Enhver kunstnerisk retning har gennem historien haft sin andel af visuel live-udladning i form af aktioner, happenings og performance og siden futurismen har performancen haft for øje at gøre op med det selvfede kunstbegreb og søgt at gå i øjenhøjde med beskueren og brugeren. Performancen ville i dialog, bevæge og forskrække - og havde krav på at levere alt fra det hverdagslige til det uventede og absurde. Men performance som genre er også blevet beskyldt for at være det modsatte - nemlig elitær, indforstået og fjollet. Og dobbeltheden er intakt i New Yorks anden performance-festival, Performa 07.
Performa, der er skabt af kunsthistorikeren og kritikeren RoseLee Goldberg i 2005, åbner gerne med et brag af en såkaldt Performa Commission. Det vil sige, at Goldberg inviterer en kunstner, der normalt ikke arbejder med performance, til at skabe et værk, der udfolder sig live.
I år var det den italienske kunstner Francesco Vezzoli, der stod for åbning af biennalen med et stort anlagt show i rotunden på Guggenheim-museet. Vezzolis performance var en skrabet genopsætning af forestillingen Right You Are (If You Think You Are) af Luigi Pirandello fra 1917. Ni stjerneskuespillere sidder i rundkreds på en lille rund scene i midten af Frank Lloyd Wrights rotunde. Som var det optagelserne til et radiodrama sidder de statisk og udynamisk og udsiger replikker. Forestillingen kredser om sandhed og løgn og ikke mindst om en hovedperson, vi ikke ser, men som tilsyneladende finder mere identitet i snakken og stjernestøvet, der omgærer hende, end i de virkelige forhold.
I forestillingens sidste fem minutter kommer hun så til syne: Spillet af Cate Blanchett og i en robe designet af John Galliano bliver hun som en superdiva eskorteret af kameraer og blitzlys hele vejen ned ad spiralrampen i museet for til sidst at ende på den runde scene med en opulent replik om, at hun er den, vi ønsker, hun skal være. Pointen er (for) klar, det handler om celebrities og stjernestøv - og om at miste fodfæstet. Men Vezzolis iscenesættelse slår om i sin egen modsætning og bliver til det, som forestillingen oprindeligt var sat i verden for at kommentere - en stykke fordrejet og forskudt sandhed som genfindes overalt i den glammede celebrity-kultur. Lyden var dårlig, folk småtalte undervejs, flere og flere udvandrede - det var en pinlig affære.
Voldens lydside
Anderledes nærværende og korporligt var svenske Nathalie Djurbergs live-soundtrack til animationsfilmen med arbejdstitlen Kids and Dogs. Djurberg brillerer med såkaldte claymations, det vil sige film sammensat af optagelser med figurer, der er kreeret i modellervoks. Scenen er sat i en baggård udgjort af pastelfarvede huse i papir og pap. Mellem skrald og ulækkerheder er vi vidne til et usædvanligt råt gangsteropgør mellem karreens børn og hunde. De flår hinanden i stykker, skyder hinanden med automatvåben, overhælder hinanden med håndgranater og mister lemmer og forstand. Filmens del to udspiller sig på det lokale hospital, hvor hunde som børn bliver lappet sammen i det omfang, det nu er muligt. Hospitalet har designersmart gulv i sorte og hvide skaktern, og væggene er i samme fimsede pastelgrønne som baggårdens husmure. Patienterne bliver tilset af oversexede sygeplejersker, der foruden at give ilt og plaster også leverer seksuelle ydelser.
Filmen vises i et, til lejligheden udvalgt, off-off-broadway teater, og på scenen, foran filmen, leverer kunstneren samt komponist og performer alle reelle lyde til filmen. På en bund af bib-lyde spilles alle faktiske lyde, som forekommer i filmen; En performer, der hælder vand fra en vandkande i en tom spand, agerer tissende hund:, skrivemaskinen leverer lyd til automatvåbnene, stortrommen til granatnedfaldene, og lyde fra slåskampene er performeren, der tæsker rundt i håndgemæng på scenen. Et par enkelte monitorer på scenen giver 'stikord' til næste lyd. Præcisionen er imponerende, og scenarierne er lige dele perverse, absurde og hysterisk morsomme. Med et greb tilbage til historiens syrede fluksuskoncerter med smadring af koncertinstrumenter in mente, placerer Djurbergs nærmest analoge performance sig alligevel som et hæsblæsende og nærværende optrin lige i synet på beskueren.
Politisk bid eller ej
Adam Pendletons performance, The Revival, sendte sit politiske budskab i æteren, så man blev helt forbløffet. Udstyret med en mikrofon og med gedigen backing fra band såvel som gospelkor gik Pendleton på scenen - eller på gulvet - med ønsket om at oplyse og åbenlyst kritisere amerikanernes forhold til hiv, familiepolitik, racisme og homoseksualitet. I oprørt stemmeføring og med melodisk indsigt messede han om statistikker og hændelser som en krydsning mellem en præst i kirken, en crooner på epo og en amerikansk demagog sælgende alt fra Herba Life til frelse. Men det virkede. Han nåede sit publikum og havde dem lige, hvor han ville have dem.
Også Isaac Julien og Russel Malliphant tager emner op, som kunne få politisk betydning. Men i stedet for at fremelske disse budskaber bremses de bevidst i ønsket om at lægge sig i den lækre æstetiske overflade. Julien skaber smukke billeder fra varme lande; af kolorerede fiskekuttere på en strand, indtagende byprospekter og livet i byen. Billederne projiceres på tre storskærme og fortsætter i nogen grad fra den ene skærm til den næste. Klipningen er præcis, bevægelserne er overbevisende koreograferede, og kvinden fra filmen går igen uden for lærredet i en danseopsætning skabt af Malliphant. Det er gudesmukt - særligt når der eksperimenteres med projektionsformatet så danserne kanter sig ud gennem sprækkerne i det splittede lærred.
"
'Performa 07' fortsætter til den 20. november og det ambitiøse program tæller konference, debatter, seminarer og artist talks. www.performa-arts.org
På www.youtube.com/PERFORMA07 kan man se liveoptagelser af flere performances fra Performa 07
