Læsetid: 3 min.

Løgn og trolddom

Vi begynder denne nye klumme med at spekulere lidt over litteratur. For litteratur er jo løgn, og hvad skal vi med løgn?
Kultur
22. november 2007

Løgn og trolddom er titlen på en af den italienske forfatter Elsa Morantes store romaner. Men det kunne i virkeligheden være overskriften på al god litteratur. Skønlitteratur er løgn, det er noget forfatteren har opfundet, og samtidig besidder løgnen evnen til at tryllebinde læseren med den trolddom, der består i at gøre fiktive universer virkelige.

Men litteratur foregår ikke kun mellem bog og læser, den foregår også mellem forfatter og manuskript. I praksis flyder processerne imidlertid over i hinanden, for også hos forfatteren er det vist løgn og trolddom, der er på spil. Således fortalte Naja Marie Aidt engang, at hun, da hun var barn, løj så stærkt som en hest kunne rende.

"Det holdt først op, da jeg begyndte at skrive næsten hver dag som 16-17-årig," sagde hun - hvorpå hun tilføjede: "Men faktisk kan jeg stadig mærke, at jeg får det dårligt, hvis jeg ikke skriver i længere tid."

"Man reagerer voldsomt på det ydre liv, når man har et voldsomt indre liv," forklarede hun, og digtning var en måde at ordne verden på. Hun fik et sted at anbringe det, der foregik inde i hovedet, og i og med at det blev til litteratur, kunne hun samtidig føle, at det ikke havde mindre betydning end det, der foregik i den ydre verden.

Litteratur kan altså opfattes som en betydningsfuld måde at ordne den indre verden på, så denne kommer til at favne mere end pladestikkeri, dagdrømme og høflige usandheder. Når man læser litteratur, får man organiseret et stykke af sin egen virkelighed, ydre såvel som indre. Og det, der foregår inde i hovedet, får, som Naja Marie Aidt siger, lige så stor betydning som ydre begivenheder.

Et værn mod overmagt

Dette er vigtigt. Hvis man kun forholdt sig til den ydre verden, ville man være fanget i en binding til det konkrete, der hurtigt ville slå psyken med en dødelig træthed. Bevidstheden ville begynde at kværne rundt i det samme og det samme; handlinger - egne og andres - pligter, huske, glemme, udføre sit arbejde - pligter igen ... Jeg forestiller mig, at det er det, der sker med stressofre. Den ydre verden bliver overmægtig og opæder deres indre liv. Faktisk nøjagtig det modsatte af det, den unge Naja Marie Aidt var udsat for. Her var det indre liv så overmægtigt, at kun løgn og forbandet digt kunne sætte skik på det.

Det rodsammen af ydre og indre, som litteraturen nærer sig af, får desuden et ekstra skub, når erindringen melder sig. Her blandes løgn og virkelighed på mere og mere givende måder, fordi tiden mere og mere ophæver den praktiske nødvendighed af at skelne mellem ydre og indre virkelighed. Günter Grass udrykker det således i sine erindringer, Når løget skrælles.

"Sådan holder historier sig friske. Eftersom de er ufuldstændige, må de opdigtes mere righoldigt. De er aldrig færdige. Altid venter de på en lejlighed til at blive fortsat eller fortalt modgående."

Vi har brug for, at vores erindring yngler. Vi har brug for, at impulser sætter erindringskæder i gang. Som Prousts Madeleinekage. Vi har brug for den proces, hvor erindring, fantasi, følelse og ydre virkelighed rodes sammen og indgår nye forbindelser.

Men er det kun litteraturen, der kan fortrylle med løgne? Hvad med film for eksempel? Naturligvis kan film give store kunstneriske oplevelser, men de er af en anden art. Den billeddannende evne, som litteraturen besidder, fås paradoksalt nok ikke på film. Film tolker på to fronter, både sprogligt og billedmæssigt, litteraturen holder sig til sproget. Sproget skaber selv alle bogens dimensioner, hvilket gør litteratur mere åben og uafgjort. Derfor kræver litteratur en medfortolkende indsats af læseren, en skabende position, hvor der i læseren kan foregå refleksioner og følelsesmæssige gennembrud, som er i familie med dem, der foregår med forfatteren. Ingen andre kunstarter indbyder i den grad modtageren til at dele og undersøge et indre univers. Som læser bliver man medskaber, samtidig med at man udfordres til at udforske og leve sig ind i noget andet end sit eget. Men netop derved kan ens egen indre verden fyldes op på ny. Og dermed forandres.

Alt det kan litteraturen.

Karen Syberg og Kristen Bjørnkjær vil fremover skiftes til at skrive litteraturklummen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her