Læsetid: 3 min.

Talent i klemme

Hvad skal man gøre, hvis man ikke ligner Jean-Luc Godard og løber rundt med kameraet på hovedet for at blive betragtet som filmtalent i Danmark?
30. november 2007

Der er ingen oversete filmtalenter i Danmark. Vi har en stor, sulten filmbranche, der finkæmmer enhver amatørmobiloptagelse for det mindste tegn på talent. Og ryger der en perle igennem netmaskerne, har vi verdens bedste støttesystem, der nok skal sørge for, at retfærdigheden før eller siden sker fyldest.

Sådan lød min barnetro - som også er et bekvemt alibi, for ingen kritiker har tid til at se alt - men jeg mistede troen, da jeg for nylig fik til opgave at gennemse 72 kortfilm produceret på den selvbestaltede filmuddannelse Super16. Jeg skulle udvælge de bedste 10 film til en dvd.

Øjenåbner

Niveauet overraskede, flere film matchede eller overtrumfede sågar Den Danske Filmskoles afgangsfilm, og da jeg nåede to film af en instruktør ved navn Kaspar Munk, spærrede jeg for alvor øjnene op.

En lille død (2005) er en 11 minutters film om 12-årige Christian (Phillip Varlev), der sammen med sin ven bliver inviteret hjem til den lidt ældre Janus. I kælderen introduceres Christian både for Janus' kongeboa og pornoblade, der flyder på gulvet. Mens Christian går på opdagelse i bladene, nærmer kongeboaen sig langsomt en intetanende mus på gulvet, og spændingen stiger effektfuldt i sekvensen, der kulminerer med Christians første udløsning.

Forsvunden (2006) handler også om følelser, der starter i teenagealderen, men varer hele livet. Teenageren Christine (Marie Søderberg) har slået op med kæresten og glider længere og længere væk fra de andre på lejrskolen. Hendes forvirring om hendes identitet spejles i den ældre lærerinde (Stine Stengade), og de oplever en gensidig seksuel tiltrækning, som de imidlertid ikke kan realisere.

Mentale billeder

Begge film er optaget på 35mm, og Forsvunden må være en af de flotteste danske nobudget-film til dato. Med storslåede helikopter- og kranoptagelser, fremragende lydarbejde og et velvalgt soundtrack er der value for alle, nej, ingen penge. Det er dødsforagt på højt plan, men den egentlige bedrift ligger i, at formen ikke tager over, men tværtimod formidler en ekstrem intim, dragende gådefuld (a la Peter Weirs Picnic at Hanging Rock) og emotionel historie.

Kaspar Munk kan male lærredet med sin hovedkarakters følelser uden at ty til dialoger eller plots, som ellers er så typisk for dansk film. Han skaber mentale billeder, hvilket er den sværeste kunst. Han bruger også symboler, uden at det virker banalt, og han er i stand til at fortælle sine universelle historier med en åbenhed, så man som tilskuer indlever sig på et mere individuelt plan.

Vor tids Malmros

Han må være anset for et stortalent, tænkte jeg, men da jeg begyndte at forhøre mig i branchen, forvandledes verdens bedste filmstøttesystem til verdens dårligste:

Den Danske Filmskole afviste Kaspar Munk tre gange i træk (endnu et søm til Filmskolens ligkiste). Filminstituttet sagde nej til at indkøbe hans to perler af kortfilm, selv om skolerne sukker efter børne- og ungdomsfilm, og selv om filmene blev varmt anbefalet af Filminstituttets egne eksperter i afdelingen for Børne- & Ungdomsfilm (der absurd nok ikke har indflydelse på filmindkøbet).

Filminstituttet gav også blankt afslag til Munks forslag om en 10 minutters børnekortfilm. Konsulent Miriam Nørgaard kunne end ikke afse tid til et møde, selv om der er notorisk mangel på gode instruktører og filmprojekter i hendes regi. P.t. ligger instituttet inde med flere ansøgninger fra Kaspar Munk, men svarene trækker ud, for han tilhører ikke kernen af prioriterede instruktører.

Jeg tog kontakt til den 36-årige instruktør, og selv om ingen ville have bebrejdet ham en smule bitterhed, så virker han tværtimod beskeden, gennemsympatisk og fuld af fortrøstning.

Men får Kaspar Munk chancen? Jeg har mine bange anelser. Filminstituttet har lavet et rigidt system, hvor nye talenter puttes i kassen New Danish Screen, der har det primære formål at udvikle formsproget. Her skal eksperimenteres til den store guldmedalje. Men hvad nu, hvis man ikke ligner Jean-Luc Godard (eller Christoffer Boe) og ikke løber rundt med kameraet på hovedet og finder på crazy koncepter, men bare ønsker at lave gode film, der griber publikum om hjertet?

Har vor tids Malmros en chance?

Forsvunden findes på dvd'en Super16 - Best of, udgivet af filmmagasinet EKKO med det seneste nummer

Claus Christensen er chefredaktør på EKKO

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu