Den australske film Ten Canoes fra 2006, der nu er kommet op i danske biografer, er et fantastisk drama om krig og kærlighed som udspiller sig i det tropiske paradis Kakadu i Arnhem Land i Nordaustralien. I 2006 vandt den den australske filmindustris pris for »bedste film«. Den foregår på engelsk og forskellige yolngusprog der blandes frit i samme film. Hver skuespiller taler simpelthen sin egen yolngudialekt.
I 2001 kom ungdomsfilmen Yolngu Boy om tre indfødte teenagedrenge der drømmer om at blive store helte. I stedet kommer den ene i fængsel, de to andre drager gennem vildmarken for at tale hans sag, og så bliver der brug for de indfødtes overlevelseskundskaber som drengene ellers har kastet vrag på til fordel for fodbold. Ligesom i Ten Canoes blandes forskellige yolngusprog frit i Yolngu Boy.
Da den europæiske kolonisering af Australien begyndte i 1788, taltes der over 200 vidt forskellige indfødte sprog på kontinentet. De fleste af dem er nu uddøde, og de overlevende er i en miserabel tilstand.
Men omkring 2.000 mennesker taler stadig yolngu. Dermed er det et af de største tilbageværende oprindelige australske sprog. Dette lillebitte sprog, eller rettere gruppe af sprog, har udvist en bemærkelsesværdig kulturel styrke, ikke bare med hele to spillefilm, men også med rockgruppen Yothu Yindi som bidrog til finansieringen af Yolngu Boy.
Maya
Disse to australske film på yolngu er eksempler på noget der ligner en trend. Små, ukendte sprog bruges som tema og som autentisk ornamentik i stadig flere film.
Bedst markedsført er Mel Gibsons Apocalypto (Dommedag) som handler om den mayaindianske civilisations sammenbrud før europæerne ankom med sygdom, kristendom, skydevåben og spansk. Filmen foregår helt og holdent på mayasproget yucateco som i dag tales af trekvart million mennesker på halvøen Yucatán i Mexico. Hovedrollen som den unge helt Jaguarpote spilles af Rudy Youngblood der hævder at være af blandet comanche-, cree- og yaqui-afstamning, men ellers er næsten alle skuespillerne lokale mayaer der aldrig har lavet film før.
Gibson håber at filmen vil gøre mayasproget ’cool’ igen og opmuntre unge mennesker til at »tale det med stolthed«. Mayakulturens fantastiske arkitektur og fremmedartede æstetik er en afgørende del af filmens visuelle storladenhed, og på samme måde er yucatecodialogen et ægthedsskabende ornament.
Det har været hævdet at Apocalypto er den første film på et indfødt amerikansk sprog, men allerede i 1974 lavede den chilenske instruktør Rolando Klein filmen Regnguden Chac der genfortalte en gammel mayamyte og gjorde det på et andet mayasprog, tzeltal, der tales af omkring en kvart million mennesker i Chiapas i Mexico. Chac er blevet en kultfilm, og den blev genudgivet på dvd i 2002.
Og i 1990 lavede Kevin Costner Danser med ulve hvor en fjerdedel af dialogen var på indianersprogene lakota (sioux) og pawnee. Lakotaerne var måske en kvart million før bøflerne blev udryddet i 1860’erne, nu tales sproget kun af omkring 6.000. Alligevel er lakota et af de største indianersprog i USA i dag. Pawnee er langt værre stillet, det tales af under 200.
De fleste småsprogsfilm er indtil nu produceret i engelsktalende lande, men ikke alle. Det finske instruktørpar Markku Lehmuskallio og Anastasia Lapsui lavede i 2000 filmen Syv sange fra tundraen og i 2003 Den syvende himmels brud, begge med dialog på nenets. Anastasia Lapsui er selv nenets. Nenets er et samojedisk sprog, fjernt beslægtet med finsk og ungarsk. Det tales af små 30.000 mennesker spredt over et gigantisk bælte i det nordligste Rusland fra Kolahalvøen over Uralbjergene til langt ind i Sibirien.
Sprogdød
Trods varierende grader af indfødt deltagelse og forskellige politiske og religiøse dagsordener repræsenterer de her nævnte småsprogsfilm – og en del flere der ikke var plads til – det igangværende skifte i det internationale samfunds syn på sprog.
Opbygningen af de moderne nationalstater fandt sted ved hælp af overlagt sprogundertrykkelse i et utal af former. Det er sket med alle mulige midler, fra sprogmonopoler i den offentlige forvaltning og skolevæsenet, over tyveri af børn og forbud mod at tale sproget, til etnisk udrensning og direkte folkedrab. Sådanne politikker var udbredte indtil for få årtier siden og er hovedansvarlige for at over halvdelen af verdens 6.000 sprog nu er døende, ingen børn lærer dem mere.
Opmærksomhed
Det er en kulturkatastrofe af et omfang uden sidestykke i historien, og i de sidste 30-40 år er det internationale samfund i stigende grad blevet opmærksom på problemet og har taget forskellige skridt til at dæmme op for ødelæggelserne, bl.a. med UNESCO’s Konvention om Beskyttelse af den Immaterielle, altså ’uhåndgribelige’, Kulturarv – det vil i første række sige sprog – der trådte i kraft i 2006. Og her i september vedtog FN’s generalforsamling efter mange års forberedelse en Erklæring om Indfødte Folks Rettigheder.
Det er en almindelig antagelse at småsprogsfilm kan medvirke til at puste nyt liv i de truede sprog, en bestræbelse som minoritetssamfund overalt i verden arbejder intenst på, med henvisning til den stadig voksende bestand af internationale retsinstrumenter der skal beskytte minoriteter og deres sprog og kultur.
Mange stater stiller nu en vis finansiering til rådighed for små sprog, og vi vil derfor se flere småsprogsfilm i den kommende tid. De er en slags ambassadører, for det er jo ikke i de små sprogsamfund selv, filmene skal spille pengene ind. Derfor ser vi de ukendte sprog brugt som ornament, som farve, som klang og atmosfære i film der sigter på et meget bredere publikum.
sprog@information.dk
Hvad med, at Danmark og Slesvig-Holsten finansierede film der handlede om sprog og kultur i grænseområdet? Der tales stadigvæk indenfor et lille område dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og flere nordfrisiske dialekter.