Læsetid: 3 min.

Det post-islamistiske demokrati

Iran og Egypten repræsenterer to meget forskellige eksempler på, hvordan Vesten opfatter traditionens indflydelse
10. november 2007

Flere hævder, at islam og demokrati er to uforenlige størrelser. Påstanden kommer på bordet, når det diskuteres, hvorfor den arabiske verden halter så håbløst bagefter, hvad angår demokratisk udvikling i traditionel vestlig forstand. Demokrati var et af nøgleordene, da amerikanerne invaderede Irak i 2003, demokrati er en central del af diagnosen over Libanons næsten permanente krise, og overalt fra Marokko til Saudi Arabien og Iran identificeres islamiske grupper i forskellige afskygninger som demokratiets sande fjender. Så snart den arabiske verden, eller snarere den islamiske verden har frigjort sig af religionens og traditionens svøbe, er vejen banet for en sund og moderne demokratisk udvikling, hedder det.

At virkeligheden ikke er så enkel demonstrerer Asef Bayat for i en ny bog, der med den besnærende titel Making Islam Democratic går historisk og idelogisk bag om det vigtige spørgsmål. Ved en grundig analyse af forholdet mellem religion og samfundsmæssige udviklinger påviser han, at opfyldelsen af de demokratiske idealer har mindre at gøre med religionens indhold end med hvordan religionen bliver praktiseret, og ad den vej kommer han med et væsentligt bidrag til at få manet det islamike spøgelse i jorden.

Den islamiske revolution

Ifølge Asef Bayat, der står i spidsen for Institut for Studier i Islam i den Moderne Verden ved universitetet i den hollandske by Leiden, er debatten om det tilsyneladende misforhold mellem islam og demokrati mere politisk end den er filosofisk.

Den islamiske revolution, der i 1979 vendte op og ned på Iran, er det bedste eksempel på dette. Med fodfæste i en relativt lille, stærkt ideologisk græsrodsbevægelse blev denne gennemført af en politisk elitær gruppe omkring ayatollah Khomeini, der protesterede mod et demokrati, de så som domineret af 'kapitalismens diktatur' og 'materialismens overherredømme'. I stedet satte de et stærkt ensrettet samfund med ekstrem adskillelse af kønnene og en konsekvent nedlukning af alle åbne rum i hovedstaden Teheran. Til gengæld opstod der også en langt mere demokratisk samfundsorden, idet de sociale forskelle udlignedes drastisk.

Reaktionen kom et lille årti senere i form af den såkaldte reformbevægelse, der, stadigvæk med islam som udgangspunkt, banede vejen for større folkelig deltagelse i det offentlige liv. Forfatteren beskriver, hvordan de iranske kvinder igen er kommet ud af hjemmenes isolation. Mountainbiking og skisport er blevet populære fritids-interesser, og Teheran har idag næsten fire gange så mange offentlige parker som før revolutionen.

Iran er ikke blevet mindre islamisk, men det er kommet ind i en fase, Bayat kalder post-islamistisk, og den betragter han som mindst ligeså demokratisk som de vestlige demokratier, der efter hans opfattelse karakteriseres ved privat ejendomsret, hvide, mandlige ledere og en tvivlsom liberal indstilling.

Egypten er mest islamisk

Den store misforståelse i tolkningen af Irans islamiske revolution ligger i, at den ikke var folkelig. Det var en politisk reaktion, der blev presset ned over hovedet på befolkningen ovenfra, og derfor viste den sig heller ikke holdbar i længden. Men dette, understreger forfatteren, har ikke noget med islam at gøre.

For at perspektivere denne tese, stiller han Iran op imod Egypten, der efter traditinel opfattelse står Vesten meget nærmere og i mange sammenhænge synes at være kommet længere i den demokratiske udvikling. Her strider det mod mange stereotype opfattelser, når forfatteren refererer til undersøgelser, der alle viser, at omkring 95 procent af den egyptiske befolkning betragter religion og tradition som tilværelsens centrale elementer, hvilket langt overgår både Iran og konservative regimer som Saudi Arabien.

Egypten er så absolut regionens mest islamiske stat, skriver Asef Bayat således, og det hænger sammen med, at udviklingen her og i diamentral modsætning til Iran, kommer nedefra, som et bredt folkeligt ønske. Han beskriver Egyptens islamiske bevægelser som en indre social protest i det fattige land, hvor eksempelvis Det Muslimske Broderskab for længst har lagt de voldelige metoder på hylden og nu fremstår som en bevægelse, der både ønsker og formår at fungere i en demokratisk sammenhæng.

Asef Bayat: Making Islam Democratic. Social Movements and the Post-Islamist Turn. Standford University Press. 291 s. ISBN 10:0-8047-5595-7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu