På en lille skammel står en halvfærdig Berlinerøl på flaske. En hånd løber gennem gråsort hår. Hovedet lænes tilbage, øjnene lukkes, og et Joe Cockersk 'Unchaiiiiin my heart' får de gennemsigtige plastvægge til at dirre.
Vi er i en kælder i Berlin en torsdag nat. Karaokebaren giver associationer til film fra Tokyo, hvor unge samles i glasbokse med drinks, mikrofon og et tykt sanghæfte for at feste.
Eller hvor en gråsprængt mand går ind for at lægge arbejdsdagen bag sig. Kælderen i Kreuzberg er delt op i bokse, men er ellers uden anstrøg af den minimalistiske japanske stil.
Her er det Quintin Tarantino-stilen, der dominerer: For at komme ind skal man trykke på en ringeklokke for enden af en rød løber, hvorefter man går ned ad en trappe og ender i rødmalede lavloftede rum med gamle sofaer, en jukeboks og et poolbord.
Berlin. En bustur på syv en halv time fra København og farvel til normalisering, pastelfarver, cremehvid og stål. Jo, der findes også strømlinede cafeer i storbyen, der huser 3,5 millioner indbyggere.
Midt i ingenting
Men for hver stålcafé virker det muligt at finde mindst et sted, der er dækket af lyserødt plys fra gulv til loft eller et, hvor forelskede par sidder under en rød paraply i hjørnet, mens store hunde tumler rundt på gulvet. Mange af de kreative tiltag, der især blomstrede i øst efter murens fald, er dog ifølge kritikere truet af en stigende ensretning.
Berlins første mørke-restaurant, Unsicht bar, er en anderledes oplevelse - men af den mere eksklusive slags.
På en lille mørk sidegade i byens Mitte, træder vi ind i en lys lounge, hvor vi bestiller en treretters menu. Derefter bliver vi hentet af en blind tjener, hvorefter vi i gåsegang bliver guidet ind i mørket. Kvindehvin og mandegrin blander sig med lyde af klirrende bestik og stole, der skurrer mod gulvet, mens vi bevæger os hen imod vores bord.
"Sooo ladies, what would you like to drink?" lyder det fra vores tjener, og vi ved bare, at vi gerne vil have noget rigtig hurtigt.
Det føles som at dykke og svæve et sted, hvor man hverken kan se bunden eller vandoverfladen. Følelsen af at være fanget og ikke bare kunne rejse sig og gå rammer vores lille bord med et brag, og en lettere panisk stemning breder sig (måske forklaringen på alle de småhysteriske hvin og latterudbrud rundt omkring).
Forretten hjælper lidt på det, og samtalen glider lidt lettere, da jeg bliver optaget af, at jeg egentlig godt kan lide en stor svamp, når jeg ikke kan se, at det er en svamp. Under hovedretten bliver stemningen ligefrem god, og da vi bliver ført ud i lyset igen opdager vi, at vi har været væk i tre timer.
Kunstneriske aktivister
Berlins blanding af ekslusivt og råt er især synlig på Oranienburger Strasse i Berlins Mitte. Her ligger Kunsthaus Tacheles side om side med trendy nipsbutikker og sushibarer.
Tacheles er et gammelt besat hus, der fik blæst øjnene ud under Anden Verdenskrig og stadig står med barrikaderede øjenhuler og afskallet facade. Det ligner til forveksling det tidligere Ungdomshus på Jagtvej 69.
Den sønderbombede bygning blev gjort beboelig af kunstneriske aktivister efter murens fald, og indenfor er der biograf, restaurant, café og musik hver aften i udsmykkede rum med ildspydende figurer.
Da vi bevæger os op ad den sorte grafitti-overmalede trappe, finder vi værksteder og kunstudstillinger af kunstnere fra hele verden. I en stor gård er jorden dækket til med sand, og en bar lyser op i mørket. Den er lidt for kold til en efterårsaften, men om sommeren bliver gården fyldt af cirkus og musik.
I dag ligger Kunsthaus Tacheles på en af de dyreste adresser i Berlin. Det finansieres af husets mange aktiviteter og af kommunal støtte. Et andet sted i Mitte, på Köbenicker Strasse ligger det 17-årige gamle ungdomshus, Köpi, der har været lukningstruet, siden det overgik til private hænder i 1995.
Stasi-hovedkvarter
En anden form for byhistorie findes langs Berlinmurens rester eller i det tidligere Stasi-hovedkvarter i Øst, der har været en velbevaret hemmelighed, indtil murens fald i 1989.
Der er ingen skiltning uden for museet, og bygningen står præcis, som den stod dengang. Derfor er det blandt andet muligt at se Minister for Statsikkerhed Erich Meilkes kontor og efterretningstjenestens konferencerum og kantine.
Museet åbnede i 1990 og offentliggørelsen har især haft en stor symbolsk betydning for østtyskerne. Som udenlandsk gæst skal man dog have styr på sit tyske, da der ikke er engelske oversættelser på museet. En engelsk guide er en mulighed.
Blandt de udstillede genstande er blandt andet det aflytningsudstyr, DDR's hemmelige efterretningstjeneste brugte: Kufferter med kameraer i og slips med optageudstyr blev brugt i kampen for at registrere alle, der kunne være en trussel mod DDR.
Optaget af de pudsige opfindelser går der lidt, før vi opdager en ung fyr i armytøj og opsmurte bukser, der træder ind i rummet, hvor vi står.
Han har et 'skinhead' mærke syet sirligt fast på højre skulder og tynde hvide snørebånd i sine sorte militærstøvler (som efter sigende er en del af de højreradikale skinheads 'uniform' i Tyskland).
Til højreradikale demonstrationer i byen er der tidligere set bannere med påskriften 'Wir sind das Volk' - det er os der er folket - en parole stjålet fra DDR's borgerbevægelse.
Pludselig føles luften i rummet tung af landets barske historie og fra de 1970'er- brune stasi-kontorer er byen ikke så charmerende som den var et par timer forinden. I Lichtenbergområdet, hvor museet ligger er der, på vej op til U-bahnen, ikke andet at se end brede gader og betonbygninger.
Palmer og beton
Andre områder af Berlin liver op,som mørket falder på. Overalt i byen ligger flyers, der reklamerer for nattens oplevelser.
At dømme efter plakaterne, der er klistret op, hvor der er en ledig plads, er reggae og balkanmusik - og gerne en blanding af de to - et hit i øjeblikket. Et af arrangementerne finder sted i Club Raw i det tidligere østtyske område Friedrichshain. Området er kendt for at være i rivende udvikling men med huslejer der stadig er til at betale.
Det første, der rammer os, da vi træder ind i betonkassen, er en fugtig lugt af gammel kælder. Men musikken er høj og baren billig, og man glemmer hurtigt lugten, når man danser under plastikpalmerne med en berliner-øl i hånden. Et alternativ kunne være spise og musikstedet 'White trash' i Berlins midte eller et lille Weinerei i Prenzlauer Berg, hvor man betaler det, man selv synes maden og vinen er værd.
Tilbage i Kreutzbergs karaokebar er der blevet stille i en af boksene. En mand, der godt kan lide Joe Cocker, har været oppe i baren og aflevere en sangmappe.
Han sætter sig på en barstol og bestiller en ny øl med et smil. Arbejdsugen er næsten slut, og det bliver snart weekend i Berlin.
Det er muligt at komme til Berlin i bus t/r for omkring 450-500 kroner
