Læsetid: 4 min.

Jeg er et stykke med byggesjusk

Den moderne mand er kvinden underlegen i næsten alt, hun kan alt - samtidig, han kan synge fodboldsange og erkende, at han ikke kan være uden hende. Det har denne mand har i hvert fald erkendt
Længsel. Når jeg står nede i gården med Oscr og en fodbold, kan han længes efter, når han om 30 år finder en kvinde, der har brug for at lave en mand.

Længsel. Når jeg står nede i gården med Oscr og en fodbold, kan han længes efter, når han om 30 år finder en kvinde, der har brug for at lave en mand.

Ian Hooton

16. november 2007

Jeg har fundet mig selv på siderne i Information. "Ofret på et bål af postmoderniteten", en "fejlkonstruktion" på flugt og fuldstændig afhængig af kvinder. Det står der i avisen. Jeg er samtidig blevet i tvivl: Hvem skabte denne sørgelige udgave af en mand, og hvor var det lige det skete? Skabelsen altså.

Blev jeg skabt af kvinden, moderen, eller det febrilske forsøg på at løsrive mig fra dem begge? Jeg er i tvivl, men et står fast: Jeg kan ikke være alt det, jeg kan læse i Information, i hvert fald ikke på en gang. For jeg er et stykke med byggesjusk. Men hvor var det, dette morads af en mand blev skabt? Spørger man min søn, Oscar, ville han nok tro, at det skete på Informations sider.

Forklaring:

"Hvem er det?" Det er Oscar, snart tre år, som ser forundret på sin far, der er i gang med fredagens avis, lørdag morgen! Far er i gang med en udgave af Paradoks, faktisk de sidste par ugers tillæg (ja, det er da logik for økologiske landhøns).

Her har Oscars far fundet sig selv: En fejlkonstruktion, en sammensat mand, der skal kunne alt, men lader kvinden bestemme, hvad alt er.

Oscar har endnu ikke fattet det, så han omformulerer sit spørgsmål: "Hvad er det, far?"

"Det er far," hører jeg mig svare. Svaret giver selvfølgelig heller ingen mening, så Oscar pludrer i stedet løs om sit seneste besøg på Information. Han har været med far på arbejde og fortæller, at han mødte dem og dem. Han turde ikke helt tale med pigerne. Fordi han var lidt flov, mener far. "Nej, far," korrigerer knægten, "jeg var genert." Og ja, det har han nok ret i. Han har også ret, da han om mødet med chefredaktøren kækt fortæller: "Han bestemmer på fars avis!"

Ja, Oscar, men hvad har alt det med byggesjusk og den moderne mand at gøre? Jo, det kommer her. Oscar skyder nemlig nysgerrigt videre: "Hvem bestemmer herhjemme, far?"

Det ømme punkt

Og her rammer han fars ømme punkt. For det er da klart, at det gør far. Far bestemmer, hvornår friværdien skal bruges til fodboldbilletter på Anfield Road. Far bestemmer også mønstret på køkkenets farvestrålende 70'er tapet. Og så igen. Far bestemmer ikke en skid, det eneste, far bestemmer, er, at han har ladet mor bestemme. For det kan mor. Hun kan bevare overblikket, når flyverdragt og lukkedage, svigerforældre og dårlige pakninger i lysekronerne bliver kaos i hovedet på far. Hun kan overskue det. Derfor bestemmer far kun, når far får lov.

Måske var det den kontrakt, vi indgik, før Oscar kom til verden. Et stod nemlig klart: Der måtte en kvinde til for at rette op på skuden. I forsøget på at gøre drengen til en mand og manden til en far, blev vi gift. Den dag indgik vi en klar kontrakt. Hun sagde ja til mit byggesjusk, jeg til hendes krav.

Krav om at være blød, krav om at være far med alt hvad det indebærer fra 'Åh abe-sange' til at arrangere 'se-vores-prinser-og-prinsesser-fest' i vuggeren. Samtidig krav om at være mand. Ud fra devisen: mand dig op, skal jeg lørdag efter lørdag hænge i lysekronen med Oscar om anklen og skifte energispare-pæren, mens jeg med mobilen tapet til hovedet kan få den seneste fodbold-update fra stadion. Samtidig skal jeg være lyttende, fleksibel og alt det der, jeg kan læse på siderne om den moderne mand.

Jeg klager ikke

Misforstå mig ikke, jeg vil gerne. Jeg kan bare ikke være det alt sammen - samtidig.

Jens Andersen skrev i en anmeldelse fra 1988 om Bjarne Reuters beskrivelse af skolealderen således: Det var tiden "hvor vi lærte at være ens, lærte at tænke før, man taler - og glemte for meget af det, vi havde fra naturens hånd. Sådan kvaltes vi. Derfor længes vi."

Ikke et ord om den moderne mand. Men prøv at sætte manden ind i ligningen. Så falder brikkerne på plads og den moderne mand fra hinanden. Ikke fordi denne mand kun længes. Jeg lærte at tænke, før jeg skriver (taler), og hun fik samlet byggestumperne, der før elskede fodboldsange og kold pizza sammen til noget, der kunne minde om en mand. En der godt vil det der med friværdi, forpligtelser og shopping-lørdag på det nu alt for borgerlige Vesterbro, men også en huleboer af en urmand, der stadig glædes ved fodboldhymner og Iron Maiden-slagere fra 80'erne. Og det var jo den drengerøv, hun faldt for.

Tilbage ved morgenbordet sidder lille Oscar og længes efter sin far. Jeg tror, han er træt af at være en stemme i fars hoved. Kunne han følge med, ville han nok spørge: "Hvem er du sur på, far?" "Du lyder bitter, kammerat," ville han måske tilføje.

Og nej, jeg klager ikke. For uden hende blev jeg aldrig mand. Hun kan på otte minutter spurte gennem badet med kaffe i den ene hånd og en hårtørrer i den anden. Samtidig arrangerer hun, at knægten både får spist, leget og taget tøj på. Det kan hun, samtidig med at hun planlægger fire ture til Ikea, gør karriere og husker mig på, hvad jeg har glemt. Imponerende.

Hvis hun både tæmmer den generte mand og lader ham være fodboldgøgler hver anden uge, så får hun nok lidt mere mand med tiden. Smart ikke. Stadig byggesjusk, men byggesjusk, der en dag har potentiale nok til at blive kaldt mand.

I mellemtiden vil jeg rende ned i gården med en fodbold og Oscar. Så kan vi stå dernede og skråle "You'll never walk alone". Så kan han længes, når han om 30 år finder en kvinde, der har brug for at lave en mand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer