Læsetid: 6 min.

Jeg prøver at reproducere livet

Rumænsk succes. Når man som i '4 måneder, 3 uger og 2 dage' fortæller en historie baseret på et andet menneskes oplevelser, har man et ansvar for ikke at manipulere eller misbruge sine virkemidler, siger den rumænske filminstruktør og Guldpalmevinder Cristian Mungiu
Fortælling. Ærlig talt, så tror jeg ikke på at give gode råd. Folk er nødt til selv at finde ud af tingene på deres egen måde. Det er ikke nyttigt for publikum, at jeg fortæller dem, hvad jeg synes, siger Cristian Mungiu.

Fortælling. Ærlig talt, så tror jeg ikke på at give gode råd. Folk er nødt til selv at finde ud af tingene på deres egen måde. Det er ikke nyttigt for publikum, at jeg fortæller dem, hvad jeg synes, siger Cristian Mungiu.

Andrew Medichini

16. november 2007

Hvis Rumænien er den førende filmnation i Europa, må Cristian Mungiu være landets ukronede konge. Den 39-årige instruktør vandt en Guldpalme i Cannes i maj i år med sin anden spillefilm, dramaet 4 måneder, 3 uger og 2 dage, hvilket var det foreløbige højde punkt i både hans karriere og i den rivende udvikling, som rumænsk film har gennemgået gennem de seneste seks-syv år. En udvikling, som har ført festivaldeltagelse, priser og international opmærksomhed med sig.

Succesen er dog ikke steget Mungiu til hovedet, og da den lille, venlige mand tager imod i Grand Teatrets café for at tale om sin nye film, kan man ikke mærke, at han har rejst verden rundt med filmen og sikkert hørt de samme spørgsmål mange gange før; tværtimod svarer den tidligere lærer og journalist beredvilligt og entusiastisk på alt omkring filmen, der handler om to unge piger, den ene gravid, som i Ceausescus kommunistiske Rumænien prøver at arrangere en abort, hvilket er ulovligt.

- Du har levet halvdelen af dit liv før og halvdelen af dit liv efter kommunismens fald. Det må have en stor betydning for det, du vælger at lave film om. Du kender i hvert fald nok til det gamle system til at kunne fortælle om det.

"Filmen fortæller om de to piger og taler ikke direkte om systemet. Dét, synes jeg, er ærlig talt en kliché. Der er lavet for mange film om kommunismen i stil med Goodbye, Lenin. Det var ikke sådan en film, jeg havde lyst til at lave. Jeg undgår oven i købet at nævne ord som kommunisme, kammerat eller Ceaucescu. 4 måneder, 3 uger og 2 dage er en historie om mennesker, og den foregår blot på den tid. Alt det, der foregår i baggrunden, vil fortælle én en masse om perioden, man oplever, og stemningen. Jeg ville lave en film fortalt gennem et menneske, som levede dengang. Jeg har ikke udviklet koncepter omkring kommunismen og lader ikke personerne holde taler om frihed. De taler om deres hverdagsproblemer og prøver at løse dem, og jeg vil have, at man skal se det liv indefra. Filmen skal give én en fornemmelse af atmosfæren dengang, aggressionerne, undertrykkelsen af folket, men kun gennem perifere ting."

- Det er en meget nøgtern film, der viser, hvordan det var, men undlader at kom-mentere det.

"Jeg videreformidler historien og giver folk mulighed for at være vidne til den og alle følelserne. Hele filmens stil drejer sig om, at man ikke skal lægge mærke til mig, filmskaberen. Jeg kommenterer ikke. Jeg har ikke nogen mening. Jeg har taget en beslutning om at fortælle dig den her historie, fordi jeg synes, at den er relevant."

- Men hvorfor fortælle historien på den måde?

"Fordi jeg synes, at det er meget mere overbevisende. Det er en mere effektiv måde at oplyse folk på end ved at prædike. Det er ikke, hvad film skal gøre. Ærlig talt, så tror jeg ikke på at give gode råd. Folk er nødt til selv at finde ud af tingene på deres egen måde. Det er ikke nyttigt for dem, at jeg fortæller dem, hvad jeg synes. 'Men lad mig fortælle dig en historie. Det er det, jeg er god til.' Hvad du får ud af filmen, er ikke det samme, som jeg får ud af den. Det hænger sammen med dit liv til og med i dag, og det vil give dig et svar."

Stimulere publikum

- Du behøver ikke fortælle mig det, men inderst inde må du have en idé om, hvad du håber, folk får ud af filmen.

"Det eneste budskab i den her film, jeg kan sætte ord på, er, at man skal få noget ud af det, der sker for én. Jeg håber, at jeg kan få folk til at danne sig en mening, stimulere dem. De skal tænke over tingene og over ansvaret for at bruge deres frihed. Det er det hele. Resten er op til én selv."

- Tror du på, at film kan forandre ting?

"Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan gøre, hvilket vil sige at fortælle relevante historier i håbet om ... jeg tror ikke, at 4 måneder, 3 uger og 2 dage vil påvirke massevis af mennesker. Men det er nok, hvis bare nogle få mennesker lærer noget nyt efter at have set den. For et par dage siden viste jeg filmen i USA, og én sagde til mig, at 'det havde jeg aldrig tænkt over.' Det er nok for mig, hvis det sker én gang for hver screening af filmen."

"Der er mange lag i den. Først og fremmest er der historien. Jeg fortæller dig en historie. Jeg kan ikke sige, 'nyd historien', men 'følg historien.' Det er muligt at bruge arthouse-filmskaberens midler til at lave en film for et publikum. Jeg føler, at det er en film for publikum, fordi man kan se den i to timer uden at kede sig og opleve den anspændthed, der er i hovedpersonens hoved og kommer fra arbejdet med skuespillerne og følelsernes styrke."

Børn af dekretet

- Kan du fortælle mig lidt om baggrunden for filmen også politisk, historisk? Jeg har læst om Ceausescus dekret, der gjorde abort ulovlig for at fremme befolkningstilvæksten.

"Det er en lov fra 1966, som gjaldt indtil 1989 og kommunismens fald og siges at have kostet 500.000 kvinder livet, fordi de fik foretaget ulovlige aborter. Det første, man gjorde, da kommunismen faldt i Rumænien, var at gøre abort lovligt igen. Konsekvensen var, at vi havde mere end en million aborter det første år. For mig er filmen også en måde at tale om, hvordan mange års mangel på frihed og misbrug af ens frihed, fordi man ikke ved bedre, kan føre i den samme retning. Det handler om ansvar."

"Det er en sand historie, som jeg fik fortalt for 15 år siden, og som jeg aldrig troede, at jeg ville lave en film ud af. Men forrige år prøvede jeg at finde en historie at fortælle, som ville være interessant for min generation. Jeg blev født på grund af dette dekret. Jeg blev født i 1968, og jeg var ikke et planlagt barn - ligesom mange andre i min generation. Vores forældre tog sig af os, men vi var ikke planlagt. På et tidspunkt opdager man, at der er en slags solidaritet mellem os i den generation, vi er alle børn af dekretet. De fleste fra min generation emigrerede, da det blev muligt i 1990'erne, men i Rumænien er vi den aktive generation, som skaber forandringer. Da jeg rejste rundt med min første film, gik det op for mig, at de havde lyst til at se en film om sig selv på det store lærred, og jeg tænkte, at det ville være godt for mig at fortælle denne historie, mens jeg stadig kunne huske den. Forrige år løb jeg så igen ind i denne person - når man er i færd med at skrive noget, er man meget opmærksom på sine omgivelser. Man tager dem som tegn på, hvad man skal gøre. 90 procent af dem er forkerte, men dette var ikke forkert. Jeg mødte pigen igen, og vi kom til at tale om hendes oplevelser igen, og jeg tænkte, at 'det er relevant for, hvordan vi levede, det havde konsekvenser på lang sigt.' Jeg besluttede mig for at fortælle historien, og så fulgte jeg den bare, som jeg kendte den."

Ikke manipulere

- Hvilket ansvar har man som filmskaber, når man baserer en film på et andet menneskes følelser og oplevelser?

"Man har et ansvar for ikke at være manipulerende, fordi det er det meget nemt at være med de midler, man har til sin rådighed som instruktør. I forhold til stilen, så handler det i denne film om ikke at misbruge sine virkemidler. Det er meget nemt at få nogen til at græde ved at bruge musik eller violiner eller mange klip. Det gør jeg ikke. Jeg har prøvet at respektere følelserne hos den person, som virkelig oplevede det, at forklare det til skuespillerne og give dem plads til at udvikle følelser, virkelige følelser, i forbindelse med den virkelige historie. Det er noget, som publikum kan forstå - de forstår måske ikke, at man har en visuel, fortællemæssig stil, men de mærker styrken."

"Jeg prøver at reproducere livet. Jeg får ikke min inspiration fra film. Det er allerede et andet menneskes måde at anskue livet på. Jeg prøver selv på at se livet så direkte som muligt."

Mere om rumænsk film på information.dk/film

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu