Læsetid: 11 min.

At svæve som en sommerfugl og stikke som en bi

Mænd. Jeg er gammel amatørbokser, så jeg kender godt det der med, at modstanderen er hurtigere end en selv, siger forfatteren og dramatikeren Erling Jepsen om sin oplevelse af at blive far. Kvinder henter deres energi i at ringe til en veninde eller gå på cafe- mænd vil bare gerne være i fred, og den fred er svær at værne om siger, han
16. november 2007

Da Erling Jepsens datter var tre år, ville hun så gerne have en kat, men fordi Erling Jepsen i forvejen er allergisk anlagt, var han ikke så begejstret for tanken. Hans kone prøvede at forklare datteren, hvordan det hang sammen, at far ikke kunne tåle kat. 'Jamen, kan vi så ikke bare få en ny far?' spurgte datteren så.

"Det var svært at komme ind i kampen som far de første år", siger den 51-årige forfatter og dramatiker Erling Jepsen i sit lille arbejdsværelse på Amager, hvor en flot brun kat smyger sig rundt om dørkarmen.

"Man er hele tiden fanget på det forkerte ben. Jeg er gammel amatørbokser, så jeg kender godt det der med, at modstanderen er hurtigere end en selv. Man har lagt en masse planer, men man kommer aldrig til dem. Sådan var det de første år. Det var min kone, der styrede det, og jeg stod i baggrunden og fik ordrer og kontraordrer."

Signalforvirring

Et andet billede på, hvordan det var at være nybagt far, var den aften, Erling Jepsen sad med næsen helt oppe i tv-skærmen og holdt vejret, for om lidt kom Tony Blair og afgjorde, om vi skulle invadere Irak: "Det var der jo meget diskussion om dengang, én ting var at bombe fra luften, en anden var at sætte landtropper ind i en invasion. Og lige i det øjeblik, Blair går på live, træder min kone ind foran skærmen og siger: 'Ved du hvad, Erling, jeg er bare blevet så god til at læse Olivias signaler.' Barnet var kun seks måneder, så det var hun selvfølgelig stolt over. Men mine signaler, der ellers var meget tydelige, blev helt fejet af bordet", siger han næsten forundret.

Det var en sundhedsplejerske, der bragte Erling Jepsen ind i kampen. Hun sagde til hans kone, at hun skulle lade faren gøre tingene på sin måde, det var nemlig lige så godt. Anderledes, men lige så godt. Og det var måske netop der, Erling Jepsen selv troede på, at hans måde vitterligt var lige så god.

Og i takt med at datteren har tilegnet sig sproget, er det hele blevet nemmere, for nu forstår hun hans vittigheder bedre og bedre.

Sin egen far, der er blevet en slags offentlig figur igennem Erling Jepsens forfatterskab, kunne han ikke bruge til andet end som negativ rollemodel. Han var forkvaklet, grådlabil, voldelig, selvoptaget og fuldkommen uforudsigelig.

I stedet opsøgte Erling Jepsen læremestre andre steder. For eksempel havde han en svoger, der var næsten 18 år ældre, og som tog ham med i byen og lærte ham at score:

"Først viste han mig jagtstederne. 'Begynd på Rådhuskroen,' sagde han. 'Og derefter La Fontaine.' Det var det store jagtsted. De åbnede ved midnat og lukkede klokken fem. 'Gå i seng kl. 22 og sov til kl. to-tre stykker,' sagde min svoger. 'Så står du op, tager et bad, klæder dig pænt på og går hen på La Fontaine. Der sidder de uafhentede. Gerne enlige mødre, der har dyre babysittere derhjemme. De andre mænd er fulde, og du er ædru og kommer lige fra badet.'"

- Gjorde du så det?

"Ja da. Sådan en enlig mor var typisk ikke ude for at finde kærlighed, hun savnede måske bare én at gå i seng med, og det var det. Og der kom jeg kl. to", griner han.

Det mørke kontinent

- Er den moderne mand i krise?

"Næh. De mænd, jeg kender, er måske heller ikke så typiske - vi taler meget om følelser, vi er ret romantisk anlagt. Vi har et åndeligt fællesskab, og vi har det svært med, at kvinderne tror, vi går og tænker på sex hele tiden."

- Gør I da ikke det?

"Jo", griner Erling Jepsen, "men vi tænker også på mange andre ting. Jeg var kæreste med en feminist engang, og jeg kan huske, at hun talte meget om det her store mørke kontinent, der var kvindens tilfredsstillelse i bred forstand. Altså ikke bare seksuelt. Det var et stort uudforsket område, hævdede hun, som vi mænd ved ganske lidt om. Mænd derimod, de er så nemme, sagde hun. Det er lidt fornærmende. Det kan da godt være, vi er enkle på det mere fysiske plan, men vi har så mange andre lag også. Vi har sgu også et mørkt kontinent."

- Er det i virkeligheden kvinder, der ikke forstår mænd ret godt?

"I forstår ikke vores følelsesliv. Det tror jeg ikke. Jeg har nogle nære mandevenner, som jeg taler meget med om følelser. Vi taler meget om kærlighed. Man tør jo næsten ikke sige det som mand. Men mænd hjælper altså også hinanden ud af kærestesorger."

Egentlig synes Erling Jepsen, at der er for lidt fokus på det åndelige fællesskab blandt mænd. Mange forveksler det med homoerotik, og det støder ham. I tv-programmet Smagsdommerne blev panelet præsenteret for et program om en bodybuilder fra Afghanistan, der drømte om at blive mister Kabul.

300.000

"Han havde ingen penge til doping, men måtte klare sig med hårdkogte æg. Han var så sød og sympatisk, og så vandt han sgu. Man så et klip, hvor hans konkurrent og gode kammerat omfavnede ham og græd af glæde på hans vegne. 'Homo-erotik!', vrængede en af de andre. Tænk, jeg synes det var så smukt", siger han stille og fortsætter:

"Kvinders fordomme om hvordan mænd er: Hvor let det er at gøre dem glade, om at de ikke kender til romantik, og at de boller udenom og hele tiden tænker på at tjene penge, oplever jeg som en hån. Jeg er meget fornærmet over det."

Mænd kan virkelig holde af hinanden, og de kan have forskellige måder at vise det på, som kvinder ikke begriber, mener Erling Jepsen, og fortæller om den sommerdag, han og en anden mand i selskabet spadserer ned til Christianshavns Kanal og kigger på lystbåde, mens resten af selskabet går i gang med at grille pølser. I en halv times tid sidder de der og snakker om, hvad bådene mon koster. 300.000? 400.000?

"Så kom en af kvinderne ned og sagde, at vi var kedelige og bare sad der og snakkede om penge, og vi blev så vrede begge to, for det følte vi slet ikke, at vi gjorde. 300.000 var bare en kode", fortæller Erling Jepsen.

- En kode for hvad?

"Jamen 300.000 betyder bare 'jeg kan skidegodt lide dig!'. Det vidste vi begge to. Vi gik selvfølgelig op og spiste grillpølser, men senere, da vi skulle tage afsked med hinanden, kan jeg huske, han vinkede og sagde '300.000!'"

"Hvis kvinder har sådan noget sammen, så er det helt legalt og smukt, men hvis mænd har det, så er det homoerotik. Jeg synes, vores følelser bliver undervurderet. Kvinderne tror, vi er så nemme at gøre lykkelige. Det er vi slet ikke."

Jaget

- Nu siger du, at dine mandefællesskaber er lidt atypiske. Er der andre typer af mænd, du ikke forstår?

"Egentlig ikke. Jeg tror, jeg kan forstå de fleste mænd. Nu kan jeg ikke selv ordne verden rent håndværksmæssigt og fysisk, men det er lidt tilfældigt, jeg lige er endt her. Det savner jeg egentlig at kunne. Jeg er ikke særlig god til det. Det er min kone, der ordner det praktiske i vores hjem, jeg får ikke lov, for jeg ødelægger det hele. Men jeg kan sagtens leve mig ind i den tanke at være en mand, der går ud med mit værktøj og reparerer ting. Jeg kan da godt drømme om det."

Hvis man spørger Erling Jepsen, hvordan manderollen sidder på ham, sidder den altså helt tilpas, men det har også taget mange år. Han betegner sig selv som en blød mand udenpå og en traditionel mand indeni, der ved, hvor skabet skal stå, og som regel får sin vilje. Han har det godt med at være hovedforsørgeren, der tager ud i verden og arbejder og kommer hjem med en pose penge. Generelt tror han, at arbejdslivet betyder mere for mænd end for kvinder. I hvert fald er det sådan blandt de mænd, han kender, at de ikke kan være noget for deres familie, hvis de ikke først er lykkedes på deres arbejde, og det er ikke hans indtryk, at ret mange kvinder har det sådan. Måske har de det endda omvendt, at de henter energien i hjemmet for at lykkes på arbejde. I det hele taget henter mænd og kvinder ofte energi på to forskellige måder, mener han. Kvinder ringer gerne til veninderne eller går på café med dem. Mænd vil bare være i fred. Den fred er, ifølge Erling Jepsen, nogle gange svær at værne om. Han føler sig nemt jaget af enten familien eller mennesker udefra, der vil ham noget, og han vil altid gerne have mere tid til sig selv og til sit arbejde. Hvis han lider af dårlig samvittighed, er det netop over ikke at få skrevet det, han burde.

At kigge efter fædre

I Erling Jepsens barndomshjem var der ikke mange bøger eller anden kunst og kultur, bortset fra salmer.

Den almene dannelse måtte Erling Jepsen hente andre steder. For eksempel hos skiftende svigerfædre. Faktisk var det sådan i gymnasietiden i Haderslev, at når de andre drenge kiggede efter pigerne, kiggede Erling efter fædrene. For hvis han nu kunne finde nogle rigtig søde forældre, så var han straks interesseret i deres datter. Derfor har han også gennem tiden været involveret i nogle meget sære kæresteforhold:

"Men jeg faldt jo helt på røven over nogle af de her fædre, som havde bøger i metervis og lyttede til klassisk musik, og de satte sig ned og kiggede mig i øjnene og spurgte, hvem jeg var, og hvad jeg interesserede mig for. De lyttede, og vi kunne diskutere, uden at vi kom op og slås. Jeg lærte, at man kan udveksle synspunkter, uden at det er farligt. Det kunne man ikke i mit barndomshjem. Først fik man bank, og så lagde min far sig ned med nervesammenbrud bagefter. Derfor har jeg, især tidligere, altid gjort mig lidt dummere, end jeg er for at undgå konfrontationer. Jeg har haft meget svært ved at stå frem og sige, at det her ved jeg noget om, for det har jeg forbundet med stor fare."

- Oplever du stor konkurrence blandt mænd?

"Ja, helt sikkert. Og jeg har tit taget klovnens rolle, når jeg går ind i den kamp. Måske er det derfor, jeg har valgt nogle lidt følsomme mænd som venner, der ikke synes konkurrencen er så interessant. Jeg synes, den er frygtelig kedelig. Der er mænd, der ikke kan vedgå fejl, mænd der er uendeligt bange for at tabe ansigt. Der er mænd, der ikke engang kan sige 'må jeg bede om saltet?' De siger: 'Du stikker mig lige saltet!' Det er måske mere i Jylland. Den slags mænd kan også bryde sammen, hvis man holder dem i hånden. Så bliver de som små børn."

En blottet bokser

Et af Erling Jepsens mandlige forbilleder er ikke uden grund bokseren Muhammed Ali, for han var netop kendt for at holde paraderne nede. Han blottede sig fuldstændig til stor provokation og forvirring for modstanderen.

Når han stod over for de mest hårdtslående boksere, lod han armene hænge ned og stak næsen frem i forventning.

"Det var en form for psykologisk krigsførelse, og han kunne gøre det, fordi han var meget hurtig og god til at undvige. Han gik hele tiden baglæns, og de andre slog jo bare ud i luften. Til sidst slog de sig trætte. Når han endelig slog, så slog han altså," fortæller Erling Jepsen og fortsætter:

"Ali var ubesejret, og jeg husker, da han tabte for første gang til Joe Frazer i 1971. Jeg var 15 år og så det sammen med min far. Han fik et rigtig nervesammenbrud og kravlede rundt på gulvet og flåede skjorten op. Han havde jo idoler, min far, nogle, der ikke svigtede os. Muhammed Ali for eksempel, som aldrig havde tabt en kamp. Så fandt min far et andet idol, nemlig hesten Tarok, som altid vandt, indtil den døde af en prut, som nogen sagde for at drille min far - den fik en mavesygdom. Senere blev det nogle østeuropæiske gymnastikpiger."

Erling Jepsen er opdraget som en anden generations indvandrerdreng. I hvert fald havde opdragelsen de fuldstændig samme elementer, som man i dag kritiserer indvandrerfamilierne for, hævder han. I Gram hang drengene ud i flokke og bekrigede hinanden. De var fem børn i familien, tre piger og to drenge, og drengene havde ingen pligter. Pigerne derimod havde pligter hele tiden. De skulle vaske op og gøre rent og stå i butikken, og selv om Erling egentlig gerne ville have stået i butikken eller hjælpe til derhjemme, måtte han ikke, det hørte sig ikke til for en dreng. Så han hængte ud med de andre drenge og lavede indbrud og etablerede bander.

Alle havde et gevær

Han rejser sig og strækker sig for at tage noget ned fra bogreolen.

"Jeg har en bøsse her - alle havde et gevær - man begyndte med en luftbøse, det her er en Diana 22, så gik man over til salonriffel. Vi skød efter fugle, men vi skød da også efter hinanden. Jeg blev sgu da skudt her på hagen," siger han og peger. "Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg stod inde i en have med min bande. Så blev jeg skudt i hovedet med luftgevær. Forældrene havde jagtgeværer og gik og skød op i luften, når der var fest, eller når nogen havde fået et barn. Der var tit røg i gaderne i Gram, fordi folk brændte af i haverne eller på markerne. Kvinderne gik med tørklæde, der var bundet foran."

"Vi bad bordbøn, og jeg gik på koranskole, de kaldte det søndagsskole. Det var jeg nu glad for, for her havde de bøger for børn. Bibelhistorien til forskellige alderstrin. Det, man bebrejder indvandrerfamilier i dag, var da et helt almindeligt dansk mønster i 50'erne. Der skal nok være familier i Sønderjylland, der har det familiemønster i dag, men det er selvfølgelig uddøende."

Det lå aldrig i kortene, at Erling Jepsen skulle være forfatter. Han blev ikke færdig med den matematiske linje på gymnasiet og droppede ud af danskstudiet på Københavns Universitet efter kun få måneder. Alligevel har han levet af at skrive, siden han var i begyndelsen af 20'erne. Engang drømte han om at lave revolution. Det var jo storkapitalen, der ødelagde de små butikkers eksistensgrundlag i Sønderjylland. I dag er der en enkelt ting i kvinder, han gerne vil lave om på, og det er deres fordomme og manglende forståelse for deres mænd.

"Kvinder skal til at tænke en ekstra gang over, om de nu også gør deres mand lykkelig. Han siger, han er glad, men måske siger han bare, han er glad, fordi han gerne vil have, at hun skal tro, han er glad."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu