Der har altid været et vist overlap mellem litteratur- og filmnørder. Og til alle os, der føler os hjemme i begge grupper, tilbyder dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i år en række skræddersyede oplevelser. En del af de film, der er på programmet, er nemlig mere end almindeligt litterære.
En af de besynderligste og mest inciterende film på festivalen er den tyske instruktør Harald Bergmanns Brinkmanns Zorn om den misantropiske avantgardepoet Rolf Dieter Brinkmann, en af tysk litteraturhistories mest rebelske og karismatiske skikkelser.
Brinkmann hadede indædt den virkelighed, der omgav ham. De grå boligblokke i hjembyen Köln. Konsummentaliteten. Bilerne og deres fede udstødningsdunst. Og han hadede skriften, i hvert fald i dens traditionelle form som lineær, kausalt sammenhængende repræsentation eller snarere forsøg på repræsentation af en realitet, han ikke mente lod sig fiksere i episke strukturer.
Så i stedet for at skrive romaner gav han sig til at optage lyden af virkeligheden. Rappende ænder, brølende biler, buldrende skraldespande. Og optage sine indtryk af virkeligheden, ganske vist i sproglig form, men fuldstænsig fragmenteret.
Bevæbnet med båndoptager og mikrofon flanerede han rundt i sit forhadte Köln, på jagt efter små stykker konkret virkelighed, som han senere kunne klippe sammen i nye, gnistrende konstellationer. Og hjemme i sin lille lejlighed terroriserede han sin stakkels kone og sin talehandicappede søn, som han paradoksalt nok skulle lære kunsten at sætte ord på verden ved konstant at stikke sin mikrofon op i fjæset på dem og afkræve dem indtryk og kommentarer.
Filmen følger denne indædte jagt på lyden af virkeligheden. Lydsporet består af Brinkmanns originale optagelser, som han efterlod sig ved sin alt for tidlige død i 1975, en uge efter sin 35-års fødselsdag. Men billedsiden har Harald Bergmann fintfølende tilføjet. Her mimer skuespilleren Eckhard Rhode den døde digter, der hvæser sine beske beskrivelser af en hæslig verden ned i mikrofonen. Og faktisk fungerer det. Rigtig godt endda. Hvis man da ellers er til spontan-lyrik og kölner-spleen.
Balstyriske beatniks
En mere munter lille perle er undergrunds- og modkulturernes stålsatte kronikør Peter Whiteheads Wholly Communion.
Med sit simple 16 mm-kamera dokumenterede Whitehead den legendariske happening The International Poetry Incarnation, der fandt sted i 1965 i Royal Albert Hall i London. Her, midt i The Swinging Sixties, samledes over 7.000 mennesker for at overvære mødet mellem en række digtere fra den europæiske avantgarde og nogle af den amerikanske beatkulturs største stjerner, blandt andet Allen Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti og Gregory Corso.
Og hvor er det dog nogle lifligt udsyrede oplæsninger, de balstyriske beatniks fyrer af. Særlig er den lille halvskaldede troldmand Ginsberg i hopla. Han lægger ud med at afsynge et tibetansk mantra, mens han akkompagnerer sin sitrende jamren med fingerbækkener, og senere giver han sig til at recitere digtet "Who be Kind To", der indeholder den bramfri opfordring "Tonite let's all make love in London", hvilket et par år senere skulle blive titlen på endnu et mesterværk fra Whiteheads hånd, en intens rockumentary om Rolling Stones og resten af 60'ernes tøjlesløse London.
Men selvom Ginsberg er i topform, er europæerne altså mindst lige så fede. Læg særligt mærke til, hvordan den senere så hypede tyske Ernst Jandl begejstrer publikum, da han rabler dada-lyddigte af sig. Og bemærk også, hvor smukt engelske Adrian Mitchells anti-militaristiske "To Whom it May Concern" er. Digtet, som Mitchell i anledning af en demonstration i 2001 skrev om, så verset "Tell me lies about Vietnam" blev til "Tell me lies about Iraq".
Stakkels Pynchon
Mens de højtråbende beatniks ikke havde noget problem med at sætte sig selv i centrum, er deres landsmand og kollega Thomas Pynchon legendarisk sky. Mange regner ham for USA's største nulevende forfatter, men ingen ved, hvem fyren egentlig er, for han giver aldrig interviews og har nægtet at lade sig fotografere i de sidste 40 år.
Men netop fordi Pynchon har trukket sig helt tilbage fra offentligheden, er fanatiske fans med detektivisk-biografiske tilbøjeligheder paradoksalt nok begyndt at dyrke hans person. De roder rundt i gamle universitets- og militærarkiver, og de små bidder information, de finder, knytter de sammen i de mest forunderlige fortællinger om Pynchon, om forbindelser til Lee Harvey Oswald og CIA's uhyggelige eksperimenter med LSD i såkaldte mind control research programs i 1950'erne.
De svejtsiske brødre Donatello og Fosco Dubinis film Thomas Pynchon - A Journey Into the Mind of [P.] handler om disse Pynchon-fans - mere end den handler om Pynchon selv, som ingen jo rigtig ved noget om. Her får nogle af de mest seriøse nørder lov at præsentere deres fortællinger om Pynchon. Fortællinger, der er så groteske, at de er absolut lattervækkende, men samtidig sært besnærende. Og fortællinger, der med deres labyrintiske, konspirationsteoretiske karakter meget passende har klare affiniteter til Pynchons eget værk.
Men stakkels Pynchon, tænker man midt i begejstringen over de forrygende fantasifulde fortællinger. For kunne folk dog ikke bare lade ham være? Lade hans værk tale og han selv leve i fred? Nej, det kan de åbenbart ikke, fremgår det af filmen, der på en vis måde må siges at være en sørgelig dokumentation af den brutalt biografiske mentalitet, der præger den litterære verden.
En mentalitet, ingen af os, der kan finde på at gå i biografen for at sidde i mørket og slubre film om forfattere, dog kan sige os helt fri fra.
Brinkmanns Zorn: Engelske undertekster. 105 min. Husets Biograf 16. november kl. 17:00
Wholly Communion: Engelsk uden undertekster. 33 min. Vises sammen med Robert Frank og Peter Whiteheads ikke mindre herlige Nobody Beats the Beats - Ginsberg on Film: Gloria 18. november kl. 22.15
Thomas Pynchon - A Journey Into the Mind of [P.]: Engelsk uden undertekster. 96 min. Husets Biograf 17. november kl. 17:00
