Læsetid: 3 min.

Politiet mod rosset

I søndags krævede den italienske fodboldvold sit seneste offer. Den 28-årige Gabriele Sandri blev skudt af politiets kugler, da han sad og blundede i sin bil, mens kammeraterne sloges mod politiet udenfor. Fodboldvold i Italien er langt fra noget nyt
De italienske hooligans, de så kaldte ultras, er noget af en institution i italiensk fodbold. 20.000 af dem er organiserede, og de er en af grundene til, at mange kampe i Italien nu afholdes uden udeholdets tilskuere. I søndags krævede fodboldvolden så sit seneste offer.

De italienske hooligans, de så kaldte ultras, er noget af en institution i italiensk fodbold. 20.000 af dem er organiserede, og de er en af grundene til, at mange kampe i Italien nu afholdes uden udeholdets tilskuere. I søndags krævede fodboldvolden så sit seneste offer.

Alessandra Tarantino

17. november 2007

Søndag aften stod Rom i flammer. Tidligere på dagen havde politiet forsøgt at bremse et slagsmål mellem tilhængere af klubberne Lazio og Juventus på en tankstation nær Arezzo i Toscana med to varselsskud, som blev affyret på tværs af motorvejens fire kørebaner. Det ene af skuddene ramte og dræbte imidlertid den 28-årige Lazio-tilhænger Gabriele Sandri, som sad og blundede i en bil, mens kammeraterne sloges. Da nyheden spredte sig, kom det i løbet af eftermiddagen til voldsomme optøjer i forbindelse med fodboldkampe i flere italienske byer.

Tilskuervold er langtfra noget nyt fænomen i Italien. I fjor omkom en betjent i forbindelse med det sicilianske lokalopgør mellem Catania og Palermo, da der opstod slagsmål mellem tilhængere og politi foran stadion. Catania blev som straf tvunget til at spille sæsonens resterende hjemmekampe uden tilskuere.

Fællesangreb mod politiet

På trods af skærpede sikkerhedsforanstaltninger de senere år er det ikke lykkedes at komme volden til livs. Man kan ikke længere købe billet til kampene på stadion. De skal købes senest dagen inden mod forevisning af billedlegitimation. Alligevel bliver et stigende antal kampe - ikke bare i Serie A, men også i de lavere rækker - af sikkerhedshensyn afviklet uden adgang for udeholdets tilhængere. Senest kampen mellem Palermo og Napoli, der blev spillet lørdag aften. I den sammenhæng viste søndagens optøjer dog kun, hvad man allerede vidste: at de mest motiverede slagsbrødre alligevel opsøger hinanden. Det nye var, at de søndag rottede sig sammen mod politiet.

Af frygt for alvorlige optøjer efter hændelsen ved Arezzo blev Lazios udekamp mod Inter i Milano således aflyst, og kampen mellem Atalanta og Milan i Bergamo, hvor tilskuere forsøgte at invadere banen, blev afbrudt efter blot syv minutters spil. I Milanos gader gik Inter og Lazios fans i fællesskab til angreb på politiet. Af sikkerhedshensyn blev aftenkampen i Rom mellem Roma og Cagliari derfor også aflyst, men her gentog mønstret fra Milano sig: Roma og Lazios mest ekstreme tilhængere, som normalt er ærkefjender, gjorde fælles front mod ordensmagten. I kvarteret omkring Det Olympiske Stadion satte de ild til adskillige biler og kastede med sten, kanonslag og molotovcocktails mod tre politistationer samt Den Olympiske Komités hovedkvarter.

Indenrigsminister Giuliano Amato blev i dagene efter kritiseret voldsomt for ikke øjeblikkeligt at have indstillet alle søndagens kampe. I parlamentet forsøgte han at forklare optøjernes dynamik: Angrebet mod Den olympiske Komité virkede som afledningsmanøvre, der gjorde det muligt for tilhængere ustraffet at angribe politistationerne. Således foretog politiet kun fire anholdelser, selv om det skønnes, at omkring 1.000 maskerede såkaldte ultras deltog i optøjerne. Anklagemyndigheden har efterfølgende sigtet to af de anholdte i henhold til terrorismeparagraffen.

Minder om 70'ernes guerillakrig

I Italien er fodboldsporten politiseret som ingen andre steder. De fleste klubber og supportergrupper har mere eller mindre eksplicitte politiske tilhørsforhold, og landets politikere forstår at bruge fodbolden til egne formål. Da Lazios tilhængere befinder sig på den yderste højrefløj, krævede ledende eksponenter for det reformerte fascistparti Alleanza Nazionale derfor straks, at Amato skulle "tage ansvaret på sig" og gå af som konsekvens af volden.

Det skønnes, at der findes omkring 20.000 organiserede ultras i Italien. Størstedelen af disse sympatiserer med den politiske højrefløj, men også den yderste venstrefløj er repræsenteret på stadion. Således var fascistpartiets avis Secolo d'Italia og Rifondazione Comunistas organ Liberazione enige om, at optøjerne havde været en spontan protest mod den moderne kapitalisme, som kvæler enhver social identitet, og at anklagerne om organiseret terrorisme derfor er både grundløse og skadelige. Selve ordet ultras henviser til en diskrimineret befolkningsgruppe, "på niveau med immigranter, demonstranter og sigøjnere", præciserer Liberazione.

Den italienske hovedstad har gennem længere tid været præget af spændinger mellem de politiske yderfløje, der bringer mindelser om 70'ernes guerillakrige i de italienske storbyer. De anholdte efter søndagens optøjer menes således også at have været involveret i en episode i den romerske park Villa Ada tidligere på året, hvor en gruppe maskerede mænd uden varsel angreb publikum til en reggaekoncert i parken med køller og cykelkæder. Efterfølgende er flere fascistiske klublokaler blevet sat i brand som hævn. Endvidere har lederen af Lazios mest radikale tilhængere været udsat for en såkaldt gambizzazione (skud i benene), som var yndet middel mod politiske modstandere i 70'erne.

Roms offentlige anklager har fastholdt anklagen om terrorisme mod de anholdte og betegner angrebet mod politistationerne som "et angreb mod staten".

Anklagemyndigheden i Arezzo undersøger derimod, om anklagen mod den politibetjent, der affyrede det dræbende skud, skal skærpes fra uagtsomt manddrab til manddrab. Ved Sandris begravelse onsdag deltog ultras fra hele Italien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu