Kommentar
Læsetid: 4 min.

Længe leve madpakken!

At skolemad 'garanterer alle børn mad på lige vilkår' kommer til at ligne et forsøg på at gøre nogle forældres forsømmelser til et stort politisk udligningsprojekt, hvor man får pillet endnu mere ansvar fra familien
Kultur
30. november 2007

På Søndagsavisens forside i sidste weekend den 24.-25. november påstod kokken, Bo Jakobsen fra Restaurationen i København, at folk under 40 år ikke kan lave mad - ja ikke engang koge et æg. Har manden ret? Eller er han blot provokerende?

I artiklen blev han bakket op af sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen, der ligeledes påstod, at denne manglende kompetence især gælder børnene af første generation af udearbejdende mødre - dvs. danskere under 40 år, der i stadigt stigende grad finder familiens aftensmad blandt færdigretterne i supermarkedernes kølediske eller på billige takeaway-steder.

Et nyt mantra

Håndværket for at kunne partere en kylling, lave en sauce - eller bare en sovs - fra bunden eller en fromage er simpelthen gået tabt med begge forældres erhvervsdeltagelse, påpegede de begge.

De uheldige konsekvenser af vores ændrede livsstil sammenholdt med en ofte alt for stillesiddende tilværelse foran tv, computer og Play-station dokumenteres af et stigende antal både overvægtige børn og voksne.

Politikerne er især bekymrede over den tiltagende fedme hos børn og unge.

I den forbindelse er skolemad blevet det nye mantra: Et varmt, sundt og nærende måltid mad midt på dagen. Allerhelst finansieret over skatten som foreslået af Socialdemokraterne, eller over børnechecken, som en radikal folketingskandidat Torben Elsig-Pedersen fra Vejle, foreslog i valgkampen.

Efter manges overbevisning kan det kun gå for langsomt med at få ombygget alle landets skoler med køkkenfaciliteter til at kunne tilbyde gratis skolemad til samtlige danske skolebørn.

For godt til at være sandt

Den kedelige madpakke, som mange børn alligevel 'taber' på vej til skole, er fortid. Ligesom chips og cola - og wienerbrød fra den lokale bager - ikke længere bør udgøre de store skoleelevers frokostmåltid. Og når nu forældrene næsten ikke har tid og gerne vil aflastes i en travl hverdag, er det så ikke kun ret og rimeligt, at samfundet - tilmed et rigt velfærdssamfund, som det fremhæves gang på gang - træder til med en hjælpende hånd?

Danske skolebørn skal til at strutte af sundhed og vitaminer.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også. Men gid det dog var så enkelt at kunne pege på offentlig finansieret bespisning som vejen til at dæmme op for fedmeepidemien. Eller på flere cykelstier, som formanden for Nationalrådet for Folkesundhed, professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen, gjorde i Ugeskrift for Læger først på året efter en undersøgelse havde dokumenteret mange skolebørns alt for fysisk passive hverdag.

Man kan naturligvis ikke afvise, at man både med varm mad til frokost og flere cykelstier i det mindste har gjort noget. Noget, der umiddelbart peger i den rigtige retning: For bliver børn udelukkende spist af med underlødig og fedende mad i hjemmet, er de så ikke bedre tjent med at blive bespist på skolen, hvor en økonoma har haft en finger med i spillet? Jeg tvivler. Ikke mindst fordi de mange eksempler på halvdårlig mad, der allerede serveres i offentlig regi - på plejehjem og hospitaler - ikke tjener til at overbevise om skolemadsprojektets succesfulde resultat.

Ringe kvalitet

Sund mad koster. Og der gives desværre ingen garanti for, at børn spiser det. Det måtte den idealistiske kok, Jamie Oliver sande i England, hvor et storstilet skolemadsprojekt, han var primus motor i, skulle udgøre et sundere og mere delikat alternativ til de engelske skolebørns sædvanlige præferencer for fish and chips, pizza og burgere.

En fornuftig holdning til mad starter hjemme i familiens køkken hos voksne, der har tid til at lave mad - sund mad - og erkender deres fulde ansvar for børnenes trivsel. Og for deres egen.

Det er der ganske vist nogle forældre, der har meget svært ved. Men de udgør dog trods alt ikke flertallet, vil jeg - modsat Bo Jakobsen - påstå.

Skulle en meget stor gruppe af borgere, der ellers normalt regnes for både veluddannede, superkompetente og i stand til at multi-taske pludselig ikke evne at smøre en sund og indbydende madpakke, deres børn kan li'? Det ligner både et mistillidsvotum til forældrene og endnu et domæne tab for familien.

Nogle af argumenterne for at flytte frokostmåltidet over i kommunalt regi lyder fra bl.a. Familie og Samfund, at det "sikrer en bedre indlæring i folkeskolen," og at det "garanterer alle børn mad på lige vilkår."

Fred madpakken

Med hensyn til det første er det rigtigt, at god ernæring befordrer en bedre forståelse. Flere skoler har taget konsekvensen af denne viden og serverer nu morgenmad til de skolebørn, der møder op uden at have fået hverken vådt eller tørt.

Burde det således også føre til forslag om, at morgenmad gøres til et offentligt anliggende? Eller burde det snarere føre til lidt råd og vejledning til de pågældende forældre, der løber fra deres forpligtelser?

Argumentet om at skolemad "garanterer alle børn mad på lige vilkår" kommer til at ligne et forsøg på at gøre nogle forældres forsømmelser til ét stort politisk udligningsprojekt, hvor man - som før omtalt - får pillet endnu mere ansvar fra samtlige familier.

Og spørgsmålet er, om det er den rette vej at gå? Risikerer vi ikke nemt, at mange forældre med god samvittighed ender med at sløjfe det varme aftensmåltid, når nu børnene har spist i skolen? Et måltid, der altid har tjent som en vigtig samlende funktion for hele familien.

Måske burde vi frede madpakken i klasse A, men samtidigt lade den minde os om dagligt, at der er nogle ting, vi forældre kan gøre bedre-

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her