Kommentar
Læsetid: 3 min.

Hvad stemmer hipsterne på?

I Berlin, Reykjavik, Beirut, New York og her på tirsdag
Kultur
9. november 2007

Da jeg var barn, lavede jeg meget hurtigt mit eget politiske hierarki. Min mors venner, resten af familien, underboen, postbudet: Alle, der kom ind i lejligheden, blev meningsmålt – og dømt. Hvis ikke de var venstreorienterede nok til mig, fik de en kold skulder og en isende hånlig arrogance. Sådan nogle svin! Det har altid været vældig vigtigt for mig at kortlægge andre menneskers meninger. Der er ikke noget værre end folk, der synes, det er en privat sag, hvem de stemmer på.
Der er et par offentlige politiske arketyper, der altid har imponeret mig: Dem der åbenlyst er mere radikale end mig. Anarkister f.eks. – sådan nogle Morten (AFR) Kaplerz-agtige rødder, der konsekvent nægter at have noget med staten at gøre. Sådan nogen som ringer og beder om at få deres CPR-numre slettet og så enten rejser jorden rundt alene eller opretter små selvforsynende under cover-samfund, hvor de så sidder og ikke findes.

Mig og kun mig
Eller hvad med anarkismens onde tvilling – ultraliberalismen, som forfatteren Benn Q Holm dyrkede engang – som KU’erne flirtede med 80’erne, og som der i teknomiljøet i dag er en stolt, karismatisk dj, der sværger til.

Den der med, at der er ingen eller intet, der skal bestemme over det enkelte menneske – total satreesk frihed og et Darwin-ekko. Intet sikkerhedsnet – ingen søvndyssende og formynderisk velfærdsstat.

Faktisk en ideologi som mange ny-spirituelle og ’erhvervs-coachere’ lader til at tiljuble. »Det er mig og kun mig, der har ansvar over mit eget liv og nøglen til at forandre det.«

Og endelig er der dem, som satser både vestlige velfærdsliv og det frie valg – for en sag, de tror på – koste hvad en AK47 og mange år i fængsel, vil – Blekingegadebande-style.

Altså, sådan noget lidt dodgy noget er der jo ikke meget parlamentarisk demokrati over. Nej, så jeg er faktisk også ret imponeret over folk, der ellers altid har kørt den på græsrodsniveau med lidt fest og lidt for mange fotokopier og så vokset til et hardcore Christiansborg-liv med ingen søvn og nationale kompromiser og 20 journalister i røven.

Asociale islændinge
Det er også altid sjovt at snakke politik, når man besøger sine venner i udlandet.

Jeg har f.eks. aldrig mødt en højreorienteret tysker. Ellersogså har jeg, men det siger man sgu ikke højt på de bonede berliner dansegulve. Til gengæld har ingenaf de islændinge, jeg kender, mogen social bevidsthed. De er simpelthen for velstillede og for protektionistiske omkring det kreative high-life, de lever. De kan være nok så trashede og på kanten, men far skal nok betale for rehab og et halvt års hudpleje, så who gives a fuck, at far stemmer neokonservativt. I New York er de altid demokrater og politisk korrekte og alligevel sært borgerlige – men altid velargumenterende på den der helt specielle måde: You know – og det gør man.

Her hjemme stemmer alle de vildeste piger i min omgangskreds – dem med den sindssyge fortid og de største faderkomplekser: Villy Søvndal. Hele queermiljøet stemmer imod marginalisering og for Asmaa. Alle de dummeste og de sejeste stemmer blankt og de helt hårde festaber husker selvfølgelig først, at der var valg et par dage efter – og småflove ruller de sig en joint af stemmesedlen og håber på det bedste.

Ungt, skønt og hysterisk
Min mor spurgte forleden undrende, om jeg stadig var ligeså venstreorienteret? »Du bliver jo ikke anholdt for noget længere.«

»Eller smadrer familiefrokoster verbalt.« »Du er jo også sådan lettere materialistisk efterhånden«, sagde hun frydefuldt og kiggede rundt på en kæmpe pladesamling og nyindkøbt garderobe fra Tokyo. (Hvor ingen snakker om politik, men hvor alle stemmer liderligt på præsidenten, fordi han ligner Richard Gere).

Jeg svarede, som jeg svarede nogle tyske hipstere, der sad til en stor dansk kunstners fødselsdag i Berlin, da Brian Mikkelsen pludselig rejste sig og holdt en pinlig tale: Ham der og hans venner har taget Ungdomshuset, Christiania, Danmarks Radio, syltet miljøet og sendt os i krig for olie...

Jeg sagde det med katastrofestemme, et par hvide løgne og et lynende sort-blok-blik.

Åh det føltes ungt, skønt, hysterisk og topmoderne.

paradoks@information.dk

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo!had og Dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her