Nyhed
Læsetid: 2 min.

Stormesterens nemme gevinst

Peter Léko eneste vinder i første runde af Tal Memorial
Kultur
14. november 2007

Nogle gange er det ikke så svært at være stormester. Peter Lekó havde i hvert fald en nem dag på kontoret, da han i første runde af superturneringen Tal Memorial i Moskva havde de hvide brikker mod Shirov fra Spanien:

1.e4 e5 2.Sf3 Sc6 3.Lb5 a6 4.La4 Sf6 5.0-0 b5 6.Lb3 Lc5 7.c3 d6 8.a4 Tb8 9.d4 Lb6 10.Sa3 0-0 11.axb5 axb5 12.Sxb5 Lg4 13.Lc2 Lxf3 14.gxf3 Sh5 15.f4 Sxf4 16.Lxf4 exf4 17.Dg4 Df6 18.b4 Se7 19.Sa3 Sg6 20.Sc4 ...

Sort står givetvis uldent her, men derfor er der vel ingen grund til at smide en officer efter modstanderen, som Shirov nu gør det:

20. - Lxd4?! - what? - 21.cxd4 Dxd4 ...

Lekó har givet to bønder for løberen, men hans arbejde i resten af partiet er at sammenligne med en frugtavler, der ryster de fuldmodne blommer af træet.

22.Sa5 Dd2 23.Lb3 Se5 24.Sc4 Sxg4 25.Sxd2 Txb4 26.Tfc1 Se5 27.Txc7 g5 28.Ld5 g4 29.Sc4 h5 30.Sxe5 dxe5 31.Te7 ...

Og Shirov ville ikke mere.

Carlsen i førergruppen

De øvrige fire partier i første runde sluttede alle remis. Russeren Aleksejev nåede efter 32 træk frem til fredsslutning med ukraineren Ivanchuk, der er feltets højest rangerende spiller, mens Kamsky (USA) og Gelfand (Israel) var færdige efter 29 træk. Lige så længe varede det, inden Jakovenko (Rusland) og Mamedyarov (Aserbajdsjan) havde delt pointet.

Den unge nordmand Magnus Carlsen var vel på den sværest tænkelige opgave, da han skulle have sort mod den russiske eksverdensmester Vladimir Kramnik, som Carlsen i et interview i Information den 30. oktober udtrykte stor respekt for. Magnus Carlsen mødte ekstremt velforberedt frem - i hvert fald efter tidsforbruget at dømme. Kramnik vandt en bonde, men den havde mest 'kosmetisk betydning'. Magnus fik initiativet og pressede faktisk den store russer, inden det mundede ud i et tårnslutspil, der var og blev remis.

I anden runde sluttede alle fem partier remis, men i tredje runde var der hele fire gevinster: Kramnik kværnede Lekó i sænk, Shirov slog Kamsky med de sorte, og Mamedyarov imponerede ved at løbe Ivanchuk over ende. Endelig spillede Magnus Carlsen meget overbevisende, da han som sort mod Jakovenko fik plantet et herligt løberoffer på russeren. Derefter var det ren norsk kørsel, og Magnus Carlsen deler nu føringen med Kramnik og Mameydarov. De har alle to points af tre, men der er lang vej hjem (seks runder) endnu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her