Læsetid: 5 min.

De lyder som deres bedsteforældre fra 60’erne, når de unge protesterer imod tendenser til kontrol og ensretning. Men det betyder ikke, at de tager fejl

De er vokset op med et krav om, at de skal være sig selv. De skal ikke bare realisere det almindelige. De skal være enestående. Tidligere var 'personlighed' en betegnelse for de særligt udmærkede mennesker i offentligheden, men nu forventes det, at hvert enkelt menneske skaber sin egen personlighed
Kriterierne for den påkrævede selvudvikling er ubehageligt stramme. Det gælder om at finde sit sande jeg, men det sande jeg skal ikke være overvægtigt, tøvende, passivt, ubogligt eller rygende. Måske de unges protester mod -normalisering- og -ensretning- ikke er så uforståelige endda.

Kriterierne for den påkrævede selvudvikling er ubehageligt stramme. Det gælder om at finde sit sande jeg, men det sande jeg skal ikke være overvægtigt, tøvende, passivt, ubogligt eller rygende. Måske de unges protester mod -normalisering- og -ensretning- ikke er så uforståelige endda.

Niels Hougaard

1. december 2007

Det er en institutionel forventning til den næste generationer af borgere: De skal allerede fra sjette klasse evaluere deres kompetencer i elevplaner og udviklingsplaner. Forældre og skolelærere overvåger og drager omsorg for, at den enkelte elev realiserer sig selv ordentligt.

Man skal ikke bare kunne fortælle, hvordan man har det. Man skal også kunne redegøre for, hvem man er, hvad man vil, og hvor man er på vej hen. Man skal arbejde med sig selv – man skal ikke bare vælge sig selv, men blive ved med at vælge at vælge sig selv.

Der er også et element af autoritet: Man skal følge den slagne vej gennem skolerne. Men man skal ikke kun følge den slagne vej. Man skal gøre mere end det: reflektere over sine individuelle potentialer og gøre en indsats for at skille sig ud.

Der er også sociale og kulturelle forventninger til de såkaldte 'unge mennesker', som overtages som eksistentielle fordringer. De skal også være i form, slå sig løs, rejse ud og opleve verden. Der skal være fester og sex, inden man bliver for gammel. Rejsearrangører fortæller om de unges eskapader med alkohol, og på diskotekerne er narkotika åbenbart så udbredt, at servicepersonale ved indgangen tester, om de unge festende er 'på stoffer'.

Et gymnasium i Jylland chokerede sidste år, fordi lærere ved en fredagsbar havde været med til give karakterer til de bedste strippere blandt eleverne. Den gode krop, den rigtige selvpleje og den selvsikre fremtræden belønnes. Man skal turde vise sig frem.

De generationer af unge, som vokser op i disse år, har et markant større forbrug end tidligere generationer, de er erfarne med eventyr, som for unge i 50'erne hørte hjemme i kulørte magasiner, romaner eller biograffilm. Og det kan i den sammenhæng være svært at forstå, hvad de mener, når de protesterer.

Både i forbindelse med Ungdomshuset på Jagtvej, på plakater i byen, ved demonstrationer og i den stadigt eksisterende modkultur er der to anklager mod den etablerede sociale orden, som går igen: 'Ensretning' og 'normalisering'.

Det lyder, som om de bekæmper 50'ernes småborgerlighed, rester af den victorianske seksualmoral, patriarket og den gammeldags autoritet, når de protesterer imod 'ensretning' og 'normalisering'. Det lyder som en gentagelse af antikverede slogans imod det gamle samfund, når de unge promenerer den type anklager. Eller som sangeren Isam B synger i en floskuløs linie:

"For vi skal alle ligne hinanden."

Unikke på samme måde

Den umiddelbare reaktion er, at det er en dårlig kritisk diagnose. Kravet i dag går ikke på, at de unge skal ligne hinanden. De skal da netop skille sig ud. Det forventes ikke i de bedre akademiske hjem, hvorfra de protesterende unge traditionelt har været rekrutteret, at børn bliver som de andre. De skal derimod arbejde på at blive noget andet end de andre.

Vores sociale orden dyrker ikke et ideal om en fast og færdig identitet, men derimod en stadig selvoverskridelse og en eksistentiel læringsproces. Protesterne bliver nærmest ironiske, når man betænker, at de semantisk er identiske med, hvad de unges bedsteforældre i 60'erne prædikede. Og de samme bedsteforældre har længe forvaltet de pædagogiske institutioner, hvor forventninger og krav formuleres og systematiseres. Og meget af den modkulturelle bevægelse synes i dag allieret med tanker i den kreative klasse og det progressive erhvervsliv, som efterlyser personligheder i proces.

Det store spørgsmål for lidt eller meget ældre iagttagere er, hvordan en social verden fokuseret på 'det sande selv' og 'selvrealisering', kan opleves som 'normaliserende' og 'ensrettende'. Så epokale begivenheder er 'normaliseringen' af Christiania og salget af Jagtvej 69 vel heller ikke. Det kan godt være, statsministeren appellerer til 'konsekvens' og 'vi skal stå fast', men forbrugertilværelsen, underholdningsindustrien og populærkulturen synes i langt højere grad hedonistisk end asketisk. Og alligevel opleves det blandt utilpassede unge, som om de var udsat for en autoritær undertrykkelse.

Det tilsyneladende paradoks afvikles, hvis man opgiver det gamle modkulturelle skema og ikke tænker selvrealisering og normalisering som modsætninger. Det gælder om at opgive barnetroen på, at 'ensretningen' og 'individualiseringen' er absolutte modsætninger. For selvrealisering finder altid sted på sociale betingelser. Den enkeltes blik på sig selv er naturligvis indlejret i den sociale ordens forestillinger om rigtigt og forkert, god smag og dårlig, god stil og mangel på stil og kriterierne for succes.

Denne banale pointe fører ikke til en forestilling om, at alle relationer altid er både normaliserende og individualiserende, så kritikken af tendenser til ensretning er på forhånd diskvalicerede. Det gælder snarere om at afsøge de specifikke relationer mellem 'normalisering' og 'individualisering', mellem kollektiv dominans og personlig selvdannelse.

Og i det perspektiv er det let at se, at kriterierne for den påkrævede selvudvikling er ubehageligt stramme. Det gælder om at finde sit sande jeg, men det sande jeg skal ikke være overvægtigt, tøvende, passivt, ubogligt eller ryger. Kriterier for det sande jeg er klart definerede. De bestemmer forholdet til kroppen, til succes i skolen, præstation på arbejdsmarkedet forude og til den enkeltes humør – positive ting sker for positive tænkere, som man siger.

Rygere og overvægtige

Og forventningerne falder sammen. De, der ikke har succes i skolen, har stadigt vanskeligere ved at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet. Og de, der er rygere, overvægtige eller ikke siger så meget, er heller ikke attraktive for arbejdsgivere.

Med mindre man er generalsekretær, berømt eller chefredaktør vil det være afsindigt at udtale, at man er ligeglad med sin krop og ikke gider lære sprog, kompetencer og kommunikationsstrategier. Det kan man kun tillade sig, hvis man allerede har overvældende succes.

Der er naturligvis stadig forskellige felter, hvor forskellige logikker gør sig gældende. Det er stadig ikke de samme krav, der stilles på dansegulvet på en natklub, i læsegrupper og til jobsamtaler i en provins. Men felternes logikker synes at nærme sig hinanden. Kvinderne i musikvideoerne på løbebånd, i øvelser med håndvægte og altid i godt humør ligner annoncer for den ideelle medarbejder.

Fiasko på arbejdsmarkedet er svær at konvertere til en succes på andre felter. Det er som om, de studerende forventes at føre sig frem som små entreprenører med netværk og bærbare computer og som om, at dem, der ikke kan finde ud af det, også får det svært i natklubben. Det er egentlig let at forstå, at den sociale orden kan forekomme tvingende, normaliserende og ensrettende.

De skal finde deres sande jeg, men sandheden om det jeg er defineret på forhånd. Det er ikke sandheden, de skal skabe. De skal skabe et jeg, der passer til den. Og hvis de ikke kan det, er det deres eget personlige problem. 'Tabere' kalder man dem, der ikke kan finde ud af det.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant at tænke sig, at når de unge så starter på arbejdsmarkedet, så bliver kravet om selvrealisering og selvudvikling også en realitet. Lad os håbe, at de gennemskuer dette krav som det det er. Et styringsredskab fra arbejdsgiveren camoufleret som et tilbud. Vi har jo fælles visioner på arbejdspladsen og der findes ingen interessemodsætninger, kun win win situationer!!!!
Vi er mange som er ved at bliver manipuleret og forført til at være dikkende lammehaler, hvor enhver kritik er forstummet, fordi vi alle skal fortælle den positive historie og tage ansvar for eget liv.

Lykkeberg: "Det forventes ikke i de bedre akademiske hjem, hvorfra de protesterende unge traditionelt har været rekrutteret, at børn bliver som de andre. De skal derimod arbejde på at blive noget andet end de andre. Vores sociale orden dyrker ikke et ideal om en fast og færdig identitet, men derimod en stadig selvoverskridelse og en eksistentiel læringsproces"

Det var 68-generationens fortjeneste at knæsætte idealet om selvorskridelse, hvilket var en stor landvindindg på den tid. Efterfølgende generationer har levet i skyggen af dette ideal.

Den nye udfordring ligger i at støtte sine børn i at overskride sig selv, uden at egocentreringen bare flytter med.

68-erne var ikke i stand til at gennemføre denne bevægelse i deres eget forældreskab, men rubricerede tværtimod deres børn som en 'nå-generation' og trynede dem med andre negative bestemmelser.

Nu er det 68-ernes børn som er dagens forældre. Forhåbentlig er de i stand til at foretage klogere valg - end Lykkeberg antyder - og forhåbentlig er deres børns bedsteforældre, de grånenene 68'ere, blevet så meget klogere at de kan støtte dem i denne proces,

Rune Lykkeberg definerer en gruppe i samfundet, der protesterer mod den ensretning og normalisering der præger tidens mentalitet:

"De generationer af unge, som vokser op i disse år, har et markant større forbrug end tidligere generationer, de er erfarne med eventyr, som for unge i 50'erne hørte hjemme i kulørte magasiner, romaner eller biograffilm. Og det kan i den sammenhæng være svært at forstå, hvad de mener, når de protesterer. Både i forbindelse med Ungdomshuset på Jagtvej, på plakater i byen, ved demonstrationer og i den stadigt eksisterende modkultur er der to anklager mod den etablerede sociale orden, som går igen: 'Ensretning' og 'normalisering'."

Jeg er helt enig i hans beskrivelse af tidens menneske- og livssyn:

" Kravet i dag går ikke på, at de unge skal ligne hinanden. De skal da netop skille sig ud. Det forventes ikke i de bedre akademiske hjem, hvorfra de protesterende unge traditionelt har været rekrutteret, at børn bliver som de andre. De skal derimod arbejde på at blive noget andet end de andre. Vores sociale orden dyrker ikke et ideal om en fast og færdig identitet, men derimod en stadig selvoverskridelse og en eksistentiel læringsproces."

- Men er den gruppe som tromles ned og undertrykkes af disse krav og forventninger - "de, der er rygere, overvægtige eller ikke siger så meget, og derfor heller ikke er attraktive for arbejdsgivere" - de samme som demonstrerer i forbindelse med Ungdomshuset på Jagtvej?

Det er der vist ikke mange der tror på. Som Niels Hausgård har udtalt, så er de unge fra Ungdomshuset fremtidens advokater. Er disse unge ikke snarere det ultimative udtryk for virkeliggørelsen, efterlevelsen af kravet om selvrealisering og selvudvikling - "det sande selv"?

"Stadig piercede og næbbede" står der på de demonstrerende unges banner og ikke "Stadig fed og sagtmodig"

Problemet er vel at i forhold til 68 hvor selvoverskridelse var nødvendig for, at komme nogle alt for snævre samfundsmæssige normer til livs, så er den i dag blevet nærmest tvangsmæssig og er blevet den nye norm, som ikke er til diskussion, plus som Rune Lykkeberg er inde på, så er der trods alt grænser for hvordan folk kan tillade sig at forvalte den frihed, der kan ligge i selvoverskridelsen. Der er det jo ligesom om der ligger en preussermentalitet og lurer bagved og hvor den her frihed som folk har fået, ikke er gratis, men også helst skal udmønte sig i nogle flotte, kreative liv. Folk kan ikke tillade sig at gå rundt og tilsyneladende bare fise den af. Resultatet er at folk bliver demonstrativt "kreative" og i virkeligheden bare reproducerer nogle normer for hvad der anses for at være kreativt . Eftersom den her norm om selvoverskridelse og kreativitet er blevet koblet til den nyliberalistiske tankegang, er de faktisk nødt til at gøre det for at klare sig. Det resulterer så i en mere overfladisk eventpræget form for kreativitet, istedet for en kreativitet der bunder sig mere i refleksion. Jeg synes også Ungdomshuset lidt er et eksempel på det. Her virker det jo også som om de unge langt hen ad vejen reproducerer nogle normer for hvordan mange voksne synes ungdommmen skal være, med punk, techno, gadegøgl, veganerkøkken og hele svineriet, som de selvsamme voksne givetvis beskæftigede sig med i deres vilde, "kreative" ungdom.