Nyhed
Læsetid: 1 min.

Et liv på lykkepiller

Kultur
22. november 2007

Tre nyudkomne amerikanske bøger sætter kritisk fokus på det stigende forbrug af lykkepiller og medicinalindustriens rolle i udviklingen. Bøgerne er bidrag i en bredere debat om kulturens rolle i diagnosticering og behandling af sygdomme.

I The Loss of Sadness påpeger Allan V. Horwitz og Jerome C. Wakefield, hvordan depressionstilstande ikke differentieres, sådan så dyb depression og ked-af-det-hed ses under ét. Selv Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er ifølge forfatterne med til at sikre de store medicinalfirmaer tonsvis af penge på psykofarmaka, når de beskriver depression som den anden største årsag til invaliditet på verdensplan.

Christopher Lanes bog Shyness, om hvordan normal opførsel bliver til sygdom, tager fat i det problematiske i at gøre kulturelt- og socialt uhensigtmæssige karaktertræk til syge karaktertræk. Bogen beskriver udviklingen i lykkepilleindustrien, der med opfindelsen af SSRI-præperater (selektive serotoningenoptagelseshæmmere) som Prozac og Zoloft har fremstillet næsten bivirkningsfri medicin, der balancerer på en hårfin grænse mellem sygdomsbehandling og medicinering mod sociale handikap, såkaldt 'kosmetisk psykofarmakalogi'.

Psykiater og professor David Healys Let Them Eat Prozac er et angreb mod den enorme politiske og økonomiske magtfaktor, som medicinalfirmaerne - 'Big Pharma', som han kalder dem - udgør.

"Big Pharma laver ikke bare reglerne; den køber regelbogen," lyder det fra Healy. Anmeldelse og kritik af bøgerne kan findes på www.nybooks.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her