Læsetid: 4 min.

SOSU M/K er et fatamorgana

Danmark har verdens mest kønsopdelte arbejdsmarked, kærlighedens arbejde stadig er dårligere betalt end maskinernes og teknikkens – men der lurer et opgør
Danmark har verdens mest kønsopdelte arbejdsmarked, kærlighedens arbejde stadig er dårligere betalt end maskinernes og teknikkens – men der lurer et opgør
Kultur
9. november 2007

Hvad ser du for dig, når jeg siger: Tømrer? Sundhedshjælper? Blikkenslager? Sygeplejerske? Mekaniker? Børnehavepædagog?

Sandsynligvis først en Mand så en Kvinde og derpå Mand, Kvinde, Mand, Kvinde. For selvom Danmark scorer højt på ligestillingsbarometret med den højeste erhvervsfrekvens og uddannelsesfrekvens for kvinder i EU, og selvom det er mere end 25 år siden, at danskere fik sig et billigt grin over stillingsannoncer som M/K- bagerjomfru og M/K-smedesvend søges – så har Danmark verdens skarpeste kønsopdeling på arbejdsmarkedet.

Mere end ni ud af ti ansatte inden for håndværksfagene er mænd.
Hele 99 procent af dagplejerne, 97 procent af social- og sundhedshjælperne, 96 procent af social- og sundhedsassistenterne og 88 procent af pædagogmedhjælperne er kvinder – samt 87 procent af kontorassistenterne.

Kvinder og mænd har altså deres egne uddannelser, fag, brancher, funktioner – og dermed deres egne arbejdsmarkeder.

Opdelingens pris
Der er mindst to gode grunde til ikke stiltiende at acceptere disse (næsten) kønstætte skotter mellem mande- og kvindearbejdsmarkederne: Dels gør kønsopdelingen det noget nær umuligt at opnå indkomstlighed mellem mænd og kvinder. Dels forstærkes den aktuelle mangel på arbejdskraft: På en og samme tid kan der være arbejdsløshed blandt unge mænd og skrigende mangel på hjemmehjælpere; arbejdsløshed blandt kvinder i visse udkantsområder, hvor der er mangler arbejdskraft i træindustrien og byggebranchen.

Hertil kommer, at det kønnede arbejdsmarked bidrager til at konservere traditionelle kønsroller og ditto forestillinger om mænds og kvinders natur.

I dette spil bliver det illusorisk at tale om frit valg af uddannelse og arbejde – når man ser bort fra ganske få enspændere, oprørere eller meget stærke personligheder blandt både de unge og arbejdsgiverne: Mesteren på det mekaniker- eller tømrerværksted, der hyrer en kvindelig lærling, skal have en helt særegen maskulin selvfølelse, som ikke trues ved synet af kvindehænder, der håndterer værktøj effektivt. Det samme skal den unge mand, der bestemmer sig for at blive dagplejer, sundhedsassistent eller sygeplejerske.

Omsorgen er lavtlønnet
Historisk udviklede arbejdsmarkedet sig ikke kønsopdelt, alene fordi kvinder og mænd havde forskellig kropsstyrke og talenter, men i høj grad af hensyn til sædeligheden: Det var upassende, at de to køn udførte samme arbejde eller arbejdede sammen. Loven pålagde arbejdsgiveren at holde opsyn med, at der herskede sømmelighed og anstændighed på arbejdspladsen. Blandt andet forbød fabriksloven fra 1901, at kvindelige og mandlige fabriksarbejdere arbejdede og spiste i samme rum.

Normerne for anstændighed er skiftet siden da. Nu anses det for helt OK, at mænd og kvinder arbejder og spiser i samme rum – til gengæld anføres toiletter og især badeforhold som primær årsag til, at håndværksmestrene afviser at hyre pigelærlinge. Selv om ingen forlanger, at de to køn skal have adskilte badeforhold. Selv om blufærdighedshensyn nemt kan tilgodeses ved, at det ene eller andet køn stopper arbejdet et kvarter tidligere.

Så langt tilbage som den kollektive erindring rækker, har kvinder passet børn, gamle og syge, lavet mad og gjort rent. Det fortsatte de med, da en stor del af disse arbejdsopgaver i løbet af 1900-tallet rykkede fra hjemmene ud på det offentlige og private arbejdsmarked.

I hjemmet udføres pasning og pleje af børn, gamle og syge i hjemmet (ideelt set) af kærlighed – hvilket er både smukt og livsnødvendigt.

Men på arbejdsmarkedet sendte forestillingerne om ’kærlighedens arbejde’ omsorgsfagene ned i bunden af lønskalaen, fordi arbejdet bærer lønnen i sig selv.

Et klassisk krav
Det var ikke et udslag af mænds rænkespil, kvinderne spillede selv med.

Da arbejdstiden i 1919 blev sat ned til otte timer om dagen takkede sygeplejerskerne således pænt nej tak med begrundelsen, at det var svært nok »at forlade sine dårlige Patienter, naar de nu brugelige 12 á 14 Timers Vagt er forbi,« som en af dem skrev i fagets blad.

Arbejderbevægelsens klassiske krav om beskyttelse af privatlivet med 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile passede ikke til sygeplejerskens selvforståelse som nogle, der varetog: »Et Arbejde, som kun kan passes godt, naar man har Kærlighed dertil, og har man det, ønsker man ikke at slippe med den kortest mulige Arbejdstid.«

Med 30 års forsinkelse fik sygeplejerskerne 8-timers arbejdsdag i 1945. Og først i 1968, da 30-årige Kirsten Stallknecht blev ny formand for Sygeplejerådet, begyndte opgøret med kaldsbevidstheden for alvor: Sygeplejerskerne gennemførte deres første lønstrejke fem år senere.

Husmoderafløseren kom til verden under besættelsen, og i de følgende årtier udførte en stadig større skare af ufaglærte syge- og hjemmehjælpere den voksende velfærdsstats omsorg for borgerne. Det var ufaglærte kvinder, husmødre og husassistenter.

Nye tider
Først i 1990’erne blev der oprettet en uddannelse som social- og sundhedsassistent, og nu er SOSU’erne en meget stor, velformuleret og respekteret gruppe. De nægter at vælge mellem kald og penge, de vil både have ordentlig løn for og tilstrækkelig tid til at udføre ’kærlighedens arbejde’.

Med FOA’s formand, Dennis Kristensen, i spidsen kræver de »Mandeløn for Kvindearbejde«, og i modsætning til for 30 år siden, da Loven om ligeløn blev vedtaget, synes flertallet af befolkningen – både blandt mænd og kvinder – at det er helt rimelige krav.

Når det kobles sammen med, at Metal, de stærke smedes forbund, har markeret sig stærkt med overenskomstfastsat, øremærket barselsorlov til mænd, barselsfond og pension til kvinder under barsel – ja så kan man i optimistiske øjeblikke få en glad fornemmelse af, at der i disse år bliver ryddet grundigt op i fordums forestillinger om køn, kærlighed, kald og lønarbejde.

Og det er forudsætningen for, at unge mænd og kvinder begynder at bryde betonmurene ned om de etkønnede arbejdsmarkeder.

fris@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her