Læsetid: 5 min.

Midten og folket

Socialdemokatiets nederlag bliver mere forståeligt, hvis man efterprøver påstanden om 'folket' og 'eliten'
Venindesnak. Som to piger fra Nordsjælland efter en vellykket shoppingtur til London.

Venindesnak. Som to piger fra Nordsjælland efter en vellykket shoppingtur til London.

Kim Agersteen

Kultur
17. november 2007

Det vil være forkert at kalde det løgne. Men to postulater blev under valgkampen taget for givet som politiske sandheder. Den ene er, at Det Radikale Venstre og Ny Alliance er midterpartier, den anden er, at Dansk Folkeparti repræsenterer 'folket' og 'den almindelige dansker'.

Margrethe Vestager førte valgkamp på en sang om 'det samarbejdende folkestyre'og et 'bredt samarbejde henover midten'. Naser Khader førte kampagne på en sang om, at Ny Alliance var den 'nye midte' og et 'opgør med blokpolitikken'. Og begge partiers tilhængere, som er markant tilstede i offentligheden som journalister, meningsdannere og engagerede erhvervsfolk, gentog som papegøjer, at der var brug for en ny midte og et opgør med blokpolitikken.

Det store spørgsmål, som ingen stillede, er: Hvilke modsætninger, skal de stå i midten af?

Det lette svar er, at de skal hverken tilhøre rød blok eller blå blok. De skal være midt imellem højrefløjen og venstrefløjen. Det lette svar forudsætter, at der gives en radikal modsætning mellem de store partier på de to fløje: Venstre og Socialdemokraterne. Men sandheden er, at de to store partier er så enige om de grundlæggende politiske spørgsmål, at duellerne mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt var blottet for politisk konflikt. Det er vanskeligt at komme på et eneste punkt, hvor de to diskuterede forskellige løsninger på den samme udfordring. Duellerne handlede i stedet om, hvem der var bedst til at forvalte det samme. Anders Fogh Rasmussen forsøgte at bilde publikum ind, at Helle Thorning-Schmidt i virkeligheden ville lade skatterne eksplodere. Helle Thorning-Schmidt prøvede at overbevise om, at Anders Fogh Rasmussen i virkeligheden ville lade velfærden implodere for at give skattelettelser til de rigeste. Begge lavede skræmmekampagner om, at den anden dybest set stadig var henholdsvis gammeldags socialdemokrat og liberalist.

Det vil igen være forkert at hævde, at alle er blevet socialdemokrater. Pointen er derimod, at begge partier både er socialdemokrater og liberalister. Det var regeringen Nyrup, som med den store arbejdsmarkedsreform, omfattende udliciteringer og privatiseringer indledte overgangen fra socialstat til konkurrencestat. Som styring af den offentlige sektor var det socialdemokraterne, der lancerede nyliberalismen i velfærdsstaten. Det er på den anden side Anders Fogh Rasmussen, som har erkendt, at høje skatter, omfattende omfordeling og en stor offentlig sektor er vigtige forudsætninger for den danske konkurrenceevne.

En klasseløs fantasi

Hvis den bærende modsætning mellem Socialdemokraterne og Venstre ikke længere er politisk tydelig, men baseret på temperament, justeringer og personlige sympatier, er det svært at se, hvilken midte Det Radikale Venstre og Ny Alliance skulle stå på. Dansk politik er ikke baseret på en fundamental strid om den politiske sandhed om velfærdsstaten, men derimod af en konsensus, som bortset fra blamerende rituelle overbud fra Dansk Folkeparti omfatter omtrent to tredjedele af mandaterne i Folketinget ved Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Det, som både de radikale og Ny Alliance selv kaldte for en ny midte var en udfordring af den konsensus. Undersøgelser fra sidste valg foretaget af Jørgen Goul Andersen viser ikke alene, at de radikales vælgere har den højeste gennemsnitsindkomst blandt partiernes vælgere, men også at den radikale økonomiske politik på en traditionel omfordelingsakse var den mest højreorienterede. Noget lignende kunne sikkert siges om Ny Alliance. Som undervisningsminister gennemførte Margrethe Vestager Reform 2000 for de tekniske uddannelser, som er typisk for en overklasseposition, der tror sig selv almen: Under slogans om vidensamfundet gennemførte hun en radikal akademisering af de tekniske uddannelser, som har fået frafaldet til at stige, fordi eleverne på tekniske uddannelser netop ikke er studerende ved et universitet. Den politik kendetegner en forestilling om et klasseløst samfund, hvor alle har de samme anlæg som de akademisk stærkeste, og dem, der har andre anlæg og tilbøjeligheder, sorteres fra. Det samme gælder Lars Kolinds forslag om at indføre den klasseløse skole og gøre læreren til den personlige coach. Det skaber vindere til erhvervslivet og tabere til Dansk Folkeparti.

