"Afrika, åh Afrika. Det land, som alle børn kender, er ved at gå til i sygdom og død."
Sådan sang søde Nanna og alle de velmenende rockstjerner i 1980'erne. Intentionerne var de bedste - selv om ingen af dem tilsyneladende bemærkede, at Afrika ikke er et land. Men hvorfor var det egentlig, at Afrika var ved at gå til i sygdom og død?
Det var ikke kun tørke og epidemier som hiv, der ramte afrikanerne hårdt i 1980'erne, mener Adebayo Olukoshi, leder af den internationale forskningsinstitution Council for the Development of Social Research in Africa (CODESRIA), der ligger i Senegal.
"Afrika har i flere årtier været et stort laboratorium, hvor de mest ekstreme nyliberale ideologer i Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) har kunnet afprøve alt det, de aldrig ville afprøve i deres egne lande. Da det så slog fejl og blot medførte stor fattigdom, tog de ikke ansvar for det, men gav ofret skylden," siger han.
Kritikken har genlydt flere steder i de seneste år: at Verdensbanken og IMF i alt for mange år har fokuseret alt for enøjet på én bestemt, uhensigtsmæssig tilgang til udvikling. Og den kritik er ikke kun kommet fra græsrodsorganisationer og fattige lande, der har været udsat for de økonomiske eksperimenter, men også fra institutionernes egne økonomer.
Da Verdensbankens vicepræsident Joseph Stieglitz forlod banken efter uenigheder om dens strategier, sagde han, at bankens og valutafondens økonomiske politik "presser det sidste blod ud af svage lande", og at den politik har "dømt folk til døden".
Siden har flere centrale personer i Verdensbanken kritiseret bankens enøjede syn på, hvad der gavner udvikling. "Man kan ikke gå ud fra, at to plus to er fire, når man har med udvikling at gøre. Man bliver nødt til løbende at lære af de fejl, man begår," siger Adebayo Olukoshi.
Minimalstat var mål
Han peger på, at Afrika var et oplagt sted for de økonomiske eksperimenter, fordi mange afrikanske stater stod i en svær situation i begyndelsen af 1980'erne. Nogle regeringer havde investeret meget i uddannelse og satset på at finansiere det gennem en økonomisk vækst, der aldrig kom, blandt andet fordi de globale oliepriser steg og de afrikanske landes råvarer faldt i værdi. Andre lande led under tårnhøj korruption.
Fælles var, at landenes offentlige udgifter var svære at finansiere, så de måtte forgælde sig dybt. Bundet af lånene måtte landene underlægge sig de internationale institutioners betingelser uden mulighed for indsigelse.
Få år forinden havde Milton Friedmans Chicago-drenge båret den nyliberale bølge frem i front i den internationale økonomiske orden, og Margaret Thatcher stod i spidsen af regeringsledere, der styrede ud fra devisen om en minimalstat.
Ud fra samme tankegang krævede IMF og Verdensbanken nu, at låntagerne rettede sig efter strukturtilpasningsprogrammer, hvilket blandt andet betød drastiske nedskæringer på sociale udgifter, udlicitering af statsforetagender og fuld åbning for fri udenlandsk investering. Det skulle fremme væksten, men det viste sig blot at øge uligheden uden at kickstarte økonomien som planlagt.
"Der var vækst i salget af luksusgoder, og der blev flere af de absolut superrige. Men utallige blev kastet i fattigdom, og kløften mellem dem og de rige blev mange gange større," siger Olukoshi.
Ifølge Afrika-ekspert og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke Knud Vilby er der ingen tvivl om, at uligheden voksede overalt:
"Det er stort set en given ting, at når man styrer efter en meget firkantet markedsøkonomisk model, får man voksende ulighed. Hvis man så har et stærkt politisk system, kan man måske gøre noget for at modvirke det ved at lave indgreb, der bremser uligheden. Men den position var de afrikanske lande ikke i."
Da nødderne knækkede
I 1987 udkom Unicef-rapporten Adjustment with a Human Face, som detaljeret beskrev strukturtilpasningernes negative effekter på sundhed og uddannelse.
"Nogle af de offentlige systemer, der visse steder i forvejen var under erosion, brød fuldstændig sammen under strukturtilpasningerne. Blandt andet satsningen på basal gratis skolegang for alle," siger Knud Vilby.
Både Olukoshi og Vilby peger på, at Afrika havde været ramt hårdt af fejlslagne eksperimenter også inden gældsspiralen.
"Men nogle lande havde trods alt gjort fremskridt, og ethvert fremskridt blev undermineret af strukturtilpasningerne. Der var produktioner, som helt blev udslettet i 80'erne og 90'erne," siger Olukoshi.
Da Verdensbanken krævede, at Mozambiques regering skulle fjerne eksportafgiften på uforarbejdede cashewnødder, var det for at åbne for fri handel. Men resultatet blev, at hele cashewnøddeindustrien - Mozambiques største industri - gik ned, og i dag importerer landet nødderne fra Indien.
"Det var så absurd, at også de nordiske landes ambassadører fordømte Verdensbanken. Og det var bare et af mange eksempler. Lande som Senegal, hvor du er nødt til at købe vand på flaske, fremstillede selv vandflaskerne før. Når vi i dag kun kan købe vandflasker fra Polen og Frankrig, er der åbenlyst noget galt," siger Olukoshi.
Ifølge Knud Vilby ramte strukturtilpasningspolitikken i meget høj grad Latinamerika og Afrika, mens Asien i højere grad slap uden om.
"Mange af de lande, der har klaret sig godt i Asien, har i langt højere grad fastholdt den offentlige sektor. Det gælder både kommunistiske stater med høj økonomisk vækst som Kina og Vietnam, men også Malaysia og andre lande. De har haft et andet mix mellem statsregulering og markedsøkonomi, som er meget i strid med de tanker, der lå i strukturtilpasningsprogrammerne," siger han.
Ifølge Olukoshi var Japan blandt de hårdeste kritikere af strukturtilpasningspolitikken, netop fordi den gik stik imod det, Japan havde haft succes med.
"Japans hurtige udvikling skete med national beskyttelse og tung statsunderstøttet industri for først at udvikle industrien, før man gik ud for at konkurrere og liberalisere. Du kan ikke liberalisere skibsbyggesektoren, hvis du ikke først har kapaciteten til at bygge skibe," siger han.
Saftige lunser kød
Efter årelang kritik af især IMF's voldsomme 'chokterapi' over for udviklingslande prøver flere og flere lande i dag at gå helt uden om valutafonden. Især latinamerikanske lande er begyndt at gå deres egne veje og låne hos hinanden i stedet for hos IMF. Og den indiske økonomiprofessor Amiya Bagchi mener ikke, at IMF på nogen måde er nødvendigt for at holde de fattige landes økonomier oven vande.
"Selv blandt mainstream-økonomer er der i dag folk, der ser IMF som en del af problemet med ustabilitet og fattigdom i disse lande. IMF får færre og færre penge ind fra lån og spekulerer derfor konstant i, hvordan fattige landes regeringer kan få presset politikker ned over hovedet, der driver dem til IMF," siger han.
Men afrikanerne kan ikke let gøre som latinamerikanerne, fordi de afrikanske landes økonomier er svagere og mulighederne for egenrådighed snævrere. Blandt andet fordi Afrika igen og igen har været svigtet af sine egne ledere - ledere der ofte blev hjulpet til magten med udenlandsk støtte, siger Bagchi.
"Mange lokale korrupte politikere hjalp med til at skubbe deres lande ind i gældsfælden, mens de opmagasinerede penge fra lån på bankkonti i udlandet. De fungerede ikke som statsoverhoveder, men som agenter for transnational kapital," siger han.
Amiya Bagchi mener, at strukturtilpasningerne primært gavnede transnationale banker og store finanshuse.
"Det lykkedes dem at flå store lunser kød af de forgældede lande med enorme omkostninger for de landes befolkninger," siger Bachi og får opbakning af Olukoshi:
"De saftigste af de privatiserede offentlige foretagender blev købt af udenlandske firmaer. France Telecom købte for eksempel mange landes telefonselskaber. Det medvirkede blot til at gøre kløften mellem Afrika og OECD-landene endnu større."
Men var strukturtilpasningerne entydigt negative? Ikke nødvendigvis, lyder det fra Knud Vilby:
"Der er ingen tvivl om, at de blev indført på en utroligt brutal måde. Men IMF og Verdensbanken ville så selvfølgelig sige, at det måske gjorde ondt på kort sigt, men at det på langt sigt var godt for landene."
Og netop det er der noget om, mener seniorforsker Peter Gibbon fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han påpeger, at der siden 2001 har været en fin vækst i de fleste afrikanske økonomier, og mener at det både hænger sammen med stigende råvarepriser, men også med liberaliseringen af markederne. Noget tilsvarende positivt kan dog ikke siges om resultaterne af reformerne i den sociale sektor, mener han.
"Men det skal også understreges, at der netop siden 2001 har været en klar tilbagetrækning hos IMF og Verdensbanken fra den mest radikale strukturtilpasningspolitik. Nu er mantraet ikke længere, 'hvis det bevæger sig, så privatiser det'."
Kosmetiske reformer
Tilsyneladende har mange i især Verdensbanken erkendt, at fremgangsmåden ikke var optimal: "Det er sket gradvist fra slut-90'erne og frem. De kører ikke så firkantet frem som for 10 år siden. Hvis man ser bankens policy-papirer i dag, er der lagt stor vægt på statens betydning og et langt blødere mix mellem stat og marked," siger Knud Vilby.
Ifølge Peter Gibbon anerkender de fleste i de internationale institutioner nu, at staten skal spille den dominerende rolle i den sociale sektor. Den ændring i indstillingen har formentlig blødt op på de mest negative effekter i Afrika, mener han.
Adebayo Olukoshi kalder det nonsens, at den økonomiske fremgang i Afrika skulle skyldes ny politik fra Verdensbanken.
"Fremgangen skyldes et boom i råvarepriserne, og det er kun på grund af den store efterspørgsel fra Kina, Indien og til en vis grad Brasilien og Rusland. Men lad os ikke glemme, at der har været 20 års dårlige resultater, hvor Afrika er sunket helt til bunden. Vi kan ikke komme længere ned, så på et eller andet tidspunkt måtte der komme en forandring i positiv retning."
I starten af 1990'erne foregik over halvdelen af Afrikas handel med Europa. I dag er det faldet til en tredjedel, mens handlen med Asien er vokset til en anden tredjedel. Det giver naturligt en mindre afhængighed af Europa, siger Knud Vilby.
"Kina er rykket ind med investeringer og uddannelsesstøtte, og flere og flere afrikanerne kommer til Kina for at studere. Kineserne går mest ind i lande med olie, men går også efter landbrugsråvarer, bomuld og tømmer. Det giver et andet billede af Afrikas økonomi end for bare fem år siden."
Kineserne kommer ikke i solidaritet, men for at fremme kinesiske interesser. Det skal afrikanerne huske, understreger Olukoshi.
"Vi må sikre os, at Afrikas egne interesser bliver beskyttet. Lige nu forberederer vi os ikke tilstrækkeligt på at udnytte det strukturelle skift i verdensøkonomien, som Kina og Indien skaber."
Det er et velkendt argument, at afrikanerne må være dumme eller dovne, når de bliver ved med at være fattige. Syynspunktet fremkalder et hørbart suk fra Adebayo Olukoshis ende af telefonlinjen: "De fleste af de mennesker, som kommer med den slags udtalelser, har aldrig undersøgt, hvordan strukturel ulighed bliver skabt."
