Læsetid: 10 min.

Landet hvor kunsten vokser gennem skudhuller

I Bosnien går rigtige generaler i teatret. Spøgelseshusene bliver stående. Kaffen skal drejes med koldt vand. Og alle kan regne ud, hvornår den næste krig kommer
Fortiden findes overalt i Bosnien. Alene i Sarajevo kostede krigen i 1992-1995 10.000 døde og flere end 50.000 sårede.

Fortiden findes overalt i Bosnien. Alene i Sarajevo kostede krigen i 1992-1995 10.000 døde og flere end 50.000 sårede.

Matti Blomqvist

13. november 2007

SARAJEVO - I drømmen sidder jeg inde i et gammelt, nedlagt muslimsk bad, midt i Sarajevo. Jeg stirrer op i de lyseblå hvælvinger, og i sofaen ved siden af mig sidder den store general - ham med skønhedspletten over kinden, der fik byen gennem belejringen. Han fodrer mig med bolsjer, mens en pianist er ved at krybe ind mellem de sorte tangenter på et Steinway ...

Men nej, det er ingen drøm. Det er virkelighed. Jeg sidder her til en midnatskoncert under Mess Teaterfestivalen i Sarajevo. Ved min side sidder Jovan Divjak, den serbisk-fødte general, der blev den største bosniak under krigen i 1992-95.

Jeg har lige mødt ham, helt tilfældigt, fordi vi et par timer forinden kom til at sidde ved siden af hinanden til en teaterforestilling. Jeg forstod ikke en lyd af den bosniske oversættelse af de litauiske skuespillere i Den arabiske nat. Til gengæld faldt jeg i snak med min ranke, fransktalende sidemand. Undervejs kom jeg til at nævne krigen og le grand general. Og så smilede han bare overbærende og sagde: "C'est moi - det er mig, der er den store general". Gæstfrit inviterede han mig videre med til koncert. I Bosnien går rigtige hærførere åbenbart i teatret.

På vejen til klaverkoncerten tager den 70-årige Divjak mig med langs en blodigturistrute. Første stop er basaren, hvor den første bombe henrettede 63 mennesker tilbage i 1992. Inde bag basar-bordene er alle ofrenes navne malet på bagvæggen. Divjak læser højtideligt op af navnene.

"Alle blev ramt. Muslimer, jøder, katolikker, ortodokse," siger han. "Krigen kostede Sarajevo 10.000 døde, og de 1.500 var børn. Forstår De tallet? 1.500!"

Efter krigen har Divjak ledet organisationen OGBH, der støtter krigens børn; de sårede eller forældreløse børn, der i dag er teenagere eller i 20'erne. Måske er det også derfor, så mange unge hilser på ham på gaden. På asfalten ud for basaren har nogen malet røde pletter i forskellige størrelser; en rød plet for hver af de dræbte.

Sontag uden snigskytter

Sarajevo er ellers så nydelig. Facaderne stråler, og butikkerne bugner af mærkevarer. Men inde i baggårdene er husmurene fulde af skudhuller. Og når man kører lidt uden for byen, er husene perforerede som kasserede oste.

"Sarajevo var byen uden vinduer," fortæller Nihad Kresevljakovic fra Mess Teaterfestivalen. Han producerede Susan Sontags Mens vi venter på Godot under belejringen. Det var ovre på Sarajevo Youth Theatre, der er en lille blackbox-scene med palisandervægge og glasboblelamper.

"Vi fulgte ikke Becketts regler. Livets regler blev jo heller ikke fulgt," lyder det pragmatisk.

Rent praktisk var det et problem, hvordan publikum skulle komme i teatret uden at blive ramt af snigskytter. For Sarajevo var den berygtede sniper city med snigskytter, der gemte sig på hustage og ved gadehjørnerne. Da jeg spørger min general, forklarer han, hvordan soldaterne blokerede vejene med containere, så kugler og granater forhåbentlig ramte metallet først. Divjak taler med største naturlighed om teater-forestillingerne - som om det var en af de vigtigste opgaver at skaffe borgerne adgang til kunst. Sådan på linje med vand og mad.

Tørklæder og bogbrand

Måske er kunsten vitterlig Bosniens redning. Men i dag spænder pengemangel og arbejdsløshed ben for landets knap fire millioner indbyggere. Og tallet rasler nedad, for alle, der kan flytte til udlandet, gør det; drømmen om EU-medlemskabet har for lange udsigter. Jovist, den lille del nyrige vælter sig i korruption og mafiapenge, for retssystemet har tilsyneladende lige så mange skudhuller som husene. Men middelklassen er stort set forsvundet, og alle de andre danner nu en trøstesløs underklasse. I Bosnien er folk bare også blevet splittet op efter religion: I muslimer, ortodokse og katolikker. Protestanter og ateister er der så godt som ingen af. Romaernes tros-forhold veksler, men de er så usselt registrerede, at de knap tæller med.

Bosniakkerne i Sarajevo ser ellers så nydelige ud, sådan som de går ned ad gaden. Kun få bærer tørklæde her, hvor muslimerne er i overtal, og hvor der er udsigter til minareter hele horisonten rundt. De fleste kvinder har tjekkede frisurer i alverdens farver, og teenagepigerne stråler med deres eventyrmakeup, der sender tykke kohl-hilsner til Sheherazade.

"Det er svært at skaffe penge til Bosnien, simpelthen fordi vi ser for pæne ud," lyder det ærgerligt fra modelsmukke Amira, der selv knokler for en NGO.

Men moderigtig indpakning eller ej, så har alle over 15 år i dette land lyden af skud siddende i kroppen. Krigs-invaliderne har efter sigende flest fonde at søge hjælp hos, men pengene er små, for der var over 50.000 sårede alene i Sarajevo. Disse menneskers kropsofre virker pludselig så flovt meningsløse her i solen ved Sebilj Brønden, den gamle dueplads midt i byen. De er jo bare i 30'erne, disse skamskudte mænd, og dog har de blikke som 80-årige. Men her står de altså og sælger patronhylstre sat i nøgleringe som groteske krigsminder.

Alligevel mærker man Sarajevos stærke kulturidentiet. Den, der blev så dybt såret, da Nationalbiblioteket stod i flammer i 1992, og to millioner bøger gik tabt. Genopbygningen er kun nået til de smukke gipsbuer indenfor; der er stadig hamret affaldsbrædder for de eksotiske vinduesåbninger.

Ståpladser ved granater

Også politikerne klynger sig til kulturen. Sarajevos canton-premierminister, Samir Slajdzic, inviterer spontant teaterfestivalens internationale gæster til formiddagskaffe. I det gamle jugoslav-rådhus med blå-gule faner og lydløse sekretærer erklærer han teatret sin kærlighed:

"Sarajevo Film Festival i august er vigtig for byen. Men Mess Teaterfestivalen i november er endnu mere kraftfuld og følelsesladet. For her kommer der ikke blot filmruller i æsker, men levende skuespillere og teknikere fra andre lande, og derved opstår der virkelige møder," siger den modeskaldede politiker.

Hvorefter han straks sikrer sig et håndtryk af dette års hædersgæst, Eugenio Barba fra Odinteatret.

Både han og festivalens leder Dino Mastafic kan også sagtens være stolte. Festivalens 22 internationale forestillinger er komplet udsolgte. Alligevel strømmer folk til forestillingerne. De stiller sig bare i kø uden for teatrene, indtil de bliver lukket ind til autonome ståpladser. Nogle gange er der lige så mange, der står op, som der sidder ned; Sarajevos teaterbrandmænd er ikke tøsedrenge.

Det er Sarajevos borgere heller ikke. Bjergskråningerne er overstrøet med granater og miner, men det koster uhyrlige summer at få renset jorden, så det er fortsat farligt at færdes uden for asfalt. På en lille vandretur op til en af byens alt for mange kirke-gårde, slår jeg ind på en lille sti. Der har tydeligvis allerede har gået adskillige fødder i græsset samme morgen. Men så får jeg pludselig øje på nogle heftige advarselsskilte med dødningehoveder. Min puls ryger i vejret, og herefter nægter mine ben at fortsætte forlæns.

Mostar med vanddunke

Men Bosnien er ikke kun Sarajevo. Byen Mostar er yderligere en brat opvågnen til virkeligheden. Byen ligger bare tre timers rejse syd for Sarajevo gennem de smukkeste efterårsbjerge langs med Neretva-floden.

I Mostar drømmer man ikke om generaler og svundne krige. Her er krigen stadig nærværende, fordi de sønderskudte huse stadig ser ud, som om deres beboere lige er flygtet ud af dem - hvis altså ikke det var for de meterhøje træer, der nu gror mellem afrevne badeværelsesfliser og nedsmeltede vinduesrammer: På 12 år bliver bombede huse til ruiner; her er det hvert tredje hus inde i byen. Ejerne er enten døde eller flygtede, og arvingerne har ikke råd til at rydde resterne. Kun byens parker er konsekvent omlagt; de er blevet til kirkegårde.

Mostars største problem under krigen var ikke snigskytterne; det var indespærringen. Frontlinjen kom til at gå lige ned midt gennem byens boulevard, og pludselig blev borgerne delt i deres egen by. Over 60.000 mennesker var isoleret i bymidten hen ved et år.

"Det værste var ikke, at vi ikke havde noget vand," forklarer den nu 57-årige Sead Dulic, der er kunstnerisk leder af både Mostar Youth Theatre og af festivalen i Mostar.

"Det værste var næsten, at vi hele tiden kunne høre floden ..."

Eneste mulighed var at risikere livet for en tur med en plasticdunk ned til floden i ly af natten.

Dulic viser stille rundt i denne by, der føler sig glemt af verden og svigtet af EU. Selv NGO'erne har forladt ruinerne i utide. Alligevel spiller hans teater forestillinger; lige nu holder ungdomsteatret til i et halvt renoveret kælderrum under en skrånende svømmehal.

"Det er svært om vinteren," som en ung skuespillerinde udtrykker det.

Og så peger hun på væggen, hvor varmeapparaterne engang skal sidde.

Blodet fra broen

Selvfølgelig fører Dulic os hen mod resterne af Mostars berømte bro, som brød sammen under beskydningerne i efteråret 1993. Den bro, der for længst har overtaget symboleffekten fra Latinerbroen i Sarajevo, hvor attentatmanden Princip i 1914 skød den østrig-ungarske tronfølger Frans Ferdinand og hans hustru, hvorved Første Verdenskrig blev en realitet.

"Da broen faldt i vandet, viste det sig, at stenene havde noget rødt i sig," fortæller en af Dulics unge skuespillere, der selv tilbragte over 100 dage i en fangelejr.

"Floden blev helt rød. Derfor siger vi heller ikke, at broen blev ødelagt. Vi siger, at broen blev dræbt."

I dag er broen fra 1556 rekonstrueret helt ned til mindste detalje med den sjældne stendrejning. Og Mostars unge mænd kaster sig igen ned fra det strittende metalrækværk i det iskolde vand. Men nu er det ikke længere kun for at vise, at de er rigtige mænd. Nu er det for at tjene de 100 euro, som blæreprisen er sat til.

Irak eller Tuzla

Penge kan næsten ikke tjenes på ordentlig vis i Bosnien. Et almindeligt job giver omkring 400 bosniske mark (1.500 kroner) om måneden; en universitetsprofessor tjener omkring 600 mark. Arbejdsløsheden er mindst 30 procent, og mange jobs skal du betale dig til. Problemet er også at få et sted at bo. Lige efter krigen og jugoslav-regimets sammenbrud fik alle lejere tilbud om at købe deres egen lejlighed meget billigt. Men siden er priserne bare steget, så mange forsøger nu at komme til udlandet, så de kan tjene hurtige penge og lægge alt på bordet på én gang. Grotesk nok søger en del bosniakker krigsjob i Irak hos amerikanerne. Men i det nykapitalistiske Bosnien er markedsvilkårene brutale; netop på grund af de nyrige er huspriserne steget vildt. I Sarajevo er de fordoblede alene inden for det sidste år.

Ellers kan man selvfølgelig bare købe et hus et sted ude på landet. Hvis man altså ikke har det med at få mareridt over ruiner. En ufrivilligt lang taxitur - tværs gennem Bosnien, fra Sarajevo mod nordvest til Zenica og helt til Zagreb i Kroatien - afslører et land, der er fuldstændig smadret. Kilometer efter kilometer med smukt, fladt landskab, men lutter sodede ruiner.

"Først beskød de området med mortergranater. Så kørte de igennem landskabet og skød dem, der ikke havde nået at flygte - og så satte de ild til husene," forklarer den bosniske Alisa på bagsædet.

Hun får et fjernt udtryk i øjnene, mens taxichaufføren med ågerprisen og tyrenakken speeder op i den alt for nye BMW, så speedometeret når op over de 200 km/t. Kun hist og her er folk flyttet tilbage til deres huse og har sat blomster i krukker. Måske for at mildne udsigten til spøgelsesnaboerne.

Alisa er selv fra Tuzla oppe nordpå.

"Mortergranater er meget farligere end kugler, fordi deres metalstykker hvirvler gennem luften og flænser kroppene op," forklarer hun pædagogisk sin krigsuerfarne medpassager.

Og så fortæller hun om den aften, hvor hun tilfældigvis ikke gik med teenagevennerne til fest på torvet nede i byen. Den aften i Tuzla, hvor 71 blev dræbt på én gang, og næsten 200 blev såret. Den aften, hvor en af hendes venner mistede foden og en anden hele benet - og hvor hendes veninde stod uskadt inde i midten af gruppen og blev beskyttet af de andres kroppe.

"I en by med næsten 50 procent arbejdsløshed er der ikke job til krigsinvalider," siger Alisa barsk.

Selv har hun fået job i udlandet de næste to år, men et job er også den eneste reelle mulighed for at få et visum væk fra Bosnien. Næsten mekanisk fortsætter hun opremsningen fra krigens afsavn: Den desperate drøm om at købe en sæk kartofler, om det så skulle koste vielsesringen.

Smøger til kaffen

Sulten fra krigen har tydeligvis sat sig i de slanke bosniakker. Der er næsten ingen, der spiser, når de mødes. De ryger bare deres stinkende stærke cigaretter uden filter. Hvis det går højt, drikker de den heftige, bosniske kaffe fra de små kobberkander. Dem, som kobbersmedene stadig sidder og banker på, som om tiden i Bosnien er gået i stå.

"Lad mig vise dig hvordan," siger min eleganteMostar-ledsager.

Så hælder han tre små skefulde koldt vand ned i kaffen og rører rundt.

"Nu er grumset dalet til bunds sammen med vandet," siger han symbolsk og hælder kaffen over sukker-knalden. Som om han taler om fortiden.

Men fortiden er overalt i Bosnien. Inde i Sarajevo har generalen taget afsked, efter han galant har fulgt mig hjem gennem nattegaderne. Og nu ønsker en sortøjet ildsjæl fra teaterfestivalen tydeligvis at nå frem til en konklusion.

"Der er højst 50 år mellem vores krige," forklarer han blidt.

"Da min farfar kom tilbage til sit hus efter Anden Verdenskrig, var det ødelagt, så han måtte bygge et nyt. Så arvede min far huset, men da han kom tilbage efter den bosniske krig i 1995, var det også ødelagt, og så måtte han bygge sig et nyt. Sådan er det bare i Bosnien."

Mess Teaterfestival afholdes i Sarajevo hvert år i november. I år deltog Odin Teatret med 'Andersens Drøm'. Tidligere har Betty Nansen Teatret besøgt festivalen med 'Woyzeck'. www.mess.ba

OGHB, Education builds Bosnia and Hercegovina, er en organisation i Sarajevo, der støtter børn og unge fra den bosniske krig. www.ogbh.com.ba

Serie

Seneste artikler

  • Æresbegreber stopper Kosovo-domme

    7. juli 2008
    Ingen vil vidne i sagerne efter det blodige etniske opgør i 2004, hvor snesevis af serbere blev dræbt, og hundredevis af serbiske huse og flere ortodokse kirker blev sat i brand
  • Brug for ægte ledere

    22. marts 2008
    SEJDI HALILI er en gammel mand i det nordlige Albanien, far til otte sønner. Han har en gåsehuds-smuk historie at fortælle
  • Voldsomme uroligheder i Nordkosovo styres fra Beograd

    18. marts 2008
    I går satte det serbiske mindretal i byen Mitrovica ild til FN-biler, kastede med sten og affyrede granater, efter at det besatte domhus i byen var blevet ryddet af de internationale styrker. Ifølge kilder fra både Serbien og Kosovo koordinerer den serbiske regering urolighederne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu