I en verden, hvor sport, film og stjernekult erstatter selvstændig identitet, samtale og offentlighed, har alderdom og erfaringer ingen plads. Døden er ikke altings forudsætning, men en frygtelig ulykke. Som en katastrofe oversvømmer den nyhedsmedierne. I den enkeltes liv er den skubbet til side og fortrængt.
Barndommens leg er ikke længere udgangspunkt for kunstens eller sportens livsglæde og fuldendelse. Karrieren indledes fra fødslen: Madonnas datter Lourdes har en rolle i den kommende Harry Potter-film.
De unge russiske tennisstjerner er androider, maskinmennesker, som aldrig har oplevet livet uden for linjerne.
Fra de er fire, sættes de i træningslejr i Florida eller Spanien. Som små velslebne diamanter er de del af den nye guldgraverøkonomi. At være forældre er en management-opgave, barnet en aktie.
Novembermørket ligger som et tungt låg over det sydende mægler- og imagesamfund, da jeg smutter ind i KB-hallen. Den hyggeligt intime sportsarena dulmer nerverne med det samme. 70'er- og 80'er-musikken fra højttalerne er en perfekt indramning for nostalgisk betragtning af min ungdoms helte.
Det handler om tennissportens veterantour - om 'de levende legender'. Aftenen før har John McEnroe slået Björn Borg i en hård tresætter, som måtte afgøres ved tie break. De gamle giganter tørnede atter sammen: 'Hammeren' Borg imod 'Stiletten' McEnroe.
Baggrunden for mestermødet er, at McEnroe har erklæret, at det er sidste gang, han stiller op til en sådan kamp - en udtalelse, ingen kan tro på, eftersom 'vredens mester' mere end nogen anden inkarnerer behovet for at måle sig med andre og dyrke sporten som udfordring og stadig længsel efter det afgørende øjebliks skærpede tilskikkelse.
Det var McEnroe, som fik sat gang i veterantouren, og det er også ham, som har lokket de andre spillere med - selv Stefan Edberg halede han ud fra de smålandske skove.
Langt fra sin storhedstid
Musikken buldrer videre fra højttalerne, mens projektøren panorerer hen over dommer og linjedommer for til sidst at dvæle ved en gråhåret Björn Borg, som vugger ud på banen med sin karakteristiske vralten. Som en and på vej ned i en dam. Han efterfølges af den trinde bon vivant, Henri Leconte. Borg har det velkendte næsten enøjede blik i sine tætsiddende øjne, mens Leconte gestikulerer som en nonchalant esprit.
Borgs koncentration imponerer. Han er selvsagt langt fra så god som i sin glanstid, ser ikke veltrænet ud og gnider sin albue, som ser ud til at gøre ondt. Hans forhånd er krummere, den fungerer ikke i returslagene. Men Borg har fået et helt andet udtryk i ansigtet - ikke det gammelkendte indadvendte og mutte. Han lader til at nyde spillet. Hans smil kommer fra et modent menneske, fra en, som spiller for at opretholde livet og skabe sine egne værdier.
Borg dominerer fuldstændig, vinder første set med 6-3, fører i andet og alt ser ud til at være afgjort, da koncentrationen pludselig svigter. Ved 5-7 i tie break går det galt, Borg slår alle bolde ud af banen og taber med 7-10. Måske er det aldersforskellen, Leconte er 44, Borg 51.
Forbavset ser jeg, hvordan han som taber af kampen om tredjepladsen strækker hænderne i vejret og ler ud imod publikum. Aldrig før har jeg set Björn Borg så nærværende, så stor og så menneskelig. Hans image var forknytheden selv, nu ser han ud til at have arbejdet sig ud i livet, legende og generøs. Hvilken sejr!
Underholdningsværdien er maksimal, da en crooner synger Frank Sinatras I Did It My Way som udgangssalme for John McEnroes æra, samtidig med at denne, fuldkommen uanfægtet, retter sine strømper til, strammer snørebåndene og roder i tasken efter genstande, han aldrig finder.
Så bider McEnroe sig i underlæben, som om han allerede nu er klar over, at de danske linjedommere endnu engang vil påminde ham om menneskeslægtens vanartethed. En veltrænet Edberg tager kampen under kommando med sit ensformigt, kraftbetonede serve volleyspil, mens McEnroe koncentrerer sig om at mumle Hamlet-monologer om, hvorvidt tilværelsen er værd at leve. Med vilde fagter antyder amerikaneren igen og igen, at servelinjedommeren burde synstestes.
MacEnroe er ofte et halvt skridt bagud, men når han frem, er præcisionen total. Så er det kun hjørner og linjer, der gælder og lynende, fejende backhand crossslag.
Edberg vinder første og fører andet sæt. Come on John, råber publikum, og pludselig lykkes det for McEnroe at knibe sig til sejr i andet sæt.
Med usvigelig koncentration arbejder han sig frem til matchbold i tredje sæt ved stillingen 10-9 i tie break. Edberg er nervøs, publikum åndeløst, da McEnroes baghåndsslag rammer netkanten, men bliver på hans side. Edberg vinder, retfærdigt, konsekvent og uinteressant.
Magien var hos den ældre McEnroe. Hvordan kunne han komme sejren så nær? Hvordan kan hans indebrændte, tilbageholdte energi eksplodere i så absolut en præcision?
Livets modstander
Edberg holder tale til publikum og siger, lidt prætentiøst, at han missede mange bolde i slutfasen, men at det var en utrolig god kamp. McEnroe nøjes med at påpege, at han havde matchbold, og at dommeren burde have kontrolleret nethøjden. Så bryder han ud i kåd og befriende latter, bevidst om, at han gav alt, hvad han havde, og at det må være nok.
Der står McEnroe og Borg i KB-hallen som velspillende, kæmpende tabere - eksempler på idoler, hvem det lykkedes at blive voksne. Det er mere, end man kan sige om så mange af samtidens kultfigurer.
Borg og McEnroe vendte tilbage til arenaen for at teste deres kræfter på livets største modstander: tomheden, ligegyldigheden og døden. McEnroe viser, at han fortsat er mester i det uforudsigelige, og at manererne med strømper og sko er en strategi for at holde 'det uvæsentlige' borte. Borgs koncentration lader nu til at gælde livet selv. Han har opdaget glæden.
Den respekt over for livet og glæden over at være til, som Borg og McEnroe gav udtryk i KB-hallen, handler om at søge hinsides myterne for at finde sig selv.
Pludselig er gråhårede, midaldrende mænd repræsentanter for noget stort og meningsfuldt. Samfundets ungdommelige partystemning føles i novembermørket som et trøstesløst dødningegrin ved siden af.
Oversat af Niels Ivar Larsen
