De yngre forfattere er stort set usynlige i den offentlige debat, og når de endelig træder frem, er det med de samme forudsigelige politiske synspunkter, som har præget forfatterstanden i årtier. Hvor er fornyelsen, provokationen og viljen til at gøre op med fortidige dogmer? Hvor er den yngre forfattergenerations selvstændige offentlige stemme? Den er der slet ikke, mener en række borgerlige litteraturkritikere, der revser de unge skønlitterære forfattere, digtere og novellister for at reproducere forældregenerationens politiske holdninger og meninger. En af kritikerne er litteraturredaktør på Weekendavisen Klaus Wivel:
"Det er symptomatisk for den yngre generation, at den ikke er specielt politisk, og når den endelig ytrer sig, er det den samme gamle hat. De tør ikke udfordre noget som helst af, hvad den gamle generation af forfattere sagde. Derfor er der heller ingen af de yngre, der har nogen som helst gennemslagskraft i den offentlige mening," siger han.
Blandt andet undrer det Klaus Wivel, at den såkaldte værdikamp, der blev lanceret som et opgør med det kulturradikale meningstyranni og et venstredrejet dansk åndsliv, overhovedet ikke har sat sig spor i den yngre forfattergeneration:
"Jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogen unge forfattere, der er blevet inspireret til at sætte sig op imod det, der har været gængs for forfattere at mene de seneste 50-60 år. Jeg gider ikke skulle forsvare Anders Fogh, men jeg kan godt ærgre mig over, at der ikke er nogen fra den yngre generation, der trods alt forsøger at udfordre den etablerede venstreorienterede konsensus bare en lille smule. Kulturlivet bliver udfordret af pressen, men det bliver ikke udfordret inde fra af forfatterne selv," siger Klaus Wivel.
Samme kritiske dom fælder nuværende anmelder og tidligere litteraturredaktør ved Berlingske Tidende, Nils Gunder-Hansen, der også mener, at vandet står alt for stille i den litterære andedam:
"Man kan undre sig over, at pendulet alligevel ikke svinger mere end det gør, så det nu på halvtredsindstyvende år stadig er flashy at være venstreorienteret, når man er ung forfatter. Men på en eller anden måde har der dannet sig en ret sejlivet tradition for, at kulturliv og kunstnere generelt ligger til venstre i Danmark," siger han.
Efter valget i 2001 udtrykte Nils Gunder-Hansen håb om, at det ville blive mere legitimt for forfattere og kulturpersoner at tale med en borgerlig stemme, og at der som følge heraf ville blive flere af dem. Men det er snarere gået modsat, mener han:
"Det er altid svært at tænke kontrafaktisk over, hvordan det kunne være gået, men jeg har en fornemmelse af, at kulturkampen snarere har cementeret eksisterende positioner i stedet for at flytte dem. Jeg tror, de yngre forfattere er blevet mindre bevægelige, end de ellers ville have været, men det er jo en efterrationalisering, for dengang kulturkampen begyndte i de første år, synes jeg selv, det var forfriskende, at der blev slået nogle slag i bolledejen," siger Nils Gunder-Hansen.
Det står helt stille
Dr. phil. og lektor i Nordisk Sprog på Århus Universitet Hans Hauge mener ligeledes, at opgøret med det venstredrejede åndsliv er vendt tilbage som en boomerang:
"Ser man på de yngre forfattere i dag er kulturkampen i bedste fald gået hen over hovedet på dem - og i værste fald har den låst dem endnu mere fast," siger Hans Hauge. Han mener, forfatterstanden generelt er præget af en "automatiseret venstreorientering":
"Jeg tror simpelthen ikke, man kan begå sig som forfatter, hvis ikke man siger noget grimt om Anders Fogh Rasmussen en gang imellem. Det er lige som et gruppepres. Før i tiden kunne man have en kamp på den politiske front i forfatterkredse, men i dag er diversiteten og mangfoldigheden helt forsvundet. Det står helt stille. Forfatterne - både de yngre og de ældre - er stort set enige om alt."
Det sidstnævnte er et særskilt problem, mener Hans Hauge:
"Der finder ikke noget generationsopgør sted mellem de yngre og de ældre forfattere. De yngre skriver muligvis anderledes end Rifbjerg og Ib Michael, men de mener stort set det samme".
Klaus Wivel er enig, men vil hellere tale om "åndelig dovenskab":
"Som ung forfatter må der ligge en opgave i at definere sig modsat den ældre generation, søge et nyt sted hen, hvorfra man kan påvise, at den ældre generation tog fejl, og at det i stedet er 'sådan her, det skal skrives, sådan her det skal tænkes'. Men sådan skrives og tænkes der ikke blandt de yngre forfattere. Det er en lidt underlig generation, for man har ikke nogen fornemmelse af, at der er noget, de vil anderledes," siger Klaus Wivel.
Et forsvar for det umulige
Men præmissen er forkert, mener Anne-Marie Mai, professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet. Det er længe siden, man tænkte litterær udvikling som en serie af opgør, hvor nye generationer kaster vrag på de gamle - og hun køber slet ikke diagnosen af de unge forfattere som 'åndeligt dovne':
"Det er rigtigt, at de fleste yngre forfattere ikke optræder på den velkendte facon med et offentligt meningsmageri, men det synes jeg heller ikke er så underligt, for det er ikke det, kunsten har at komme med. De unge forfattere udfordrer os i deres bøger. Men det kan man jo kun vide, hvis man læser dem," siger Anne-Marie Mai og henviser til Per Højholts gamle udsagn om, at 'politik er det muliges kunst, mens kunst er det umuliges politik':
"Det er det, de yngre forfattere gør i dag. De forsvarer alt det umulige, alt det, vi ikke lige har styr på og ved, hvordan skal ordnes i Folketinget i morgen. De politiske budskaber ser vi ikke så mange af hos de yngre forfattere, men vi ser masser af interesse for alt det, der er vigtigt for os som mennesker i dag, også selve det at tænke politisk og selv tage stilling," siger hun.
Heller ikke mag.art. i litteraturvidenskab og lektor på Københavns Universitet Marianne Stidsen køber ideen om en 'autosocialistisk' ensretning i forfattermiljøet:
"Jeg har sympati for den rolle Hans Hauge og andre ofte påtager sig med at røre rundt i andedammen, men denne gang synes jeg, de løber åbne døre ind. Hvis man endelig skal sige noget karakteristisk om den nye forfattergeneration, så er det, at den slet ikke tænker i de her ideologiske systembygninger, hvor alt er på plads og forklaret. Det er tværtimod min oplevelse, at når de endelig ytrer sig politisk, så går deres holdninger på kryds og tværs af det traditionelle højre-venstre-spektrum. Og her udtaler jeg mig både som kritiker, men også som en, der har sin gang indenfor i miljøet," siger Marianne Stidsen.
For Nils Gunder-Hansen er der dog ingen tvivl om selve eksistensen af en venstreorienteret konsensuskultur blandt de yngre forfattere:
"Og den skyldes nok, at man i kunstnermiljøer vogter meget på hinanden, hvilket gør folk særligt opmærksomme på at udsende de rette signaler. Problemet er jo, at politiske holdninger samtidig er en slags livsstil eller modeemblemer, man bærer rundt med sig. Der sker hurtigt en form for fusion mellem holdninger, livsstil og kultur, som det er meget svært at bryde ud af," siger han.
Litteraturkritiker ved Jyllands-Posten Niels Lillelund peger på en anden mulig forklaring:
"Hele det kunstneriske område og ikke mindst litteraturområdet er i stigende grad blevet systematiseret med kunststøtteordning, forfatterskole osv. Det er blevet langt mere organiseret, end det tidligere har været, og i sådan en sammenhæng er det jo ikke morsomt at være oprører. Dermed har jeg ikke sagt, at alle dem, der ikke får støtte fra Litteraturrådet er oversete forfattere, men jeg kan sagtens forstå, at man glider naturligt ind i miljøet," siger Niels Lillelund.
Anne-Marie Mai finder selve spørgsmålet om venstreorienterede kontra højreorienterede dybt uinteressant. Forfatteres partibøger bør ikke blandes ind i en kunstnerisk diskussion, mener hun:
"Jeg aner ikke, hvilken politisk overbevisning de forfattere, jeg møder rundt omkring til oplæsningsarrangementer og foredrag, har. Og det er heller ikke det, som har min interesse. Jeg spørger hellere til deres kunst end til om de stemmer radikalt, socialdemokratisk, liberalt eller konservativt. At forlange bestemte politiske holdninger af forfatterne er en dybt problematisk måde at gå til litteraturen på, og i øvrigt savner jeg i dén grad beviser for påstanden," siger hun.
Hans Hauge ønsker ikke at komme med nogle konkrete eksempler, men han fastholder sin kritik:
"Man kan altid blive beskyldt for at generalisere, men testen er: Kan man nævne en markant neokonservativ forfatter? Nej, det kan man ikke. Og hvorfor kan man ikke det? Det er da fordi, at de fleste er det modsatte."
I hans øjne lider hele forfatterstanden under, at der ikke er 'en anden stemme' af betydning, der kan provokere, udfordre og ruske op i de forudfattede og fasttømrede meninger:
"Tænk, hvis der var en ung forfatter, der skrev et langt epos, hvor han priste de danske soldater, eller en, der skrev en krigsroman à la dem, man så i USA efter Anden Verdenskrig. Det ville være en provokation, der satte gang i noget. Der er ingen provokation i at være venstreorienteret, imod den borgerlige regering, integrationspolitikken og Irak-krigen," siger Hans Hauge.
Kunst frem for politik
Men Marianne Stidsen vender Hans Hauges test om: Det kan godt være, at man ikke kan nævne en neokonservativ forfatter. Men kan man nævne en neomarxistisk forfatter, spørger hun:
"Nej, det kan man jo heller ikke, og så kan man spørge sig selv hvorfor? Det er nok fordi begge dele er lige uinteressante," siger hun.
Også Anne-Marie Mai undrer sig over litteraternes efterlysning af flere fløjpolitiske manifester i litteraturen:
"Det er besynderligt, at man forventer, at forfattere skal ytre sig til fordel for enten det ene, det andet eller det tredje politiske standpunkt. I stedet for at afkræve de unge bestemte måder at optræde på i det offentlige, skulle man hellere interessere sig for det, de rent faktisk optræder med, nemlig deres kunst".
Klaus Wivel er enig i, at man bør skelne mellem værk og kunstner, når man kritiserer, men det betyder ikke, at forfatternes politiske holdninger bør underkendes i en litterær diskussion, mener han:
"Selvfølgelig kan man sagtens være en fremragende forfatter, selv om man er venstreorienteret, og jeg læser også selv mange af disse forfattere med stor fornøjelse. Men hvis man ikke tør udfordre hinandens holdninger, men bare tavst bekræfter hinanden inden for miljøet, så frygter jeg, man i længden kommer til at skabe noget mere kedelig litteratur. De ting hænger sammen. Når man ikke udfordres på sine synspunkter, bliver man åndeligt doven, og det smitter i sidste ende af på de bøger, man skriver," siger han og uddyber:
"Jeg synes jo, det er et problem, når ikke bare de yngre forfattere, men forfatterstanden næsten unisont ytrer sig til venstre for regeringen. Hvis der var forfattere af en mere borgerlig observans, så ville det muligvis give nogle andre bøger, hvor vinklen ville være en anden end den, der normalt skrives ud fra".
Ifølge litteraturkritiker og anmelder ved Information Tue Andersen Nexø er der imidlertid ingen grund til at frygte på den nyere litteraturs vegne:
"Hvis man går ud og spørger den yngre generation af forfattere, hvor de placerer sig politisk, så tror jeg, de vil svare 'på midten' eller 'til venstre for midten'. Men jeg synes ikke, det er noget, der præger deres værker," siger han og forklarer:
"De senere år har man kunnet spore en repolitisering i den nyere litteratur, men det har ikke gjort værkerne mere politisk engagerede. Forfatterne tager ikke et decideret fløjpolitisk standpunkt, men inddrager højst det politiske som et tema og behandler det tema med samme tvetydighed og blik for skjulte modsætninger, som man er vant til, at de behandler andre eksistentielle spørgsmål på," Tue Andersen Nexø.
Han er dog enig i, at de yngre forfattere i højere grad holder deres politiske holdninger og meninger for sig selv i modsætning til den ældre forfattergeneration, der ofte blander sig i realpolitiske mærkesager:
"Det er en afgørende forskel på den nye generation og den ældre generation: Hvis du snakker med de yngre forfattere privat, har de masser af holdninger. Men de har det ikke godt med at gå ind i den rolle, som Klaus Rifbjerg eller Ib Michael gør, hvor forfatteren taler som samfundets samvittighed i offentligheden. Det føler de ikke, at de har autoritet til, bare fordi de har et forfatterskab i ryggen."
De unge røde
Seneste artikler
Den gamle historie
29. november 2007Der kan være al mulig grund til at ønske Information til lykke med det ny bogtillæg. Al magt til bogen! Når man (jeg) alligevel går lettere forstemt fra premierefesten, skyldes det ikke blot tillæggets hovednummer – den unge forfattergenerations manglende lyst og evne til at engagere sig i den socio-politiske diskussion'Vi er stivnet i paroler'
22. november 2007Kritikken af de unge forfattere er ikke helt forfejlet, mener Kristina Stoltz, der selv er venstreorienteret, men træt af forudsigelige meninger i forfatterstanden og på venstrefløjen generelt'Drop konspirationerne'
22. november 2007Martin Glaz Serup er træt af at blive beskyldt for at have trukket sin politiske holdning i en automat på forfatterskolen. Desuden er det absurd at bede folk mene noget andet, end det de mener
Det var da en underlig bagvendt kritik. Man kan jo ikke bede den enkelte forfatter eller kunster om at blive lidt mere borgerlig bare fordi der er for mange venstreorienterede i branchen.
Snarere må man spørge, hvorfor mennesker af borgelige observans tilsyneladende ikke vil være forfattere. Kan det mon ikke være fordi de hellere vil tjene penge på en anden måde? Eller måske har helt andre interesser?
Men der er ræson i kritikken så langt, at uanset forfatteres og kunstneres politiske ståsted, så kunne man godt forvente sig at de tænkte nyt og fremadrettet. Det hører ligesom til faget.
Grunden til. at regeringen netop har overlevet endnu et valg er først og fremmest oppossionens mangel på visioner og selvstændigt politisk projekt. Det burde forfattere og kunstnere kunne være med til at bedre på.
- jeg siger udtrykkelig "være med til". Jeg tror ikke på, at kunstnere som sådan har større talent eller forpligtelse end andre når det gælder om at omsætte visionerne i konkret politik.
Der er skam masser af tænksomme, kritiske, reflekterende borgerlige forfattere og kommentatorer - i Frankrig, USA og England(UK). Blot ikke i Danmark. Den eneste der måske kunne kaldes det er vores p.t. siddende udenrigsminister, Per Stig Møller, der i 1980erne, på saglig grund mv. kritiserede statsmagtens indblanding i alt og alle - i det der dengang hed østbloklandene. Hans Hauge og Bent Jensen mener jeg har diskvalificeret sig selv i forhold til dette, ganske enkelt, fordi de ikke kan lade være med at drille, og være polemikere. Bent Blüdnikow, Claes Kastholm Hansen m.fl. længes jo helt klart blot efter at tage offentligt afstand fra deres egne ungdoms vildfarelser, hvor Sovjetunionen blev anprist i høje toner mm.
Hvis man f.eks. så Clement i Amerika, ville man have set glimrende interview med Richard Perle, som klart sagde, at man skulle have overdraget magten til irakerne et par uger efter man havde befriet Irak for Saddam Hussein. Han havde skam også humor mm. - og var særdeles skarp i sin analyse af situationen i Irak, både nu, her i 2007 og i 2003. Kontraster det med statsministerens udmelding til en EB 671.s forsøg på at få et interview med statsministeren om dette emne, hvori statsministeren sagde, at han intet fortrød. Punktum. Ingen reflektion over noget som helst.
Blot dette: At han, statsministeren intet fortrød.
Og Richard Perle har lige udgivet en bog....
Hele denne idé om at forfatterne skal være talerør mm. for en bestemt politisk holdning mener jeg kommer fra 1800-tallet, hvor Dickens og Hugo skrev deres bøger og skuespil som kommentarer til den aktuelle sociale situation i deres lande. Og den kommer sikkert også fra Georg Brandes som mente at litteraturen skulle sætte 'problemer under debat'. (som min gamle dansklærerinde sagde til os i 1.g...eller var det 2.g.??)
Hele denne idé med at spænde litteraturen for et bestemt politisk projekt, det være sig feminisme, kommunisme, liberalisme mm. er ikke særligt frugtbart og konstruktivt for litteraturen selv, dvs. det kunstneriske værk. Forfatterens liv, levned og hans politiske anskuelser er ikke specielt interessante mener jeg, kun i det omfang, samtidshistorien virker ind på og flettes ind i hans eller hendes værker. Pointen er at ingen forfattere nogensinde kan sige sig fra overfor at være en del af samtiden. Og forfattere præges selvfølgelig også af den samtid de lever i.
Jeg er meget enig med Anne Marie Mai i hendes syn på litteraturen. Den idé med at hver forfattergeneration vil gøre oprør imod den sidste forsvandt ved indgangen til 1990erne. I dag kan forfattere stort set skrive alt...
Hele præmissen for regeringens kamp mod venstre-orienterethed og kulturradikalisme bevæger sig på en forkert præmis, nemlig den at de kultur-radikale mv. har bestemt noget som helst i Danmark. Det har de altså ikke.
En af pointerne i kultur-radikalismen, i hvert fald i Hal Koch's udgave af den, var og er jo, at man må føre en dialog, en konstruktiv samtale med hinanden, hvor man udviser gensidig respekt for hinandens meninger og holdninger. Kulturkampen har regeringen kun kaldt det, hvis formål det var og er at mane dens kritikere i jorden - og få kritiske røster til at holde deres kæft. Det var helt klart, at nu skulle der hævnes --- efter nederlagene i 1960erne, 1970erne og 1980erne...til de venstre-orienterede....
Hvis nu yngre danske forfattere har holdninger der ligger i slipstrømmen af SF's holdninger og kigger til Enhedslisten og De Radikales holdninger mv. - ja så er der jo altså ikke noget at gøre noget ved det. Så har de altså de holdninger. Og så kan man jo ikke ligefrem trylle dem om til borgerlige holdninger...
Andet steds i nærværende avis er der et ganske fint interview med Erling Jepsen, som på baggrund af sin opvækst i Sønderjylland i 1950erne kan perspektivere og se ting som andre ikke ser. Og det er netop det forfattere kan - udfordre vores hverdagsagtige forståelser og giver os perspektiver på vor egen nutid. Hvis jeg nu fik at vide at manden stemte socialdemokratisk eller konservativt, ville jeg da som læser angiveligt begynde at tænke 'nå, grunden til han skriver sådan er da han er socialdemokrat eller konservativ'.
Og det er måske slet ikke grunden til det, man skal bare huske på at al god kunst er politisk, mens al politisk kunst er dårlig.
Tja men virkeligheden er jo at de er lidt for uselvstændige og ubegavede der ovre på den borgerlige fløj.
De kunne ikke selv komme op med noget smart så de importerede strategien kaldet 'The Culture War' fra USAs yderste højrefløj og som i virkeligheden handler om at tilbagerulle det demokratiske partis liberale bagland med deres abort og kærlighed til sorte og homoseksuelle etc. Det er lidt lige som alle diverse danser med stjerner, idoler, bingo og no deal programmer i TV – man kan ikke noget selv – så man importere noget de har opfundet derovre. Der er ikke meget nyt – sådan har det altid være på Danmarks borgerlige fløj – man kan ikke tænke selv!
Men derovre på den anden side havet - og på denne fløj - er man og har man altid være meget krigeriske - alt er en krig mod et eller andet - man har krig mod overvægt, krig mod drugs, krig mod terrorisme og Gud ved hvad det næste bliver – alt sammen ikke særlig opfindsomt, især ikke når der ikke er tale om krige der ikke kan vindes militært hvorfor det kniber gevaldigt med at finde en funktionsdygtig hær.
Herhjemme i hyggelige lille dannevang foretrækker højrefløjen at – ’kæmpe’ og man har nærmest en masochistisk tendens til at fremstille sig selv i ofrets rolle - så en lille galpende og fanatisk udsnit af den dogmatiske venstrefløj i 70erne pustes op som magthavere og undertrykkere der engang 70erne svingede pisken over ThorPetersens nålestipede og alle verden små mikkelser – og - 'Culture War' omdøbtes til - kulturkamp.
De afgørende dele af denne ’kulturkamp’ tog udgangspunkt i den virkelige venstrefløjs eget mangeåriege opgør med totalitær og final tankegang hos et mindretal på fløjen vis venstreorienterede sindelag i virkeligheden var af tvivlsom natur (der er som bekendt ikke langt fra Bader Mainhof til nynazisme). Her var noget man kunne bruge. Så man kastede sig så ud i afsindige påstande om at alle fra socialdemokraterne og venstre om var og altid har været grebet af totalitære fantasier og hang til Stalin og Pol Pot.
Der er jo ingen grund til at lade sandheden stå i vejen for en god historie og et godt politisk spin.
Men - virkeligheden er - at hvis vi alle havde fulgt Thor Petersens og alle Mikkelsernes uansavrlige økonomiske politiske visioner når det gælder de globale naturgrundlag - så ville Danmark for alvor havde være på skiderne.
Havde man derimod lyttet lidt mere til for eks de miljøpolitiske visioner som allerede i 1970erne var kærnepunkter for den ikke dogmatiske (og aldrig særlig totalitært opfattende del - og derfor den i virkeligheden eneste rigtige) venstrefløj - så ville vi ha stået med adskillige gode kort på hånden idag.
Man kunne sige præcist det samme når det gælder den globale social ulighed, og endog også mellemøsten politikken. Havde man lytte lidt mere til den ikke dogmatiske venstrefløj de sidste 50 år så ville man have været bedre stillet i kampen mor terrorisme - som når alt kommer til alt er funderet i fattigdom og ulighed, man havde også stået betydeligt bedre når det gjalt om atr sikre en retfærdig løsning på konflikten mellem israelere og palestinensere og man havde formodentlig kunne afslutte bl.a. konflikten i nordirland et par årtier tidligere og mdiverse militærindustrielle komplekser ville have haft fære komplekser og mindre magt på den globale scene idag.
Hvad miljøpolitikken angår ville den danske Indutri have været endog endnu bedre gearet i retning af energibesparelser. Vi ville nu i årtier have været gearet til at anvende mere vedvarende energi, man ville efter omfattende omlægninger været endog endnu mere uafhængig af olie og den danske industri ville have kunnet møde den globale opvarmnings udfordring vi står med idag med afgørende teknologiske og konkurrencemæssige fordele.
Vi kan takke vore Guder at det ikke var folk som Fog og Thor Petersen der sad ved roret under oliekrisen i 1972 - så nogle enkelte gode og væsentlige tiltag i retning af isolering af boliger og andre oliebesparende foranstaltninger fik man dog besluttet dengang.
Det er således ikke svært at pinne bare et par områder ud af mange som alle demonstrerer at den borgerlige fløj altid har manglet og stadig mangler selvstændige visioner. Når de endelig begynder at tage sig sammen er det med mindst tre årtiers forsinkelse og stadig kun halvhjertet og med en hel hale a tåber i baglandet som vedblivende taler om solpletter og andet udokumenteret sludder fordi de bare ikke kan eller vil se virkeligheden i øjnene.
Hvis vi går endnu et generation eller to tilbage kunne vi høre fremtrædende konservative politikere i folketinget og konservative kulturpersonligheder - overvældet af frygt for socialdemokratiets magt til at sætte dagsordnen - omtale ideen om demokrati og stemmeret for de udannede masser som – ’pøbelvælde’ - og flere koryfæer var endog i flere perioder vildtbeundrerne i deres omtale af henholdsvis Franco, Mussolini og Hitler – som skildredes som visionære mænd der havde fat i noget af det rigtige.
Og nu er der så nogen der mener at det er derude på højrefløjen de altid havde patent på kulturen og de store sandheder – det er derude der er noget at hente - at det er her de fugle synger hvoromkring forfattere og intellektuelle bør samle sig og skive deres kvad?
Vor herre bevar mig vel.-
Fortidens synder - Danmark er et land af dydsmønstre: Nu hedder det globalisering og markedsøkonomi, i forgangne årtier stod den på samfundsændring i den historisk alligevel uundgåelige socialistiske retning!
Af borgerlige skribenter var der kun den latterliggjorte Hans Jørgen Lembourn og den boykottede Jess Ørnsbo - på film var der den knudrede Knud Leif Thomsen; Henrik Stangerup var alt andet end borgerlig, men han formåede som bekendt ikke at kæmpe sig vej til konsekvent dialektisk materialisme ("Sie vermochten es jedoch nicht sich zum konsequenten dialektischen Materialismus hindurchzuringen", som det hed i 1970'ernes charmerende østtyske kritik af Goethe og Schiller) - der blev ikke givet ved dørene dengang: En fascist og en upolitisk = to fascister, lød et af de mere konsekvente slagord.
Med det klima dominerende i to årtier er det vist ikke så underligt, at Danmark mangler borgerlige intellektuelle - for Blüdnikow, Kastholm, Hauge etc. eftersnakker jo blot, hvad deres amerikanske forbilleder og tænketank-bestyrere docerer, belastet som de er af fortidens røde paroler.
Blot for at sætte tingene lidt i perspektiv - som fynbo.
Ved det netop overståede folketingsvalg var det faktisk muligt for mig at stemme personligt på en forfatter.
Han stillede op for liste Y - og nej, det er som bekendt ikke længere Venstresocialisterne.
Jeg valgte så ikke at stemme på Kristian Ditlev Jensen, men det ændrer jo ikke på, at vi her har en forfatter, der stiller op for et borgerligt (midter)parti.
I virkeligheden er der jo ikke en mangel på borgerlige forfattere; hvem har brug for dem? :) Brian mikkelsen? nå nej han er jo kun optaget af doping kontrol og sport alligevel. Der er faktisk ingen der har brug for borgerlige forfattere eller weekendavisen.
Det der er mangel på er stærkt samfundskritiske og antiautoritære forfattere med psykologisk indsigt i mennesket og mekaniseringen af livet!
Meget kunst opstår som en protest mod eller et opgør med noget. Før i tiden var det måske et opgør med forældregenerationen (i 60'erne), men i dag er skellet på unge og deres forældre muligvis ikke så stort, at det kræver et opgør. Til gengæld er det polistiske et felt, som er oplagt til protest og opgør.
Så længe vi har en borgerlig regering, vil meget af den kunst vi ser formentligt være skabt af ventreorienterede kunstnere (som i øvrigt nok udgør størstedelen af danske kunstnere).
Jeg forstår egentlig ikke helt, hvad det er der efterlyses af Wivel, Gunder-Hansen og Hauge? Et opgør med det venstreorienterede? Vi er faktisk nogle, der ønsker et opgør med det borgerlige og højreorienterede!
Det samme gør sig stort set også gældende indenfor musikverden, og formentlig også andre kunstretninger. Så held og lykke med det Borgerdyr :-)
I øvrigt giver Lars Frost et godt svar på kritikken på side 9 i Bøger.
Denne diskussion har gået for sig siden sensommeren, hvor Mikkel Zangenberg i Kritik sagde præcis det samme som de borgerlige litteraturkommentatorer i ovenstående. Heller ikke han fremkom med et eneste konkret eksempel, og det forekommer mig at automatpiloten i højere grad er slået til hos de midaldrende kritikere end hos forfatterne.
Jeg vil netop mene at der hos forfattere som Lars Frost, Llambias, Mette Mostrup m.fl. formmæssigt sker en udfrodring den danske vintagemodernisme (v. villy sørensen, Brostrøm, Rifbjerg) og indholdsmæssigt en udfordring af velfærdstaten, der i højgrad var vintagemodernismens ideologiske følgesvend.
Måske d´herre skulle prøve at læse noget af den ny litteratur inden de spiller plader.
Måske der bare er fœrre kreative mennesker blandt de liberale og højreorienterede, eller det kan tœnkes at de bruger mere energi på karierre og penge end på kunst og litteratur
Jeg får kuldegysninger, når jeg læser disse borgerlige meningsdanneres rakken ned på unge kunstnere. Meningsdannerne vender da tingene fuldstændig på hovedet, når de kalder det for udeblivelse af oprør at være en venstreorienteret forfatter, mens det næsten er revolutionært at være neo-konservativ. Og de jamrer over, at der ikke i nogen nævneværdig grad er nogle forfattere, der 'tør' tage en værdipolitisk kamp op med 'den ældre generations venstredrejning'. Personligt synes jeg nu nok, der kan nævnes forfattere, som har et temmeligt højreorienteret værdigrundlag, men lad det nu ligge. Lad os lige slå en ting fast: Danmark er i sin grundvold et borgerligt samfund. Det betyder, at traditionelt borgerlige forfattere ikke kan rykke ved grundlæggende værdier i det danske samfund, det kan kun forfattere, som i deres grundlag har en anden ideologi, end den der er fremherskende/dominerende i samfundet. Hans Hauge bliver citeret for at sige: 'Tænk hvis der var en ung forfatter, der skrev et langt epos, der priste de danske soldater...Der er ingen provokation i at være venstreorienteret, imod den borgerlige regering og Irakkrigen.'
Hans Hauge tager i den grad fejl; Kan du huske, hvilke avisoverskrifter det gav, da Asmaa Abdol Hamid fra Enhedslisten udtalte, at det er legitim frihedskamp, når irakiske oprørere skyder på NATO-soldater i Irak herunder danske soldater.
Hvis vi ser på de danske massemedier (tv, radio, internet, aviser) er de borgerlige holdninger massivt overrepræsenteret, og også af den grund er værdipolitiske holdninger, som er forskellige fra konservative og liberale, da også de holdninger, der kan skabe størst debat. Hvilken udfordring er der i at lovprise alt det eksisterende? Der er da flere visioner i at være modig og forsøge sig ud i at ville noget andet, end det der har eksisteret i de sidste 150 år.
En morsom og tragisk højreorienteret satire er romanen "Løse forbindelser" fra 1983 eller 1984 skrevet af nuværende eller i al fald indtil for nylig nuværende TV 2-korrespondent i USA, Allan Silberbrandt, en fanatisk tilhænger af Irak-krigen, der endog offentligt betroede præsident George W. Bush, at "det danske folk" støtter Deres (Højheds) Krig mod Terror". Denne roman gengiver med uhyggelig præcision de tidlige 1980'eres danske udgave af marxismen - den dydsmønteragtige autoritetstro ensrettethed.
En morsom og tragisk højreorienteret satire er romanen "Løse forbindelser" fra 1983 eller 1984 skrevet af nuværende eller i al fald indtil for nylig nuværende TV 2-korrespondent i USA, Allan Silberbrandt, en fanatisk tilhænger af Irak-krigen, der endog offentligt betroede præsident George W. Bush, at "det danske folk" støtter Deres (Højheds) Krig mod Terror". Denne roman gengiver med uhyggelig præcision de tidlige 1980'eres danske udgave af marxismen - den dydsmønteragtige autoritetstro ensrettethed.
Gider man forklarer mig, en englænder, hvad udtrykkerne "borgelig" og "ikke borgelig" egentlig betyder i denne sammenhæng. Det forekomme mig her ganske betydningsløst.
Efter min mening behøver man blot læse kommentarerne til denne artikel for at se at disse kritikere har i hvert fald halvvejs ret. Sikken gang søbekål af selvfedme d'herrer præsenterer! At være venstreorienteret er i disse tider lig med at være lidt mere moralsk og politisk korrekt, og kan man sige et par grimme ting om Bush, Dansk folkeparti og regeringen - især Brian Mikkelsen, hvis navn i sig selv siger noget om hvor ufed han er - så er man på den sikre side. Ja, som der er flere der nævner så findes alle de kreative, intelligente og samvittighedsfulde mennesker på venstrefløjen. Har man sit tilhørsforhold her, er man inde i varmen og sikker på aldrig at træde ved siden af. Det er sgu da tamt! Helt ærligt, får I ikke bare en lille smule kvalme af jer selv?
Jeg er på den anden side ikke enig med kritikerne i at der skal flere unge neokonservative forfattere til. Efter min mening behøver de bare udfordre den lumre, frelste version af hyggesocialisme de har overtaget fra deres forældre og som de åbenbart ikke tror der findes en verden udenfor. Men angsten for dansk folkeparti og pølsefacismen er lammende, så hellere fyre en afværgende salve af mod dem. De er jo den perfekte fjende, så har man identiteten i orden. Ligesom kritikerne Wivel, Gunder-Hansen og Hauge sidder fast i den gammeldags højre-venstre tænkning gør mange unge forfattere det også, blot på den endnu mere endimmensionelle måde at de ikke tør tænke udenfor den traditionelle og efterhånden noget hule venstreorientering.
Borgerlig betyder - i denne sammenhæng - ikke-socialistisk, jf. Bente Jespers Lille Røde Ordbog (en encyklopædi skrevet af Bente Hansen, og, overraskende nok, IKKE nuværende socialminister for Venstre, dengang tilknyttet partiet Venstresocialisterne, Karen Jespersen, men revy- og viseforfatteren Jesper Jensen, et pseudonym antaget for at få udbetalt flere bibliotekspenge) - dette opslagsværk definerer "reaktionær" som: "Dem, der ikke vil ha' socialisme!"
Nu ligger det så sådan, at det danske "borgerlig" set i USA-perspektiv egentlig betyder Liberal, men det betyder sådan set også Non-Liberal, "ikke-borgerlig" betyder Radical, men ikke "radikal" - osv. Som bekendt kan "Det Radikale Venstre" ikke så godt oversættes med "The Radical Left"; derfor er kendskab til den danske parlamentariske historie fra starten af det 20. århundrede en forudsætning, men hvem orker det, når det hele er en sproglig misforståelse og dansk isolationisme og selvtilstrækkelighed. Gad vide, om Brian Mikkelsen underholder de udenlandske kolleger med: "I am Conservative in a Liberal Government together with The Left".
Det er da netop udhulingen af den politiske bevidsthed, der er problemet. Det øjeblik revolution og kritik er blevet tradition som familiejul og fødselsdaglagkage, har den mistet sin kraft og forandringspotentiale. Det burde være logik for lilleskoleelever. Hvad betyder borgerlig? Det betyder såmænd bare: Uenig med den konsensus, som en gruppe mennesker, der selv mener, at de er progressive, har etableret. "Borgerlig" er den, der er uenig med "os". Kritik som automatreaktion er ikke spor kritisk. Og det gælder både småborgerlige anmelderes kritik og småprogressive forfatteres. Og vice versa.
Det er da for tåbeligt?!
For det første fordi det er fuldstændig nonsens at hævde at man ikke kan udvikle sig litterært uden at udvikle sig politisk. Selvfølgelig kan litteraturen udvikle sig, uden hverken at udvikle politisk standpunkt eller sågar have et politisk standpunkt. Litteratur er jo, heldigvis, andet og mere end politik.
For det andet fordi det er håbløst naivt at forestille sig at al udvikling automatisk er af det gode. Menneskerettighederne har også været moderne i over 50 år - er det ikke på tide vi kommer videre? Og hvad med demokrati - det har vi haft i omkring 150 år - er det ikke på tide at slå over i totalitarisme?
Disse, antager jeg, borgerlige kommentatorer har da lov til at savne intellektuelle på højrefløjen (det er vi faktisk nogle stykker der gør - det ville da være befriende at møde sådanne), men hvordan det kan blive til en kritik af de intellektuelle på venstrefløjen for ikke at have skiftet side er mig ubegribeligt.
Et mere nøgternt perspektiv ville vel være at sige at, på trods af årtiers borgerlig modstand så lever venstrefløjen i bedste velgående, og er stadig i blomstring i intellektuelle og kunstneriske miljøer. Det kan man jeg personligt kun glædes over.
Enig, Nielsen. Men jeg vil tilføje at udhulningen af den politiske bevidsthed hos mange unge forfattere går hånd i hånd med en indolent placering af sig selv i den hyggelige rede som vores forfældre har foret godt op for os til "venstre for midten". Venstresnoning er næsten synonymt med kreativitet og progressivitet i visse kredse. Venstresnoning på den overfladiske måde som er typisk for eliten. Man bliver da ikke udfordret når man læser yngre forfattere! Man ved altid hvilket menneskesyn man kan vente sig. Meget jævnt, meget kontrolleret.
"Tænk hvis der var en ung forfatter, der skrev et langt epos, der priste de danske soldater..." (citat tillagt den borgerlige kommentator Hans Hauge)
Nej, der har ikke været meget af den slags på det seneste. Et komisk udslag af - nu er det så venstrefløjens - manglende sans for det heroiske var den 25. marts 1975, da Viet Cong annoncerede sejren i Vietnam-krigen og erobringen af Saigon. Samme fredag blev der arrangeret en "Sejrsfest" i Huset i København - men deltagerantallet var påfaldende beskedent, når man tænker på, at 10 års forbitret kamp var endt med triumf!
"Venstrefløjen og socialismen fungerer snarere som adækvat korrektiv til kapitalismen", kunne man fristes til at parafrasere.
Men Hans Hauge burde selv skrive det episke digterværk, Afghaniaden - det kan ikke være svært med de tusindvis af forlæg, der kendes fra Historien.
Klaus Wivel slipper for let omkring "forfattere versus venstreorienteret dogmatik!" Hvad skal man mene som forfatter? Hvordan skal man ytre sig? Er vi helt derude, hvor kunstneren helst skal passe ind i konformen som svarer til den nuvœrende regerings politik? Lad os lige vende den om! Den højt besungne ytringsfrihed, som vi kun kender alt for godt, indebœrer jo også retten til politisk ytringsfrihed, hvadenten den er til venstre eller højre! Gœlder det ikke også for kunstnere og hermed forfattere? Hvad leder Klaus Wivel efter? En form for borgerligt medhold hos forfatterne? Det er trist, at det er kommet dertil, hvor forfatterne skal irettesœttes på grund af deres politiske reflektioner! Jeg håber ikke, at Klaus Wivel mener det her alvorligt!
@ Patrick
"borgerlig" i en dansk sammenhæng svarer til The Tory's (sådan ca) i UK mens 'ikke-borgerlig" i en dansk sammenhæng svarer til Labour Party (aådan ca). Traditionelt har partier som Venstre og Konservative mv. været iod at staten skulle være alt for stærk, mens f.eks. Socialdemokraterne ønskede en stærk stat. Eller sagt på en anden måde:
Mere marked, mindre stat=borgerlig.
Mere stat, mindre marked=socialdemokratiet/ventrefløjen.
Der er så selvfølgelig også nogle brudflader ifht. dette. F.eks. blev Socialdemokratiet til Socialdemokraterne i løbet af 1990erne ligesom det under inspiration fra New Labout i løbet af 1990erne indførte New Public Management med kontrakter mm. som de ansatte i regeringen mv. skulle overholde. SF og de Radikale var så imod det her - og det er de stadigvæk. Socialdemokraternes nationalistiske højrefløj har brudt ud af Social-demokraterne og dannet Dansk Folkeparti - som er et værn imod indvandringen til Danmark. Et glimrende eksempel er jo Informations interview med DF formanden i Kalundborg.
Mere i relation til emnet vil jeg sige, at jeg simpelthen ikke forstår, at visse (brogerlige) aviser og deres redaktører stadig bliver ved med at fremføre, at
der mangler borgerlige debattører og forfattere. De findes der. Problemet er blot at deres argumenter ikke er velgennemtænkte eller klart strukturerede. Og det er Richard Perle's altså...
Nu er jeg som 63-årig ikke nogen "yngre" forfatter (om end det kun er 4 år siden, jeg debuterede(, men jeg vil tillade mig at deltage i debatten alligevel.
Klaus Wivel siger så venligt, at "man da godt kan være en god forfatter, selv om man er venstreorienteret" Spørgsmålet er vel snarere, om man kan være en god forfatter UDEN at være til en vis grad venstreorienteret.
God kunst stiller altid spørgsmål til den gældende koncensus, der så vidt jeg kan se, ikke er særligt venstreorienteret for tiden.
Faktum er jo, at Danmark ikke har haft en eneste virkeligt talentfuld, reaktionær forfatter siden Johannes V Jensen og Jakob Paludan (og nej, jeg har ikke glemt Kaj Munk).
Jeg kan kun citere Lone Kühlmanns klumme tidligere på måneden
"man kunne faktisk godt få den tanke, at hvis folk er karismatiske og dygtige til deres arbejde, så virker det på en eller anden måde venstreorienteret.
I hvert fald hvis man er højreorienteret."
Måske gælder det også forfattergerningen?
" Faktum er jo, at Danmark ikke har haft en eneste virkeligt talentfuld, reaktionær forfatter siden Johannes V Jensen og Jakob Paludan (og nej, jeg har ikke glemt Kaj Munk)."
Nej, Per Vadmand, og siden da har vi heller ikke fået Nobel-prisen i Litteratur. Heraf kan man lære, at det kun er reaktionære, der er dygtige nok til at skaffe nationen en Nobel-pris (!) Eller kan man ?
Sagt med andre ord: Ideen om at venstreorienterede er mere kreative end andre er vrøvl ! Der er kreative i alle lejre. Ellers så Danmark ikke ud, som det gør. Hvis man henregner industrialismens frembringelser til kreative aktiviteter - og det er industrialismen, der har skaffet os vores materielle velfærd - så er venstrefløjens kreative bidrag til nationens ve og vel til at overskue.
DET ER VELFÆRDSSTATENS MENINGSTYRANI SOM STÆKKER VINGERNE PÅ DINE UNGE KUNSTERE VED AT OPFORDRE TIL EN KONSENSUS KULTUR I STEDET FOR AT TILSKYNDE PROVOKATION, INNOVATION, NYSKABELSE ! DENNE SYGDOM BREDER SIG LAGT NED I VELFÆRDSSTATEN OG ER UDTRYK FOR FORMYNDER STATENS RÅDDENHED OG FALLIT !
MEN INGEN TØR AT SIGE DET, HVIS BARE FOLK VAR MERE LIBERALE OG FRITÆNKENDE.
Jeg tillader mig blot at håbe, at Tue Andersen Nexø har ret i den sidste kommentar han kommer med:
"Men de (yngre forfattere) har det ikke godt med at gå ind i den rolle, som Klaus Rifbjerg eller Ib Michael gør, hvor forfatteren taler som samfundets samvittighed i offentligheden. Det føler de ikke, at de har autoritet til, bare fordi de har et forfatterskab i ryggen."
Hvis det er tilfældet, vil jeg personligt hilse den nye generation af forfattere velkommen, borgerlige eller ej!
Når den boglige klasse hylder blodfattig intellektuel konformisme og forudsigelig venstresnoet politisk korrekthed ad absurdum, så vil enhver fri tanke og spændstig pen tørre ind. Der er sjældent inspiration, sjældent luft i et sådant miljø for en forfatterspire med borgerligt afsæt.
Socialisme er som skabt til den boglige klasses egne ambitioner inden for de beskyttede skolemure, fx til karrierenicher i administrationen, i embedsværket, i statens tjeneste. I dette socialistisk skolesamfund skal selvregulerende frie og ukontrollable kræfter skammes ud og underkues og erstattes af rigide systemreguleringer og den altomklamrende selvgode moralisme.
Uden den mindste forlegenhed har udgangspunktet for den moderne boglige klasse altid været at malke mor-staten. Blikket er stift rettet imod statens institutioner og dets magt og vælde, ligesom 69-ungerne voldsfokus forudsigeligt retter sig mod Københavns kommunes ejendomme.
Bare fordi den boglige klasse autistagtigt kun er tryg ved skolesamfundets og studietidens teoretiske koncepter, og rædselsslagen for den sprælske civile og komplekse verden uden for murene med selvstændighed, med privatsfære, med ’applied sciences’, med mulighed for profit, rigdom og praktiske resultater - ja hele dette naturlige og kapitalistiske system ude i den private og almindelige verden, der hvor man genererer al den velfærdshonning, som den boglige elite alligevel i sidste ende må tigge om og leve af.
Men trods den boglige klasses ulidelige socialistiske statsliderlighed har vi da haft et par spændende borgerlige forfattere, der har hævet sig lidt over det gabende kedsommelige Anders And-niveau:
Fx har vi haft en Panduro med borgerligt afsæt, og det var dengang selv borgerlige var gennemsocialdemokratiserede; vi har haft en Henrik Stangerup, der hudflettede den fastgroede venstreintellektuelle palvovhundeglammen; Og Claes Kastholm gør det heller ikke så ilde endda i det små.
"Fx har vi haft en Panduro med borgerligt afsæt, og det var dengang selv borgerlige var gennemsocialdemokratiserede"
Panduro blev såvidt jeg ved også anset for at være venstreorienteret af de borgerlige på det tidspunkt, han var vist endda på PET's liste over eventuelt subversive elementer og Stangerup var også meget præget af den "venstreorienterede" kulturradikalisme. Spørgsmålet er vel om forfattere og kunstnere ikke altid vil blive betragtet som subversive og venstreorienterede, fordi de ikke tjener deres penge ved ærligt manuelt arbejde. Det er jo en ørkesløs diskussion, når man ikke er istand til at konkretisere sine kritikpunkter noget mere. Hvad er det der forventes af de her forfattere, at de skal skrive hyldestdigte til Asger Aamund eller digte om at de aldrig har taget skade af et par på hovedet.? Desuden har man som andre har nævnt haft de her opgør med de venstreorienterede omkring 40.000 gange i løbet af de sidste mange år, måske prøver de her forfattere bare at komme videre i forhold til det, i modsætning til nogle af deres kritikere.
Sande ord, Søren - så burde den ged være barberet.
Men se, om den er der. Myterne og paranoiaen galoperer videre, og "kulturkampen" bliver mere og mere absurd.
Alene tanken om, at en åndsfyrste som Brian Mikkelsen skulle stå i spidsen for en kulturkamp!
Lasse
Hvorfor skriver du med store bogstaver. Er det fordi du ike kan de små, og er det din måde at råbe og skrige på?
Det er mig en gåde, hvorfor det lige er de unge forfattere, der bliver sendt i ilden af kritikerne. Meget langt hen ad vejen er de faktisk meget pæne, forudsigelige og uprovokerende. Måske er kunst-, musik- og filmanmeldere bare mere åbne end litteraturanmeldere...hvad ved jeg...
Det er jo slet ikke indenfor skønlitteraturen, der virkelig bliver skabt politisk kunst her i landet for øjeblikket, men der imod indenfor de andre kunstarter. Og her er det politiske spektrum meget bredt. Der er alt fra den magtbesmykkende portrætfotograf eller sponsorkunstner - over den dialogorienterede videokunstner eller projektskaber - til den revolutionære og civilt ulydige "ballademager", der skaber kunst, som i princippet kan udløse både bøder og fængselsstraf. Hvilket selvfølgelig gør den del af kunstverdenen noget mere spændende - hvis der da er nogen, der er interesserede i min mening...
Må jeg minde om at nogle af velfærds-statens mest kritiske skikkelser faktisk var det venstre-orienterede forfatterpar, Sjöwahl og Wahlöo. Meningen med deres tibinds krimirom 'roman om et brott' fra 1966 til 1976 (ca). var at afdække den moderne velfærdsstat mørke sider og at vise at under den idylliske overflade var kriminaliteteten der stadig - som et strukturelt problem i og ved velfærdsstaten. De venstre-intellektuelle dengang i 1960erne og 1970erne skældte ud på staten som blev ansat for at være dybt borgerlig og stå for strukturel vold mod almindelige folk mv.
Herhjemme blotlagde Panduro i sine romaner, og ikke mindst, igennem sine tv-skuespil som, velfærdsstatens grænser, ligesom han også blotlagde hvad statens mv. mekanismer gjorde ved folk --- og hvad kapitalismen gjorde ved samfundet og menneskene i det.
Må jeg også erindre om at Lise Nørgaard (damen bag Matador) jo da vist er konservativ. Og med det mener jeg i gammeldags klassisk kultur-konservativ. Hvis man kigger ordentligt efter vil man nemlig opdage, at moralen i Matador er ekstremt konservativ. Der vises konsekvenser af folks overdrevne drikkeri ligesom piger de bliver gravide skal giftes ind i familierne mm.
Jeg ved ikke helt hvad man forestiller sig om unge forfattere og om hvad de skulle gøre. Skal de synge hyldest-digte til Asger Aaamund eller prise fremskridtet og teknologien som Johs. V. Jensen gjorde for næsten 100 år siden. Hele problemet er dog blot det ene, at dengang Johs. V. sagde det han sagde om f.eks 'negre og andre racer' (og 'negre, sagde man altså dengang), ja da var det mainstream holdninger hos alle, også de mere kritiske intellektuelle. (og nej, jeg bruger ikke selv ordet 'neger' hvis nogen skulle være i tvivl). Det samme gælder for hyldesten til fremskridtet og teknologien. I Vesten har vi set hvad fremskridt og teknologi kan gøre for mennesket, men vi har så sandelig også set bagsiden af medaljen --- forureningen, klima-forandringerne mv. og mm. Og derfor er nok selv unge mennesker, inkl. forfattere, altså kritiske overfor f.eks. genteknik eller stamcelleteknik mv. - netop fordi vi Vesten, og da især i Europa, har set hvad misbrug af de her ting kan føre med sig.
"Meget kunst opstår som en protest mod eller et opgør med noget" skriver Morten N.F.
Ja, måske: dårlig kunst. Ingen god kunst er nogensinde "opstået" af ydre årsager. Kunsten opstår da muligvis sommetider i sammenstødet mellem kunster og omverden, men først og fremmest i mennesket, i forholdet mellem menneske og menneske. Den slags "kunst" en direkte politisk dagsorden / indignation fører med sig, er aldrig spændende for andre end den, der i forvejen er enig, og selv forankret i sin oppositionsmentalitet,
Og nu ER det jo altså heller ikke forfatternes rolle, at være talerør for samfundets bund / top eller hvad fanden. Hvis man synes, jo bevares, men personligt vil jeg gå en lang, lang bue udenom de bøger. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at forfattere skal påtvinges den rolle. Hvorfor går man ikke i kødet på andre kunstnere; hvor er skuespillerene og kunstmalernes politiske manifester?
Kan jeg ikke få adressen på nogle af de venstreorienterede forfattere - jeg synes ikke rigtig, jeg kan få øje på nogen? Jeg forsøgte i sin tid at formå min fagforening (Danske Skønlitterære Forfattere) til at manifestere sig politisk og blev belært om, at det var mildest talt ufint for et skrivende menneske at gøre sådan noget andre steder end ved sternmeurnen.
Undtagelsen var kulturpolitik, det vil sige, når man vil beskære vores legater - forfattere er med andre ord en interessegruppe ligesom buschauffører. Og så skal man i øvrigt helst heller ikke fremmedgøre bankerne, de nye kulturpaver.
Forklaringen er dog nok et vist skred i definitionerne. Hvis du ikke stemmer på DF og har banket i det mindste en bøsse eller indvandrer i år, så er du venstreorienteret.
Det sidste, jeg har hørt, er, at Politiken, Jyllandspostens datterselskab, skulle være det. Sjovt nok har jeg det modsat: Hvis ikke du opfatter den nuværende regering som kriminel, så er du fandeme langt til højre!
Hans Hauge: "Jeg tror simpelthen ikke, man kan begå sig som forfatter, hvis ikke man siger noget grimt om Anders Fogh Rasmussen en gang imellem. Det er lige som et gruppepres."
Hvem er så mobbeofrene blandt de yngre forfattere, som i virkeligheden heller ville være neokonservative?
Hvor er det i øvrigt herligt at høre de borgerlige litteraturkritikere erkende, at den stort anlagte og statsdikterede kulturkamp ikke har virket på de yngre forfattere.
"Books are well written, or badly written. That is all." (Oscar Wilde)
Oscar Wilde-citatet er - som det meste fra hans hånd - elegant, vittigt og totalt intetsigende.
I virkeligheden er det bare en fiksere formulering af banaliteten: "En bog er god, når den er god."
Jeg vil ikke håbe, at der er nogen unge forfatter, som lytter til ævlet om, hvordan unge kunstner skal opfører sig.
Selvom Berlingske Tiende er en traditionel politisk konservativ avis og JP traditionel en politisk liberal avis – så de af egne interesse kunne tænke sig, at der var nogle som støttede deres politiske synspunkter.
Så kan jeg ikke se de nytænkende i, at forfatterne igen skal gå tilbage til en kulturperiode, hvor politik var meget fremtrædende i litteraturen – det må altså være noget, som den enkelte forfatter ( eller dennes kreds) diskuterer sig frem til.
Hvis vi vil have de efterlyste perspektiver, så kan man jo bare købe JP eller Berlingske Tiende – så kan man blive ”stop fordret med regeringen hjernevask” dagligt. Men på den anden side, så er det sikkert en god måde for en ambitiøs forfatter, at få markedsført sit produkt med rosende anmeldelser.
Se Berlingske fredag den 7/12-2007 under debat.
/;-@)