Læsetid: 5 min.

Er moralen moralsk?

I det moderne samfund står moral ikke i ental. Selvom ordet er i ental, må vi tale om flere ’moraler’
9. november 2007

Platon stiller et sted det pudsige spørgsmål, om fromheden er from. Efter lidt tøven er svaret ja. Selvfølgelig er fromheden from, da den jo ikke kan være det modsatte, ufrom eller ugudelig. Men der opstår et logisk ubehag, når et ord løsrives og vendes spørgelystent mod sig selv. Ikke alle ord tåler den øvelse. Det giver ikke mening at spørge, om farven gul er gul, mens det giver god mening at spørge, om et rigt menneske nu også er et rigt menneske. Her spilles der blot på, at ordet »rig« har mange betydninger. Her skal vi foretage øvelsen med ordet »moral« og spørge, om det altid er moralsk rigtigt at handle moralsk.

Frihed og ansvar
Det umiddelbare svar er, som hos Platon, et ja. Selvfølgelig er moralen moralsk. Selv om moral er en forskel mellem rigtigt og forkert, er den altid på den rigtige side af sin egen forskel. Men ved nærmere eftertanke dukker der usikkerhed op. Vi kan se på et eksempel.

Jeg kendte engang en kvinde, som ikke havde noget problem med alkohol, så længe der var alkohol nok. Hun drak sit helbred sønder og sammen, og selv om hendes familie søgte at holde hende fra flasken, var hun som så mange alkoholikere både snedig og stædig i sine forsøg på at skaffe, gemme og indtage sin elskede sprut. Da jeg en dag talte med hende, prøvede jeg at fastholde hende på det lille tidsrum mellem låget blev skruet af flasken, og flasken blev sat for munden (der var sjældent tid til glas). Det var frihedens øjeblik, hvor hun kunne modstå fristelsen og sige nej. Men er der frihed, er der ansvar. Jeg forsøgte altså at appellere moralsk til hende.

Krav eller støtte
Her fik jeg læst og påskrevet af en præst, som kendte til sagen. Og beskeden var, at det var umoralsk at appellere moralsk, fordi det kunne give kvinden dårlig samvittighed. Og det var der absolut ingen grund til. Hun havde det svært nok i forvejen og skulle ikke belastes yderligere. Moralen var ikke en løsning på hendes problem, men en forværring af det, måske endda det strå, som fik kamelens ryg til at knække. Der var brug for hjælp og støtte, ikke for krav. Det er umoralsk at ofre et svagt menneske for sine moralske principper.

Ser man nærmere efter, var budskabet dog ikke, at moralen er umoralsk, men at det kan være umoralsk at aktivere den.

Det særlige lys, som moralen kaster på en sag, handler om forskellen mellem rigtigt og forkert, uanset hvad man lægger i ordene. I princippet kan alt iagttages i moralens lys, selv om der er områder, hvor det ikke giver mening. Naturlove er ikke moralsk følsomme og giver ikke spillerum for valg, så det nytter ikke at anklage bakterier eller orkaner for de ødelæggelser, de forvolder. Menneskers handlinger er moralens spilleplade, og uanset hvor tit vi får at vide, at vi »ikke er andet end« en blind kæde af årsager og virkninger, eller en sækfuld af neuroner, så glemmer vi den slags halvvidenskabelige teser, så snart vi er tilbage i hverdagen og ved, at vi kan handle anderledes.

Det gik lige så godt
Én ting er, at det kan være et moralsk problem om moralen skal aktiveres – hvor vi får den paradoksale situation, at moralen kan synge med til sin egen begravelse: det er moralsk ikke at være moralsk. En anden ting er, at moral kan overdrives. Det skyldes, at moralen slår til, når ting går galt, ikke når de går godt, eller er som de plejer at være. Moralen bremser forløb, som er i færd med at udfolde sig, og den som blæser i fløjten pådrager sig en vis irritation, uanset hvor berettiget det er. Nu gik det lige så godt – selv om det foregik i den røde zone.

Hvad vejer tungest?
Man kan være uenige om hvad der er rigtigt og forkert, men også om det er rigtigt eller forkert at tale om rigtigt eller forkert. Selv om videnskab, politik og økonomi har brugt århundreder på at befri sig fra moralens kvælertag og gøre sig til moralfrie zoner – man kan tænke på navne som Galilei, Machiavelli og Adam Smith – så giver moralen ikke op. Den kræver, at også de saglige domæner gør sig moralsk følsomme, og den opstiller vagtposter – etiske råd og kritiske medier – som holder øje med, at alting går rigtigt til, ikke blot sagligt, men også moralsk. Det fører til plumrede diskussioner, som både handler om, hvorvidt det er på sin plads at tale om moral, og hvad moralen kræver. For i moderne samfund er moral ikke éntal. Selv om ordet lyder forkert, må vi tale om »moraler«.

Der er stor forskel på, hvor tolerante mennesker er over for brud på moralen. Nogle er så ufølsomme, at det ikke er nok med hverdagens uformelle sanktioner. Politiet må tilkaldes. Mange finder deres projekter så vigtige, og så gavnlige på lang sigt, at de gerne ser gennem fingre med, at der ryger et par finker fra panden. Driftige og energiske erhvervsfolk arbejder gerne i halvmørket bagest i loen, hvor alle katte er grå. Men det er ikke kun et spørgsmål om grådighed, som gør moralsk blind. Det er også et spørgsmål om, hvilke principper som vejer tungest – om det f.eks. er den økonomiske eller den økologiske nødvendighed, som skal sætte dagsordenen. Om arbejdspladser går forud for natur eller omvendt.

Ikke til grin
Til hverdag beskytter man sig mod et overforbrug af moral ved at opsætte skærme. Selv om det i en familie i princippet er tilladt at tale om hvad som helst, også moral, skal man ikke mange centimeter fra familiens kerne, før man møder en skærm. Ikke alle er inviterede til at give gode råd om skilsmisser, sygdomme og mislig opdragelse. Kun direkte adspurgt har man lov til at lufte sine synspunkter.

Også på arbejdspladsen er der midler til at bremse en stærk iver efter at moralisere. Det sker dels ved at udvikle med en »arbejdspladsens etik«, måske uformelt, som er forskellig fra den enkelte medarbejders moral, så der kan opstå en vis skizofreni mellem offentligt og privat. Det fælles bedste er ikke det samme som, hvad den enkelte synes er bedst. Og dels ved at aktivere det brede grin, så kolleger, der serverer moral med lidt for løs hånd, bliver latterliggjort. Det kan ske på tusind måder fra hårfin antydning til grov mobning. Men det kan være effektivt, fordi mennesker, som Niklas Luhmann hævder, ofte er mere bange for at blive til grin end for at gøre noget forkert.

paradoks@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu