Læsetid: 3 min.

Sprog, spiritualitet og sære sager

Jeg skal rundt i BogForums hjørner, ride kæpheste og opsøge det overordentlige og det sære
Jesper Theilgaard er en af DR-s vejrprofeter, og da jeg er en hund efter vejr, er jeg nødt til at høre, hvad Jesper Theilgaard siger til Ann Marker om -Vejrhåndbogen- på bogmessens førse dag.

Jesper Theilgaard er en af DR-s vejrprofeter, og da jeg er en hund efter vejr, er jeg nødt til at høre, hvad Jesper Theilgaard siger til Ann Marker om -Vejrhåndbogen- på bogmessens førse dag.

Agnete Schlichtkrull

16. november 2007

Mit BogForum skal bruges til at opsøge noget af alt det, jeg ikke har fingrene i til daglig. Mange af de skønlitterære forfattere på messen har jeg allerede enten interviewet eller læst, så dem må andre få fornøjelsen af denne her gang. Jeg skal rundt i hjørnerne, ride kæpheste og opsøge det overordentlige og det sære.

Fredag

Hvid scene kl. 11.00 Jeg begynder med "Victor B. Andersens maskinfabrik indrømmer alt - omkring det tatoverede klaver med Lars Frost og venner". Det er umuligt at gennemskue, hvad ovenstående dækker over, så derfor er jeg på pletten. Lars Frosts underspillede ironi kan jeg nemlig ikke få nok af.

Bogcaféen kl. 14.00 Hvor Lars Frost fægter med fleuret, tromler Jens Blendstrup frem med maskinpistol af plastik, sprængladt med plaskende vand. Jens Blendstrup i samtale med Jannik Lunn om Pludselig flæben.

Tranescenen kl. 14.40 Jeg er en hund efter vejr. Jeg er nødt til at høre, hvad Jesper Theilgaard siger til Ann Marker om Vejrhåndbogen.

Stand 57 kl. 15.00 Måske kan jeg kan lige nå at høre, om Birthe Rønn-Hornbech, som interviewes af Monica Krog-Meyer om erindringsbogen Fra krigsbarn til folkevalgt er noget for mig. Jeg er ikke sikker, har endnu ikke fået bogen læst, selv om den står derhjemme.

Stand 47 kl. 15.30 Men ellers fortsætter jeg til Stand 47 for at høre Bertel Haarder fortælle om "salmer i cyberspace". Ren englesang? Det lyder tilpas syret. I øvrigt elsker jeg salmer.

Stand 15 kl. 16.00 Derefter skal jeg høre lidt om, hvad der rører sig i den unge generation: 'Ildfiskens' redaktion diskuterer dansk litteratur lige nu. Der er endnu to ting, jeg gerne vil nå fredag.

Under Uret kl. 16.40 Morten Brask interviewes om Havet i Theresienstadt, og Brask ligner en af de mest interessante af årets debutanter.

Hvid scene kl. 17.00 Endelig må jeg høre Peter Adolphsen snakke med Torben Madsen om En million historier. Hvorfor? Kom og hør!

Bogcaféen kl. 18.00 Men så er jeg vist også flad. Holder jeg alligevel lidt endnu, vil det være for at høre Jørgen Leth fortælle om sin nye erindringsbog Guldet på havets bund. Det uperfekte menneske 2.

Lørdag

Fri scene kl. 12.00 Her er Vagn Lundbyes Det nordiske testamente et must. Lundbye har gendigtet alle de gamle nordiske kvad - alt sammen på 'Bjovulf'-versemålet: fire trykstærke stavelser og to stavrim i hver linje - en ærefrygtindgydende og lidt sær bedrift. Hvorfor kun ét versemål? Jeg vil høre ham forklare sig.

Stand 46. kl. 12.20 Jeg fortsætter i sproget hos Jørn Lund og Pia Jarvad. "Og så tager vi den derfra" er deres overskrift - jeg forventer at gå styrket derfra, dejligt bekræftet i mine idiosynkrasier over for klichéer.

Under uret kl. 13.00 Via sproget nærmer vi os en anden af mine hovedinteresser: Buddhismen. Erik Meier Carlsen har skrevet et portræt af Dalai Lama, og jeg kan ikke komme i tanke om nogen bedre kvalificeret. Desuden kan der komme overraskelser ud af at sætte ham over for Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager. For Bjerager.

Stand 84 kl. 14.00 Jeg vil fortsætte i det spirituelle leje og høre, hvad Suzanne Brøgger kan fortælle om Inanna. Himlens og jordens dronning. Fra Merete Pryds Helles Fiske i livets flod husker jeg den gamle jordgudinde som en temmelig grusom dame.

Tranescenen kl. 14.20 Og hvis jeg kan nå det, vil jeg gerne overvære, hvad Peter Gæmelke kan stille op over for biologen Michael Stoltze, som har god forstand på Dansk Natur.

Balkonscenen kl. 16.00 Så snupper jeg en slapper, inden jeg klokken 16.00 skal indfinde mig på Balkonscenen og snakke med Søren Ryge om min kulturhistorie, Æblets fortælling. Et arrangement, der til min fortrydelse falder sammen med, at Jens Smærup Sørensen snakker om "Mærkedage" med Søren Schou. Det kan jeg dog heldigvis kompensere for om søndagen. Blot med Hans Flemming Kragh i Søren Schous stol på Tranescenen kl. 15.00.

Søndag

Stand 84 kl. 13.30 Søndag skal jeg også lytte lidt til Ritt Bjerregaard, Mette Højbjerg og Sandy French, der fortæller om deres samarbejde omkring biografien Ritt.

Under Uret 13.40 Jeg iler videre til andre Feministiske tænkere. En tekstsamling redigeret af Dorte Marie Søndergaard, interviewet af Lilian Munk Rösing. Bogen, der lige er kommet, rummer tekster af den såkaldt tredje bølge af feminisme - queerfeminisme, postkolonial, feministisk kritik og feministisk videnskabsfilosofi - og kandiderer til at blive et vigtigt værk.

Transescenen kl. 14.20 Jeg slutter af med lyrik: Henrik Nordbrandt i samtale med Mette Moestrup om digtsamlingen Besøgstid. Ud af BogForums klaprende karrusel og ind i en helt anden verden ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu