Læsetid: 11 min.

Manden er en fejlkonstruktion

To forskellige – lidt patetiske men også rørende – skikkelser toner frem i radiomanden og forfatteren Egon Clausens bevidsthed, når han bliver spurgt om, hvordan det står til med den moderne mand. Begge figurer udspringer af forholdet til kvinden, forklarer han. Manden er i krise, på flugt, flov over sine primitive instinkter – og helt og aldeles afhængig af kvinder
9. november 2007

»Hvis en mand står og pisser og ser en flue, så vil han bare ramme den. Det er der en designer, der har fundet ud af. Man skal bare male en flue nede i kummen, så pisser mænd ikke ved siden af.«

Egon Clausen slår en stor latter op: »Man står der og holder sin manddom i hånden, og man vil bare ramme den lillebitte flue. Også selvom man ved, det kun er en klat maling. Det er for mig manden. Han skal præstere noget, og det er sådan set ligegyldigt, hvad det er.«
Egon Clausen, 66 år, har i 30 år arbejdet i DRs P1, først som programmedarbejder og siden som redaktør. Han har udgivet digte, erindringer og fagbøger. I maj udkom Esbjerg-evangeliet i samarbejde med vennen og billedkunstneren Erik Hagens, og i oktober udkom erindringsbogen Min far så engang en engel. I dag repræsenterer han fagbogs-forfatterne i Dansk Forfatterforening og holder foredrag landet over.

Egon Clausen er vokset op i et indremissionsk miljø i Hemmet i Vestjylland, som han senere brød med. I 1964 tog han lærereksamen fra Ribe og flyttede til København, hvor han har boet siden. Men kun i fem år arbejdede han som lærer.

Jo ældre man bliver, jo mindre væsentligt bliver det, hvad man har været, mener Egon Clausen, der i sin vennekreds har den simple aftale, at man kun omtaler et barnebarn og et dødsfald, når man mødes over en god middag.

Og det gør de ofte. Det er heller ikke usædvanligt at have gæster fra ind- og udland boende i den store præstebolig, knyttet til kirken, hvor hans kone er sognepræst. Her har Egon Clausen førstesalen for sig selv, et par gode rum med bibliotek i det ene og kontor i det andet. Her sidder vi i behagelige stole med en kande te imellem os og udsigt over haven med de gamle frugttræer, blomsterbede og en lille fiskedam. På væggen hænger en ny akvarel af kirkegården i Stratford-upon-Avon, hvor Egon Clausen netop har besøgt sin datter, der er grafiker på The Royal Shakespeare Company. Hele sit liv har han malet, det er hans mentale fristed.

Manden i krise
Et andet billede på den moderne mand, ifølge Egon Clausen, er ham, der står ude på terrassen med sin webergrill: »Det er jo en parodi på en husmor. Han står der med sine ovnhandsker og sit forklæde, som sikkert er lavet af et højteknologisk isoleringsmateriale udviklet til månelandinger, med sin uundværlige flaske rødvin, og siger, det er hyggeligt, men det blæser og regner, og han bliver nødt til at drikke sig halvfuld for at bilde sig selv og vennerne ind, at det er hyggeligt. I virkeligheden er han en flygtning, der er jaget ud af køkkenet.«

Det er disse to lidt patetiske men rørende væsener, ham med fluen og ham med webergrillen, der dukker op i Egon Clausens hoved, når jeg spørger ham, hvordan det står til med den moderne mand.

»Manden er i krise,« siger Egon Clausen. »Vi er udstyret med alt muligt andet end det, der efterspørges. Somme tider tænker jeg, at manden simpelthen er en fejlkonstruktion. Vi lever heller ikke så længe og får flere sygdomme end kvinder.«

Når Egon Clausen er ude at holde foredrag, er publikum overvejende kvinder. Mændene er enten døde eller står udenfor og kigger ud over havnen og brummer lidt: »Kvinderne har valgt det gode, det åndelige – samtalen. Mændene kan ikke finde ud af det der.«

»Manden er udstyret med nogle fuldstændig idiotiske karaktertræk. Unge mænd, for eksempel, kommer op at slås eller kører alt for stærkt. De kan ikke lade være. Jeg har da selv haft det sådan. Aggressivitet og konkurrenceinstinkt, det er anstrengende. Jeg tror, de fleste mænd, jeg kender, har det ligesom mig, at man egentlig skammer sig over at være udstyret med nogle så primitive instinkter. Det er ofte pinligt at være en mand.«

Antifeministisk mandebevægelse
Mænd trives måske bedst i et hierarkisk system, mener Egon Clausen. I et system, hvor alle har deres faste plads, deres eget territorium. Og når Dansk Folkeparti længes efter Stauning og de gode gamle dage, er det netop den autoritative mandetype, de længes efter, mener han.

Egon Clausen har beskæftiget sig en del med kristen fundamentalisme i USA og produceret både bøger og tv om det, og han betragter den som en regulær mandekamp, en antifeministisk mandebevægelse: »De er så bange for kvinderne og alt, hvad der er blødt – også i dem selv. Derfor bliver de så desperate.«

Da Egon Clausen selv blev far og rollemodel, gik det op for ham, at trods den kærlighed, han oplevede i sin indremissionske barndom, kunne han ikke bruge det, han fik af sin far og det religiøse miljø til noget. Han måtte så at sige opfinde sig selv på ny og blev med egne ord en blød far, der læste en masse for børnene og støttede dem i deres selvstændige valg. Formentlig opdrager hans søn på 39 sine børn mere autoritativt, end Egon Clausen gjorde, og sønnen har også søgt ind i et klassisk mandefællesskab med sin lidenskab for ishockey.

»De sveder og kæmper og har et kammeratskab, jeg forestiller mig, er ordløst. De lægger armene om hinanden og står i den der kreds i stedet, og når de kæler, foregår det med staven – et lille slag på panseret betyder, at man godt kan lide hinanden,« ler Egon Clausen.

På isen ophæves de sociale hierarkier og et nyt indtræder, nemlig sportens: hvor god er du til at spille ishockey. Det er mænds måde at være sammen på, mener Egon Clausen: »Jeg kan heller ikke det der med at tale dybt om følelser med andre mænd. Jeg er simpelthen ude af stand til at gøre det. Så drikker man sig lidt fuld i stedet og lægger armene lidt rundt om hinanden.«

– Du beskrev ellers lige dig selv som en blød mand.

»Det er jeg også over for børn. Jeg har altid været meget glad for børn, men hvem er ikke det,« siger Egon Clausen og fortsætter lidt efter: »Det eneste, mænd i virkeligheden har lyst til at tale om, er kvinder. Ikke sjofelt,« understreger han. »Jeg kender faktisk ingen sjofle mandefællesskaber, nu jeg tænker over det.«

– Hvad taler de så om?

»De taler om kvinder,« kommer det prompte. »Om hvor dejlige de er, hvordan de ser ud. Og vi taler om, hvilken magt vi er oppe imod. Min ven Bardur fra Færøerne kalder det hjemmestyret.«

– Hvad er det for en magt, I er oppe imod?

»Ja, det er jo en magt, vi ikke kan undvære. Og det er derfor, den er så fascinerende, ikke? Den kan være frygtelig irriterende – kvinder kan være noget af det mest irriterende, der findes.«

– Hvad er det for en type magt, de udøver?

Egon Clausen læner sig tilbage som i en afmægtig gestus: »Mænd er fuldstændig afhængige af kvinder. Mænd kan slet ikke leve uden kvinder. Jeg taler selvfølgelig her dybt personligt – jeg kan ikke forestille mig, det kunne lade sig gøre.«

– Hvorfor ikke? Hvad er det, der skaber det afhængighedsforhold?

Håret er kridhvidt, men smilet er drenget, da han siger »Det er den gåde, der er ved kvinder. Det er en forestilling om, at i det kvindelige kan man forsvinde. Blive optaget i en større helhed, og det har ikke noget med sex at gøre. Det er derinde, mit væsen mødes med noget andet, og så ophæves det.«

»Det er også helt elementære ting som at blive rørt ved, at blive omarmet med et godt gammelt dansk ord. Strøget lidt over håret. Og få at vide at man er god nok, det er meget vigtigt, det skal man bare have at vide en gang imellem. Af kvinderne.«

– På hvilken måde er de irriterende?

»Efter min mening lider mænd af kronisk dårlig samvittighed. Dels på grund af skammen over de primitive, dumme drifter, men også fordi man hele tiden får at vide, at man ikke gør det godt nok. Men det kan man jo heller ikke, for man er forvist fra det hjemlige rum og bliver hentet ind som en slags tyende for at gøre de der ting: købe ind, hente børn, gøre rent.«

Kønnenes kamp
Ifølge Egon Clausen, der i en årrække var sektionsleder på familieprogrammet Familiespejlet på P1, har der længe foregået en rasende magtkamp i kernefamilien. Måske er det derfor, den har så svært ved at holde sammen på sig selv.

Det er en kamp om hvem, der har ret til at bestemme. Mændene prøver at finde en plads i familien, der er deres, en pind de kan sidde på og sige, ’her sidder jeg’, men den er svær at finde og have i fred.

»Også på arbejdspladsen er det hele overtaget af kvindelige værdier, du skal være så social, ikke? Du skal endda på kursus i at være social, du skal kunne forstå dine kolleger, og muligvis skal du endda have ondt af din chef. Alle de der føleting. Og det kan da være meget godt, men det er feminine værdier, der er trængt ind. Jeg tror, mændene betaler en pris for det. Men de længes samtidig efter det kvindelige. Var det ikke Platon, der havde det billede med, at mennesket engang var dobbeltkønnet, og havde fire arme og fire ben – og nu længes vi altid efter vores anden halvdel?«

– Tror du, mænd er mere tilbøjelige til at savne sin kvindelige halvdel end omvendt?

»Jeg ved det ikke,« kommer det hurtigt, »jeg kan kun udtale mig om mænd. Jeg kan ikke leve uden kontakt med det kvindelige.«

– Selvom de er så skide irriterende?

»Ja, de er frygteligt irriterende, det er klart, enhver overmagt er irriterende.«

– Hvordan er de mest irriterende?

»Kvinder er ekstremt gode til at finde de steder, hvor mændenes dårlige samvittighed sidder – måske lider alle mennesker i denne her protestantiske kultur af dårlig samvittighed – mange mænd gør i hvert fald, og kvinder er fantastisk gode til at finde ud af, hvor det er, og så trykker de lige der.«

– Hvad har man dårlig samvittighed over i din alder?

»I min alder? Tjah, i min alder har man nok dårlig samvittighed over ... over sig selv,« siger Egon Clausen næsten forundret. »Nu er der mange ting, du ikke kan lave om. Det er for sent. Du er simpelthen nødt til at affinde dig med, at du er den, du er. Puh, det kan være grimt, men du er nødt til det. Jeg har for længe siden lovet mig selv, at når jeg bliver gammel, vil jeg ikke være sur, og det skal man arbejde på hver dag, for det er en stor fristelse.«

– Hvorfor er det en stor fristelse?

»Fordi det er det letteste. At blive overset eller forbigået er jo det værste, og det bliver vi alle sammen på et tidspunkt, ikke? Det er alt for nemt at sige, at det er de andres skyld, og at blive sur og fortørnet på livet er det dummeste, man kan gøre. Ingen gider da sidde ved siden af en gammel sur og bitter mand.« Egon Clausen løfter tekoppen og drikker lidt. I haven udenfor skinner solen varmt i træernes efterårsblade.

»Det at være mand, det bliver ved. Det fader ikke ud,« grunder han.
Kvindesagen en velsignelse

Hvordan manden kommer ud af sin krise, tør Egon Clausen ikke sige, for det at være mand og kvinde er ikke blot biologi. Det er også kulturelt bestemt. Vi formes af hinanden, og mænd uden kontakt med det kvindelige bliver enten rå eller går til grunde. Derfor kan ’manden’ heller ikke løse sin krise alene. Det kan kun ske i et samspil med det kvindelige – mellem mandlig stolthed og kvindelig omsorg, og hvor er det dejligt at snakke med kvinder, siger han: »Det har alle fornuftige mænd syntes.

Grundtvig og Holberg for eksempel. Holberg skrev begejstret om kvinder og stortrivedes i kvindeligt selskab. Kvindesagen var nødvendig og en stor velsignelse, men den er meget ældre end 70’erne, og ældre end kampen for stemmeret.«

Hvis Egon Clausen havde svært ved at omsætte de indremissionske rollemodeller til virkeligheden udenfor, har der til gengæld været flere mandlige inspiratorer gennem tiden. For eksempel programchef på DR Jørgen Vedel Petersen, der hentede Egon Clausen ind på radioen som 29-årig. »Jeg var en af dem, man kaldte ’Vedels drenge’. Vi er ikke så mange tilbage,« smiler han, »Vedel var en kæmpe oplevelse. Han var en rigtig mand. En hanabe. Han styrede sit territorium, og tvivlede man på det, røg man ud. Han var også en rigtig kulturradikal og socialdemokrat. Da han døde, tænkte jeg, at nu er der ikke flere, jeg rigtig har respekt for på den måde, hvor man også er lidt bange for dem.«

»Der var også Holger Knudsen, der var direktør i Undervisningsministeriet. Nej, en mand! Flot. At se ham lede et møde med folk med forskellige synspunkter. Det var som at se en dirigent opføre en symfoni. Samtidig var det muntert, der var overblik, møderne sluttede til tiden, og der blev konkluderet.«

Den sorte trekant
– Er det ikke stadig sådan, at de fleste chef- og direktørstillinger er besat af mænd?

»Jo, der dominerer mandekulturen. Mange kvinder er nødt til at opføre sig som mænd, hvis de vil gøre karriere i toppen.«

– Hvis man skulle være kritisk over for det, du siger, er det så ikke den egentlige magthaver i samfundet, der sidder og piver over, at kvinderne har erobret magten i hjemmet og på arbejdspladsen?

»Jamen det ... nej, nu kan jeg mærke, at jeg får dårlig samvittighed over alt det, jeg har siddet og sagt. Det er nok helt forkert alt sammen,« siger Egon Clausen og bliver urolig i stolen.

– Undskyld, det var ikke meningen at give dig dårlig samvittighed.

»Jamen, jeg kan da godt se, at det også er rigtigt, at det er mændene, der har magten. Så det er jo helt urimeligt af mig at have de her betragtninger.«

paradoks@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tja. Jeg er stort set uenig om alt med Egon Clausen - når han generaliserer og udtaler sig om "mænd" som sådan. Men når han udtaler sig om Egon Clausen, synes jeg også, det er en dejlig, varm artikel, der på underfuld vis - også takket være en virkeligt kompetent interviewer - bekræfter sig selv i de sidste par spørgsmål og svar.

Selvironi og humor er en sjælden gave i disse "ikke noget at komme efter"-tider.

Tænk, jeg sidder her og kan genkende en hel del fra mig selv, men det kan jo ikke passe for jeg er jo en kvinde og det Egon Clausen taler om er karakteristika for mænd.

Fx:

»Ja, de er frygteligt irriterende, det er klart, enhver overmagt er irriterende.«

– Hvordan er de mest irriterende?

»Kvinder er ekstremt gode til at finde de steder, hvor mændenes dårlige samvittighed sidder – måske lider alle mennesker i denne her protestantiske kultur af dårlig samvittighed – mange mænd gør i hvert fald, og kvinder er fantastisk gode til at finde ud af, hvor det er, og så trykker de lige der.«

-- hvis man lige bytter "kvinder" ud med "mænd".

Og det med at føle sit køn er en fejlkonstruktion udstyret med fuldstændig idiotiske karaktertræk - en følelse der fx kan overfalde mig når jeg ligger inde i svømmehallens sauna og lytter til de andre kvinders snak om deres udseende eller endnu stærkere når jeg oplever hvordan "svage" kvinder kanøfles af "stærke" kvinder, der lige præcis ved hvor de skal træde for at komme øverst.

Og det med, at man ikke kan leve uden det modsatte køn. Og hele tiden tale om hvor smukke og vidunderlige de er...

Uha, uha måske er jeg født i en forkert krop?

Marie B., det er netop her, jeg er uenig med Clausen. Jeg mener, de følelser og mekanismer, han beskriver - så godt og rammende - er almenmenneskelige, ikke kønsspecifikke.

Generelt mener jeg, at individuelle forskelle - og ligheder - er større end kønsbestemte.

"Når Egon Clausen er ude at holde foredrag, er publikum overvejende kvinder. Mændene er enten døde eller står udenfor og kigger ud over havnen og brummer lidt: »Kvinderne har valgt det gode, det åndelige – samtalen. Mændene kan ikke finde ud af det der.« "

Egon Clausen har ganske ret. Der er også blevet klaget til Ekstra Bladet.

Tja, så fik vi lige et brovtende indlæg fra en mandschauvinist, der føler sig stødt på manchetterne (Ronny Ibsen) og den sædvanlæige gudelige tågesnak fra Holmskjold.

Endnu en debat afsporet.

Per Vadmand

Og det siger du, der end ikke er tæt på at være på sporet af noget!

Har du overhovedet en platform at tænke ud fra, eller mener du bare uden af vide noget?

Bjørn Holmskjold