For nylig hørte jeg om en produktionsvirksomhed, hvor man havde valgt at spare en kontrolfunktion væk, som længe havde været en del af lagerchefens arbejdsopgaver. Lagerchefen havde i mange år skullet underskrive ordresedlerne, når der blev hentet varer fra lageret. Underskriften havde ikke været til for kundens skyld eller som en sikring af at leverancerne var korrekte, men havde alene haft en funktion indadtil i virksomheden som en bekræftelse på, at der nu faktisk var forsvundet det antal af varepaller fra lageret, som fremgik af ordren. Underskriften og dermed kontrollen blev overflødig i det øjeblik, virksomheden havde fået styr på sit lager og dermed ikke behøvede lagerchefens godkendelse af alle de varebevægelser, som hans medarbejdere stod for. Det var manglende tillid til virksomhedens egne lagersystemer, som nødvendiggjorde lagerchefens påtegning og dermed indførelsen af et kontrolled mellem lagerarbejdsfunktionen og den logistiske ledelse af virksomheden.
Vejen til at spare tidskrævende kontrolfunktioner væk gik i denne virksomheds tilfælde gennem et kritisk blik på arbejdsgangene i lagerdivisionen ud fra, hvilke der var til glæde for kunderne, og hvilke der ikke var direkte kunderelateret. Ad den vej fandt man frem til, at lagerchefens underskrift mest af alt var et kompensationsforsøg på grund af manglende overblik over lageret.
Manglende overblik
Nogle gange har man indtryk af, at trangen til at kontrollere offentlighedens 'varebeholdning', dvs. de ydelser i form af bl.a. omsorg, sikkerhed, uddannelse, pleje og sundhed, som stat, kommuner og regioner råder over, skyldes det samme: Man kompenserer for det manglende overblik gennem kontrol. Man sætter et lag af chefer ind, hvis kontrolfunktion tjener til at gøre ledelseslaget lige ovenover tilfreds, men som hverken har kunden/brugeren eller dem, der udfører arbejdet, i fokus. Snarere hviler det på manglende tillid til, at de, der udfører arbejdet, besidder nogen form for overblik. Sådanne kontrolfunktioner ville kunne afskaffes, hvis man fra den overordnede ledelses side følte sig tryg ved, at dem, der arbejder på lageret eller på en af de offentlige institutioners afdelinger, faktisk registrerer og forstår de forløb, der foregår. Hvis de ansatte med egen professionel opfattelsesevne, med hinandens og med teknologiens hjælp forstår at holde styr på processerne, er kontrollen af det udførte arbejde et unødvendigt ekstra led, som ingen har glæde af at blive udsat for eller at stå for at udføre.
Eksemplet med lagerchefen kan være med til at gøre den mekanisme synlig, at en kontrolfunktion ofte bliver indført for at dække over manglende overblik. Man tilskriver enkeltpersoner, f.eks. lagerchefen et ansvar for en kontrol der skal reducere kompleksiteten, men alt, hvad vedkommende faktisk er udstyret med retten til, er at sortere i de informationer, som gives videre om kompleksiteten, sådan at den øverste ledelse ikke behøver at forstå kompleksiteten nærmere endsige forholde sig til den som et problem. Enkelheden og overskueligheden findes da alene i styringsredskaberne og ikke som et indarbejdet ideal for de medarbejdere, hvis rutiner gerne skulle skabe overskud til at kunne overskue de uventede udfordringer.
Dette efterårs valgkamp, som afsluttes d. 13. november, har budt på flere forslag til, hvordan man frigør både chefer og medarbejdere fra unødvendig kontrol. De radikale vil erstatte kontrol med tillid, de liberale har netop tilsluttet sig socialisternes plan om en afbureaukratisering af den offentlige sektor.
Tillid
Tilliden først. Der vil blive tale om et stort forsoningsarbejde, hvis de ansvarlige politikere i landets centrale administrationer skal afsværge sig muligheden for at stille individuelle 'lagerchefer' til ansvar for 'lagerbeholdningen'. Det kræver en genopbygning ikke alene af tilliden til de sundhedsprofessionelles, lærernes, forskernes og pædagogernes egen dømmekraft, men også en tillid til de systemer, som man benytter sig af for at opbevare, overlevere og indhente viden inden for disse faggruppers områder. Kompleksitetskompensation gennem individuel kontrol skal erstattes af institutionernes egen inerti.
Fra regler til rimelighed
Dernærst afbureaukratisering. Bureaukratiet styrer gennem regler, og afbureaukratisering er at overlade praksis til den enkeltes fortolkning af, hvad der er rimeligt, retfærdigt og rigtigt at gøre. Afbureaukratisering forudsætter dermed tilliden som den optimistiske forudsætning, man er nødt til at have på de offentligt ansattes vegne. Man må stole på, at den enkelte betroede medarbejder er parat til at gøre det til en del af sin forståelse af relationen, at man regner med vedkommende. Tilliden indeholder en tolkning af den andens forståelse af vores fælles relation som en relation, vi er fælles om. Tillid er på den måde en forventning om, at den anden vil opføre sig menneskeligt. Afbureaukratisering kræver også fantasi til at forestille sig, at personer, der arbejder professionelt, kan bedømme og vurdere selv komplekse situationer. Mangler denne fantasi, vil man fluks sætte kontrol ind dér, hvor man forventer manglende overblik. Forsvinder tilliden til de professionelles dømmekraft, er der frit slag for alle med hang til kompleksitetsreducerende kontrolforanstaltninger.
Regeltilbageholdenhed forudsætter tillid til de andres klogskab og dømmekraft. Filosoffen Hume beskrev ganske optimistisk denne tiltro til andre som et udtryk for en almenmenneskelig tilbøjelighed. Hume kaldte det en tilbøjelighed til sandhed (inclination to truth) - vi er simpelthen af natur sådan indrettet, at vi er tilbøjelige til at nære tillid til andres vidnesbyrd. Vidnesbyrd tillægges autoritet, fordi vi oftest ikke kan lade være med at se det som sandt, blot fordi nogen siger det.
Kontraktpolitik
Noget egentlig bevis for, at den anden er ved sine fulde fem, kræver vi ikke, kun at tanken om det modsatte ikke melder sig.
Rigtig langt ad afbureaukratiseringens vej når man således, hvis man allierer sig med fundamentet for tillid, som betyder et radikalt brud med kontraktpolitikkens ræson. Kontraktpolitik hviler på den begrundede gensidige forventning om samfundssind og moralsk adfærd i overholdelse af samfundets normer, love og regler, mens tillid hviler på det uudtalte forlangende om umiddelbart at løfte det ansvar, som ens egen faglige stolthed og andre menneskers behov lægger på en. Det uudtalte forlangende forsvinder ud af syne i det øjeblik, at arbejdet bliver detailstyret. Med kontrollen vægtes ikke længere den arbejdets synlighed, som findes for kunder, brugere og kolleger. I stedet indføres en anden synlighedsstandard, nemlig dokumenterbarheden over for ledelsesniveauet oven over én selv.
