We Lost in the Fire' i amerikansk regi
En studiechefs kontroversielle udtalelser om ikke mere at ville lave film med kvinder i hovedrollen har fået gang i debatten om vilkårene for Hollywoods filmkvinder både foran og bag kameraet. Og der er grund til at tage debatten, mener Susanne Bier
Kultur
2. november 2007

Mens der i øjeblikket tales om kvinder som mulige amerikanske præsidenter og danske statsministre, går snakken i Hollywood om, hvorvidt det store publikum overhovedet gider se kvinder have hovedrollen i en film. Efter at filmbranchebloggeren Nikki Finke i starten af oktober citerede Warner Bros-studiets produktionschef Jeff Robinov for at sige, at studiet ikke længere ville lave film med kvinder i hovedrollen, er der blevet sat fokus på kvinders position i filmbyen. Som en artikel i salon.com efterfølgende kommenterede, så flere kvindelige filmfolk udtalelsen som et destillat af en bredere antipati mod kvinder i branchen.

Robinov har afvist at have udtalt sig så kategorisk om kvinder i film og har bl.a. forsøgt at trække i land ved at sige, at han da gerne vil give en kvinde en actionhovedrolle, hvis bare det er "the right movie with the right actor and the right filmmaker at the right time". Hvilket formodentlig ikke er det næste stykke tid efter, at premierer som The Brave One med Jodie Foster og The Invasion med Nicole Kidman er gået dårligere end forventet. At give de kvindelige hovedrolleindehavere skylden for det er nok at finde de forkerte syndebukke, men som flere brancheanalytikere pointerer har film, der henvender sig til kvinder, det hårdt i øjeblikket, fordi kvinder ikke nødvendigvis vælter i biografen i den afgørende premiereweekend. Mens det store publikum af unge mænd ofte stormer ind for at se den sidste nye blockbuster, så snart den er ude, tager det tit længere tid og god word of mouth at mobilisere kvinderne - og så er det i Hollywoods hårde regnemetode ofte for sent.

Konventioner eller køn?

Susanne Bier havde for to uger siden premiere på sin første engelsksprogede film Things We Lost in the Fire, der er lavet for DreamWorks. Med 230.000 solgte billetter i åbningsweekendens 1.142 biografer var billetsalget ikke på højde med estimatet, men DreamWorks har alligevel sagt til Susanne Bier, at de betragter filmen som en succes. Formodningen er, at filmen på baggrund af gode anbefalinger fra tilfredse biografgængere stille og roligt vil sælge billetter, men som Susanne Bier siger til Information, kan man godt mærke, at filmklimaet har ændret sig i forhold til, hvor hurtigt en film helst skal præstere.

"For 3-4 år siden kunne en film godt få lov til at blive hængende, men det går ikke på samme måde længere. Nu er der næsten ikke tid til, at en film kan nå at få word of mouth."

Den svære balance

Susanne Bier har under hele produktionen følt opbakning til at lave den film, hun havde i tankerne.

Hun er ikke overrasket over den nuværende debat om kvinder i amerikansk film, men hun har ikke selv følt sig forskelsbehandlet som instruktør i Hollywood.

"Der er faktisk mange magtfulde kvinder i Hollywood, men det er rigtigt, at de fleste manuskripter skrives af mænd, og at mænd instruerer de fleste film. Jeg føler ikke, at branchen er kvindefjendsk, men jeg oplever til gengæld en angst over for alt, der ikke er konventionelt. Det er jo en forretning, og man kan godt blive bekymret over, hvad der sælger. Den her weekend åbnede en ny splatterfilm stort, selv om anmelderne betegnede den som en blanding af porno og splatter. Den udvikling kan jeg da godt blive lidt bekymret over, for det bliver let selvforstærkende, at der kun produceres og bruges penge på at markedsføre det, som er mest populært."

I en rundbordssamtale om 'Chicks behind the flicks' i salon.com i oktober, fremhæves det, at der i dag er flere kvinder i amerikansk film end tidligere, men der er stadig få og frem for alt få med en stabil karriere. Samtalen tager bl.a. fat i, at kvindelige instruktører tit laver en god independent film debut, men når de så når til film nummer to eller tre, falder det ofte sammen med, at de også gerne vil have et familieliv - og så bliver det svært.

Instruktøren Kimberley Pierce (Boys Don't Cry) beskriver det at lave film i Hollywood som en blood sport, og manuskriptforfatteren og produceren Laura Ziskin (To Die For, Spider-Man) kalder det 'tortur-sjov'. Samtalen drejer sig i høj grad om, at det ikke er muligt at forene en Hollywood-karriere med et acceptabelt privatliv, og der er ikke noget at sige til, at mange er nysgerrige efter at vide, hvordan Susanne Bier har forenet at lave 10 spillefilm med at have et familieliv.

Susanne Bier kom med Oscar-nomineringen af Efter Brylluppet i de amerikanske mediers søgelys, hvor hun bl.a. fortalte om betydningen af at skabe en reel mulighed for at balancere arbejds- og privatliv. Efter nu selv at have lavet en amerikansk film mener hun, at samfundskulturen frem for filmkulturen er det grundlæggende problem.

Mulighederne skal signaleres

"Det handler om samfundsformen. Det handler om, at der i samfundet skal være en accept af, at begge parter arbejder, men at man også skal kunne have et liv ved siden af karrieren. Det handler ikke om, at kvinder og mænd tænker forskelligt, men om at man som kvinde eller mand skal kunne have en tro på, at tingene kan lade sig gøre. Hvis man vil forbedre vilkårene for kvinder i amerikansk film, så tror jeg ikke på mere konceptuelle tiltag, men mere på helt praktiske ting: Børnehaver f.eks. De amerikanske kvinder har ikke samme muligheder for at få deres børn passet, og frem for alt ser samfundet anderledes på det. Det har omkostninger, hvis man satser på en karriere som filminstruktør, men omkostningerne behøver ikke at være urimelige."

Susanne Bier præsenterede sidste fredag Things We Lost in the Fire for en entusiastisk europæisk presse ved Rom Film Festival. Med Halle Berry i en markant hovedrolle så flere journalister filmen som et godt eksempel på en succesfuld film med en kvinde i centrum, selv om Benicio del Toro bestemt stjæler sin del af opmærksomheden som heroinmisbruger i kamp for at genvinde kontrollen over sit liv. Ved præsentationen i Rom lagde Halle Berry ikke skjul på, at hun havde kæmpet for rollen, fordi der er få kvalitetsroller til kvinder i Hollywood. Susanne Bier er enig i, at der er for langt mellem de gode kvindelige roller, men hun ser det ikke som sit ansvar at sikre, at de findes.

"Jeg føler et ansvar for at lave gode roller i al almindelighed. Hvis man skal tale om et særligt kvindeligt ansvar, så føler jeg et ansvar for at signalere over for unge kvinder, at det godt kan lade sig gøre at have en karriere som filminstruktør. Der er kvinder, som har taget nogle vigtige kampe for, at jeg kan være, hvor jeg er i dag. I nogle år har vi nærmest været lidt foragtfulde eller bagatelliserende over for deres betydning. Jeg tror, det er vigtigt at anerkende dem og også selv at være bevidst om, at man kan sende nogle signaler til unge kvinder i dag om, at mulighederne findes."

paradoks@inforamtion.dk

Things We Lost in the Fire har dansk premiere i januar 2008.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis film med kvinder i hovedrollen sælger dårligere end, hvis det var en mandlig hovedrolleindehaver, så er der jo ingen grund til at have en kvinde.

Det er nok bare lidt svært at måle, om det er kønnet som er udslagsgivende.

Men hvis man laver film til en gruppe, som skal man selvfølgelig lave den, som den gruppe gerne vil have filmen - ellers gider de jo ikke at se den.

Måske gider unge mænd bare helst se en person som de kan identificere sig med i "deres" actionfilm. Det er jo super rimeligt.

Så kan kvinder jo se actionfilm med kvinder, hvis da ellers kvinder overhovedet gider se sådanne film... Det er ikke min erfaring. Det giver jo ingen mening, at lave en film, som meget få gider og se. Ja, så skulle man i hvert ikke lave den for sin egen skyld.

Endnu en tynd anledning til promovere den overfladiske men ferme ligegyldighed Susanne Bier.
Men hun er snu nok til at signalisere hun vil lave en USA film der har noget med jødisk historie at gøre, for det giver maksimal goodwill i mange betydningsfulde kredse - og det ved hun jo bedre end så mange.

"Så kan kvinder jo se actionfilm med kvinder, hvis da ellers kvinder overhovedet gider se sådanne film... Det er ikke min erfaring."

Heller ikke her.
Man har ofte indtryk af, at de fremstilles af kvindesyns- og ligestillingspædagogiske grunde.

Af artiklen fremgår jo også, at der kan ligge kønspolitiske motiver bag produktionen:

"Jeg tror, det er vigtigt at anerkende dem og også selv at være bevidst om, at man kan sende nogle signaler til unge kvinder i dag om, at mulighederne findes."

En af de fedeste actionfilm, jeg har set, "The Long Kiss Goodnight" klarer sig fint med en kvinde i hovedrollen.