Denne snak om 'midten' og 'det samarbejdende folkestyre' er karakteristisk for en position, der mener, at repræsentere det rigtige og fornuftige standpunkt, som alle de andre bøvede og brovtende politikere burde kunne tilslutte sig, hvis de ikke som små børn var så optaget af 'rød blok' og 'blå blok'. Når politikerne med foragt for den tarvelige dagsorden kalder sig selv for 'midten', kan man være sikker på, at de repræsenterer 'toppen'. Og hvis man stadig skulle være i tvivl, kan man se på deres forslag til skattereform. Og på den jubel, hvormed erhvervsledere og investeringsbanker kastede både økonomisk og politisk kapital efter dem, som ville gennemføre de 'nødvendige reformer'.

Det mærkelige er ikke, at de selv tror på, at de er midten. For det, der forekommer én naturligt og fornuftigt, virker som regel som noget, alle burde kunne blive enige om. Det mærkelige er, at det kun var Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, som kaldte Ny Alliances politik for 'firser-yuppieliberalisme' og 'de velbjærgedes projekt'. Som Pia Kjærsgaard hånligt spurgte Naser Khader: "Hvorfor er der kun direktører og generalsekretærer på jeres liste?" Og så var den modsætning, som bestemte valget i 2001 og det såkaldte 'systemskifte', genetableret: Pia Kjærsgaards sjettedel af befolkningen blev til 'folket', og Ny Alliance og de radikales ottendedel blev til 'eliten'. Både Ny Alliance og Det Radikale Venstre gik til valg på at udradere Dansk Folkepartis parlamentariske magt, og Dansk Folkeparti gik til valg på at udradere Ny Alliance.

Et tiltrængt opgør

Det er måske i den optik, man skal forsøge at forstå det underlige, at Socialdemokraterne tabte et valg, selvom Helle Thorning-Schmidt faktisk levede op til sit løfte og slog Anders Fogh Rasmussen imponerende klart i konfrontationerne med ham. De havde den retorisk stærkeste og mest offensive leder i årtier, og alligevel fik de ikke regeringsmagten, de blev mindre end ved katastrofevalget i 2005, og de fik det dårligste valg i 100 år. De forvekslede toppen med midten: I stedet for at tage et opgør med Ny Alliance som den kreative overklasse tilbød Thorning partiet ministerposter, og Thorning & Vestager stod som to veninder fra Nordsjælland, fnisende og intime som efter en lykkelig shoppingtur til London, mens Pia Kjærsgaard fra Gentofte, som får ugentlig manicure, igen forklædte sig som en evigt forurettet førtidspensionist, som altid ender bagerst i køen, fordi alle de andre maser foran. Og så skulle 'den almindelige dansker' og 'folket' være repræsenteret ved den rituelle mobning af etniske og religiøse minoriteter. Den falske, men overbevisende modsætning mellem 'midten' og 'folket' minder om den alliance mellem en arbejderklasse og en urban overklasse, som Socialdemokraterne kunne mobilisere tidligere, men nu har mistet, fordi klasserne har forandret karakteristika. Men de er der stadig. Og hvis Socialdemokraterne skal gøre sig gældende i det 21.århundrede, skal de tage et opgør med både postulatet om 'folket' og 'midten' og gøre det til en politik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Endnu en glimrende artikel fra Lykkeberg!

Jeg har skrevet en lang og uddrybende kommentar til artiklen på min blog:

http://www.megablog.dk/villemoes/

Interessante pointer og forførende argumentation.
Jeg vil dog mene, at Rune Lykkeberg overser væsentlige forskelle mellem hhv. Socialdemokraternes og Venstres langsigtede politiske projekter. Eksempelvis er det ikke lige meget, om man ønsker at øge den samfundsmæssige dynamik ved at øge uligheden eller foretrækker en mere ligelig fordeling af samfundsgoderne. For den arbejdsløse er det bestemt ikke lige gyldigt, om man vil opkvalificere ham og på den måde gøre ham attraktiv og efterspurgt eller om man simpelthen vil klare problemet ved at lade ham arbejde for en passende lavere løn.
Forskelle i holdninger til erhvervspolitik, og arbejdsmiljø er andre områder, som kunne fremhæves.

Først vil jeg rose Lykkebergs analyse for at trække nogle alternative linier op i det politiske spektrum. Den slags perspektivforskydning kan forhåbentlig medvirke til at åbne øjnene hos skyttegravs-kritikere. Under alle omstændigheder har Jyllands-Postens Niels Lillelund taget Lykkebergs pointe til sig i denne kommentar fra d. 22. november.

http://jp.dk/arkiv/?id=1177059

Meget interessant analyse. Den får én til at spekulere over, om forandring i dansk politik skal (kan) komme fra måden, vi driver politik på. Da der givetvis er forskel på "folket" og "eliten" kunne det betyde, at partierne og deres repræsentanter næsten alle er eliten, og dem udenfor med de uopfyldte politiske behov er folket. Forandringen ville så komme fra et populistisk opgør med eliten.

Interessant og forstemmende, eller er det bare sådan, at økonomien går så fremragende godt i Danmark, at alle - bortset fra de sædvanlige særlinge, er glade og tilfredse, og deri ser grund til ikke at bekymre sig om, eller gide beskæftige med, ... forfaldet ..., for nu at sige det kort.

Interessant analyse. Det kan undre, at radikale og Ny Alliance har så forholdsvis let spil med at erklære sig for midterpartier, når de fordelingspolitisk tilhører yderste højre side af spektret.

Jeg tror dog, at de politiske forskelle mellem Venstre og Socialdemokratiet fortsat er til stede, men primært er at finde i de politikker som føres for på lang sigt at påvirke de samfundsmæssige dybdestrukturer, herunder især styrkeforoldet mellem de sociale klasser.

Det taktiske spil mellem de to store partier, for at vinde tvivlernes gunst, som har domineret de seneste valgkampe har sløret dette billede. Den egentlige politik, visionerne for hvilken vej samfundet skal udvikle sig i et længere perspektiv får ikke lov at komme op til overfladen.

Så vidt jeg husker, henviste Mogens Lykketoft i en kronik i Politiken i det tidlige efterår til udtalelser fra Hjort Frederiksen om, at Venstres vælgertilsutning ville falde til 15 %, hvis partiet meldte klart ud om, hvor deres politik egentlig skal føre hen.

Ideologerne ved sikkert godt, hvor de har hinanden. Blot trist at 'folket' bliver spist af med skuespil.

hej.

Interessant artikel, der et godt stykke hen ad vejen sætter ord på det man har erfaret, men endnu ikke selv været istand til at sætte ord på. Der hvor jeg bliver kritisk - og nogle vil måske sige en smule paranoid - er, at jeg mistænker den borgerlige fløj for at tegne et skønmaleri af den offentlige sektor, der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Som offentlig ansat kan jeg eksempelvis slet ikke genkende det billede, der blev forsøgt fremmanet gang på gang i valgkampen, nemlig at der aldrig er blevet skudt større beløb ind i den offentlige sektor.

Hvorfor er det, at 750.000 danskere har tegnet forsikring indenfor de sidste par år således at de kan komme på privat hospital i tilfælde af sygdom? Nu sker samme udvikling i vuggestue/børnehave-regí. Måske vi ender med samme udvikling som i USA, hvor man også har private fængsler. Hvorfor ikke?

Der sker nogle omfattende samfunds-forandringer, der kort fortalt går ud på at velfærds-staten til stadighed bliver udhulet og istedet opstår der private alternativer som de velstillede benytter sig af. Disse forhold bliver dog af en eller anden mystisk grund ikke gjort til genstand for analyse og argumentation i vores valgkamp - og det forstår jeg simpelthen ikke. Her er nogle forhold, hvor min fornemmelse er, at socialdemokratiet i den grad adskiller sig fra venstre på.

Så Lykkebergs analyse må hvile på det politikerne siger i en valgkamp og til mikrofonerne, men ikke på den egentlige politik, der bliver ført.

/Simon

Det er godt nok den mest stupide billedtekst jeg har set længe!