Læsetid: 5 min.

Den røde Elvis

Ny tysk dokumentarfilm fortæller historien om en amerikansk skuespiller og sanger, der i koldkrigstiden hoppede af - fra vest til øst. Instruktøren Leopold Grün har brugt fem år på historien om socialismens Elvis: idealisten Dean Reed
Instruktøren Leopold Grün har brugt fem år på historien om socialismens Elvis: idealisten Dean Reed
27. november 2007

Dean Reed var skuespiller og sanger. Han var amerikaner, født i Denver, Colorado. Og så var han socialist, eller marxist, som han foretrak at blive kaldt. Han var manden, der hoppede af til "den forkerte side", hvor han i 1971 endte med at slå sig ned i Østberlin. Det er samtidig historien om sangeren, der var så stålsat idealist i kampen for global solidaritet, at han af mange blev betragtet som en kliché, der ikke kunne løsrive sig fra den rene drøm om socialisme. En drøm, der blev født i 1960'ernes Chile, hvor han opnåede Elvis-lignende status.

"Hvis Elvis kunne høre det, havde han sagsøgt ham," lyder det fra den chilenske musikproducer, Coucho Fernandez i starten af dokumentarfilmen Der Rote Elvis.

Filmen fortæller om Dean Reed, der søgte væk fra staterne, da hans karriere stod i stampe. I Sydamerika fandt han et dedikeret publikum, berømmelse og en drøm. Drømmen om en socialistisk verden, som han tager til sig. Inden sin død i 1986 kæmper sideløbende med sin karriere som skuespiller kampen for solidaritet. Han er varm fortaler for det socialistiske system, og han får indflydelsesrige venner som Salvador Allende, Daniel Ortega og Yasser Arafat. Dean Reeds vå-ben er guitaren og evnen til at binde folket, på folkets eget sprog - han lærte bå-de spansk og tysk. I midten af 70'erne skifter han sågar guitaren ud med en Kalash-nikov-riffel, da han deltager i Yasser Arafats friheds-kamp.

Men hans blinde tro på idealerne bliver ifølge filmens instruktør også hans akilleshæl.

"Overraskelsen med Dean Reed er selvfølgelig, at han bevæger sig fra vest til øst. Jeg forsøger med filmen at vise, hvor det politiske engagement kommer fra," forklarer instruktør Leopold Grün, da Information møder ham ugen inden filmen vises her hjemme i forbindelse med filmfestivalen 'German Films Go North'.

Idealisten

"Da han i 1961 kommer til Chile, bliver han konfronteret med fattigdom og uretfærdighed. Han engagerer sig politisk, han bliver fortaler for Salvador Allende, hvilket er et vigtigt udgangspunkt," siger Leopold Grün, der nu har brugt fem år på historien om den røde Elvis.

"Samtidig, hvilket er meget usædvanlig, så lærer han sproget, både i Chile og senere i Østtyskland," forklarer instruktøren.

Han er selv vokset op med Dean Reed på tv i det tidligere DDR, men han vakte dengang ikke den store interessere.

"For fem år siden begyndte historien at interesse mig. Det gik op for mig, at det er en historie med mange facetter og perspektiver."

En amerikansk socialist

Han mener historien om Dean Reed er dobbeltsidet. På den ene side var han en idealist, der troede, det var muligt at ændre verden.

Mens Leopold Grün engageret forklarer, ekkoer en sætning fra filmen:

"Together we will work in our own ways, to build a world of peace," lyder en af de mange arkivstumper med Dean Reed. Det lyder næsten som en kliché. Instruktøren tager over igen.

"På den anden side er det historien om amerikaneren, der stadig er amerikansk i sin måde at se på verden. Samtidig med at han er venstreorienteret, så ser han stadig verden meget sort hvidt - typisk amerikansk. Dette kan man se i hans næsten blinde måde at tage socialismen til sig. I starten stiller han ikke spørgsmålstegn ved systemet."

Klicheen Reed

Leopold Grün har i filmen talt med mere end 35 mennesker, der kendte Dean Reed, kærester, hustruen, fans og folk, der har arbejdet med ham. Han har blandt andet talt med den tyske filminstruktør Günther Reich. Han fortæller, at Reed kom til ham med et manuskript om indianernes kamp for bedre rettigheder. Reich læste det og sagde til Reed:

"Du har stort set sunget den samme sang i årevis, måske burde du udfordre dit publikum."

Leopold Grün forklarer, at det er på dette tidspunkt i 1980'erne, at modsætningerne mellem idealisten og privatpersonen Reed bliver til en indre konflikt.

"Hans liv begynder at smuldre, personen begynder at tvivle på idealisten Reeds politiske projekt. Han får at vide, at hans projekt er en kliché. Samtidig kritiserer mange ham også for at tale regeringen efter munden."

Leopold Grün ser det som en central konflikt for Dean Reed. For samtidig med, at han begynder at reflektere over det system, han før tog ukritisk til sig, så erkender han ikke de konflikter, der er i det. Den mand, der i 1970'erne kunne fortrylle tusindvis af østtyskere med sine sange og tilråb som 'Hoch die Internationale Solidarität', oplever nu en dalende popularitet.

"Han mærker, at han taber anerkendelse, han er ikke længere den store stjerne. Samtidig er han afhængig af sin succes."

Ingen udvej

Her begynder Reeds længsel efter USA. Men da han i 1986 optræder i '60-minutes' på amerikansk tv, hvor han taler for revolutionen og forsvarer socialismen, kan han ikke vende hjem.

17. juni - få uger efter sin optræden i 60-minutes trækkes liget af Dean Reed op af en sø lidt uden for Berlin. 'Selvmord eller drab?' spekulerede man, men det er ikke vigtigt, mener Leopold Grün.

"Jeg forsøger at vise, at han ikke havde nogen udvej. Slutningen er åben, men man kan sige, at det ikke var nødvendigt for hverken CIA eller KGB at myrde ham. Hans liv var på vej ned. Overalt var der blinde vej for Dean Reed."

Disse blinde vej førte til idealistens endeligt i 1986, hvorfor er den historie interessant mere end 20 år efter?

Leopold Grün forklarer, at filmen kan ses som en fortælling om et system, der endte.

"Måske var det også en drøm, der sluttede. Okay, det var et problematisk system, men det var også en drøm om en bedre verden."

På den måde illustrerer filmen Dean Reeds paradoks, og den er samtidig en metafor for det, han kæmpede for, fortæller Grün.

"Der er autentiske momenter, hvor han virkelig kæmpede og drømte, men måske kæmpede han for noget, der var en illusion."

"Men hvor skulle han gå hen til sidst? På en måde er hans projekt måske lige så umuligt som det socialistiske."

- Hvad mener du vi kan lære af filmen i dag?

"For det første har jeg fået et stort indblik i sagen, som jeg håber at give videre. Tyske film er storforbrugere af klicheer, når de beskriver tiden fra Østtyskland. Det vil jeg godt nuancere."

"For det andet, så er de politiske temaer stadig aktuelle: i Palæstina, med den socialistiske bevægelse i Sydamerika og særligt i forhold til hele oprustningen mod terror," siger idealisten, der nu selv skal forsøge at begrave den historie, han har haft inde under huden i fem år. Imens lever myten om den røde Elvis videre.

'Der Rote Elvis'.

Tyskland, 2007. Dokumentarfilm, 90 minutter. Filmen vises 28. november i Grand i forbindelse med festivalen 'German Films Go North'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Socialismen er da ikke en umulig ide. Det er korrekt, at det socialistiske system brød sammen i Østeuropa; Det er der mange, der i øjeblikket undersøger, hvordan det kunne ske, herunder hvilke fejl toneangivende politikere i de tidligere socialistiske lande begik.
Der er rigtig mange lande, hvor store befolkningsflertal er rigtig trætte af storkapitalens evindelige hang til krige, ødelæggelse af miljøet, manglende vilje til at hjælpe millioner og atter millioner af mennesker ud af fattigdom. Det er spændende, hvad der sker i en række lande i Latinamerika.