Læsetid: 5 min.

Livet på lægterne

Rigtige fodboldfans vil se det med egne øjne, fornemme intensiteten ved et mål eller føle den fælles sorg, der knytter sig til samme. Og det uanset om det handler om lutter vindere i Liverpool FC eller skandaleråb i Besiktas
-Jeg lukkede mine øjne og ønskede aldrig at åbne dem igen. For hver gang jeg gjorde det, blev der scoret igen,- skrev den tyrkiske avis Hürriyet dagen efter Besiktas gigant-nederlag til Liverpool, der endte med et 8-0 til Liverpool.

-Jeg lukkede mine øjne og ønskede aldrig at åbne dem igen. For hver gang jeg gjorde det, blev der scoret igen,- skrev den tyrkiske avis Hürriyet dagen efter Besiktas gigant-nederlag til Liverpool, der endte med et 8-0 til Liverpool.

Martin Rickett

10. november 2007

I fodbold er vinderne i orgiastisk ekstase, mens taberne dingler på randen af selvmord. Ægte fans vil allerhelst være der. Det gælder om at mærke suget fra menneskehavet, fornemme intensiteten, når hjemmeholdet er ved at score, eller tage del i den fælles sorg, der kan hvile som en tung kappe over stadion, når udeholdet - de bastarder! - er ved at få taget på kammeraterne nede på grønsværen.

Tirsdag aften, kl. 22.30 på Anfield Road, var der lutter vindere blandt 'The Kop', Liverpool FC's berygtede lægte. 16.000 fans med bannere, tørklæder og fadølsrøde strubehoveder brølede en skønsom blanding af Peter Crouch-hyldest og tenorklingende strofer fra slagere som Poor Scouser Tommy, Liverbird Upon My Chest og ustoppelige You'll Never Walk Alone ud i Anfields stjernehimmel. At dømme efter udsagnene, som er skingre nok til at blive hørt på fjernsyn, er der ikke megen gudfrygtighed i hobens selvforståelse. Et kig i annalerne fortæller ellers en anden historie. Havde det ikke været for kirkernes sociale arbejde, var Liverpool FC aldrig blevet til andet end småkriminelt boldspil på gaden. Hundrede år senere har Merseyside netop slået den tyrkiske Champions League-klub Besiktas med tegneseriecifrene 8-0. Hattrick af Yossi Benayoun og to kasser af fyrtårnet Crouch. Man tror det er løgn, for 14 dage forinden tabte Rafael Benitez' mandskab 2-1 i Istanbul.

I et langt århundrede har tilhængerne sunget støtten til The Reds på et fundament af murbrokker og krigsminder. Da man rejste tribunen i 1906, blev den døbt 'Spion Kop'0. Navnet kommer af den sydafrikanske høj Spioenkop, hvor over 300 britiske soldater døde i et af Boerkrigens blodigste slag. De fleste af dem var fra Merseyside og omegn. Og hvor bliver de af, spørger gamle Liverpool-supportere, når arenaen flytter til Stanley Parks hypermoderne faciliteter? Men 8-0 over drengene fra Bosporus er nu et fedt plaster på såret. Det er rekordsejr i Champions League, men det smager af tidløs nedsabling.

Samme aften havde græske Olympiakos besøg af de spanske mestre fra Real Madrid. Træner Takis Lemonis, som med god grund kunne ærgre sig over madrilenernes 4-2-gevinst i det første opgør, henviste med stolthed til stemningen på Karaiskakis Stadion i Piræus. Lige som i Liverpool hviskes der mytologisk om frihed og styrke under sæderne på de 33.000 hujende fans. Georgios Karaiskakis var en af heltene under Uafhængighedskrigen for 170 år siden, da grækerne frigjorde sig fra det ottomanske overherredømme. Karaiskakis blev dræbt i kamp 1827 i Faliro, syd for Athen. Olympiakos har vundet det græske mesterskab 34 gange, og det er stadig kun hjemmepublikum, der har adgang til Karaiskakis Stadion, når arbejderklassen fra Olympiakos duellerer med arvefjenderne fra Panathinaikos' bourgeoisi. Statistikken er tyk af ofre.

Fans med ryggen til

Tirsdag aften i Piræus handlede om midtbanen. I fraværet af elegantieren Guti havde Bernd Schuster udvalgt Gago og Diarra som dobbelt bolværk på den defensive midtbane. Til gengæld skulle hollandske Wesley Sneijder, der bærer David Beckhams gamle 'nr. 23' på ryggen, agere i de frie rum og allerhelst stå for en mesteraflevering eller to frem til spydspidserne Ruud van Nistelrooy og Raúl González.

Og det gjorde han så. Med en pasning, som lignede Gutis trademark, tryllede han Nistelrooy fuldstændig fri foran Antonios Nikopolidis, men desværre for Real kom overlæggeren i vejen. Tidligere i kampen var det stolpen. Det forblev 0-0 i Piræus, og begge hold kunne for så vidt være ganske tilfredse. Men for fans - især dem, der lever på lægterne - er træværk ikke bare dødt materiale. I stedet er det onde vilje fra fjendens helvedeshus eller godhedens forløsende instrumenter. For madrilenerne var stolpe og overlægger naturligvis et levende bevis på Djævelens eksistens dén aften på Karaiskakis.

Hardcore fans ser fodbold med ryggen til, fordi de har travlt med at råbe i megafon og opildne kammeraterne. Under alle omstændigheder sidder de ikke ned. Der var engang, sukker de, da der for alvor kunne stuves menneskemasser sammen til fodboldopgørenes symbolske krige. Se nu bare tyrkiske Fenerbahce, der onsdag aften havde Kenneth Perez' hollandske PVS Eindhoven på visit. Dem, der sidder på 'Fenerium'-tribunen, kan prale af indbyggede LCD-monitorer i sæderne (ligesom i fly), og gæster på 'Maraton'-lægterne har fri adgang til internet og mødefaciliteter. Vi er på den anatolske side af Istanbul, i distriktet Kadiköy, hvor det vrimler med kultur og turister på jagt efter basarguld. Fükrü Saraco-lu Stadium, hvor Fenerbahçe Spor Kulübü holder til, er begavet med fem UEFA-stjerner, og med til æren og luksussen hører værtskab for UEFA Cup-finalen i 2009. Alt dét var Perez og PSV nok ligeglade med efter 2-0-nederlaget i Istanbul.

Nej, det var ikke lige så sensationelt, som da Manchester United sikrede sig pokalen efter to lynmål i overtiden på et festpakket Camp Nou i 1999, eller i 2005, da adrenalin og kampvilje tog pokker i Steven Gerrard og resten af Liverpool og forvandlede Milans 3-0-føring til samlet sejr og 'Mirakel i Istanbul'. Men de var tæt på, italienske Inter. Hvem skulle ellers ha' troet, at opkomlingene fra CSKA Moskva langt ind i første halvleg ville føre med 2-0?

Så forstår man, hvorfor Enhedslisten aktuelt fremturer med senmoderne myter om den svenske succesindvandrer Zlatan Ibrahimovic. I onsdags var han kongen af Inters blå-sorte kontraer, og hans drillerier, skudfinter og kanonstød - se for Guds skyld hans drømmehug til 4-2 på YouTube - var jo netop en anarkistisk lurendrejer værdig. Altså sådan én, der nægter at lade sig grovsortere under faste former og snærende systemer. Og sådan én, der med et snuptag finder den anden af kampens profiler, Esteban Cambiasso, som ligeledes kvitterede med to mål på det slemt affolkede Stadio Giuseppe Meazza - også kaldet San Siro blandt venner.

Det lignede Boerkrigen

I Besiktas' tyrkiske bagland taler man med store bogstaver efter choknederlaget på 8-0. Massiv mediestorm med overskrifter som 'skammens aften' og 'træk holdet fra Champions League' har gjort sit til træner Ertugrul Sagrams utidige opsigelse forleden. Det lignede noget fra Boerkrigen. "Jeg lukkede mine øjne og ønskede aldrig at åbne dem igen. For hver gang jeg gjorde det, blev der scoret igen," skrev avisen Hürriyet dagen derpå.

Da Umberto Eco var teenager, tog hans far ham med på stadion. Fra da af åbnede der sig en verden af beåndet afsky for den spirende akademiker. Fodbold er, som han skriver, en negativ filosofi, hvor Gud er forvandlet til et hul i himlen. På grønsværen er der ikke andet end ubegrundet fiktion og kosmisk meningsløshed. Og dog, det er hverdagens uvirkelighed, som midt på Anfield, Karaiskakis, Sükrü og San Siro får det til at risle varmt ned ad ryggen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu