Læsetid: 7 min.

Tålmodighedens mester

I 40 år har Frederick Wiseman været sit eget brand inden for den såkaldte observerende dokumentarfilm. Med en spilletid på små fire timer er hans seneste værk, 'State Legislature', så idiosynkratisk som nogensinde. Vi har mødt legenden på hjemmebane - i klipperummet
Den 77-årige instruktør Frederick Wiseman klipper selv sine film, og klipperummet er derfor det sted, hvor han tilbringer det meste af sin tid.

Den 77-årige instruktør Frederick Wiseman klipper selv sine film, og klipperummet er derfor det sted, hvor han tilbringer det meste af sin tid.

New York Times

13. november 2007

BOSTON - Det er med en vis ærefrygt, man træder ind i Frederick Wisemans klipperum i Boston, Massachusetts, USA. Den nu 77-årige instruktør har for længst indtaget en position som den såkaldte observerende dokumentarfilms grand old man, og eftersom han selv klipper sine film, er klipperummet det sted, hvor han tilbringer det meste af sin tid.

Omkring 40 værker er det blevet til i løbet af lige så mange år, heraf størsteparten om institutioner inden for den offentlige sektor i USA: socialkontorer, skoler, retssystem, fængselsvæsen, militær, etc.

Titler som High School (1968), Hospital (1970) eller Welfare (1975) taler deres eget tydelige sprog og har alle bidraget til, at Wiseman i dag selv er blevet en institution. En ener i den amerikanske filmverden. Og et uomgængeligt referencepunkt inden for den dokumentariske tradition i det hele taget.

Kvaliteten af Wisemans film er i en vis forstand indiskutabel. Forstået på den måde, at han nu i fire årtier, helt fra det allerførste værk, Titicut Follies (1967), har anvendt stort set samme metode. Han vælger et emne (hvilket ofte er ensbetydende med en lokation, en institution), tilbringer seks-otte uger på stedet sammen med en fotograf og begraver sig så i klipperummet i cirka et år. Han anvender ikke speak og undgår kosmetik som underlægningsmusik eller dramatiserende greb hentet fra fiktionsfilmen. Hans film har som regel ikke en hovedperson, og de er ofte tre-fire-fem timer lange. Sådan har det været i en lille menneskealder. Man ved med andre ord, hvad man får.

Alligevel har mange i tidens løb kritiseret Wisemans film for at være for lange og for idiosynkratiske. Ikke mindst i dag, hvor store dele af den dokumentariske genre med Michael Moore i spidsen har bevæget sig i retning af det mere underholdende, kan Wisemans metode virke udfordrende på tålmodigheden.

Hverdagsdrama

Det gælder også hans seneste opus, State Legislature, en næsten fire timer lang dokumentation af det daglige arbejde i den lovgivende forsamling i den kristen-konservative delstat Idaho. Filmen får dansk premiere i forbindelse med festivalen cph:dox og skildrer demokratiets langsommelige kværnen helt ned til mindste tandhjul. De enkelte sager får (som altid hos Wiseman) lov til at folde sig ud. Som den berømte flue på væggen er vi med under høringer, diskussioner og lobbyarbejde vedrørende alt mellem himmel og jord, fra forebyggelse af passiv rygning via forholdsregler over kogalskab til forsigtige diskussioner om styrkelse af de offentlige transportmidler.

Er man allergisk over for Wisemans temperament, er der heller ingen formildende omstændigheder denne gang. Men er man parat til at justere på sine 'normale' filmforventninger, kan man lære adskilligt om amerikanernes mentalitet, livsholdning og samfundsopfattelse ved at lade sig synke ned på første parket til et hverdagsdrama med ganske almindelige, engagerede amerikanere i hovedrollerne. Action og underholdning er ikke ord, der ligger lige for. Men skulle man engang i fremtiden have glemt, hvordan demokratiet fungerede, er dette filmen, man vil tage frem for at få syn for sagn.

Wiseman betragter selv den nye film som vigtig, fortæller han, fordi mange af de institutioner, han tidligere har dokumenteret, får deres politik og økonomi dikteret fra en lovgivende forsamling à la State Legislature i Idaho. I den forstand er det en film, der forener mange af de temaer og emner, han tidligere har beskæftiget sig med. Men hvorfor lige Idaho?

"Fordi man i Idaho har én lovgivende forsamling hvert år, der varer 10 eller 11 uger, hvilket for mig er en passende optageperiode. Og så har man en model med borgerrepræsentanter, hvilket betyder, at medlemmerne har andre jobs ved siden af. Så det er en illustration af, hvordan demokratiet kan fungere på græsrodsniveau."

- Hvad er det, den dokumentariske genre kan, som har fået dig til at bruge 40 år af dit liv på netop det format?

"Jeg har ingen anelse om, hvad dokumentarisme kan - ud over at give filmmageren et interessant liv. Jeg kom i gang med at lave film i midten af 1960'erne, altså nogle få år efter de teknologiske landvindinger, der gjorde det muligt at arbejde dokumentarisk med synkron lyd. Pludselig var det muligt at lave film om hvad som helst. Og jeg fik ret hurtigt den tanke, at der er en masse komedie og drama og tragedie og andre interessante elementer i det almindelige liv, som man netop ville kunne indfange med de nye kameratyper."

Film og facts

Wiseman hentyder til den gruppe af dokumentarfilmmagere, der gik under betegnelsen Direct Cinema (eller cinéma vérité), altså instruktører som Robert Drew, Richard Leacock, D.A. Pennebaker og Maysles-brødrene. Men på trods af, at Wiseman lavede sin første film få år efter Direct Cinema-gruppens gennembrud, afviser han at være inspireret af deres arbejde:

"Jeg har altid haft svært ved at tale om inspirationskilder. Generelt er jeg interesseret i folks adfærd, i at prøve at finde ud af, hvorfor jeg gør, som jeg gør, og hvorfor andre gør, som de gør. Hvad enten det nu er sandt eller ej, så har jeg altid følt, at jeg var en relativt god iagttager. Og så har jeg altid været fascineret af almindelige erfaringer. Jeg har været interesseret i at tage hverdagsoplevelser og skabe en dramatisk struktur ud af dem. Det er det, jeg forsøger at gøre, når jeg klipper en film. Og skal jeg endelig tale om, hvor inspirationen kommer fra til de fortællemæssige strukturer, jeg arbejder med, så er det snarere fra litteratur end fra andre film. Men som sagt har jeg svært ved at svare på den type spørgsmål. Med risiko for at lyde anti-intellektuel må jeg sige, at jeg bare tumler omkring og gør de ting, der interesserer mig."

- Er der for dig at se nogen forbindelser mellem dokumentarisme og journalistik?

"Journalistik er et emne, jeg overhovedet ikke spekulerer over. Hvis man opregner de sædvanlige klicheer om, hvad journalistik er, vil man se, at mine film ikke lever op til nogen af dem. Jeg ofrer gerne facts til fordel for at få en dramatisk struktur til at fungere, eller til fordel for udviklingen af karaktererne. Der er visse ting, film egner sig til, og tørre facts er ikke én af dem."

Dogme er en joke

Wiseman er kendt for at være i forsvarsposition, når han bliver interviewet. Måske fordi han gennem et langt liv er blevet præsenteret for de samme spørgsmål igen og igen. På et tidspunkt under samtalen liver han imidlertid mærkbart op, og det er, da jeg trækker paralleller mellem hans tilsyneladende dogmatiske tilgang til at lave film og den danske Dogme-bevægelse:

"Dogme er noget af det morsomste, jeg nogensinde har hørt om. Var det en vittighed? Det må det simpelthen have været, for ellers er det noget af det mest prætentiøse, jeg nogensinde er stødt på. Jeg mener, de fyre beskriver jo bare, hvordan man har lavet film i hundrede år. Der er absolut intet nyt i det. Men morsomt var det. Hvis det vel at mærke var humoristisk ment."

- Men din egen metode synes også at have været ret konstant i årenes løb. Har du ikke selv på et tidspunkt prøvet at formulere nogle regler for dit arbejde?

"Jo, det har jeg. For eksempel vidste jeg fra starten, at jeg ikke ønskede at bruge en fortæller. Og så havde jeg en idé om, at jeg ville prøve at indsamle så meget materiale, at jeg kunne klippe en film med en dramatisk struktur på en måde, så begivenhederne ville forklare sig selv. Filmen skulle kunne fungere i kraft af de begivenheder, der blev lagt frem i optagelserne, uden at man bagefter tilføjede noget."

- I de fleste af dine film har du også undgået at have en hovedperson, hvilket vel ikke ligefrem har gjort arbejdet lettere for dig selv?

"Det er sandt, men jeg mener, at jeg potentielt vil kunne nå frem til en mere interessant film på den måde. Når det er sådan, hænger det nok sammen med, at jeg generelt ønsker at formidle et bredere spektrum af oplevelser og erfaringer, og det har forekommet mig bedre at kunne lade sig gøre ved ikke at fokusere på én person. Og så er jeg meget interesseret i tilfældighedsaspektet. At lave denne type film er som at spille terninger. Derfor er man nødt til at prøve at arrangere sig på en måde, så man undervejs er i stand til at drage fordel af de begivenheder, som man er så heldig at blive vidne til. Dernæst skal man selvfølgelig også være i stand til at identificere de vigtige begivenheder. Men held spiller en vigtig rolle. At lave dokumentarfilm er en sær kombination af held og opmærksomhed."

State Legislature. Instr.: Frederick Wiseman. 2007. 217 min.Filmen vises i forbindelse med cph:dox. i Posthus Teatreti aften kl. 19.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu